Prøv avisen

Børn tager ikke skade af forældres aggressioner

Vrede og aggression er en helt naturlig del af livet, men vi opfører os ikke sådan. Vi bruger i stedet enorme mængder energi på at undertrykke og skjule denne helt centrale del af vores følelsesliv, mener familieterapeuten Jesper Juul. Foto: nastia 1983/Iris

Vi tabuiserer vreden i forholdet til vores børn, mener den bogaktuelle familieterapeut Jesper Juul

Vrede og aggression er en helt naturlig del af livet, men vi opfører os ikke sådan. Vi bruger i stedet enorme mængder energi på at undertrykke og skjule denne helt centrale del af vores følelsesliv, og det betyder blandt andet en stigende tendens til at diskriminere vrede og frustrerede børn i daginstitutioner og skoler, mener familieterapeuten Jesper Juul.

Det var ham, der stod bag klassikeren Dit kompetente barn fra 1995, som blev banebrydende for opfattelsen af børns udvikling og relation til voksne. Nu har han skrevet bogen Aggression en naturlig del af livet, fordi han oplever, at vrede og aggression er blevet så stort et tabu i voksnes forhold til børn, at det er skadeligt.

"Vreden har altid været et betændt tema i nære relationer og i masser af familier også totalt forbudt. Måske fordi vrede i generationer blev opfattet som kærlighedens modsætning. Hvis du elsker mig, bør du ikke være vred på mig. I dag er det helt almindeligt, at forældre skammer sig over, at de af og til mister besindelsen og råber ad deres møgunger, men vrede, fortvivlelse, desperation og frustration er en nødvendig del af enhver passioneret relation mellem mennesker. Hvis man forbyder sig selv at mærke og udtrykke vreden, bliver man syg og mister nærheden til de nærmeste."

LÆS OGSÅ:
Kan du så se at blive god igen

"Når det alligevel sker så hyppigt, er det i høj grad, fordi de fleste af os er vokset op i familier og kulturer, hvor aggressionerne enten blev undertrykt eller kun blev udtrykt som projektive angreb. Det har medført, at det sprog, vi udtrykker vreden i, når vi mister besindelsen, er et definerende, sårende og uværdigt sprog. Derfor er det vigtigt at slå fast, at børn ikke tager skade af forældres aggressioner. Ofte tager de derimod skade dybt inde i sjælen af det sprog, vreden pakkes ind i. Vi kan ikke skjule vores aggressioner og lyve os fra dem. De, der elsker os, gennemskuer os på fem sekunder."

Hvad betyder det for nutidens børneopdragelse?

"Det betyder, at vi gentager det bedre borgerskabs afgørende fejl fra begyndelsen af sidste århundrede: Vi skaber isafkølede relationer til vores børn, selvom vi af al magt og konstant erklærer dem vores kærlighed og roser al selvfølelse ud af kroppen på dem. Det er en del af det, jeg kalder ' Botox-kulturen', nemlig at forældre ikke kan tåle, at deres børn har ' slemme følelser'.
De må gerne være kede af det, men ' ikke så ked af det vel, lille skat', og frem for alt skal de lade sig trøste, så forældrene kan føle sig vellykkede.
De må gerne være vrede, men ' mor vil ikke ha', at du taler grimt eller slår'."

"Og sådan kunne jeg blive ved. Konklusionen er, at vi har nogle årgange af forældre og pædagoger, som kun anerkender cirka halvdelen af de følelser, der hører med til det at være menneske, og dermed berøves børnene muligheden for at udvikle den nødvendige livskompetence og livsvisdom. Dette slår ud for fuld kraft i puberteten, når prinserne og prinsesserne pludselig møder alle de andre prinser og prinsesser og indser, at de umuligt kan vinde. Så begynder spiseforstyrrelserne, de såkaldte men helt fejldiagnostiserede depressioner, det akutte tab af selvfølelse, som i tidens jargon er kommet til at hedde selvværd, selvmordstanker og -forsøg, voldelig adfærd, cutting, stofmisbrug og et uhæmmet forbrug af alkohol."

"Først rammer virkeligheden forældrene midt mellem øjnene, og de begynder at spørge, om de da har gjort alting forkert. Svaret er: Nej, ikke alting! I har bare haft så travlt med at vurdere jeres barns adfærd og personlighed, at I glemte at anerkende og give plads til hele mennesket. Det kan I nå at gøre noget ved de næste 60 år, hvis I vil lytte og tage imod jeres barns hjælp til at komme ud over jeres narcissistiske tankegang." 

Hvad tror du, den udvikling skyldes?

"Det er en blanding af mange forskellige faktorer. Dette tabu er jo ikke bare noget, voksne udsætter børn for. De plager også sig selv med det. I bogen har jeg citeret en mor, som fortvivlet sagde: Jeg har tre børn, og i sidste uge råbte jeg ad dem tre gange. Jeg skammer mig sådan og føler mig helt mislykket som forælder. Hvad skal jeg gøre?. Mit svar var, at tre gange på en uge lyder helt naturligt (ingen kan jo sætte vores selvtillid så meget under pres som netop vores egne børn), og at hun hurtigst muligt skulle tilgive sig selv. Hun og de 50 andre forældre i gruppen græd og lo af lettelse. Det er helt uundgåeligt at blive aggressiv i vore vigtigste kærlighedsforhold. Det er en del af kærligheden og passionen."

Hvad skal der ske, før vi får et mere naturligt forhold til det at være vred eller det at håndtere andres vrede?

"Vi skal som på så mange andre områder tage et skridt fremad i menneskets psykologiske udvikling og lære os at sætte pris på aggressionen. Først da kan vi for alvor forebygge mængden af verbale, seksuelle og voldelige krænkelser. En af de vigtigste forudsætninger er, at vi bliver modne nok til selv at tage ansvaret for vores følelser i stedet for at give andre æren eller skylden for dem. Det kan være en god begyndelse at genlæse Jobs Bog!"

Hvad betyder det for nutidens børneopdragelse?

Det betyder, at vi gentager det bedre borgerskabs afgørende fejl fra begyndelsen af sidste århundrede: Vi skaber isafkølede relationer til vores børn, selvom vi af al magt og konstant erklærer dem vores kærlighed og roser al selvfølelse ud af kroppen på dem. Det er en del af det, jeg kalder Botox-kulturen, nemlig at forældre ikke kan tåle, at deres børn har slemme følelser. De må gerne være kede af det, men ikke så ked af det vel, lille skat, og frem for alt skal de lade sig trøste, så forældrene kan føle sig vellykkede. De må gerne være vrede, men mor vil ikke ha, at du taler grimt eller slår.

”I dag er det helt almindeligt, at forældre skammer sig over, at de af og til mister besindelsen og råber ad deres møgunger, men vrede, fortvivlelse, desperation og frustration er en nødvendig del af enhver passioneret relation mellem mennesker,” siger familieterapeut Jesper Juul. – Foto Janerik Henriksson.