Prøv avisen

Bogen er nok en messe værd

Bog, bøger og bøgetræer. Sprogeksperten forklarer bogsæsonens vigtigste begreber Foto: .

Bog, bøger og bøgetræer. Sprogeksperten forklarer bogsæsonens vigtigste begreber

For få år siden blev bogen erklæret død eller døende, for de elektroniske muligheder ville slå vores gamle ven med lim eller syning i ryggen helt ud. Det er slet ikke sket. Dommedagsprofeterne fejlede endnu en gang.

Tværtimod har bogen det fint som medie, også selvom der nu også i rigt mål findes rigtig gode e-bøger, altså elektroniske bøger, og e-bogs-læsere, der er særlige computere med stort lagerkapacitet og gode skærme. Den lavteknologiske bog af papir og den højteknologiske e-bog trives glimrende sammen.

LÆS OGSÅ:Af ord er du kommet

Bogen er en gammel opfindelse. Først var den håndskrevet, siden opfandt Gutenberg det bevægelige enkeltbogstav støbt i bly, hvorved trykkerikunsten kunne udvikles og bogen blive det helt centrale medie i den kulturelle udvikling.

Bogens betydning røber sig blandt andet i den meget lange række af sammensatte ord, hvor forstavelsen er bog. Boghandler, bogbinder, bogtitel, bogfører, bogudsalg, bogcafé giver sig selv, ligesom det forholdsvis nye begreb om en bogdropper, der opstod i 1980erne som betegnelse for unge, der hellere ville noget andet end at boge den. De er det modsatte af bogorme, der også nyder et andet dyrisk navn, nemlig læseheste. Men hvad er det for noget med en bogfinke og boghvede? Og hvad er sammenhængen til bøgetræets frugter?

Det sjove er, at der er en sammenhæng. Ordet bog er groet af en oldnordisk rod i bók, der svarer til det oldengelske boc, som egentlig betyder bøgetræ. Træet og dets trekantede frugt, bog, der sammen med egens agern blev kaldt olden og engang var det perfekte svinefoder, kom altså først. Her i det nordlige Europa havde vi imidlertid ikke papyrus eller cyprus papyrus, der er en art nilgræs og verdens ældste materiale, når det gjaldt om at fremstille skrivepapir. Ja, navnet papir kommer naturligvis af navnet papyrus. Vi havde heller ikke tradition for pergament, så man skrev i det gamle Norden på plader af bøgetræ.

Heraf kommer ordet bog. Forresten er ordet pergament, som vi stadig bruger om tyndt, fedtafvisende papir til madpakker, afledt af navnet på byen Pergamon, der var en by i Lilleasien, hvor den slags papir blev almindeligt i tiden omkring Kristi fødsel.

Bøgetræet og navnet på bøgens frugt er altså sproglige fætre til bogen, vi skal fejre og høre om på den tilstundende bogmesse i Forum i København, og som i den grad danner rygrad i vores kultur og dannelse.

Bogfinken, den kønne fugl med den karakteristiske stemme, har ikke noget med bøgernes verden at gøre, men den spiser rigtig mange nærende frø fra bogen, altså træets frugter, så her af det navn. Boghveden kommer af det plattyske bokwete og henviser vistnok til den lighed, der er mellem boghvedens trekantede kerner og bøgens ditto, ligesom der i smagen af boghvede siges at være lighed med smagen i hvede.

Men bøger, de skal nu helst smage af bogstaver, og det er et rigtig interessant ord, for det går tilbage til det oldnordiske bókstafr, der oprindeligt blev brugt om de lodrette dele af runetegnene, der blev prentet på bøgeplader eller sten. Stafr betød noget stift eller lodret, jævnfør en stav i en tønde eller i et stakit, og her i 2011 står det moderne bogstav stadig lodret prentet i det fantastisk rige medie, der hedder en bog. Det er da nok en messe værd.

sprog@k.dk