Benny Andersen og hustru: Vi bliver mere og mere forelskede

Digteren Benny Andersen og juristen Elisabeth Ehmer mødte hinanden forholdsvis sent i livet. Det har bare gjort forelskelsen større, mener de. Læs eller genlæs interviewet her

Benny Andersen og hans hustru Elisabeth Ehmer.
Benny Andersen og hans hustru Elisabeth Ehmer. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Hver aften sætter Benny Andersen sig til det sorte, blankpolerede Bösendorfer-flygel og spiller Mozarts Ave Verum for sin Elisabeth Ehmer.

Hvorfor det lige blev den melodi, ved de faktisk ikke, men den er smuk. Så smuk, at man kan blive ved med at høre den igen og igen, og nu er det blevet en tradition.

Så drikker han en godnatporter, hun drikker en kop te, og inden de skal sove, får de en sukkerfri Läkerol. Efter snart 10 års samliv har de ægteskabelige vaner indfundet sig, men det er ikke blevet trummerum. De er stadig betagede af hinanden, både siger de, og mærker man.

"Vi kan godt betegne vores ægteskab som lykkeligt. Det synes jeg godt, man kan," siger Elisabeth Ehmer.

"Det kan du roligt gøre," forsikrer Benny Andersen.

De har inviteret indenfor i deres fælles hus i Virum: Matador-forfatter Lise Nørgaards gamle bolig, så der er god skriveånd på stedet til en snak om at finde kærligheden i en moden alder.

Jurist Elisabeth Ehmer er 73 år og 10 år yngre end sin 83-årige mand, digteren, musikeren og forfatteren Benny Andersen. De har været gift siden 2004, mødte hinanden i 2003, og nu sidder de i sofaen i lyset fra formiddagsvintersolen og afslutter hinandens sætninger. Han får en Campari med hvidvin, hun en kop kaffe.

Om få dage går turen til Barbados, hvor Benny Andersen har familie og venner efter sin afdøde hustru, Cynthia, der stammede derfra. Elisabeth er fra begyndelsen blevet en del af familien på Barbados såvel som i Danmark. Og på samme måde blev Benny hurtigt en del af Elisabeths familie og omgangskreds. Og hvis der endelig skulle have været indsigelser, var de formentlig prellet af på det forelskede par.

"Jeg kastede mig betingelsesløst ud i kærligheden. Jeg var meget sikker i min sag, jeg syntes jo, jeg havde mødt den helt rigtige mand, og var lykkelig over at have fået en chance til.

"Jeg tror, det hører fortiden til at få fordømmende kommentarer om at finde kærligheden igen. Jeg er selv så glad, hvis en af mine veninder, der er alene, finder en mand. Men jeg tror bestemt ikke, det er let at finde den, man matcher med. For man er jo også kritisk. Nogle er heldige at møde et andet menneske, men man skal jo også være åben over for det og parat til det. Bevidst eller ubevidst. For mig var det nok mest ubevidst. Jeg blev slået omkuld af det. Så Rifbjerg har nok ret i, at du har et eller andet med kvinder ...," siger Elisabeth Ehmer og smiler til sin mand.

"Jeg mener, man kan se vores kærlighed som nogle u-erkendte ønsker, der er gået i opfyldelse på en uventet måde," siger Benny Andersen.

De har begge været gift før. Benny to gange. Hans anden kone, Cynthia, døde i 2001, og Elisabeth én gang. Hun mistede sin mand i 1995. Da Elisabeth Ehmer og Benny Andersen mødte hinanden, arbejdede hun i Odense på Syddansk Universitet og boede i Vejle. Hun havde ikke overvejet at gifte sig igen.

"Min mand valgte selv livet fra. Han var deprimeret over forskellige ting og tog sit eget liv. Det var selvfølgelig et chok både for børnene og mig. I årene derefter tænkte jeg kun på at komme godt videre og få mine to piger kanaliseret ind i noget fornuftigt. Det med at finde en ny mand var mig egentlig ret fjernt. Men jeg havde tænkt, at det kunne være dejligt at finde et menneske, jeg kunne rejse med eller gå i teatret med. Det ville være rart at finde en, der var åndeligt jævnbyrdig, men jeg tænkte ikke, at det var en, jeg skulle bo med. Det blev så anderledes, og jeg har ikke fortrudt," siger hun og griber om Benny Andersens knæ.

Hvordan er det at finde kærligheden på ny i en moden alder?

"Jeg er mere bevidst om den gave, der ligger i at møde et menneske, man bliver optaget af og kan have et dejligt liv med. Når man forelsker sig første gang og gifter sig, så tænker man, at det er den eneste ene, og det er det jo også i de år, men så er jeg jo lykkelig over, at der er en chance til. Man er forelsket og lever livet med samme intensitet, som da det var første gang. På den måde er der ikke nogen forskel for mig," siger Elisabeth Ehmer.

"Jeg synes, du havde et pænt sprog og rigtig pæne øjne og hænder. Det er noget, jeg lægger mærke til ved folk. Jeg tænkte, at du nok var ansat ved Aarhus Universitet," siger Elisabeth Ehmer til Benny Andersen.
"Jeg synes, du havde et pænt sprog og rigtig pæne øjne og hænder. Det er noget, jeg lægger mærke til ved folk. Jeg tænkte, at du nok var ansat ved Aarhus Universitet," siger Elisabeth Ehmer til Benny Andersen. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Hendes mand er ikke helt enig.

"For mig er der stor forskel. Mine tidligere ægteskaber var sådan, at først bliver man forelsket, og så går forelskelsen over i kærlighed. Det bliver mere almindelig ægteskabelig kærlighed. Men for Elisabeths og mit vedkommende, er det gået modsat. Først var det platonisk, vi var åndeligt interesserede, selvom jeg godt kunne se, at der var visse fortrin ved dig. Senere gik det over i virkelig forelskelse, og den forelskelse gik ikke over i kærlighed, men den blev ved og ved og ved, fordi vi stadigvæk opdager nye sider hos hinanden. Vi går på gensidig opdagelsesrejse. Og det har for mit vedkommende medført, at jeg føler mig mere hel. Jeg føler, at alle de egenskaber, jeg besidder, er mere samlede nu og kan blive til endnu mere. Det er lidt besværligt at forklare i prosa. Jeg føler mig mere mig, end jeg har gjort i mange år tidligere. Og vi bliver mere og mere forelskede i hinanden," siger Benny Andersen og nævner et digt, han engang har skrevet, Kærlighedskapitalisterne, om to, der bliver så rige på kærlighed, at de kan dele ud af den.

"Det er sådan, vi har det. At vi har så meget kærlighed sammen, at vi kan dele ud til andre," siger han.

Amors pil ramte Benny Andersen i rygerkupeen

Det var i rygerkupeen i intercitylyntoget, at de blev ramt af Amors pil, som Elisabeth udtrykker det. Det var den 28. marts i 2003, og hun skulle til møde i København, da hun satte sig ind i rygerkupeen for at ryge en cigaret. Her sad Benny, men Elisabeth genkendte ham ikke som forfatteren.

"Jeg synes, du havde et pænt sprog og rigtig pæne øjne og hænder. Det er noget, jeg lægger mærke til ved folk. Jeg tænkte, at du nok var ansat ved Aarhus Universitet," husker Elisabeth Ehmer.

"Vi kom i rigtig god snak," tilføjer hun.

"Ja, det må du nok sige. Der var øjeblikkelig ... Kontakt," svarer hun.

Ja, ikke bare det. Jeg havde godt lagt mærke til hende, da hun sad derinde ved siden af, og hun så ikke værst ud. Men kort efter, hun havde sat sig, begyndte vi at tale om vores afdøde ægtefæller. Der måtte være nogle gode vibrationer der. Ja, det er mærkeligt at tænke på, siger Benny Andersen.

Ja, man fortæller det, man dybest set er ked af eller opfyldt af, til et fremmed menneske, det er ikke almindeligt. Og jeg har nok i de år været en temmelig resigneret type. Det fik jeg i hvert fald skyld for. Det tror jeg så ikke, jeg er i dag. Men jeg havde mødt så meget modgang, at jeg havde lukket mig selv inde, siger Elisabeth Ehmer.

Kort tid før de skulle af toget, ringede Elisabeths telefon, og de to gik glip af hinanden i Hovedbanegårdens mylder og nåede ikke at udveksle numre. Det var Benny Andersen meget nedtrykt over.

"Da jeg kom hjem, lå der en mail fra min gode veninde Nikoline Werdelin, hvor hun skrev noget i retning af, at nu synes jeg, du skal se at få anskaffet dig en kæreste, hvis ikke du allerede har en. Livet er for kort til ikke at tumle sig i lagnerne. Men jeg tænkte, at det kunne hun sagtens sige, for nu havde jeg lige chancen, og så gik jeg glip af det. Nej, nu er det slut med damer. Fra nu af vil jeg sublimere," husker Benny Andersen.

Elisabeth var til gengæld anderledes opstemt og revitaliseret over at have mødt en dejlig mand. Og sammen med en veninde fik hun regnet sig frem til, at det måtte være digteren Benny Andersen, hun havde siddet sammen med i toget. Og hun fik fat på hans nummer, så da han næste dag satte sig til computeren for at skrive, ringede telefonen.

"Og så var det hende der," siger Benny Andersen og sender et lunt blik til sin hustru.

"Ja, jeg ringede til ham og spurgte, om jeg forstyrrede. Og så sagde han både og, og så sagde jeg, det er også i orden, jeg kan ringe en anden dag. Og så spurgte du, om du måtte få mit telefonnummer og min e-mailadresse, og så gik der to timer, så havde du sendt mig en e-mail.

Ja, så holdt jeg altså op med at sublimere. Hæ, hæ."

De er begge født i november og er skorpioner af stjernetegn og ellers meget forskellige. Men gode til at give hinanden plads eller prøve noget nyt, fortæller de i munden på hinanden. Netop forskellen er dog også det, de finder gensidigt fascinerende hos hinanden.

"Livet med dig har åbnet nogle nye sider for mig og forhåbentlig også omvendt. De små ting har du i høj grad sans for. Spindelvæv og de små biller, sådan noget, jeg ikke før har hæftet mig ved. Det har du åbnet mine øjne for. Det store i det små, kan man sige. Underet i de små skabninger. Det er jeg meget mere bevidst om. Også hele den kunstneriske verden og de mennesker, vi omgås, var nyt for mig. Og det er jo godt, synes jeg, at få nogle nye vinkler på sit liv, siger Elisabeth Ehmer.

"Ja, og hvad angår politik og økonomi og sådan nogle indviklede ting, man nogle gange ser på tv, der kan du rede trådene ud og sige, at det er, fordi det er sådan og sådan, eller ham der kan du sgu ikke regne med, og det er, fordi det er sådan og sådan i politik. Så jeg lærer noget af det, selvom jeg stadig ikke forstår ret meget af det. Også med økonomi, hvor jeg i begyndelsen af vores ægteskab flere gange blev opkrævet nogle restskatter, som var fuldstændig urimelige, og som Elisabeth formåede at udrede. Så der er penge i hende, men det er nu ikke kun derfor. Hæ, hæ," siger Benny Andersen.

Benny Andersen og frieriet

Han friede til sin kone i den blå lagune i Island, efter de havde kendt hinanden i et år, og efterfølgende flyttede hun ind hos ham. De ved godt, at de heldige, fordi de har fundet hinanden. Men de ved også godt, at de sandsynligvis ikke har den samme tid sammen, som da de var unge.

"Et eller andet sted, så ved man jo godt, at ens tid er begrænset, men det har vi ingen indflydelse på. Man ved også godt, at man nok ikke er så heldige, at man dør samtidig. Men jeg tror, det var Johannes Møllehave, der sagde, at kærligheden gerne skal være så stor, at den kan bære døden. Det ved jeg ikke, om den kan i praksis, men det er jo meget godt sagt," mener Elisabeth Ehmer.

"Og så er vi heldige, at vi har et godt helbred. Når man ser ældre folk med rollator, tænker man, at man er heldigt stillet, at man ikke behøver at gå med stok," siger Benny Andersen, der opfordrer til, at man ikke går helt i stå, hvis man bliver alene:

Især mænd kan blive affældige og få tomme øjne. Man skal gøre det modsatte af, hvad man plejer, i stedet for bare at sætte sig og trille tommelfingre. Så opdager man måske noget, man ikke plejer. Forleden mødte jeg en gammel mand nede på torvet i Sorgenfri, som havde læst om Elisabeths og mit møde. Han sagde, at det var dejligt at læse, for så er der måske også håb for en anden en. Så var han blevet inspireret, og det er dejligt at høre.

Kan man ikke have et lige så godt liv alene som sammen med en anden?

"Det er klart, at man skal have én, der intellektuelt og åndeligt matcher en, og det kan være svært at finde. Men når du så finder den rigtige, er det så dejligt at have en at spise aftensmad med. Før lavede jeg tit bare en kop te og en ostemad, når jeg kom hjem. Det er så berigende at have en at være noget for. Det er nok det bedste ved det. Det er enormt rigt at være to. Både når man er glad, og når man er ked af det. Selvom vi nu mest er glade herhjemme," siger Elisabeth Ehmer og kigger på sin mand.

"Jeg synes, det er det mest enkle regnestykke. En plus en giver to, så det er dobbelt så godt at være to. Mindst dobbelt så godt med pil opad," siger Benny Andersen.