Dødens genkomst

Ligesom sex var noget pinligt og skændigt i Victoriatiden, har døden været det i moderne tid. Tabubelagt. Noget der vist nok skete bag kulisserne, men som man ikke skulle snakke om. Sådan optræder døden ikke længere. Ikke helt, i hvert fald. Ifølge en yngre sortklædt herre fra Aalborg, der efterhånden er meget fortrolig med danskernes omgang med døden, bliver døden i dag overeksponeret i vores offentlige samtaler med hinanden. - Eksperter taler til folket om den gode død og om, hvordan man tackler sorgen over døden. Medierne svælger i dødsdramaer. Der udgives en lang række bøger om døden. Og samfundsvidenskaben er begyndt at studere døden. Det er sociolog og ph.d.-studerende på Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen, der således indleder en samtale om døden. - Man kan sige, at døden bliver mere og mere offentligt besunget. Men samtidig er der paradoksalt nok sket den modsatte bevægelse i privatlivet. Helt frem til midten af dette århundrede var døden integreret i familielivet, i den funktionelle familie. Der var et socialt fællesskab omkring den døende og de pårørende, et fællesskab, der er fuldstændig forsvundet i dag. - Nu lever vi i den fragmenterede familie. Man er spredt over hele landet - hvis ikke hele verden - og man har sjældent tæt kontakt med sine nærmeste. Individet står mere frysende alene over for døden end nogensinde før. Samtidig forventer omgivelserne, at sorgen over et dødsfald er noget, man skal komme sig over, så man kan komme videre i sit liv. Michael Hviid Jacobsen bruger i sit arbejde forskellige vinkler til at analysere, hvordan vi i det senmoderne samfund håndterer vores eksistentielle kriser i forbindelse med døden. Og han er godt klar over, at hans karakteristik er skarpskåren. - Jeg taler generelt om udviklingstendenser. Og jeg taler som sociolog, der har forsket i døden både praktisk og teoretisk. Men der findes ingen facitliste til at forstå, hvordan døden ser ud i dag. Danmark er et land med kulturelle forskelle, heldigvis, medgiver han. Michael Hviid Jacobsen har i sin forskning lavet både observationer, spørgeskemaundersøgelser og dybtgående interview med sygehuspersonale, pårørende, læger, præster og sociologer. Men samfundsteorierne ligger lige for. - Samfundsanalytisk talt lever vi i dag i det, man kan kalde senmoderniteten. Vi står med det ene ben plantet i moderniteten, som er det industrielle samfund, der er præget af troen på videnskaben og velfærdsstatens begyndelse. Det andet ben har vi placeret i det postmoderne samfund, som er opløsningen af det gamle. Et hurtigt og fragmenteret samfund. - Denne mellemposition giver os et gråt billede af døden med modsatrettede bevægelser. Hvor døden i moderniteten var godt og grundigt fortrængt, stikker den nu sit hoved frem forskellige steder. Kunst og litteratur har som de eneste altid afspejlet vores forhold til døden, men som et helt nyt fænomen er for eksempel sociologien i England og USA for alvor begyndt at interessere sig for døden. Ifølge Michael Hviid Jacobsen er den altafgørende årsag til fortrængnin- gen af døden, at den modsiger selve fundamentet for det moderne samfund. - Moderniteten satte værdier som fremskridt, sekularisering og effektivitet som udviklingens endegyldige mål. Men hele det projekt er døden jo en monumental forhånelse af. Døden repræsenterer fornuftens skandale, som den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman udtrykker det. Civilisationer bukker under, ligesom mennesker gør det. Fremskridtet stopper. Ikke desto mindre fortrænger vi i senmoderniteten stadig det faktum. Vores kultur gebærder sig, som om alt kan overleves. Sociologen peger på, hvordan vi som samfund reagerer på frygten for, hvad der skal ske med os. - Vi strammer op. Politikerne skal skabe orden. Er der et problem, må systemerne reguleres, så problemet ikke opstår mere. Inden for lægevidenskaben strammer man op, så man kan forlænge livet lidt mere. Vi skaber os nogle udødelighedsmyter, som vi klamrer os til, og til det leverer medierne nogle lykkelige historier om mennesker, der overlever farlige sygdomme, eller lægevidenskaben, der finder nye helbredelsesmetoder. - For nylig kunne vi se, hvordan det blev et stort problem for hele den offentlige sektor og for hele Danmarks befolkning, at der på Rigshospitalet var indtruffet en fejl, så en kvinde blev smittet med hiv. Men lige meget hvor mange sikkerhedsforanstaltninger man opbygger, så vil der altså opstå huller. Og ligegyldigt hvor mange overlevelsesstrategier vi opfinder, så vil facitlisten altid være den samme: Vi dør. Den overlevelsesstrategi, Michael Hviid Jacobsen ser mest ud- bredt i dag, kalder han fitness-strategien. - Vi dyrker kroppen og sundhed og ungdom som aldrig før. Når 40-50-årige i dag klæder sig ungdommeligt efter et ideal, der ikke tilhører deres aldersgruppe, ser jeg det som et udtryk for dødsfortrængning. Vi tror, at vi kan holde døden for døren ved at pynte på livet rent fysisk. Michael Hviid Jacobsen tvivler derfor på, at den nye bølge af offentlig omtale af døden vil ændre vores holdning radikalt. - Der sker nogle forsøg på at komme overens med døden. Den stigende interesse for hospices er en klar og god reaktion imod fremmedgørelsen. Og de mange nye bøger om døden og sorgen over døden tyder i hvert fald på, at folk er utilfredse med den måde, de oplever, at vi generelt håndterer døden på. - Men jeg tror, at døden bliver italesat i det forkerte rum. Det er stadig tre skridt fra livet. Eksperter kan ikke give nærhed, og der er ikke plads til intimitet i offentligheden. Dem, der taler om døden, er ikke dem, man personligt deler sorgen med. Sociologen påpeger, at den voldelige død, som vi er vant til i medierne, er med til at øge fremmedgørelsen. - De færreste af os dør i skuddramaer eller i trafikulykker. Den stille død med et drop i armen og uden bevidsthed ser vi sjældent i medierne. Og hvis nogen gengiver et autentisk dødsforløb i medierne, kan man på den ene side identificere sig med deres tab, men man kan på den anden side lige så nemt glæde sig over, at det ikke er en selv, der er gået bort eller har mistet. Vores overlevelsesstrategi i senmoderniteten er ualmindelig egoistisk. Men ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt eller hvordan vi taler om døden, finder den sted. Hvert sekund. Michael Hviid Jacobsen støtter sig til den franske historiker Phillipe Aris, når han skal karakterisere dødens begivenhed i den vestlige verden i dag. - Den er for det første professionaliseret. Det betyder, at hvor det tidligere var den døende, der var i centrum for sin egen død, er det nu de professionelle omgivelser, deres rutiner og deres iscenesættelse af døden, der er centrale. Det indebærer løgnen om døden. Man holder de døende og deres pårørende i uvidenhed om døden så længe som muligt. Døden skal helst dysses ned til et minimum. - Det skyldes, at døden sker på et sygehus eller et plejehjem. Her må der ikke udbryde panik, for rutinerne skal ikke bryde sammen. Man fortier også døden, fordi lægevidenskaben har svært ved at tåle den. Døden er jo dens nederlag. Vi taler heller ikke om plejehjem som de dødsstationer, de reelt er. Ingen bliver jo udskrevet derfra, men når vi siger: »Han er på plejehjem«, får vi det til at lyde, som om alderdom er noget, man kan behandles for. En anden karakteristik af døden i dag er, ifølge Jacobsen og Aris, at sorgen er afskaffet. - Tidligere spillede sorgen en uhyre central rolle for de pårørende og for deres omgivende lokalsamfund. I dag er den afskaffet. Sorg betyder smerte på fransk. Noget der virkelig gør ondt. Men i dag vil vi helst ikke have, at noget gør ondt, hverken på os selv eller på andre. Derfor prøver vi at gemme sorgen bort. Og fordi fællesskabet er i krise, er det blevet umuligt at hente hjælp her. Gør det for ondt, søger vi de professionelle, i dette tilfælde psykologerne. - Når vi gladeligt giver vores død og sorg i hænderne på professionelle, skyldes det, at vi tror, vi er i trygge hænder. Vi tror, de kan give os en mening. Men når vi gør det, bliver døden meningsløs for os selv. For døden er en tom ramme, som vi selv må fylde ud, og de professionelle er blot en flok medløbere. Michael Hviid Jacobsen tilføjer i en bibemærkning, at vores behov for eksperthjælp ses inden for alle sfærer af livet. - Sådan er det i behandlersamfundet. Vi vil have nogle eksperter at læne os op ad, nogle der legitimerer vores følelser. Hvad enten det så drejer sig om studievalg eller arbejdsløshed eller døden. Men dermed giver vi også en del af vores ansvar fra os. Når døden overgives til de professionelle, sker der det, som sociologen fra Aalborg bruger som en tredje karakteristik af vor tids død: medikalisering af døden. - Døden er jo samfundets ultimative fjende. Derfor bliver den nærmest belejret af natur- og lægevidenskaben. Den bliver til et medicinsk og teknologisk fænomen, noget man forsøger at behandle bort. På den måde udskydes døden. Man hakker den i småstykker og prøver at kontrollere den, indtil man til sidst må overgive sig. Fortsættes Side 10 Selv om vi i dag, samfundsteoretisk set, er på vej væk fra modernite- ten, bliver der måske stadig ikke plads til døden. Nu er det blot ikke samfundets projekt, men individets projekt, døden håner. - Den engelske sociolog Anthony Giddens mener, at det, der kendetegner senmoderniteten, er en ekstrem interesse for os selv. Vi er et selvprojekt. Vi er noget, vi selv skal skabe. Det er ikke kun negativt, for det er vigtigt, at vi får mulighed for at realisere os selv, men der er en fare for, at det går forud for vores interesser for andre. Både i livet og døden. - I vores tids selvprojekt ligger MTV-effekten indbygget. Hvis noget bliver for besværligt eller kedeligt, kan vi zappe væk fra det. Vi kan skifte uddannelse, arbejde, ægtefælle, bopæl og så videre. I det projekt er sorgen over døden i vejen. Både vores egen sorg og andres. For vi vil videre i livet. Der er ikke tid til eftertænksomhed. - Men når man kun ser brudstykker af alt, forsvinder helheden. Vi forbereder os derfor ikke på at skulle dø. Døden kan ikke integreres i selvprojektet, for den har vi ikke kontrol over, og den kan vi ikke planlægge os ud af. Så er det nemmest at skubbe den væk. Igen. Michael Hviid Jacobsen vil dog ikke tegne for dystert et fremtidsbillede. - Jeg appellerer til, at man også ser den postmoderne tid som noget glædeligt. I sin sygelige form er det postmoderne samfund et udtryk for opløsning. Men hele historien forløber jo i reaktioner og modreaktioner, og det er muligt at vende tilbage til nogle centrale værdier. Mange mennesker søger mod autencitet i deres liv. Den bevægelse findes altså også. Om 50 år har vi sikkert et helt andet forhold til døden end i dag. Men hvordan det ser ud, tør jeg ikke spå om.