En morbid svælgen i forrådnelse og ormeyngel? Nej, tværtimod. "En hyldest til livet", lover Maillol-museet i Paris.
C'est la vie, Sådan er livet, lyder den lette og sorgløse titel på en udstilling med døden som hovedperson. Det er livslysten, der får overtaget efter en rejse gennem 2000 års kunsthistorie med værker af historiens største navne, fra Caravaggio og Géricault til Cézanne, Picasso, Buffet, Warhol, Niki de Saint Phalle og Damien Hirst.
I årtusinder har døden som livsvilkår fascineret kunsten, fra romernes memento mori-mosaikker til middelalderens danses macabres, fra Reformationens og modreformationens vanitas-motiv om livets forfængelighed til nutidskunstens latterliggørelse af døden hos kunstnere som Mapplethorpe og Damien Hirst.
– Der er en kontinuitet i budskabet op igennem kunsthistorien, som brydes efter Anden Verdenskrig. Nutidskunsten viser, hvordan vores forhold til døden har ændret sig markant i det 20. århundrede, siger kunsthistorikeren Emmanuel Daydé, som har været rådgiver ved udstillingen.
Det er formentlig grækerne, der som de første i Vesten vover at afbilde skelettet som symbol på den døde krop, hvorefter romerne benytter billedet i de såkaldte memento mori, repræsenteret i Paris af en mosaik, der viser et dødningehoved hvilende på livets hjul. Mosaikken var udsmykning på et bord, så familien hver dag indtog sine måltider med en påmindelse om livets forgængelighed.
Men det er med kristendommen, at dødningehoveder og knokkelmænd for alvor trænger ind i kunsten, for eksempel med den sene middelalders danses macabres med dansende skeletter.
"Meditationen over livets forgængelighed er konstant til stede i de middelalderlige fremstillinger af "Dødens Triumf". Billedet af skelettet med leen, der høster menneskesjælene, bliver symbolet på alle menneskers lighed for døden, tidens eneste demokratiske fænomen", skriver udstillingens kommissær, generaldirektør for det italienske kulturministerium Claudio Strinati i udstillingens katalog.
Med renæssancens humanisme i en periode med økonomisk og videnskabelig fremgang forsvinder dødens pessimisme midlertidigt ud af kunsten. Men efter religionskrigene advarer Reformationen og den katolske modreformation med fornyet styrke mod dødens fortabelse og nødvendigheden af at søge frelse, mens tid er, og vende sig fra det timelige livs tomme fristelser.
Caravaggio maler sine voldsomme og morbide fremstillinger af Frans af Assisi, som den spanske maler Francisco de Zurbarán afbilder med ansigtet næsten skjult af kuttens spidse hætte, så blikket drages mod dødningehovedet i hans hænder. "Hvad er det vel alt, som verden opsminker med favr gestalt", spørger Kingo i 1681 og svarer, som prædikeren: "Forfængelighed, forfængelighed".
Ordene fra Prædikerens Bog bliver til en decideret kunstretning, da først de hollandske og siden de italienske malere får en forkærlighed for vanitas-billederne. En vanitas, forfængelighed på latin, er et stilleben med kranier og knogler, der illustrerer det menneskelige hovmods forfængelighed over for dødens uomgængelige lov. Og 1600-tals-maleren Genovesino fremstiller en sovende kerub, der holder et dødningehoved i sine buttede arme.
Puritanismen bryder sig ikke om den slags voldsomme sammenstillinger, men med romantismen får dødstemaet en ny renæssance, indtil industrialiseringen og tilliden til fremskridtet på ny trænger døden i baggrunden.
– Kunstens fascination af døden falder ofte sammen med krig eller store epidemier, påpeger Emmanuel Daydé.
– I middelalderen hærger både Hundredårskrigen og Den sorte Død, der dræber en tredjedel af Europas befolkning. Siden bidrager Napoleonskrigene til at genoplive dødstemaet. Og i det 20. århundrede er det for eksempel Den spanske Borgerkrig, der inspirerer Picasso til Guernica, siger kunsthistorikeren.
Allerede Cézanne tager ganske overraskende forskud på dødstemaet med en slags ny vanitas, men uden religiøse undertoner. Og filosofiens påstand om, at "Gud er død" spejler sig i kubister som Georges Braque og hans forvredne dødningehoveder, mens Picasso flankerer kraniet, ikke med de sædvanlige knogler, men med to porrer.
Efter Anden Verdenskrig er det især amerikanske kunstnere, som for eksempel Andy Warhol, som er dybt fascineret af døden.
– Men døden får en ny funktion. Kunstnerne latterliggør både døden og livet og forfængeligheden. Der er ingen frelse, kun tomhed, synes budskabet at være, for eksempel i Mapplethorpes selvportræt eller hos Damien Hirst. Døden er blevet virtuel, vi ser sjældent døde mennesker, men vi foregøgler os, at lægevidenskaben kan udskyde døden på ubestemt tid, mener Emmanuel Daydé.
Damian Hirst dækker for eksempel et kranium med diamanter. Og udstillingen viser hans "Halvt kranium med fluer", mens andre værker afbilder kropsdele dækket af maddiker.
Morbidt og ulækkert og blottet for mening? Nej, mener Emmanuel Daydé.
– Jesuitternes grundlægger, Ignatius af Loyola, hævdede at man hver dag skulle røre ved et kranium for at holde sig livet for øje. Måske havde han ret.
Udstillingen C'est la vie på Musée Maillol vises til den 28. juni