Døden kan man træne sig i

INTERVIEW: Maria Damsholt er leder af Center for Bevidst Liv og Død, der er en besøgsordning for døende mennesker. Hun er vokset op i et katolsk hjem, men i dag er hun praktiserende buddhist og har -- næsten -- selv prøvet at dø

60-årige Maria Damsholt beskæftiger sig med døden i det daglige. Det har taget lang tid, men nu begynder folk at få øjnene op for hendes Center for Bevidst Liv og Død, der er en besøgsordning for døende.  -- Foto: Kristian Djurhuus.
60-årige Maria Damsholt beskæftiger sig med døden i det daglige. Det har taget lang tid, men nu begynder folk at få øjnene op for hendes Center for Bevidst Liv og Død, der er en besøgsordning for døende. -- Foto: Kristian Djurhuus. Foto: Kristian Djurhuus.

Døden og mennesker, der ligger for døden, er for mange en skræmmende og uvelkommen påmindelse om, at døden også venter dem selv. Det gælder ikke for Maria Damsholt. For hende er det mange år siden, døden var fjern eller uvirkelig, og efter hun har valgt buddhismen som sin vejviser, skræmmer den hende heller ikke længere. Den 60-årige sygesikringspsykolog og tidligere seminarielærer på Zahles Seminarium oprettede i 1994 Center for Bevidst Liv og Død i København. Det tværreligiøse center tilbyder at sende frivillige ud til at støtte døende mennesker og deres pårørende i hovedstaden og omegn.

Men det er ikke kun i arbejdsmæssige sammenhænge, at Maria Damsholt har oplevet at få døden ind på tæt hold i livet. For nogle år siden var hun selv en millimeter fra at dø. Det var en susende travl hverdag, hvor Maria Damsholt for rundt hjemme i huset og var ved at gå til i anstrengende fortravlethed over alle de ting, hun skulle nå, men dybest set følte, at hun ikke kunne magte.

– Jeg var så forfærdeligt stresset, at jeg til sidst bad til Medicine Buddha (buddhistisk gud for sundhed og helse, red.) om at få hjælp. For jeg kunne ikke overkomme alt det, jeg skulle, siger Maria Damsholt.

Et kort øjeblik senere skyndte hun sig ud i haven for at ordne nogle praktiske ting. Og vrikkede om på foden. Hun faldt så uheldigt, at hun med den ene side af overkroppen ramte ned i en havelampe af metal.

– Jeg lå ude i haven en halv time, før jeg kunne rejse mig op igen. Min milt var gået midt over og blev på det tidspunkt udelukkende holdt sammen af den tynde hinde omkring de to dele, men det vidste jeg jo ikke, mens jeg lå på jorden. Som jeg lå der, følte jeg bare, at nu ville jeg dø. Men jeg var ikke bange, jeg var rolig. Jeg døde jo så ikke, men kom på hospitalet, hvor de var i tvivl om, hvorvidt de skulle operere mig. Hinden omkring milten holdt stadigvæk, men hvis den var gået i stykker, var jeg rent faktisk død, så på den måde havde min fornemmelse været rigtig nok, fortæller Maria Damsholt, der endte med at få netop det, hun havde bedt til Medicine Buddha om.

– Det mirakuløse var, at behandlingen blev, at jeg skulle ligge ned og tage det helt roligt i flere uger, imens milten groede sammen igen, siger Maria Damsholt.

Hun glædede sig for det første over at have oplevet fraværet af frygt for døden. For det andet over at mærke en stor glæde over at have modtaget netop det, hun havde bedt om. Komplet fred og ro.

Oplevelsen har hun taget med sig som en påmindelse om, at døden ikke behøver at vække frygt og ængstelse, men kan erfares som et roligt tomrum. Maria Damsholt mener, at døden er noget man kan træne sig i at vedkende sig. Som buddhist beskæftiger hun sig næsten dagligt med tanker og meditationer omkring døden og forgængeligheden.

– Alt i livet er forgængeligt, det gælder mennesker, dyr, planter og frugter, mener Maria Damsholt og uddyber:

– Buddhister beskæftiger sig meget med døden, fordi det bevirker, at man bliver mere bevidst om, hvad man vil bruge livet til nu og her. Man kan træne sig i at dø, det gør man blandt andet ved at holde sig for øje, at døden er en proces og være konstant bevidst om, at alting forgår. Samtidig træner man sig i døden ved at være bevidst om, at der er en del af en, der ikke forgår med ens forgængelighed. Den bevidsthed gør det rarere at dø, mener Maria Damsholt, der har udgivet en cd med dødsmeditationer, hvor tilhøreren langsomt og tålmodigt kan optræne sig selv til, og indstille sig på, døden.

Den mørkøjede kvinde med det brune hår og et vekslende eftertænksomt og lattermildt udtryk i ansigtet oplever det som en stor foræring og fordel at have fået lov til at være til stede hos døende mennesker, både i arbejdet for Center for Bevidst Liv og Død og som sygesikringspsykolog. Også her kommer Maria Damsholt nemlig ud til mennesker, der befinder sig på det uigenkaldeligt sidste stadie i livet.

Det passer, mener hun, at dødsprocessen i nogle tilfælde kan blive "verdens mest ensomme opgave for mennesket", men det er ofte i de tilfælde, hvor den døende ikke tror på noget større end sig selv.

– Hvis man ikke tror på noget som helst og er døende, er det verdens ensomste position at være i. I "Den tibetanske bog om livet og døden" (en bog, der sammenholder ældgammel tibetansk viden om liv og død med nyere vestlig forskning i døden, red.) står der, at hvis man identificerer sig med den del af en selv, der forgår, befinder man sig i en meget dårlig position, når man er døende. Hvis man har levet hele livet med den indstilling, bliver det ensomt at dø, men det behøver det på ingen måde at være, siger Maria Damsholt og tilføjer, at det kan hun jo sagtens sidde og sige, når hun ikke selv er i færd med at give slip på livet.

At give slip på livet er ellers nøgleord i dødsprocesse ifølge Maria Damsholt. De steder, hvor den døende – og ikke mindst den døendes nære familie og venner – accepterer, at det er den vej, det går, der får den døende langt mere ro til at dø, mener hun. Hvis et dødssygt menneskes kære nægter at acceptere, at deres far, bror eller mormor er i færd med at dø, gør de det samtidig sværere for den syge at få en fredelig afslutning på livet.

– Døende mennesker har brug for nærvær og for, at den, der er hos den døende, har god kontakt til sig selv og ikke bekæmper lidelsen hos den syge. Det er min erfaring, at døende har brug for ikke at blive forstyrret i dødsprocessen. I forvejen er det svært at tage afsked med sine kære, og hvis de pårørende samtidig klamrer sig til en, betyder det, at den døende ikke får mulighed for at vende sig indad, sådan som han eller hun ofte har brug for i den situation. Derfor er det også vigtigt, at familien får talt med hinanden om de her ting, inden den syge ligger på dødslejet, siger Maria Damsholt.

Hun mener ikke, at en værdig død nødvendigvis behøver at være en død fuldstændigt befriet for fysiske smerter. Derfor studser hun også, når andre mennesker hævder, at det er uværdigt at dø med smerter:

– Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være uværdigt at have smerter, når man dør. En værdig død afhænger af, hvordan man selv tager det, og af om omgivelserne virkelig har respekt for den proces, den døende gennemgår. Dét, mener jeg, er en værdig død, og jeg ville ønske for alle mennesker, at de fik lov til at dø med den respekt, siger Maria Damsholt.

bejer@kristeligt-dagblad.dk