Søde børn, det ville være utrolig rart, hvis I kunne gøre det bedre end jeres forældre.
Sådan lyder budskabet fra Christopher Arzrouni til hans fire børn. Som politisk rådgiver for fødevareministeren og bestyrelsesmedlem i den liberale tænketank CEPOS er Christopher Arz-rouni selv nået langt. Og det skal hans børn også, for det er alle forældres drøm, at deres børn klarer sig bedre end dem selv, mener han.
Men det kommer ikke af sig selv. Derfor forsøger Arzrouni at præge sine børn mest muligt og overføre sine ambitioner – rimelige som urimelige – til dem.
– Forudsætningen for, at børn kan blive rigtig dygtige, er i høj grad, at deres forældre både støtter og presser dem. Det er jo ikke noget tilfælde, at mange dygtige musikere har forældre, der selv har været dygtige musikere, siger han.
Christopher Arzrouni har to drenge på to og fire år og to piger på knap otte og ni år. Drengene er endnu for små til, at deres far har sat ind med den helt store operation talentudvikling, men han forsøger i høj grad at præge sine døtre. Siden de var helt små, er der blevet terpet remser og tabeller med dem, når tænderne alligevel skulle børstes, og blevet sunget for dem i bilen. De er blevet kulturelt dannet rundt om på landets museer, og de er blevet stimuleret ved at gå til en lang række fritidsaktiviteter.
– Jeg er faktisk ude på at skåne dem for nederlag, så de kommer ud i verden velforberedte og modtagelige. Der er et mindstemål for, hvad de simpelthen skal. De skal dyrke motion. De skal lave lektier. Og de skal deltage i familiens almindelige kulturelle og samfundsmæssige aktiviteter, forklarer han.
Hans ene datter spiller klaver, den anden violin. De går desuden til gymnastik, svømning, ridning og rulleskøjter. Så børnene er travlt beskæftiget, mens deres jævnaldrende kammerater er i SFO. Det koster en del penge med fire børn og de mange fritidsaktiviteter, erkender Christopher Arzrouni, og derfor er det ikke alle, der kan give deres børn de samme muligheder som ham.
Spørgsmålet er da også, om børnene overhovedet orker det. Christopher Arzrouni frygter imidlertid ikke, at de vil lide overlast på grund af hans ambitioner. Det er blot et spørgsmål om at lege talenterne ind. For børn er som svampe, der suger viden til sig, hvis de får oplevelsen af, at det er sjovt at lære. Hvis ikke børnene synes, det er sjovt, så finder Christopher Arzrouni på noget andet. For det er vigtigt at styrke børnenes selvtillid ved hele tiden at presse dem til at blive bedre, mener han. Og en ting er sikkert. Børnene forventes at yde deres ypperste.
– Jeg har ikke nogen forventning om, at de når et bestemt mål. Jeg har bare en forventning om, at de hele tiden prøver at gøre det bedre, siger han og understreger, at han gerne tillader, at børnene stræber efter andre drømme og visioner end hans. Bare de bliver gode til det, de gør.
Som barn savnede Christopher Arzrouni selv at blive presset mere af sine forældre, så han kunne få mulighed for at vise dem, hvad han duede til. Og han ærgrer sig over, at han ikke har lært at spille et instrument. Derfor vil han gerne give sine børn nogle af de muligheder, han ikke selv har haft. Selvom han ikke formoder, at han har den kommende Beethoven eller Einstein i kuldet, er det stadig væsentligt for ham at finde frem til det enkelte barns forcer og opjustere ambitionerne der.
Han skaber rammerne og forsøger at opmuntre dem til at yde efter evne. Og så stiller han en række krav ved siden af.
– Der er et krav om, at der er visse ting, de skal. Og så er der et krav om, at når de gør tingene, skal de også prøve at være gode til det, siger han.
Hensigten er ikke blot, at Christopher Arzrouni skal føle sig stolt ved gymnastikafslutningen, eller at han skal stilles tilfreds, når børnene kommer hjem med deres eksamensbeviser.
Hensigten er at gøre det nemmere for børnene at klare sig i tilværelsen og desuden at gøre dem gavnlige for andre. Han presser sine børn for at leve op til den pligt, han mener, man som forældre har over for det øvrige samfund. For han nyder godt af, at der er børn, der er blevet talentfulde musikere, som han kan høre til koncerter. På samme vis kan samfundet nyde godt af hans børns evner. Og de kommer ikke bare af sig selv.
– Jeg tror, et af de store problemer i skolen i dag er, at børnene kommer forholdsvis forudsætningsløse, og forældrene forventer, at det er lærerne, der lærer de stakkels børn alt. Men jo bedre forudsætninger, de kommer med i form af nysgerrighed, selvtillid og konkret viden, som de kan dele med deres klassekammerater, des bedre.