Prøv avisen

Døde bliver til diamanter, sendes ud i rummet og mailer posthumt

Den amerikanske sociologiprofessor Michael Kearl var for nylig i Danmark og tale om livets sidste fase. -- Foto: Henning Bagger.

Begravelser er en milliardforretning i USA, hvor kun fantasien sætter grænser. Se hjemmesider for firmaer, der tilbyder mærkværdige mindesmærker

Lad mig med det samme slå fast, at min interesse for døden ikke skyldes en personlig krise, siger Michael Kearl og slår en høj latter op.

Sociologiprofessoren fra Texas, USA, virker ikke det mindste tynget af, at døden har været hovedtemaet i hans forskning i over 30 år. Han er en lattermild, tætbygget mand med skæg og en bærbar computer under armen, som han flittigt tager frem for at understrege sine pointer med billedeksempler.

Kristeligt Dagblad møder Michael Kearl i forbindelse med, at han skal gæsteforlæse på Aalborg Universitet på den helt nye masteruddannelse i Humanistisk Palliation.

Han er professor i sociologi på Trinity University i Texas og ikke hvem som helst, når det gælder forskning i livets afslutning. Han har blandt andet skrevet et af hovedværkerne i den sociologiske forskning i døden, "Endings – A Sociology of Death and Dying" fra 1989 og er pioner inden for forskning i vores forhold til døden – både i historisk, geografisk, politisk og religiøs kontekst.

Michael Kearls interesse begyndte tilbage i hans tidligere ungdom under studierne i England, hvor han blev fascineret af dødningehoveder, krydsede knogler og inskriptioner om døden på puritanske gravsten. Da han tog eksamen fra Stanford University i 1976, var hans speciale social gerontologi – læren om aldring.

– Allerede dengang var jeg optaget af den demografiske tidsindstillede bombe, som tikker lige under os i dag i den vestlige verden, hvor efterkrigsgenerationen går på pension, og antallet af yngre mennesker til at bære byrderne i samfundet bliver stadig mindre, siger han.

Men hverken alderdom eller døden var hotte forskningsfelter i 1970?erne. De fleste betragtede ældre som et praktisk problem for socialarbejdere – ikke som et sociologisk forskningsfelt. Og forholdet til døden var i datiden stort set kun noget, psykologer var optaget af. Derfor fik Kearl ikke arbejde på de store amerikanske universiteter, men endte i Texas, hvor han har været siden. Og her han har forsket i og skrevet om døden – og ikke mindst vores frygt for den:

– Døden er den kæmpe sociale vægt, som holder samfundet i ro. Og frygten for den kommer til udtryk som forskellige ting i forskellige perioder: frygten for krig, for væsner fra det ydre rum, for forurening eller terror. Men fælles er, at frygten for døden skaber sammenhængskraft, siger Michael Kearl.

I de senere år har hans forskning kredset om den symbolik, vi omgiver døden med, når vi skal herfra eller sender andre af sted. I USA er døden præget af en industri, der hele tiden finder nye måder at tjene penge på. En af de nye tendenser er for eksempel en service, hvor man mod betaling kan sørge for, at ens nærmeste modtager fødselsdagshilsner med posten, også efter at man er død. En anden sællert er gravsten med indbygget computerskærm, hvor man ved et tryk kan få billede, lyd og informationer om afdøde. De kører på solceller og fås også i skudsikkert glas.

– Det handler om, at man vil huskes, selvom man ikke længere kan være her. Om at skabe en symbolsk udødelighed. Vi vil gøre døden meningsfuld – og i sidste ende gerne transcendere den, siger Michael Kearl, der peger på, at økonomisk velstand kombineret med den nye teknologi har skubbet på udviklingen.

En anden tendens i USA i samme genre er, at helt almindelige mennesker forsøger at sætte deres aftryk ved økonomiske donationer.

– Engang gav rigmænd penge til, at der kunne bygges en hospitalsfløj eller universitetsbygning i deres navn. Men nu er det skåret i små dele, så du kan give penge for at få dit navn på en stol i et auditorium. På den måde får du en lille skive, der minder om dig, når du er væk. Vi ser også flere og flere svulstige monumenter på kirkegårdene. Den slags byggede de rige og de betydningsfulde i gamle dage for at markere deres status, men det er en voksende trend i USA, at helt almindelige mennesker rejser deres eget gravmonument. Og hvis vi ikke selv har nået at designe, hvordan vi vil huskes, gør vores efterladte det gerne for os, siger Michael Kearl.

En anden ting, som er blevet muliggjort af den nyeste teknologi, er såkaldte "memory-medallions" – mindemedaljoner – på gravstederne, hvor besøgende kan downloade information om afdøde til deres telefon eller en elektronisk hukommelsesenhed – også kaldet usb-stik.

Michael Kearl spår, at det på sigt vil udvikle sig til minder, der ligger stadig tættere på virkeligheden.

– Allerede nu har man opfundet teknikken, der kan klone stemmer og genskabe den afdøde i lyd. Så kan man lægge bedstemor ind i computeren og modtage et telefonopkald fra hende på sin fødselsdag.

Fremtidsscenariet på det her område er, at vi genskaber afdøde, så de lever videre sammen med os i en elektronisk udgave, der lægger sig tæt op af de mennesker, vi kendte engang, siger han.

Michael Kearl mener, at det moderne menneske forsøger at skabe en postmortal verden – eller ganske enkelt forsøger at "gøre en ende på døden".

Det ved vel selv amerikanerne godt, at de ikke kan?

– Er du nu sikker på det? spørger Michael Kearl med et glimt i øjet:

– Mange firmaer i USA sælger muligheden for, at dele af dit dna bliver frosset ned. Måske kan vi i fremtiden genskabes gennem kloning? Det lyder som science fiction, men det er til salg i Staterne.

Tror folk på det?

– Når det handler om døden, er folk klar til at tro på rigtig meget. Mange mennesker tror på både himmel og et helvede – så hvorfor ikke tro på dette her? spørger Michael Kearl.

Selve begravelsesritualerne er også under voldsom forandring. Og begravelser er en rigtig, rigtig god forretning, påpeger Kearl:

– Vi taler om en industri, der omsætter for 20-25 milliarder dollar. Og uanset den økonomiske krise er det her ikke en branche, der ser ud til at blive ramt. Døden er noget, der sker for os alle, også i fremtiden, siger han.

Tidligere drev bedemænd en forretning, der skulle tage sig af vores efterladte krop, i dag handler det om at bevare vores minde.

– Hvordan skal vi mindes bedstefar? Inde i vores hoveder husker vi folk, som de var på toppen af deres liv, og vi vil gerne have vores ritualer til at afspejle det minde. Begravelsen og gravstenen skal hylde personen, som han var det meste af livet og ikke de sidste 12 år, hvor han sad ubevægelig på plejehjemmet, siger Kearl.

Og industriens opfindsomhed i USA synes endeløs. I konkurrencens navn er tilbuddene efterhånden ikke bare avancerede, men også, hvad man med danske øjne vil kalde grænseoverskridende eller bare dårlig smag:

Der findes drive-in-begravelser, som man kender det fra burgerrestauranterne, hvor den døde ligger til skue ud mod vejen, og gæsterne kan køre forbi og kondolere uden at stige ud af bilen. Eller man kan følge begravelsen live på nettet, så alle kan være med, selvom man bor forskellige steder i landet eller i verden. Og der er temabegravelser, hvor man kan iscenesætte afskeden på en bøfrestaurant eller som et quiz-show, et båd-cruise eller i en lufthavn. Med skuespillere i kostumer, temaband og gå hjem-gaver til børnene. For at få alt til at gå op i højere enhed, kan man hyre showfolk med speciale i begravelser.

– Begravelsen ikke længere bare slutningen, men et tillæg til livet. Og der er faktisk undersøgelser, som viser, at 62 procent af amerikanerne ønsker denne her slags personlige begravelser, siger Michael Kearl.

Er det ikke lidt morbidt?

– Det må du svare på. Jeg er sociolog. Sociologi er en værdifri disciplin. Jeg studerer, hvad folk gør – jeg siger ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Men jeg indrømmer gerne, at jeg finder det stærkt underholdende, siger Michael Kearl og klukker i skægget.

Et af hans bud på årsagen til de nye tendenser er, at den generation, der i disse år går ind i livet sidste fjerdedel, er efterkrigsgenerationen.

– De har altid fået det, som de gerne ville. På hvert stadie i livets cyklus har folk i efterkrigsgenerationen sat deres aftryk: sex, uddannelse, ægteskab, ja, selv overgangsalderen. Nu sætter de deres aftryk på døden. Der er 76 millioner af dem i USA, og de er meget selvoptagede, siger Michael Kearl.

Og individualismen fortsætter efter døden. Når det gælder håndtering af de jordiske rester, tilbyder begravelsesindustrien også mange muligheder: De økologisk orienterede kan vælge biologisk nedbrydelige kister af papir eller at få den døde krop lavet om til kompost, der kan strøs over roserne. Hvis man har penge nok, kan man tage herfra ved at blive skudt ud i rummet, så man får sit helt eget kredsløb. Man kan også få asken støbt om til for eksempel en diamant, der kan bæres i en ring. Eller en skulptur til kaminhylden. "Mortuary art" – "kremeret kunst" – er et begreb i USA, og i Californien åbnede for nylig det første kunstmuseum, hvor man udstiller denne særlige form for kunst.

– At dø betydningsløst er en stor frygt. Og alle de her ting tror jeg er en måde at håndtere dødsangsten på – en dekonstruktion af frygten for døden, siger Kearl.

Eftersom levealderen i Vesten stiger, og mange i fremtiden vil dø af alderdom og kroniske sygdomme, vil døden fremover primært være forbeholdt ældre mennesker, mener Kearl. Og det er også en af årsagerne til de ændrede ritualer omkring begravelser, påpeger han:

– For 100 år siden døde vi af infektioner. I dag sker døden i slow motion. Og derfor fungerer de gamle begravelsesritualer ikke længere. Vi har brug for ritualer, der ikke er tyngede af sorg over at et menneske er gået bort, men fejrer det fulde liv, mennesket har haft.

Men gravsteder med computerskærme, diamantringe med aske fra den afdøde mand og temabegravelser i en zoologisk have. Er det ikke bare typisk dårlig amerikansk smag. Kommer det nogensinde hertil?

– Har I ikke altid kopieret os? Det kommer naturligvis til Danmark med en vis forsinkelse, men det kommer, svarer Michael Kearl.

– Tro mig!

vaaben@kristeligt-dagblad.dk

I USA kan du blandt andet betale for at blive sat i kredsløb om Jorden. - Foto: stock.xchng