Prøv avisen

Bofællesskab giver tryghed i den tredje alder

Erling Nielsen skulle oprindelig være flyttet i seniorbofællesskab med sin hustru. Men hun døde, før byggeriet stod klar. I dag er han glad for fællesskabet med naboerne. -- Foto: Leif Tuxen.

Tusindvis af danskere over 65 år har valgt at flytte i bofællesskab. Erling Nielsen er en af dem

Den lille runde plastikbøtte med det blå låg står klar ude på køkkenbordet. Det gør den hver mandag.

Den indeholder præcis 40 kroner i småpenge – tiere, femmere, tokroner, enkroner, 50-ører og også 25-ører, som er i høj kurs om mandagen.

69-årige Erling Nielsen fejer hurtigt plastikbøtten ned i jakkelommen, tager sine træsko på og låser hoveddøren til nummer 10. Han skal ikke så langt. Fælleshuset ligger få meter væk – omkranset af en ring af de 20 boliger, der alle peger ind mod det.

Mandag er fast kortaften i Seniorbofællesskabet Humlehaven i Helsinge i Nordsjælland. Det er et af de i alt 350-400 bofællesskaber i Danmark, hvor der bor folk over 60 år. De fleste af dem er rene seniorbofællesskaber, hvor man skal være fyldt mindst 50 eller 55 år for at måtte bo – alt afhængig af bestemmelserne. De fleste seniorbofællesskaber består af 15-30 boliger omkring et fælleshus. Seniorbofællesskaber bliver også kaldt "oldekoller", men selvom navnet antyder det, er der ikke tale om kollektiver. Beboerne har hver deres bolig, og det er op til hver enkelt, hvor meget fællesskab de vil deltage i.

De fleste bofællesskaber bliver bygget i små eller mellemstore provinsbyer, da byggegrundene her er billige, og omkring to tredjedele af dem ligger i Jylland.

I fælleshuset er de lige blevet færdige med første spil whist.

For hvert stik de vinder, får de 25 ører, og for hvert stik de taber, skal de af med 50 ører. Hvis alle melder pas en runde, går hele gevinsten til pengekassen, som Ib Christiansen er kasserer for.

Vagn Christensen fra nummer 30 har haft en skidt start. Han skal af med fire og en halv krone.

"Det er da altid noget," griner Ib Christiansen, som sidder lidt i baggrunden og passer pengekassen.

Vagns whistmakker for denne aften er 72-årige Ib Rasmussen, som er den eneste, der ikke bor i bofællesskabet. Han og hans kone står som nummer et på ventelisten til at overtage en bolig, når der engang bliver en ledig.

De er langt fra ene om gerne at ville bo i bofællesskab. I 2002 spurgte Ældre Sagen 552 danskere, hvordan de gerne ville bo, "når de blev ældre".

Af de 65-69-årige ville 13 procent gerne flytte i bofællesskab, mens interessen var lidt mindre hos de 75-79-årige, hvor kun seks procent kunne tænke sig det.

Ens for begge aldersgrupper var, at de, der gerne ville flytte i bofællesskab, ville det for at få et fællesskab, hvor der var mulighed for at hjælpe og støtte hinanden og på grund af trygheden ved at bo med nogen, de kendte. Første gang Erling Nielsen blev præsenteret for ideen om at flytte i bofællesskab, var han dog ligeglad med både boligen og fællesskabet.

En forårsdag i 1997 faldt hans hustru, Birgit Nielsen, over en annonce i ugeavisen, hvor der blev reklameret for et møde om et kommende seniorbofællesskab.

– Hun sagde, at det kunne hun godt tænke sig. Så sagde jeg: "Nå, men det er da fint." Så sagde jeg ikke mere, for jeg regnede da med, det var en joke, fortæller Erling Nielsen med et smil.

Men det var ingen vittighed. Birgit Nielsen troppede troligt op til møde med de andre interesserede hver 14. dag, hvor de diskuterede udformningen af et bofællesskab.

Men hendes mand ville ikke med til møderne.

– Hvis hun ville flytte derind, så kom hun til at flytte alene – jeg ville ikke med. Det var nok navnet, tror jeg, "oldekolle". Og når du er de der 56-57, tænkte jeg, at der mindst var 20 år til, at jeg ville flytte ind i sådan noget, siger Erling Nielsen og slår en skraldlatter op.

– Men det er ikke sådan, man skal se på det. Man skal se på det, som jeg siger: På et tidspunkt bliver man alene. Så er det jo meget rart, tilføjer han eftertænksomt.

Selvom de fleste danskere, der bor i seniorbofællesskab, er enlige kvinder, så vælger flere og flere ægtepar også boformen – netop for at sikre hinanden: Hvis jeg dør først, er der nogen tæt på, som kender dig og kan tage sig lidt af dig, og hvis du dør først, har jeg folk omkring mig, som kender mig og kan tage sig af mig.

Det var også det argument, Birgit Nielsen gang på gang brugte over for sin mand, og efter at have gået alene til møderne i næsten et år blev han endelig mør og gik med til et.

Ligesom omkring to tredjedele af de nybyggede bofællesskaber var Seniorbofællesskabet Humlehaven også et professionelt arrangeret et af slagsen. En konsulent fra OK-Fonden stod for mødet hver anden uge, hvor ægteparret Nielsen og de andre interesserede skulle lære hinanden at kende samt blive enige om regler for eksempelvis husdyr i deres kommende bofællesskab.

Som månederne gik, faldt udformningen af fælleshuset, størrelsen på boligerne, regler for spiritus i fælleshuset og så videre på plads, men Erling og Birgit Nielsen fik samtidig en forfærdelig besked. Birgit Nielsen blev diagnosticeret med sygdommen ALS, hvor musklerne lammes en for en, til man efter få år bliver kvalt.

Birgit Nielsen fortsatte dog ufortrødent med at gå til møderne sammen med Erling, som var blevet overtalt til at flytte med i bofællesskab.

Den 11. september 2001 blev det første spadestik til bofællesskabet taget. Birgit Nielsen var på det tidspunkt så hårdt ramt af sin sygdom, at hun sad i kørestol. Det regnede, og den mørke jord var blevet helt pløret, så hun blev siddende inde i handicapbilen. Erla Andersen, som i dag bor i nummer 22, syntes ikke, Birgit Nielsen skulle sidde alene i bilen, så hun satte sig ind til hende, og inde i bilen sad de og snakkede om, hvor spændende det var, at byggeriet nu gik i gang, og at der ikke var så lang tid til, de ville kunne flytte ind, da Birgit Nielsen pludselig sagde:

– Erla, vil du ikke godt love mig, at du tager hånd om Erling? Det er mit højeste ønske, for jeg ved godt, at jeg ikke når at flytte med herind.

Det lovede Erla hende.

To måneder efter døde Birgit Nielsen.

– Da var jeg lykkelig for, at jeg kunne flytte ind her, fortæller Erling Nielsen, som er glad for at kunne udleve sin kones drøm.

Til kortaftenen i fælleshuset er det blevet Erling Nielsens tur til at spille ud. Denne runde er det Vagn Christensen og hans makker Ib Rasmussens tur til at sidde over, så Vagn læner sig ind til Erlings skulder og følger ivrigt med i hans hånd.

– Du må ikke sige, hvad farve det er, formaner Erling Nielsen, inden han skal til at spille kortet ud.

Men det er ikke kun, når man hygger sig sammen om et spil kort og kaffe, at det er rart at bo sammen med andre.

– Hvis de hører, jeg er syg, så går der altså ikke et halvt døgn, så ringer de herind og siger, de har hørt, jeg ikke har det så godt. "Er der noget, vi skal gøre for dig, Erling? Er der noget, vi skal tage med til dig – en liter mælk eller noget?" gengiver Erling.

Men ligesom i de fleste andre seniorbofællesskaber har de klare aftaler om, hvor langt man må gå for at hjælpe hinanden. Hvis der skal skiftes beskidt sengetøj eller hjælpes med personlig pleje, så er det kommunen, der skal træde til.

Om mandagen mødes Erling Nielsen og de mænd, der har lyst til et spil kort, og kvinderne mødes til gymnastik og en sludder over en kop kaffe om tirsdagen.

Derudover spiser de alle sammen sammen cirka en gang om måneden. Om vinteren til julefrokost og nytårsaften og om sommeren til grillaftener – og ellers hvis nogle af dem for eksempel får lyst til at arrangere forloren hare eller gule ærter en aften.

I Humlehaven er beboerne fælles om mange gøremål, eksempelvis når der skal udføres havearbejde eller reparationer – blandt andet har de bygget carporte til bilerne sammen.

De hjælper generelt hinanden, når der er brug for det, men når Erling Nielsen tænker tilbage, er der specielt én episode, som viste fællesskabet, og at folk i bofællesskabet tænker på hinanden.

Det er tirsdag den 25. februar i 2003, hvor hans hustru ville være fyldt 60 år. Der fik han med posten tre breve fra beboerne i nummer 20, 22 og 24. Alle gav de udtryk for, at de netop den dag havde særligt ham i tankerne, og at de stod klar med kaffe og snak, hvis han havde brug for det.

Brevene blev læst et par gange og så lagt på det lille firkantede stuebord ved lænestolen. Her fik de lov til at ligge fremme et par dage, inden de blev lagt ind i skuffe nummer to for oven i kommoden.

Erling Nielsen tog aldrig imod tilbuddet om kaffe på Birgits fødselsdag, men han tager af og til brevene frem og læser dem. De varmer.

Klokken er blevet 21:30, og de sidste kort bliver kastet på bordet.

– Var der nogen, der havde gevinster? spørger kassereren Ib Christiansen, da de seks andre er færdige med at tælle indholdet i deres små plastikbøtter.

– Nej, runger det flerstemmigt tilbage.

Hvis en af mændene skulle have været så heldig at have mere end de 30 kroner tilbage i bægeret, som han kom med, ville han også blive sat til at aflevere overskuddet til den fælles pengekasse. Sådan er aftalen - alle kommer med 40 kroner og går maksimum hjem med de 3o. Mindst ti fra hver går til fællespuljen.

En gang om året bliver alle pengene fra kortklubbens fællespulje fyret af på en udflugt for kortspillerne og deres koner. Sidst tog de til København, hvor de sejlede på kanalerne og spiste frokost sammen i Nyhavn.

I aften tabte spillerne 38 kroner og 25 ører, som sammen med deltagergebyret på syv gange ti kroner får pengekassens indhold op på præcis 1366 kroner. De penge vil til sommer blive brugt på endnu en fælles tur.

Så Erling Nielsen er bestemt ikke utilfreds, da han går hjem og kan stille sit plastikbæger med mønterne tilbage i køkkenskabet. Hans 14 og en halv krone vil blive brugt på noget godt sammen med de andre.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk