Prøv avisen

Børnehave og plejehjem skaber fællesskab

På Plejecenter Kastaniehaven i Give i Midtjylland kommer der jævnligt børn fra børnehave, skole og SFO på besøg. – Foto: Claus Fisker.

I Give i Midtjylland er plejehjemsbeboere og børn fra skole, børnehave og SFO fælles om at bruge de grønne områder omkring plejecenteret Kastaniehaven. Det giver et usædvanligt samspil mellem generationerne

En flok ivrige treårige råber i kor og spæner fra den ene ende af græsplænen til den anden ud for hus nummer 10 på Plejecenter Kastaniehaven.

De er 15 børn delt op i to hold, og de skiftes til at vise og gætte, hvilket dyr de andre forestiller.

Det ene hold er høns, som basker med vingerne ligesom Villys to og hanen her ved siden af i hønsegården.

LÆS OGSÅ: Vi må gøre op med alderstyranniet

På terrassen sidder Villy selv stille i solen og ser på. Han er med egne ord en gammel, forslidt landmand på den gode side af 80. Ved siden af ham sidder Stinne. Det er ikke til at se på hendes ansigt, om hun forstår, hvad der foregår omkring hende, men hun rækker en stiv hvid hånd frem til hilsen eller berøring. Nogle af børnene prøver forsigtigt at tage fat i den og måle deres egne små hænder imod hendes.

Det er generationernes dag på Kastaniehaven. Det er det mindst én gang hver måned, når Søndermarkens Børnehave kommer på besøg og tilbringer en formiddag på plejecenteret med de gamle gerne ude i det fri som i dag.

2012 er EUs år for Aktiv Aldring og Solidaritet mellem Generationerne, og i den anledning er den første oktober udråbt til national generationsdag. Men i Give behøver de ikke nogen speciel EU-begivenhed eller særlige mærkedage for at lade børn og gamle mødes. Mødet mellem generationerne har i flere år været en integreret del af hverdagen her, hvor børn fra børnehaverne, skolen og SFOen med jævne mellemrum kommer på besøg og udnytter det store grønne udeareal omkring plejehjemmet.

Det giver så god mening at bringe børn og gamle sammen, og når vi har et kontinuerligt samarbejde med institutionerne, bliver børnene vant til vores beboere, og det blive helt naturligt for dem at komme her, siger plejehjemsleder Emma Winther.

Det er hende, der i samarbejde med ergoterapeut Birgitte Højlund og det øvrige plejepersonale har udviklet generationssamarbejdet med skolen og institutionerne.

Som på alle andre plejehjem er en del af beboerne meget svage og lider som Stinne af demenssygdomme. De har ingen mulighed for at indgå i personlige relationer med børnene, for de kan ikke genkende dem eller huske dem fra den ene gang til den anden.

Men det er tydeligt, at de alligevel får noget ud af den spontanitet og livsglæde, som er i samværet. Nogle gange er beboere som Stinne helt umulige at komme i kontakt med, men når børnene er her, ser man både glimt af glæde og genkendelse i hendes ansigt. De kalder nogle gode erindringer frem et eller andet sted, forklarer Emma Winther.

Hjerneforskerne har igennem de seneste årtier dokumenteret, at fortidens forestillinger om forstand og følelser som hinandens modsætninger ikke holder stik. De kognitive og emotionelle centre i hjernen er tæt sammenvævede, og følelsesmæssig stimulering er både positivt og nødvendigt for at få hjernen til at fungere rationelt. I praksis oplever personalet på Kastaniehaven, at de svage beboere med demenssygdomme får det bedre og bliver lidt mere klare i hovederne af at have børnene omkring sig, se dem lege og være i kontakt med dem.

Men det er vigtigt, at samværet sker i respekt for både børnenes og beboernes behov. Der er ikke nogen, som bliver påtvunget et selskab, de ikke har lyst til. Det gælder både børn og gamle, siger Emma Winther.

Kataniehavens ansatte er meget opmærksomme på, at børnene også skal have mere ud af besøgene end bare mødet med de gamle, og i den forbindelse er plejecenterets store grønne udeareal et stort aktiv. I samarbejde med den lokale orienteringsklub er der for eksempel blevet anlagt en sti med 32 permanente orienteringsposter rundt om plejehjemmet, og idrætslærer Inger Jensen fra Give Skole bruger den tit med sin 5. klasse.

Stien er et aktiv for skolen. Vi bliver sparet for besværet med selv at lægge poster ud, og vores elever kan lide at komme her og har stor fornøjelse af den, konstaterer hun, omgivet af en forpustet 5. klasse.

Klassen kommer ikke kun for at løbe orienteringsløb. For nylig holdt de fælles motionsuge med beboerne og konkurrerede med dem blandt andet i ringridning for rullestol. Det var en udfordring for alle involverede.

På samme måde har Kastaniehaven etableret et samarbejde med de lokale spejdere og FDFer, som holder endagssommerlejr på plejecenterets grund i juni. De sover i telt, bygger rafteborde og laver bålmad lige uden for de gamles vinduer, og beboerne er med, hvor de kan, til stor morskab for både unge og gamle.

Det er imidlertid det kontinuerlige samarbejde, hvor der er mulighed for at opbygge en form for relation eller i det mindste gensidig genkendelse mellem børn og gamle, som fylder mest.

Lærke linder på låget til hønsehusets redekasse. Der er et æg!, jubler hun. Lærkes stue i børnehaven hedder Muldvarpene, og de er venner med hus nummer 10 på Kastaniehaven. Det er her, de kommer og leger, når de er på besøg, og det er så heldigt, at hus nummer 10 har hønsehus i gårdhaven.

Vent med at tage ægget op, til Villy kommer, siger pædagogmedhjælper Lene Christiansen.

Lærke venter, men det tager sin tid, for Villy går meget, meget langsomt og må støtte sig til en plejehjemsassistent. Men endelig når han frem til børnene ved hønsehuset.

Vi har også høns derhjemme, fortæller Lærke.

Med fire fingre viser hun Villy hvor mange. Han nikker venligt, men hører vist ikke så godt. Han taler også meget langsomt og med så tyk dialekt, at Lærke nok ikke helt får fat i, hvad han siger, men det gør ikke så meget. Hun er optaget af at fiske de små fine dun op fra reden, hvor hun har taget ægget.

Det er bare alle tiders, at vi kan bruge hele det her område. Vi har en god legeplads derhjemme, men her er der meget mere plads, og det er spændende at komme på udflugt her, siger pædagogmedhjælper Lene Christiansen.

Hun er gået i gang med at smøre frokostmadderne med leverpostej, skinke og makrel i tomat. Børnene skal spise dem om lidt i efterårssolen på plejehjemmets terrasse. Imens organiserer pædagogkollegaen Susanne Jørgensen legen.

Hun fortæller, at alle temaerne i den pædagogiske læreplan kan opfyldes ved at komme på plejehjemmet.

Vi kan arbejde med kulturelle værdier, motorik, naturkendskab og sproglig udvikling i forbindelse med besøgene, og så er der jo et generationsmøde, hvor børnene får en fornemmelse for livet som gammel.

Plejehjemsleder Emma Winther supplerer:

I vores møder på tværs af alder får vi rokket ved vores fordomme om andre mennesker, og vi får livet til at hænge sammen. Det er vigtigt, for vi har snart fået ekskluderet alle andre aldersgrupper fra vores liv. Men det er enkelt at gøre det, vi gør. Det er ikke raketvidenskab. Det handler om at se mulighederne i det, som egentlig ikke er noget særligt.

Men når børnene kommer på plejehjemmet tit, er det selvfølgelig ikke kun glæde, de oplever. De kan ikke undgå at blive konfronteret med sygdom og død, og det må både pædagoger og plejehjemspersonale øve sig i at håndtere.

En dag for nylig, hvor der var vild gang i den med besøg af børn, holdt rustvognen ved hus nummer 14, og de oplevede, at en af de gamle var død, fortæller Emma Winther.

Men det gør ikke noget. Tværtimod, mener hun:

Det er den mest tydelige erfaring, børnene kan få af, at midt i, at vi lever livet, skal vi også sige farvel.

Film om fælles udeliv for børn og gamle