Prøv avisen

Blomsterbørn på barrikaderne

Tegning: Morten Voigt

Ungdomsoprøret var rigt på slogans. Bog går bag om overskrifterne og undersøger arven fra 1968

Det er mærkeligt med 1968: Der var oprør i gaderne, krig i Vietnam og kaos på universiteter og arbejdspladser. Alligevel har mange et nostalgisk forhold til ungdomsoprøret og de voldsomme begivenheder i det skelsættende år.

Hvordan dét hænger sammen, forklarer forfatteren Mark Kurlansky i bogen »1968: The Year That Rocked the World«. Kurlansky har tidligere skrevet anmelderroste bøger om torskens historie (»Cod«, 1997) og saltets rolle i verdenshistorien (»Salt«, 2002), og hvis emnerne synes en anelse aparte, er det kun indtil man har læst Kurlansky. Ved at zoome ind på ét fænomen - torsk, salt, 1968 - bedriver forfatteren utraditionel, men fængslende kulturhistorie.

Ingen tvivl om, at det eksplosive år 1968 var præget af kaos og krig, skriver Kurlansky. Tragedierne omfattede hele verden: mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy i USA, Tet-offensiven i Vietnam, krig og hungersnød i Biafra, massakre på hundredvis af studerende i Mexico City og sovjetiske tanks, der smadrede foråret i Prag. Men der var også et håb og en optimisme, der ikke er set siden. Over hele verden gik unge demonstranter på gaden og modsatte sig magthaverne i parlamenterne, på universiteterne og i kultur- og familielivet. Gamle strukturer stod for fald, og der opstod en berusende følelse af, at ungdommen for første gang kunne påvirke udviklingen. At gamle, hvide mænd ikke skulle bestemme alting til evig tid. Små lokale uenigheder - med rektor på universitetet, direktøren på arbejdspladsen, farmand hjemme i kernefamilien - var del af et større mønster, og sneboldeffekten var umulig at overse. Opgøret med autoriteter voksede eksplosivt, og 1968 blev året, hvor det hele ramlede sammen.

Baggrunden for 1968 opsummerer Kurlansky i fire punkter: den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Vietnamkrigen. Tilsynekomsten af en hel generation, der i egen selvforståelse var radikalt anderledes end forældregenerationen. Og fjernsynet og muligheden for direkte transmissioner fra verdens brændpunkter. Piller man en af disse komponenter ud, ville ungdomsoprøret have formet sig ganske anderledes. Særligt vigtig var imidlertid fjernsynet. 68'erne var verdenshistoriens første tv-generation, og mediets betydning for oprøret kan ikke undervurderes. Tag bare Vietnamkrigen. Den amerikanske regering bedyrede, at USA var i færd med at vinde krigen. Men da tv-stationerne begyndte at sende fra slagmarken, skiftede stemningen i befolkningen. Eller tag raceurolighederne i USA. Da sammenstød mellem politi og borgerrettighedsdemonstranter blev vist på tv, var meningsdannelsen påvirket for altid. De sorte demonstranter vidste, at hele verden kiggede med, når politiet rykkede ud med hunde og køller. Kampen for lige rettigheder blev pludselig konkret for det hvide USA. Fjernsynet gav desuden et ordentligt skud selvtillid. Studenterne i Berlin vidste, at ligesindede på samme tid var på barrikaderne i Rom, Chicago og Tokyo. »Vi mødte hinanden på tv«, som aktivisten og politikeren Daniel Cohn-Bendit fortæller i bogen.

Men demonstranterne opnåede ikke deres mål ved egen hjælp. Deres ledere var ofte håbløst uorganiserede, og utallige demonstrationer og småbevægelser fik kun betydning, fordi regeringen eller universitetsledelsen greb aggressivt ind. Forbud og indgreb øgede aktivisternes frustration og trak flere demonstranter til. Myndighederne reagerede atter brutalt, og en voldelig spiral var lynhurtigt i gang. Det samme mønster gentog sig verden over. Havde myndighederne blot ignoreret demonstranterne, ville 68-oprøret have udviklet sig anderledes, argumenterer Kurlansky, der også minder om, at det først var i 1968, at ord som »palæstinenser« og »sort« blev almindelig sprogbrug. Indtil da hed det »araber« og »neger«.

Bogen spænder vidt, og derfor undrer det, at religiøse spørgsmål kun fylder lidt hos Kurlansky. Det var ellers med 1968, at interessen for religion eksploderede, i særdeleshed i USA. Her gik skillelinjen mellem studenter og hippier. Studenterne var marxister og derfor ateister, men hippierne var mere nysgerrige og lod sig inspirere af bl.a. hinduisme, buddhisme og Nordamerikas oprindelige religioner. Hos de militante afroamerikanere i Black Power-bevægelsen spillede islam en stor rolle. Under læsningen af »1968: The Year That Rocked the World« forundres man konstant over, hvor begivenhedsrigt året var. Udkom virkelig også dén lp det år? Slog også dén politiske bevægelse igennem? Siden 1968 har kønnenes ligestilling og minoriteters rettigheder været på dagsordenen, mens ord som kolonialisme og imperialisme har mistet al fordums glans. Arven fra ungdomsoprøret er altså levende. Men om 1968 virkelig er så vigtig, som Kurlansky siger, kan naturligvis diskuteres. Det var 68'erne selv der hævdede, at man ikke kan stole på nogen over 30, så husk de kritiske briller, inden læsningen begynder. Så er man godt rustet til en fornøjelig rejse tilbage i tiden.

Mark Kurlansky: 1968: The Year That Rocked the World. 441 sider. New York, Ballantine Books, 2004. 26,95 dollar.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk