Prøv avisen

Da Jesus var dreng

De såkaldte apokryfe skrifter fylder hullerne ud mellem fødselshistorierne og Jesu første offentlige optræden, og motiver af Jesu barndom – for eksempel i tømrerværkstedet – blev yndede motiver også i billedkunsten. – Maleri: John Everett Millais.

De apokryfe antikke kristne skrifter fylder hullerne i Det Nye Testamentes evangelier ud og fortæller om Jesu barndom

Det er svært at forestille sig. Men det lille Jesusbarn i krybben i en stald i Betlehem udvikler sig til noget af en rod hjemme i Nazaret. I dag ville man kalde ham for utilpasset.

Blandt de mere grove af Jesu drengestreger er, da en dreng ødelægger en dæmning, han har lavet i vandet. Jesus lader ham straks falde død om. Det samme sker for en anden dreng, der kommer til at støde ind i Jesus. Forældrene beder Josef om at lære sin søn at velsigne i stedet for at forbande. Men Jesus gør imidlertid de anklagende forældre blinde, hvorefter Josef bliver så vred, at han hiver Jesus i øret.

I skolen går det heller ikke bedre, og Jesus får et dårligt ry i Nazaret. Men kan det nu også passe? Og hvor ved vi det fra? I hvert fald ikke fra evangelierne i Det Nye Testamente, hvor tiden mellem Jesu fødsel og han som 12-årig besøger templet i Jerusalem er mørkelagt. Og derefter dukker han først op igen, da han cirka 30 år gammel bliver døbt af Johannes Døberen.

Hullerne fyldes ud af historier om Jesu barndom i de såkaldte apokryfe hemmelige eller skjulte skrifter, som ikke kom med i den kanoniserede bibel. Det er antikke skrifter, der gengiver en række overleverede for-tællinger, der er opstået i de tidlige kristne menigheder, deriblandt om Jesu ukendte barndom.

Det er ikke ud fra en historisk interesse, at disse skrifter fortæller om Jesusbarnet. De er opstået ud fra en fortælleglæde og for at gøre ham nærværende og vedkommende på en bestemt måde. For eksempel som i historien om, hvordan Jesus optræder over for de andre børn i Nazaret. Han bliver nærmest en farlig figur, der kan finde på at få folk til at falde døde om, hvis de generer ham, siger Jesper Tang Nielsen.

Han er lektor ved Afdeling for Bibelsk Eksegese på Københavns Universitet og sammen med Lone Fatum og Geert Hallbäck forfatter til den netop udkomne bog Den hemmelige Jesus om den kristne apokryfe litteratur.

Jesper Tang Nielsen har skrevet kapitlet om Jesu fødsel og barndom, som den bliver fremstillet i de apokryfe evangelier og gennemgår nogle af dem, heriblandt Thomas Barndomsevangelium og Det Arabiske Barndomsevangelium.

Selve den teknik at fortælle bagud i historien er noget alment, som vi instinktivt har lyst til. Og man kan se, hvordan de kirkelige traditioner og ritualer bliver fæstet til disse fortællingers Jesus, for eksempel i beretningen om, hvordan han bliver badet et sted i Egypten, og at badevandet får helbredende karakter. Det minder meget om de kirkelige ritualer, hvor der bruges vievand, siger Jesper Tang Nielsen og fortsætter:

Der er mange karakteristiske ting ved den måde, som historierne bliver fortalt på. Man oplever blandt andet et ret begrænset persongalleri, der møder hinanden på kryds og tværs. For eksempel møder Jesus på en rejse i Egypten de to røvere, som han senere bliver korsfæstet sammen med. Der sker også mærkelige ting. Han optræder i templer, får en palme med dadler til at bøje sig ned, da Maria er sulten, og på et tidspunkt bliver hans svedige tøj vasket i en kilde, hvor det efterfølgende siges, at der fås meget fin olie fra netop det sted.

Hvordan opstår sådan en historie? Man kan forestille sig, at der i Egypten i forvejen har været en tradition om, at nogle hedenske guder havde gjort noget på det sted, så der fremkom god olie, og så tager den kristne tradition disse steder i besiddelse ved at fortælle om dem med Jesus i hovedrollen. Det er således mundtligt overleverede fortællinger, der har været brugt som religiøs opbyggelseslitteratur.

Disse fortællinger har været mere udbredte i den østlige græsk-ortodokse kirke end i den vestlige kirke, og det har for de flestes vedkommende aldrig været på tale at lade dem komme med i kanon, fordi de ikke indtog en autoritativ rolle i de tidligste menigheder.

Jeg synes, at fortællingerne er vældig sjove, blandt andet fordi det er så åbenlyst, at det, vi har med at gøre, ikke er interesse for en forgangen historie, men interesse for Jesu betydning på det tidspunkt, fortællingen bliver til på. Man går fejl af teksterne, hvis man tror, de kan bruges til at rekonstruere Jesu barndom. Det, de giver svar på, er, hvordan han blev forstået, og hvilken betydning han havde, siger Jesper Tang Nielsen.

Tilbage til den uvorne Jesus, der ifølge Thomas Barndomsevangelium retter sig og begynder at bruge sine guddommelige kræfter til helbredelsesvirksomhed. Hvordan hans ungdomsår forløber, fortæller skrifterne til gengæld ikke noget om. Heri konstateres det blot, at Jesus fra sit 12. til 30. år trækker sig tilbage for at studere loven.

remar@kristeligt-dagblad.dk