Prøv avisen

Borgmesterens religionsfag

UGENS PROFIL: Københavns skoleborgmester Per Bregengaard bringer sig gang på gang på kollisionskurs med Undervisningsministeriet og politikerne på Christiansborg med sin udlægning af folkeskolelovens paragraf om kristendomskundskab. Selv er han

Som elev i realskolen havde Per Bregengaard store vanskeligheder med timerne i kristendomskundskab, ikke mindst den del af undervisningen, som gik ud på at lære salmevers udenad.

- Jeg har generelt svært ved at lære udenad, og derfor kostede de salmevers mig mange eftersidninger. En i min klasse, hvis far var SF'er, blev bedt fritaget for at deltage i de timer, hvor der skulle læres salmevers. Det prøvede jeg også at få mine forældre til, men det ville de ikke, fortæller Per Bregengaard med et smil.

Mange år efter realskolens svedetimer sidder Per Bregengaard på Københavns Rådhus, nu som borgmester for uddannelse og ungdom og dermed ansvarlig for hovedstadens skoler. Også for kristendomsundervisningen, hvor de udenadslærte salmer for længst er gledet ud af læseplanerne, og hvor borgmesteren i dag kæmper for at ændre fagets navn til »religion« og give andre religioner end kristendommen mere plads.

Senest har han bragt sig i søgelyset ved at opfordre de københavnske skoler til at skrive »religion« på skemaet, selv om fagets officielle navn er kristendomskundskab. Og ved at godkende en læseplan fra Ålholm Skole, som lægger op til en mere filosofisk og flerreligiøs tilgang til kristendomsfaget end de vejledende læseplaner fra Undervisningsministeriet.

Ålholm Skoles læseplan er af en ekspert blevet betegnet som ulovlig og uacceptabel, men dette afviser skoleborgmesteren.

- Den læseplan er klart på lovens grund. Jeg betragter den mest som en uddybning af ministeriets. Indholdet af faget er omtrent det samme, men forskellen er, at Ålholm Skole har lavet en læseplan, som tager et andet udgangspunkt. Den tager mere alvorligt, at børn kommer med forskellige forudsætninger og forskellige kulturelle og religiøse baggrunde, siger Per Bregengaard.

Tvetydig lov

Diskussionen om lovlighed tager afsæt i folkeskolelovens paragraf seks, der slår fast, at »kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom«. Videre hedder det, at »på de ældste klassetrin skal undervisningen tillige omfatte fremmede religioner og andre livsanskuelser«.

Denne paragraf kan udlægges på flere måder. Nogle tager for givet, at når loven siger, at fremmede religioner skal inddrages på de ældste klassetrin, betyder det, at dette ikke skal ske i de små klasser. Eller at andre religioner i hvert fald kun i meget begrænset omfang skal indgå i faget inden 8. klasse.

Per Bregengaard udlægger teksten anderledes: At på de ældste klassetrin skal andre religioner tages med, i de små klasser kan læreren også gøre det. Og han mener ikke, det er op til loven at sætte procenter på, hvor stor en del af undervisningen kristendommen skal udgøre.

- Kristendommen skal naturligvis spille en væsentlig rolle i faget. Kristendommen har haft en væsentlig indflydelse på den danske kultur, moral og livsopfattelse. Men samfundet ændrer sig, og ikke mindst i København er virkeligheden multikulturel: De tosprogede elever udgør 30 procent af kommunens samlede elevgruppe. Det skal skolen tage bestik af, og det savner jeg forståelse for på Christiansborg, siger Per Bregengaard.

Han tager det roligt, at både embedsfolk i Undervisningsministeriet og adskillige politikere, mener, at den københavnske politik er på kant med loven. Ifølge den københavnske borgmester handler det hele nemlig ikke om lovgivning, men om politiske signaler.

- Politisk er spørgsmålet om kristendomsfaget blevet en symbolkamp. Det symboliserer hele spørgsmålet om Danmarks forholden sig til minioriteterne. Altså om de skal assimileres og dermed have kristendommen og alt det andet ind med skeer og skovle, eller om de skal integreres, siger Per Bregen- gaard.

Et vigtigt fag

Borgmesteren erklærer sig selv som fortaler for en interkulturel pædagogik. Det indebærer, at skolen tager folkeskolelovens krav om at tage udgangspunkt i den enkelte elev alvorligt, også på det sproglige kulturelle og religiøse område. Af samme grund er Per Bregengaard fortaler for, at kommunen tilbyder eleverne modersmålsundervisning.

- Hvis elever fra de etniske minoriteter skal føle sig hjemme i folkeskolen, må skolen begynde der, hvor de er, og ikke betragte dem som tomme flasker, man bare kan hælde kultur på, siger Per Bregengaard.

- Risikoen ved at insistere på, at faget skal hedde kristendomskundskab, er, at etniske minoriteter ikke føler, at folkeskolen er deres skole, og derfor opretter deres egne friskoler. Jeg mener, at de etniske friskoler er til stor skade for integrationen og fællesskabet, siger Per Bregengaard, som konstaterer, at mellem 15 og 18 procent af eleverne med anden etnisk baggrund end dansk har forladt folkeskolen til fordel for private skoler.

Men spørgsmålet er, hvordan skolen overhovedet får hældt en forståelse for såvel kristendom som andre religioner på eleverne. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går har faget en meget lav prioritet både i skoleplanlægningen og hos lærere og forældre. Og præster kan konstatere, at børn og unges viden om kristendom er meget begrænset. Risikoen er, at i stedet for at lære først deres egen kulturbaggrund og siden andre kulturer at kende, lærer børnene intet som helst.

Per Bregengaard erkender, at her er et problem, men han afviser, at det skulle være en følge af, at andre religioner stjæler billedet fra kristendommen.

- Børn kommer ud af skolen med forskelligt udbytte, og det afhænger meget af den enkelte lærer. Nogle lærere er inspirerende og lærer eleverne en masse, andre underviser med venstre hånd. Jeg ønsker, at der skal være en god undervisning i dette fag, og det må ikke drukner i de andre fag, for det er meget vigtigt. Som faget er beskrevet, er det yderst velegnet til at tage de store spørgsmål i livet og fællesskabet op, siger Per Bregengaard.

Han har det udmærket med, at han i medierne primært er kendt som manden med det alternative religionsfag, selv om han kun betragter dette som et meget lille hjørne af sit samlede arbejdsområde. Og han tager det med sindsro, når hans ønske om at nedtone kristendom i skolen til fordel for andre religioner og livsanskuelser bliver kædet sammen med, at han selv er ateist.

- Jeg vil gerne vedkende mig, at jeg er temmelig overbevist ateist. Jeg har ingen særlige religiøse følelser om livet og døden. Men naturligvis har jeg en opfattelse af mening med livet. Jeg er ikke nihilist, understreger Per Bregengaard.

Han tilføjer, at konkrete oplevelser i livet har givet ham stor respekt for mennesker, der var stærke i troen. Især da han i forbindelse med et forskningsprojekt om uddannelse i u-lande boede en periode i det vestafrikanske land Senegal.

- Jeg tilbragte både tid sammen med en kristen norsk missionær og min muslimske værtsfamilie, og jeg anerkender, at religiøsiteten havde haft nogle positive konsekvenser for deres liv. Men det smittede ikke af på mig, siger Per Bregen- gaard.

Blå bog

Per Bregengaard, 51 år. Uddannet cand.mag. i samfundfag, historie og u-landspædagogik og har primært arbejdet som gymnasielærer. Forfatter til en række fagbøger, blandt andre »Skolen i en krisetid« (1984), »Skolepolitik« (2000) og »Integrationspolitik« (2001). Siden 1988 medlem af Københavns Borgerrepræsentation for først Venstresocialisterne, siden Enhedslisten. Borgmester for uddannelse og ungdom siden 1998. Per Bregengaard er gift med børnehaveklasseleder Pia Weise-Pedersen, og sammen har de to koreanske adoptivbørn på 18 og 21 år.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk