Prøv avisen

Døden inspirerer Peter Brandes til livet

Kunstneren Peter Brandes ved sine mange staffelier Foto: Leif Tuxen

Med alderen har kunstneren Peter Brandes fundet fred i det kristne evighedshåb. Men døden minder ham om, at det gælder om at fylde livet med mening

Genopstandelsen er et naturligt motiv i kunstneren Peter Brandes store have på Vestsjælland. Her står et gigantisk kor af vintergækker og erantis allerede og strækker sig mod himlen i spirende lovsang over den spæde forårssol.

Det er stadig småkoldt i den hårde blæst, men der er ikke en sky at se over de flade nabomarker. Til gengæld er de første forårsfugle for længst begyndt på deres forårskoncert, der bryder stilheden med deres livlige fløjten. Stadig flere kommer til på denne tid, og senere på året er der som regel hele 26 forskellige fuglearter på visit til frøbuffet i haven.

Maleren Maja Lisa Engelhardt, der er gift med Peter Brandes, lokker dem til med fuglefoder, afslører Peter Brandes fornøjet og tilføjer, at en havemand sørger for at fodre de frie fugle, når parret ikke er hjemme. For de to store kunstnere flyver selv vidt omkring og lever lidt af et sigøjnerliv som to turbonomader, der pendler mellem deres forskellige hjem i Dublin, Paris og her på Vestsjælland.

Snart har Peter Brandes, der fylder 70 år på onsdag, en stor kirkeudsmykningsopgave i USA, hvor han også skal arbejde. Fra i morgen er han aktuel med en udstilling på Fyns Grafiske Værksted i Odense, og derfor landede parret igen i Danmark i denne uge og kom altså hjem og fandt foråret som en uventet gæst i haven. Og det begejstrer tydeligvis dem begge:

Du skulle se det om sommeren, siger Peter Brandes med et smil for at indikere, at det bedste stadig er i vente, når skaberværket for alvor blomstrer i alle farver herude.

LÆS OGSÅ: "Vi kan jo altid sove ud, når vi er døde"

I haven har kunstnerparret også bygget hvert sit smukke atelier i specialtegnede huse, der hver for sig er fulde af kunstneriske detaljer.

Peter Brandes byggede sit eget atelier i tre etager plus en rummelig kælder sidste år, og han har selv udformet hver eneste af de keramiske fliser i bronzeglasur, det er bygget op af.

Atelieret er på den måde blevet en slags skulptur i sig selv og med en unik udsigt over marker og hav fra den mindre, øverste etage, som Maja Lisa Engelhardt drillende kalder hans lille kukkasse. Selv betegner Peter Brandes i stedet det lille himmelrum som sit andagtssted. Det er endnu ikke helt færdigt. Men her er der lige plads til en stol og et bord, der snart kommer op, og her kan han tænke klart, når han skal lave sine skitser og få sine idéer til alt fra fotografier til malerier og skulpturer, der fylder torve, kirker og museer over hele verden. For Peter Brandes har brug for ro til sin kunst.

Stilhed er en forudsætning for at skabe, som han siger.

Peter Brandes søger ofte stilheden og er også en uhyre produktiv kunstner. I år skal han både udsmykke flere kirker og bøger. Og sidste år var han med til at totaldesigne Nordlyskatedralen i Alta i Nordnorge med mosaikker og en forgyldt himmelskuende kristusfigur uden kors. Der er aldrig langt fra død til liv i Peter Brandes kunst. Dette ses også i færdigudsmykningen af Nørremarkskirken i Vejle, som blev afsløret i efteråret.

Genopstandelsen er også et permanent motiv inde i parrets rigtige hus, der huser kunst og kristusfigurer især uden kors. For det er først og fremmest den sejrende Kristus, der inspirerer Peter Brandes som kunstner.

Tidligere skildrede jeg den lidende Jesus, men nu er jeg mere optaget af Jesu sejr over døden. Jeg er heller ikke bange for døden længere. Jeg har fundet fred i det kristne evighedshåb. Det er kommet gradvist med alderen, men døden er også en stor inspiration til at leve for mig. For døden minder mig om, at tiden er kostbar, så det gælder om at fylde livet med mening, siger han, da vi sætter os til rette i en af guldalderstuerne.

Her har hvert eneste møbel tilsyneladende sin egen stolte historie. Og selve huset har såmænd også sin egen fortælling. For mens parret bor i Asger Jorns gamle hus i Paris, har landejendommen på Sjælland engang tilhørt komponisten Sven Gyldmark.

Vi har det med at købe historiske huse, siger Peter Brandes henkastet, men selvom han og hustruen altså nyder at omgive sig med god kunst og gode historier, er det ægte levende liv blevet endnu vigtigere for ham med årene, fortæller han, mens han tænder et stearinlys i stuen, hvor en stribe af hans egne Isak-billeder hænger.

Peter Brandes barndomshjem var også fyldt med billeder og fotografier. Dem blev han tidligt optaget af, men det var også gennem dem, at han mærkede familiens store sorg. For på væggen hang et foto af hans jødiske farfar, Isak Brandes, der døde i en udryddelseslejr under Anden Verdenskrig.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg spurgte til fotografiet, da jeg var fire-fem år gammel, og siden har sorgen over min farfars skæbne siddet i mig. Det er et sår, der bliver åbnet, hver gang jeg konfronteres med jødernes skæbne under krigen, siger Peter Brandes, der selv blev født under krigen af en kristen mor og med en jødisk far, der var flygtet til Sverige, mens moderen var gravid. Peter Brandes så derfor først sin far, da krigen var slut.

Jeg var halvandet år gammel, da min far kom tilbage fra Sverige, så jeg havde lært at gå og gik i begyndelsen i store buer uden om ham. Han var en fremmed, jeg skulle vænne mig til.

Den kunstinteresserede far blev dog hurtigt et forbillede for Peter Brandes, og som voksen kunstner er han ofte vendt tilbage til sin jødiske arv.

Siden jeg var barn, har jeg hele tiden hørt om min jødiske familie og min farfar, som jeg altså kun har set fotografier af, fordi han døde i Auschwitz. Men jeg har blandt andet et brev, han sendte den dag, han blev arresteret af det franske politi for at blive kørt med toget til en udryddelseslejr. Han har skrevet det med en spinkel blyant med meget lille skrift på et tyndt stykke papir. Han var udmærket klar over, hvad der skulle ske, så han benyttede brevet til at tage afsked med sin familie, siger Peter Brandes og tier et øjeblik, inden han tilføjer:

LÆS OGSÅ: Handicappet er ikke kun en begrænsning

Holocaust får mig altid til at tænke over meningen med livet. For kan der være en mening, når livet kan være så ondt? Det tænker jeg faktisk over, hver gang jeg hører om et menneske, der lider. Men jeg er nået frem til, at jeg stadig tror på, at der godt kan opstå mening igen efter meningsløshed.

Den holdning kan også læses ud af Peter Brandes kunst og ikke mindst hans store monument til Holocaustmuseet i Jerusalem i Israel. Det er en kæmpestor vase, der måske stadig er verdens største krukke, og den skal både ære de døde og vække håb og forsoning, forklarer han.

Jeg tror på, at der ikke er langt mellem det destruktive og det konstruktive. Jøder bliver normalt begravet med hele deres krop, men under holocaust blev de brændt, og deres akse blev spredt, inden den blev til jord. Jeg byggede krukken, så den symbolsk kunne bære en smule af den aske. Men jeg har samtidig brændt krukken ved hjælp af gas og lavet den af jord, som ofrene er blevet til. Og den samme krukke, der kan bære aske, kan også bære olie, vin, korn og endda de hellige skrifter. For dødehavsrullerne blev også fundet i krukker, siger Peter Brandes og tilføjer:

Og på krukken har jeg malet Isak, det uskyldige offer, som Abraham ville give til Gud på Moriabjerget, hvor Isak fik livet tilbage. Man kan derfor sige, at Isak genopstod på det bjerg, ligesom Jesus også genopstod senere på et bjerg tæt ved, nemlig på Golgata, der også ligger ved Jerusalem. Det er altså både det jødiske og det kristne håb, at døden kan vendes til livet. Og derfor tror jeg også på et liv efter holocaust. Den ene dag kan man ødelægge det hele, og den næste dag kan man bygge det op igen, så tilværelsen kan fortsætte efter Auschwitz.

Peter Brandes inhalerer tavsheden mellem os et øjeblik, før han bringer stilheden på banen. For stilheden indeholder også både en mulighed for det destruktive og det konstruktive, mener han:

Før verden blev skabt, var der ifølge skabelsesberetningen mørke og stilhed, som Gud brød ved at tale. Gud skabte altså alting ud af stilhed, ligesom jeg selv har brug for stilhed for at skabe, men stilheden er også forbundet med fortvivlelse. Det hebræiske ord for fortvivlelse og stilhed har lidt den samme sprogstamme, og i ordene Kain og Abel gemmer der sig også fortvivlelse, siger han og fortsætter:

Da Kain slår sin bror ihjel som det første mord i verdenshistorien, siger de to ikke noget til hinanden forinden. Den ene føler sig uretfærdigt behandlet, men de taler ikke sammen. Og stilheden fører til fortvivlelsen, og fortvivlelsen fører til mordet. Derfor skal stilheden brydes. Ikke med støj, men med dialog. Det bliver jeg mere og mere klar over. Hvis man forestillede sig, at Kain og Abel kunne have snakket noget mere sammen, var det mord nok slet ikke sket. Stilhed kan være dræbende. Men stilhed kan altså også give mulighed for ro og fordybelse.

Peter Brandes mener på den måde, at der både er brug for mere dialog og mere af den konstruktive stilhed i verden. For mange mennesker har tilsyneladende slet ikke stilhed i deres liv, påpeger han:

Der er endda musik i supermarkedet. Jeg har selv hverken computer eller iPhone. På den måde har jeg i det mindste én ting tilfælles med vores dygtige dronning, som jeg sætter meget pris på. For hun har vist heller ingen computer. Men man kan snart ikke køre i bus eller tog uden at se især unge mennesker med hvide ledninger ud af ørerne. Det vil sige, at de ikke har nogen stilhed længere. De har musik i ørerne uafbrudt og kan derfor hverken mærke duften fra blomsterne eller høre stærens sang om foråret, siger han og peger ud til fuglene i haven gennem de små palævinduer.

LÆS OGSÅ: Ydmygelse var med til at forme Merethe Stagetorn

Lidelse er der heller ikke plads til i samfundet længere, kommer det så:

Nu må jøder snart ikke engang omskære deres drenge længere, selvom det netop er en central del af deres tro, at smerte er en del af livet. Kvinden føder i smerte, og sådan genfødes barnet også i omskæringen, selvom det kun giver et lille stik. Det er en vigtig rituel handling for jøderne, men det er svært at forklare i et samfund, hvor man gør alt for at fjerne lidelse, ligesom man har gjort døden til et tabu. Men både jødedommen og kristendommen står for en mere ærlig fortolkning af livet. Jeg læser selv i Bibelen ugentligt, og den er fuld af lidelsesfæller. Hver gang Gud giver en velsignelse, er der som regel også en pris at betale.

Forholdet mellem pris og velsignelse viser Peter Brandes også på en rude i sin kommende kirkeudsmykning i en stor kirke i USA i Michigan-området, hvor han både viser Kains kamp mod Abel, Abrahams ofring af Isak og Jakobs kamp med englen.

Alle tre mænd kæmper og bliver velsignet. Men Kain får et mærke i panden, der både er en straf og en velsignelse, fordi det betyder, at ingen må slå ham ihjel. Abraham må leve med at have skræmt sin søn, og Jakob får et slag på hoften, som han må leve videre med. Sådan er livet også ofte. Alting har en pris, men i sidste ende kan vi sætte vores lid til Guds nåde, siger Peter Brandes og tilføjer, at han nok selv læser kristendommen i lyset af jødedommen i kraft af sin baggrund.

Man kan sige, at jeg har fået min måde at tænke på fra jødedommen og min tro fra kristendommen. Troen er en gave, men den må gerne følges med forstanden, ligesom Det Gamle og Det Nye Testamente hører tæt sammen. I Det Gamle Testamente er Gud usynlig, så derfor lever det testamente meget af sin sproglige rigdom, mens Det Nye Testamente i fineste forstand mere er en billedbog. Jesus viste sig jo for os, og mange af hans lignelser behøver man næsten ikke at høre, man kan bare se dem for sig.

Peter Brandes tror dog samtidig på, at Gud stadig kan være en usynlig medskaber i vores liv gennem Helligånden. Det oplever han selv, når han skaber sin kunst.

Det uforklarlige i kunsten kommer fra et andet sted end mig selv, når jeg arbejder med kunsten ubevidst med et stykke papir eller en klump ler foran mig. Og jeg kan ofte selv blive forbløffet over at se, hvordan et kunstværk ender, fordi dets former og farver nærmest er kommet af sig selv. For her arbejder jeg i en form for vågeblustilstand, hvor man i kristen forstand kunne sige, at Helligånden er til stede og lader mig blive hans instrument. Jeg bruger ikke meget tid på at visualisere Himlen, men sommetider forestiller jeg mig også evigheden som en fortsættelse af det uforklarlige liv i stilheden, siger Peter Brandes og tier igen, inden han tilføjer:

Det meningsfyldte liv er for mig at se forbundet med vores syn på evigheden. Og evighedsperspektivet har i den grad forskubbet sig i vores samfund. I dag prøver folk at leve evigt ved at spise sundt og dyrke en forfærdelig masse motion. Man søger evigheden og frelsen i det jordiske liv. For samfundet er desværre ved at miste troen på Gud. Man er i stedet overbevist om, at man kan frelse sig selv via maven og musklerne, men man glemmer ånden, siger han og slår ud med hånden:

Det er klart, at vi alle sammen ønsker os et godt helbred, men det er da ikke uvæsentligt, at troen også kan give en et godt liv. Og et godt liv skal efter min opfattelse heller ikke kun måles på, hvor mange kilometer man kan løbe. Livet er en gave, som man må tage imod, siger Peter Brandes, der alligevel ikke har tænkt sig at holde en stor fest i anledning af sin runde fødselsdag.

Det vil jeg hellere gøre, når jeg bliver 75 år, hvis jeg skulle nå så langt. For nylig fejrede jeg min mors 99 års fødselsdag. Hun er stadig fuld af liv. Og når jeg ser på, hvordan hun hviler i sin kristne tro på, at livet ikke slutter ved døden og samtidig er så taknemmelig for at leve nu og her, er jeg sikker på, at man godt kan være lykkelig i troen, siger Peter Brandes med et smil, inden han følger gæsterne udenfor, hvor fuglene ikke er færdige med at synge.

Maja Lisa Engelhardt er gået med ud i indkørslen, hvor vinden blæser liv i hendes lange hår, og sammen står de to kunstnere og vinker, mens solen over de vestsjællandske marker rødmer over sin nedgang. Men i morgen er der en ny dag, og foråret er først lige begyndt. For genopstandelsen er livets dna.