Prøv avisen

Borgerlig modstand

BØGER: Peter Birkelund skildrer grundigt den borgerlige modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Udkommer i dag

Peter Birkelund, der har en fortid på Frihedsmuseet og nu er arkivar på Rigsarkivet, har skrevet om »de loyale oprørere«, og hvem de loyale oprørere er fremgår af den alenlange undertitel »Den nationalt borgerlige modstandsbevægelses opståen og udvikling 1940-45. En undersøgelse af de illegale organisationer De frie Danske, Studenternes Efterretningstjeneste og Hjemmefronten«. Det er med andre ord tre af de centrale illegale blade på modstandsbevægelsens højrefløj, han har skrevet om. Og det har han gjort godt og grundigt. Han har med stor flid kulegravet deres organisationshistorie og gjort os en god del klogere på det illegale København, for en Københavnerhistorie er det. Selv om Birkelund nævner provinsgrupper her og der, havde folkene bag disse tre blade helt åbenbart ikke den store ekspansionstrang, som vi finder dels i Dansk Samling, dels blandt kommunisterne og deres aflæggere i Frit Danmark. Hvilket godt kan undre. Vi er nemlig blandt KU'ere og dermed fremme ved Birkelunds lidt kringlet udtrykte hovedtese: »Den nationalt-borgerlige modstand, der havde sine rødder i konservativt orienterede miljøer, kunne ikke finde støtte og opbakning i den officielle konservative politik, hvorfor det i vid udstrækning blev enkeltpersoner på et forholdsvis lavt politisk niveau, der kom til at præge den konservative modstand«. »Systemloyale« kalder han dem. I modsætning til folkene i og omkring Dansk Samling - for slet ikke at tale om kommunisterne - er der her tale om folk, der ikke satte spørgsmålstegn ved »systemet« forstået som det parlamentarisk-demokratiske system. Disse blade støttede de samarbejdende partier ved valget i marts 1943. De havde et mildt sagt anstrengt forhold til kommunisterne, og da Frihedsrådet blev dannet i september 1943, var ikke mindst »Hjemmefronten« særdeles skeptisk. Det var bekymrende, at kun de to partier, DKP og Dansk Samling, var repræsenteret, for også Socialdemokratiet og de konservative burde være med. Sit grundsynspunkt slår forfatteren fast i bogens sidste sætning: »De blev de »loyale oprørere««. At der var tale om unge mennesker, giver sig selv. Halvdelen var under 25 år ved rekrutteringen, yderligere 15 procent i anden halvdel af 20'erne. Socialt var der tale om det pæne borgerskabs børn, mens arbejderklassen var stærkt underrepræsenteret. Den tog kommunisterne sig af. Og så er vi som nævnt i det konservative miljø. Hvad der må undre er deres fåtallighed. »Hjemmefronten« talte i januar 1944 et par hundrede mand, og de to andre var af samme størrelsesorden. De holdt sig til bladarbejdet bortset fra lidt knopskyning til rutearbejde over Øresund (»Studenternes Efterretningstjeneste«) og sabotage (»Hjemmefronten«) og søgte øjensynligt aldrig at nyttiggøre KU'erne i København illegalt, heller ikke da dannelsen af militær- eller ventegrupper fra begyndelsen af 1944 blev sat i gang. Man skulle ellers forvente, at der her var et stort illegalt potentiale. Birkelund har afstået fra at levere en generel analyse af disse tre blades indhold, og det kan man godt beklage. Men inden for sine rammer har han lavet et fortræffeligt arbejde. Det er blevet en stor og rigt illustreret bog, et velkomment tilskud til besættelsesforskningen, der velfortjent for nylig har indbragt ham ph.d.-titlen. Peter Birkelund: De loyale oprørere. 476 sider, ill. 350 kr., indb. Odense Universitetsforlag.