Døden er et faktum, som ingen endnu har formået at modbevise. Det er bare de færreste af os, som har et naturligt og afklaret forhold til, at der kommer en dag, hvor vi ikke længere er i denne verden.
Men det er der nu egentlig ikke noget at sige til, for en af de vigtigste årsager til, at det forholder sig sådan, er vores uvidenhed om døden. Døden er tabu.
LÆS OGSÅ: Danskerne får ikke den død, de ønsker sig
Det mener i hvert fald journalist og forfatter Kristian Ditlev Jensen og professor i retsmedicin ved Odense Universitet Jørgen Lange Thomsen. Sammen har de skrevet bogen Hvorfor må vi ikke tale om døden?, der udkommer i næste uge. En samtalebog, som tager livtag med selvmord, eutanasi eller aktiv dødshjælp, den naturlige død, trafikdrab og mange andre måder at dø på. Den er en blanding af fakta og konkret viden om døden og så de to forfatteres mere personlige overvejelser, spørgsmål og oplevelser med døden.
Kristian Ditlev Jensen: Jeg har nogle gange tænkt på dig, Jørgen. Hvis man kan vælge frit på alle hylder, så er det da noget af en festlig beskæftigelse, du har valgt dig ved at have med døde mennesker at gøre. Du kunne have været blomsterhandler i stedet for. Og sådan er det vel også med bogen her. Hvorfor bruge et par år af sit liv på at tage til Odense med jævne mellemrum og stille Jørgen alle tænkelige spørgsmål om døden? Svaret er vel, at døden er et oplagt sted at gå hen for dem, som gerne vil derhen, hvor man normalt ikke kommer ind. Man kan betragte livet som en slags fortælling med en begyndelse, en midte og en slutning. Men så længe døden er tabu i vores samfund, så har vi ingen slutning. Vi er ni måneder om at blive til, så er vi her i et stykke tid, og så må vi ikke tale om resten. Det er jo absurd.
Vi sidder på Jørgen Lange Thomsens kontor på Retsmedicinsk Institut i Odense, hvor de fleste af de to forfatteres samtaler om døden fandt sted. De betragter selv resultatet som en slags oplysningsbog om døden til den uvidende blandet med et bud på en samtale om det forbudte.
Døden er tabu, siger I. Hvor ser I det?
Kristian Ditlev Jensen: Jeg mødte det forleden, da jeg blev genkendt af en bartender ved et arrangement, jeg var til. Vi havde en fælles bekendt, Kira, der netop var død, så vi talte lidt om hende og om hendes forgæves kamp mod kræften. Jeg fortalte så, at jeg havde skrevet om Kira i et essay til den her bog, og det stødte ham tilsyneladende så meget, at vores samtale mere eller mindre sluttede dér. Døden var et privat anliggende, sorgen ligeså, og det kunne man ikke tillade sig at skrive om i en bog, mente han. Vi lader, som om vi har hver sin version af døden, som vi derfor holder ganske privat og ikke ønsker at dele med nogen. Frit oversat, så sagde den nu afdøde Apple-grundlægger, Steve Jobs, engang: Selv folk, der vil i himlen, vil ikke dø for at komme derhen, og det rammer vel egentlig meget godt vores ret fjerne forhold til døden ind, synes jeg.
Jørgen Lange Thomsen: Jeg oplever, at det er vores egen dødsangst, der har fat i os. Bag om alting handler det om frygten for at forlade livet. Vi er på mange måder så langt fra at ville erkende, at vi selv skal dø, at vi heller ikke magter at tale om andres død eller om døden som sådan. Det er i dødsangsten, at tabuet ligger.
Kristian Ditlev Jensen: Du sagde på et tidspunkt, Jørgen, at du havde det svært med fortabelsen. At når man dør, så er man væk for altid.
Jørgen Lange Thomsen: Ja, det er rigtigt. Den totale udslettelse er skrækindjagende, synes jeg. Og svær at udholde tanken om.
Jeg har lidt af en voldsom dødsangst. Det var særlig slemt tidligere. Men jeg oplever, at når jeg italesætter den og forholder mig til døden, så hjælper det. Selvom jeg ikke kan få svar på, hvad der sker på den anden side af døden, så bliver jeg mindre bange for den, jo flere døde jeg ser. De viser vejen. De går forud for mig. De viser, at det kan lade sig gøre, og at vi alle skal dø. Det er et fælles vilkår, også for mig, og det trøster mig. Mange tror, at man som retsmediciner har et helt afklaret og rimelig klinisk forhold til døden, men sådan er det ikke. Kun hvad angår den fysiske del af døden. Resten er jeg lige så uvidende om som alle andre, så jo flere, jeg ser, der klarer døden, desto mere overbevist bliver jeg også seom, at det nok skal gå, når det en dag bliver min tur.
Kristian Ditlev Jensen: Religion har spillet en stor rolle i forhold til døden, ikke mindst fordi den har givet os et sprog, så vi kan tale om døden. Men i en tid, hvor vi har et sekundært forhold til religion og til Gud, og hvor troen er blevet privatiseret, har vi ikke længere et fælles sprog om døden. Når vi rent sprogligt ikke længere ved, hvad det vil sige at sætte noget bi, så forstår vi heller ikke betydningen af en bisættelse. Forestil dig, at en 25-årig kvinde mister sin veninde på grund af en kræftsygdom. Hedengangen er nok ikke et ord, der falder den 25-årige naturligt, og gået bort lyder så gammeldags.
Jørgen Lange Thomsen: Men der er nu noget smukt over det religiøse sprog.
I siger ellers et sted, at døden ikke kan være smuk. Er det ikke en lidt hård dom over noget, vi i forvejen har det svært med?
Jørgen Lange Thomsen: Døden er totalt uigenkaldelig, og det er ikke smukt. Man tager alt, når man tager en anden mands liv. Så er der ikke mere tilbage. Det er et univers, der går under, hver gang et menneske dør. Det kan stort set ikke være værre i mine øjne. Man kan måske godt dø på en smuk måde på et hospice omgivet af søde mennesker og blomster, men man forsvinder og kommer aldrig igen, og det er der ikke noget smukt ved.
Og hvad mange nok ikke ved, så sker der ofte det i selve dødsøjeblikket, at den døende sveder meget, tisser og nogle gange kaster op. Det er næsten tarveligt over for den døende at kalde døden smuk. Vi kræver, at den døende skal dø værdigt. Man må ikke jamre ind i døden. Aksel Sandemose lå på sit dødsleje med en hjerneblødning og vidste, at det snart var slut. Han jamrede, og det var uværdigt, mente man. Det synes jeg ikke, jeg forstår ham sådan set godt, men smukt bliver det aldrig.
Men kan døden ikke være befriende for mennesker, der lider og er uhelbredeligt syge og på sin vis være smuk derved?
Kristian Ditlev Jensen: Uanset hvad, så er det ikke en dejlig lyd, når køleskabet stopper med at brumme, for så bliver der stille. Og det betyder ikke, at stilheden er smuk. Det betyder bare, at den brummen, den var ubehagelig.
Hvordan har I det med jeres egen død?
Kristian Ditlev Jensen: Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle dø, men jeg er ikke bange for selve det sekund, hvor jeg holder op med at leve. Det kan jeg næsten blive helt høj af at tænke på. Tænk, at man kan forsvinde for altid så hurtigt. Men jeg er temmelig bange for alt det, der går forud. Hele dødsforløbet, der kan være forbundet med langvarig og lidelsesfuld sygdom og smerte. At håbe forgæves. At opleve verden gå langsomt under. Det skræmmer mig.
Ellers har jeg nok et rimelig videnskabeligt og biologisk forhold til min egen død. Jeg har det fint med, at jeg stille og roligt går i opløsning og bliver til noget andet og til en del af det biologiske system. Derfor vil jeg heller ikke brændes. Det er et underligt forsvindingsnummer. Jeg kan godt lide modstanden og langsommeligheden ved at blive begravet.
Jørgen Lange Thomsen: Da forfatteren Soya blev gammel, fortalte han, at han tænkte på døden hver dag. Sådan har jeg også fået det, i takt med at jeg er blevet ældre, og min dødsangst er ikke så tydelig længere. Jeg ville gerne opnå den ro og tryghed, som det dybt religiøse menneske besidder, for det ville nok hjælpe mig i forhold til døden, men jeg har aldrig opnået troens nådegave eller den betingelsesløse tro, som kan komme naturligt til et menneske.
Jeg vil bare gerne nå at sige farvel til min familie, om-end den proces ikke skulle være alt for lang. Jeg vil gøre mig umage med at dø roligt og sige vigtige ting til mine børn og alt det dér.
Jeg vil også begraves og kan ikke udholde tanken om at skulle brændes og fortæres af flammerne. Hvis man overvejer, hvad Guds mening med os er, så tror jeg ikke, det er, at vi skal brænde op. Det kan jeg i hvert fald ikke forlige mig med. Det er selvfølgelig heller ikke så rart at forestille sig at ligge i en kold kiste, men det er bare en anelse mindre uigenkaldeligt. Man er der stadig, selvom det selvfølgelig er noget forsludret vrøvl.