Bekendelser fra en arbejdsnarkoman

Hanne Feldthus havde høje stillinger i erhvervslivet og var afhængig af sit arbejde, som en ludoman er af spil -- men så gik det galt. Et sammenbrud blev begyndelsen til et nyt arbejdsliv

FEMME D'AFFAIRE FATIGUE DEVANT UN ORDINATEUR
FEMME D'AFFAIRE FATIGUE DEVANT UN ORDINATEUR. Foto: colourbox.com.

Hanne Feldthus er tidligere kommunikationschef i Kuwait Petroleum, Q8, og tidligere strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners. Her var hun med til at skabe kendte tv-reklamer som Polle fra Snave, Toyotas Go? værkstedhumor og andre prisbelønnede reklamesucceser.

Hun sagde altid ja til nye opgaver og ansvar og aflyste gerne ferie og aftaler med venner og familie for at kunne præstere på sit arbejde.

"Jeg arbejdede gerne hele natten for at fremstå tjekket. Jeg lærte magtspillet, at manipulere og blive uundværlig," skriver cand.merc. Hanne Feldthus i sin bog "En arbejdsnarkomans bekendelser".

Hun var afhængig af sit arbejde, som en ludoman er afhængig af spil. Og mener, at arbejdsnarkomani bør anerkendes som et problem på lige fod med andre afhængigheds-sygdomme. Ikke mindst, fordi der aldrig før har været så mange stressrelaterede sygemeldinger som i dag, forbruget af depressionspiller er eksploderet, og 50 procent af alle førtidspensioner udbetales til mennesker med psykiske lidelser, herunder udbrændthed og stress.

Når arbejdsnarkomani ikke endnu er kommet på listen over anerkendte diagnoser, kan det ifølge Hanne Feldthus skyldes, at det er en kompleks lidelse.

"Der er så mange facetter af at gå på arbejde, det opfylder så mange behov hos os, at det er svært at udpege den egentlige faldgrube", hedder det i bogen.

Heri fortæller hun om at knokle sig til succes, til de gode projekter og de rigtige titler. Om at navigere i virksomheder, hvor udsigten til en større firmabil er vigtigere end tre ugers ferie. Hvor man arbejder døgnet rundt, hvis det er nødvendigt, og hvor cheferne med stor sans for "del og hersk" spiller medarbejderne ud mod hinanden.

"En arbejdsnarkomans bekendelser" handler således om den store karrieremæssige optur, men også om at blive så stresset og udbrændt, at man lægger vasketøjet ind i opvaskemaskinen og de tomme flasker i køleskabet. Hun var 43 år og havde gjort karriere i 22 år, deraf de 12 år på reklamebureauet, da hun i 2005 brød sammen med gråd, smerter og alt for højt blodtryk.

"Jeg tumlede rundt og anede ikke, hvad der var op og ned på noget som helst. Og det blev ved. Og hver gang jeg opdagede, at jeg var på vildspor, blev jeg grebet af en nervenedbrydende angst, for ville det nogensinde stoppe? Ville jeg nogensinde komme til mig selv?".

Det gjorde hun, men først efter ni hårde måneder, hvor der tilsyneladende ingen hjælp var at hente for at ændre på den tilstand, hun befandt sig i. Men så hørte hun et program på P1 med en stressforsker, der fortalte præcis, hvordan hun havde det, hvad det kom af , og hvad der kunne gøres ved det: hvile, sund kost, motion og træning i koncentration.

Hanne Feldthus lagde en plan og gik i gang med sit eget genoptræningsprogram.

"Når klokken blev to om eftermiddagen, havde jeg gjort, hvad jeg havde sat mig for. Derefter kunne det ikke gå galt. Eller det kunne det godt. Jeg kunne stadig få umotiverede angstanfald eller bryde ud i gråd. Men jeg holdt min aftale med mig selv. Jeg var på vej. Jeg havde fået noget at tale om. En historie om fremgang, jeg kunne berette for min kæreste og mine venner."

Stressforskeren i radioprogrammet havde sagt, at det var halsløs gerning at vende tilbage til et arbejde, man var blevet syg af. Hanne Feldthus forstod budskabet, men kunne ikke få sig selv til det, da hun aldrig før havde forladt et job uden at have andet på hånden. Først efter besøg hos en psykolog, hvor opsigelsesseancen blev spillet igennem, lykkedes det at få sagt til reklamedirektøren, at samarbejdet måtte stoppe.

"Jeg var fri. Fri, fri, fri. Aldrig mere skulle jeg sætte mine ben på bureauet. Den nye Hanne havde vundet kampen mod den gamle Hanne."

Undervejs havde hun også sagt farvel til stresshormoner og adrenalinsus, ros og klapsalver og mennesker, der ikke kan tale om andet end deres egne præstationer.

Hanne Feldthus arbejder i dag som selvstændig kommunikationsrådgiver, forfatter og klummeskribent – og er glad. Hun fik skabt sig et nyt liv.

Hanne Feldthus: En arbejdsnarkomans bekendelser. 221 sider. 250 kroner. Gyldendal Business. Udkommer den 25. februar.

remar@kristeligt-dagblad.dk