Prøv avisen

Bedsteforældre kan også blive trætte

Spørg om livet Øv jer i at sætte grænser på en god måde, lyder rådet til et bedsteforældrepar

Kære Brevkasse

I brevkassen for godt en måned siden var overskriften: "Kommunikationens svære kunst", og der skrev I bl.a. om det ømfindtlige ved at kommunikere med den nære familie. Jeg vil gerne følge denne tråd op ved at fortælle om vore problemer i forbindelse med børn og børnebørn. Jeg har forsøgt at skrive indlægget på en neutral og objektiv måde, men uden held. Det er lettere, når jeg udformer det direkte, og her kommer det i brevform:

Kære børn og børnebørn

I ved, at både mor og jeg elsker jer alle sammen. Vi nyder at være sammen med jer både i flok og enkeltvis, men vi har et problem: Vi bliver så trætte bagefter. Vi har forsigtigt sagt det til jer nogle gange og fået svaret: "Jamen, I har jo ikke noget at lave", og "andre bedsteforældre gør meget mere, end I gør", og de svar gør ondt.

Da vi med stor glæde i sin tid satte jer tre i verden, vidste vi ikke, at vi senere fik en flok dejlige, men til tider også besværlige børnebørn. De skulle hentes i børnehaven, passes bagefter, stimuleres, lege på legepladsen, græd om natten osv. Alt sammen gange syv. Og vi har forsigtigt spurgt jer: "Hvorfor kan I søskende ikke en gang imellem passe hinandens børn?" Og I besvarede spørgsmålet med et modspørgsmål, ganske vist med et drilsk smil: "Jamen, er I da slet ikke klar over, hvorfor bedsteforældre er så populære som babysittere? De kræver ingen gengældelse."

Hvorfor siger I ikke her op til jul: "Kom hjem til os i julen"? I stedet for siger I: "Vi holder vel jul hos jer, ikke?" Prøv også at forstå, at vi som pensionister ikke kan være så rundhåndede, som vi tidligere har været med gaverne.

Disse problemer overskygges langt af glæden ved at være sammen. Det ved I, og I får stadige og mange tilkendegivelser herpå. Stol også på, at disse linjer er skrevet i den allerkærligste ånd og mening. Vis os derfor det hensyn at tænke over dem. Vi vil så gerne yde, men også gerne nyde. Især når kræfterne aftager.

De kærligste hilsener

"En mor og en far"

Kære begge to

Tak for det kærlige brev, som er stilet til jeres børn, men som vi andre får lov til at kigge med i. Vi tror, I rejser et tema, som I ikke er alene om, og som det kan være gavnligt for flere bedsteforældre og voksne børn at læse. Det er godt at blive udfordret til selv at gennemtænke nogle af de ting, I nævner, og blive opmuntret til empati generationerne imellem. Empati er jo netop at se en situation fra en andens synsvinkel. Ofte ser vi jo kun tingene igennem vores egne briller, og da kan vi meget vel blive både snæversynede og få et kortsigtet perspektiv. Selv nær familie, der elsker hinanden højt, har til tider brug for at stoppe op og fundere over, hvordan det er at være "de andre"!

Vi kan godt forstå, at I kan blive trætte indimellem. I har jo selv haft tre børn, som I har skullet passe og pleje, og måske et langt arbejdsliv. Og nu er tiden så inde til at tage tingene mere med ro. Det er helt naturligt, at I ikke har de samme kræfter som før, og det bliver I på en eller anden måde nødt til at tage alvorligt.

Det er svært at give meget konkrete råd, når vi ikke kender jeres forhold til jeres tre voksne børn – og svigerbørn. I et sådant landskab kan tingene godt være ømtålelige.

Alligevel må I være tro mod jer selv. I fornemmer en træthed og nogle krav, som I ikke altid magter, og det er vigtigt, at I har mulighed for at have det, som I har det! I bliver ikke yngre med årene, og kræfterne bliver sjældent større med tiden. Derfor vil denne problematik måske bare øges med irritation og uudsagte følelser imellem jer.

Det er, som om jeres børn ikke tager det, I siger, helt alvorligt. De har måske været vant til, at I klarede rigtig mange ting for dem igennem årene. Alligevel bliver I nok nødt til at træde i karakter og blive endnu mere tydelige. I må meget konkret finde ud af, hvad I magter at sige ja til – og hvor ofte – og hvad I må sige nej til. I kommer ikke uden om at finde en egnet stund sammen med jeres voksne børn – sammen eller hver for sig – hvor I må fortælle dem noget om, hvordan det opleves at blive ældre, og hvordan det er ikke at kunne magte det samme som før. I kan også fortælle dem, at det er vanskeligt at have det sådan, når I godt kan mærke, at der er brug for jeres hjælp.

Vi synes ikke, I skal kritisere dem ved f.eks. at sige: "I forstår heller ikke", eller: "Hvorfor er I ikke mere betænksomme?" Bliv hos jer selv, og fortæl om jer selv, og sig, hvad I kan magte, og hvad I ikke kan magte. Så bliver det langt lettere for jeres børn at lytte til det. Sig også, at når I nogle gange ikke altid kan stille op på samme måde som før, så er det ikke, fordi I ikke elsker dem eller kan lide at hjælpe, men at I ikke altid har kræfterne i samme omfang som før. Fortæl dem også, at det er vanskeligt for jer at fortælle det, fordi I faktisk kan blive bange for, hvordan det bliver opfattet, fordi I så gerne vil være gode forældre og gode bedsteforældre.

I skriver også et eksempel, hvor jeres børn siger, at de kommer hjem til jer til jul. Det er nok lidt sent at ændre på det, når det gælder den kommende jul. Men til næste år kan I f.eks. sige i god tid: "Vi synes, at det er rigtig dejligt at fejre jul sammen, og I ved, at I er velkomne her. Men vi kan mærke, at vores kræfter ikke er som før. Derfor har vi tænkt meget over det og vil meget ønske, om julen kunne fejres hos en af jer." Måske kunne I samtidig foreslå, at I tog anden eller desserten eller noget helt tredje med – mange gange kan ikke mindst voksne sønner ikke undvære en eller anden juleingrediens, som deres mor laver den ...

Både I og jeres børn skal vænnes til, at I nogle gange siger ja, fordi glæden derved er stor, og fordi I har lyst og overskud, men også at I nogle gange er nødt til at sige nej. Det er helt naturligt, ligesom det heller ikke er mærkeligt, at man som ældre må sige nej til andre ting, som man tidligere havde både glæde, kræfter og overskud til.

I skal helt konkret øve jer i at sætte jeres egne grænser på en god måde. Hvis de ringer en dag og spørger, om I f.eks. kan passe børn, så sig ja, når I magter og har lyst, men hav også sindsro til at sige, at det har I desværre ikke mulighed for.

Det fortjener ikke et større opgør. Sådan er det bare. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, hvis I har været en selvfølge i mange år. Og en ændring er altid svær, når vanen har trådt dybe spor. Men at lære nye ting er ikke altid for sent, hverken for bedsteforældre eller deres børn.

Mange hilsner

Annette og Jørgen