Prøv avisen

Barmhjertighed for begyndere

Det er ofte de mennesker, som har det største selvværd, der også har det største overskud til andre mennesker. På den måde er det lige meget, om man tror på, at man skal elske sin næste som sig selv. For det virker alligevel, siger Johnny Roj-Larsen. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Interview: -- Det mærkelige er, at det kun medfører selvforagt at være selvoptaget, siger Johnny Roj-Larsen. Han er direktør i Bibliotekarforbundet. Han mener, han blev en anden, da han som 22-årig fik K.E. Løgstrups "Den etiske fordring" i hånden for første gang

Direktøren åbner fornøjet sin hoveddør til villaen på Frederiksberg. Bibliotekarforbundets 49-årige direktør, Johnny Roj-Larsen, bærer kantløse briller, så de smilende øjne træder helt frem i det glatte ansigt, der gennem tiden har skaffet ham den ene tillidspost efter den anden. Som nyuddannet cand.mag. blev han ansat i en stilling som økonom i Arbejdsmarkedsnævnets sekretariat, selvom han hverken havde erfaringen eller uddannelsen. Og endte som sekretariatsleder samme sted. Siden har han både været ansat i Dansk Magisterforening og som chef i Journalisternes Arbejdsløshedskasse, ligesom han i dag har været direktør i Bibliotekarforbundet i ni år.

Før interviewet forklarer han mig, at han som leder er inspireret af teologen og filosoffen K.E. Løgstrups tanker om tillid, ligesom han selv blev en anden, da han første gang fik "Den etiske fordring" i hånden som 22-årig. Dengang talte han ikke om andet i to år. For det var dér, at han vidste, at han var kristen. At kristendommen ikke blot var en teori, men et livsprincip, der var værd at efterleve. Derfor bevæger vi os nu gennem hans private franske døre mod villaens inderste stue for at snakke om troens kerne.

– Ja, hvordan hænger det sammen at være troende og et moderne menneske på samme tid? spørger han selv:

– Jeg blev i sin tid selv lidt skræmt af troen, fordi jeg i første omgang følte, at den rev min fremdrift fra mig. For nu kunne jeg ikke længere bygge mit liv på personlige ambitioner. Og jeg tror, at kristendommen af samme årsag kan virke skræmmende på en del moderne mennesker. For Jesus møder os med et budskab, der strider mod det moderne menneskes selvhævdende drivkraft om at blive en succes og få mere magt. Det kristne budskab er dybest set, at man viser sin magt i afmægtigheden. Eller i hvert fald erkender sin afmægtighed. Jesus indleder sin tjeneste ved at vise forbløffende ydmyghed, da han lader sig døbe af Johannes Døberen. Og på korset giver han ikke efter for fristelsen til at vise sin styrke med magt, da den ene røver hånende opfordrer ham til det. Det er radikal magt i magtesløshed. For jeg er sikker på, at Jesus havde muligheden for at stå af og vælge at leve for sig selv i stedet for at give sit liv for andre i ydmyghed.

Roj-Larsen holder en lille pause, inden han fortsætter:

– Det er selvfølgelig ydmyghed i sin mest radikale form. Men jeg tror i det hele taget, at mange moderne mennesker på det ubevidste plan grundlæggende er rædselsslagne for at give slip på muligheden for at hævde sig selv.

Men er det ikke meget naturligt, at man gerne vil have kontrol over sit eget liv?

– Jo, men det mærkelige er, at vi ofte manifesterer magt som en konsekvens af afmægtighed. Når en leder har brug for at manifestere sin autoritet og råber: "Det er mig, der bestemmer," så er det faktisk, fordi han eller hun er i tvivl om sin egen magt. Den, der ikke behøver at demonstrere sin magt, har i virkeligheden magten over sin tilværelse. For jo højere man skriger, jo højere man råber, desto mindre kontrol har man faktisk. Det er også derfor, at magt korrumperer, fordi man bliver usikker på sin egen magt og derfor ikke forvalter den med ydmyghed. Men Jesus viser os en anden vej gennem evangeliet, en vej, der fører tilbage til det livgivende princip, som, jeg tror, har været tiltænkt os fra begyndelsen. Og det er en vej, der fører til selvværd i stedet for selvhævdelse.

– For hvis mit livsprojekt skal lykkes, må det også hænge sammen med at få andres livsprojekter til at lykkes. Men hvis man vil destruere sig selv, skal man bare gøre det modsatte af, hvad der står i Bibelen, så skal man bare elske sig selv først og lade sine medmennesker sejle deres egen sø. For det mest mærkelige er, at det kun medfører selvforagt at være selvoptaget. Men jeg tror, at det hænger sammen med, at vi er skabt til afhængighed af hinanden.

Hvis man skal elske sin næste som sig selv, skal man vel også elske sig selv?

– Ja, det skal man også. Men det er ikke det samme som at være selvoptaget. Tværtimod. At holde af sig selv betyder netop, at man faktisk har overskud til at holde af andre mennesker. Det er ofte de mennesker, som har det største selvværd, der også har det største overskud til andre mennesker. På den måde er det lige meget, om man tror på, at man skal elske sin næste som sig selv. For det virker alligevel. Den kristne næstekærlighedstanke har simpelthen vist sig at være universel sandhed, der kan holde menneskelivet oppe. Det er et livgivende princip, der dybest set fører os tilbage til meningen med vores liv, det liv, vi er skabt til at leve.

Han voksede op som tvillingebarn i Kolding, hvor forældrene begge var forretningsdrivende.

– Troen fyldte ikke ret meget i mit barndomshjem, men jeg havde tidligt et stort behov for at trække mig tilbage for at tænke over tingene. Derfor kunne jeg godt lide at komme i kirkerummet, fordi der var ro til at tænke. Men da jeg blev ældre, fik jeg hurtigt andet at give mig til. Jeg blev allerede far som 19-årig, og et par år senere tog min kæreste og jeg sig også af hendes lillebror, der flyttede ind hos os i vores lejlighed i Odense. Og samtidig læste jeg og arbejdede i et supermarked ved siden af for at få det hele til at løbe rundt, så jeg fik tidligt hænderne fulde.

– Da jeg læste på universitet, havde jeg på trods af mine forskellige fritidsjob og ansvaret derhjemme det privilegium, at jeg kunne bruge resten af min tid på at læse om noget, som jeg dybest set ikke forstod noget som helst af. Jeg forstod ikke, hvad meningen med livet var, og læste derfor et hav af teologiske og filosofiske bøger.

– Jeg syntes især, at teologien var spændende, men jeg havde det sådan, at hvis kristendommen ikke kunne sige mig noget i min hverdag, så var den ikke andet end ren retorik og tomme ritualer. Men vendepunktet kom, da jeg fik Løgstrups lille bog "Den etiske fordring" fra 1956 i hånden.

Johnny Roj-Larsen fanger mit blik.

– Den rummede så mange indlysende sandheder, at jeg pludselig var sikker på, hvor jeg stod. Jeg blev sikker på, at troen også kunne holde i hverdagen. For gennem min læsning af Løgstrup og Grundtvig blev jeg mere og mere overbevist om, at livet består af nogle grundlæggende livsvilkår, som jeg tror på, at vi er sat ind i. For jeg tror på, at vi, som Løgstrup argumenterer for, er skabt til at leve at leve med hinanden i gensidig tillid. For i mødet med et andet menneske holder man en del af den andens liv i ens hænder, som han skriver. Og da jeg også begyndte at læse Grundtvig, vidste jeg pludselig, hvor jeg stod, og tænkte: "Du er jo grundtvigianer". For jeg synes, at det er indlysende, at kristendommen må udfoldes i hverdagen.

– Derfor synes jeg, at det er helt rigtigt, når Grundtvig siger: "Menneske først, så kristen." For hvis troen ikke kan bære i fællesskab med andre mennesker i hverdagen, giver jeg ikke meget for den. Og det eneste, der siden har kunnet så tvivl i mig om kristendommens geniale grundidé, er at opleve kirker og missionshuse, hvor man har nok i sig selv.

– Kirkeligheden i Danmark er både for selvtilstrækkelig og for selvfed. For alt for mange kristne isolerer sig i små, lukkede klubber, hvor de bekræfter hinanden i, at det er dem, der har fundet sandheden i stedet for at forstå sig som en del af det omgivende samfund. Det, mener jeg, er helt forkert. Jeg synes, at man bør tage aktivt del i samfundsdebatten og i det liv, der leves i samfundet. Men nogle kristne lukker sig alligevel inde i små samfund, hvor kristendommens budskab om at være noget for sin næste forsvinder, fordi man har så travlt med at definere sig i modsætning til samfundet, mens man plejer sin egen lille sandhed livet igennem, som om at det var en gravsten. Derfor vil man helst heller ikke forstyrres af fremmede tankegange eller fremmede i det hele taget. Og der mister kristendommen fuldstændig sin kerne af næstekærlighed. Den bliver menneskefjendsk.

Johnny Roj-Larsen læner sig frem i sofaen, mens han taler:

– Enhver forenings største problem er, når man får nok i sig selv. Det er meget menneskeligt, men det gør det ikke mere rigtigt. Det begynder med en udpræget hang til hygge, og når man sidder og hygger sig over kirkekaffen, bliver det næste typisk, at man piller radikaliteten ud af kristendommen. For radikal kristendom betyder, at man skal være inkluderende som menneske og kirke. I stedet tager man fire-fem ting ud af Bibelen, som, man siger, er vigtigt for det kristne fællesskab. Resten bliver glemt.

– Sådan er det gået i mange kirker, der engang favnede bredt ud i samfundet. Og sådan kan man ende i fnidder og fnadder i forhold til omgivelserne, hvor man oven i købet kan leve udmærket med at have en fjendtlig holdning til andre kristne menigheder eller mennesker. For alting kommer hurtigt til at handle om at få de ydre, helt konkrete ting i orden, så man kan definere i modsætning til ikke-kristne fællesskaber. Og det er desværre nok for mange kristne. Men på den måde har man tømt kristendommen for indhold, man har fjernet dens radikalitet og dens radikale fordring om at tage vare på andre menneskers liv. Og så er der intet evangelium tilbage, så kan det højst være sødladen humanisme.

– For en radikal fordring for kristendommen fordrer åbenhed og ikke lukkethed, og det betyder, at man bliver nødt til at lukke sig op mod sine medmennesker. Nogle kristne forveksler åbenhed med åbenmundethed, men åbenhed handler om at give andre plads. Og det synes jeg også, at man kan se, at Jesus gjorde i alt, hvad han foretog sig. Jesus var mere optaget af at invitere syndere og ildesete minoriteter til at have fællesskab med ham end af at fordømme deres handlinger, fordi de ikke levede op til en liste over ting, der kunne gøre dem til sande disciple. Han koncentrerede sig ikke bare om at diktere sit livssyn, men fortalte historier, så folk selv kunne nå frem til erkendelserne. Og det, synes jeg, er både fantastisk lederskab og sand medmenneskelighed.

Hvad siger kristendommen dig i din hverdag?

– Den giver mig retning og en forståelse for, at der bagved det, der sker mellem mennesker, er nogle givne forhold, som Gud på en eller anden måde har skabt eller sat os ind i. Og det giver mig en tillid til det, der sker. For jeg tror, at Gud har skabt os til at opbygge hinanden. Men så har mennesket desværre en trang til at nedbryde det, som er skabt, og dermed også nedbryde tilliden mellem mennesker.

– Men jeg er grundlæggende optimist. Hvis det var en absolut meningsløshed, der herskede i verden, så var verden gået under for længst. For hvis det var det, der drev verden, så ville det ikke tage lang tid, før vi havde udløst alle Jordens atombomber og slået hinanden helt ihjel. Men der er noget, der holder os oppe, til trods for, at det kan virke, som om at ethvert menneskes livsprojekt dybest set er at destruere det, som Gud har skabt. Og jeg tror på, at det er Guds kraft, der på en eller anden måde er indfældet i vores natur i relationen mellem mennesker. Det er det, der holder os oppe som mennesker. Og det er de livgivende principper, vi aktivt kan vende tilbage til ved at se på Jesus og tage ved lære af hans barmhjertighed.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Johnny Roj-Larsen

Født i 1956 i Kolding. Efter gymnasiet fortsatte han med studier i historie og religion på Odense Universitet, hvor han blev færdig som cand.mag. i 1985. Fra 1986 til 1991 var han ansat i Arbejdsmarkedsnævnets sekretariat som konsulent, økonom og sekretariatsleder. Fra 1992 til 1995 arbejdede han i Dansk Magisterforening som konsulent og politisk medarbejder. 1995 til 1997 som chef for Journalisternes Arbejdsløshedskasse. Og siden 1997 har han været ansat som direktør i Bibliotekarforbundet. Han er gift med Chef Portfolio Manager Hanne Roj-Larsen. Sammen har de to børn. Johnny Roj-Larsen har herudover en datter på 30.