Det traditionelle ægteskab er i krise. Skilsmissetallene er høje, og folk eksperimenterer med andre samlivsformer. Ægteskabets krise skyldes, at det er baseret på kærlighed, hævder den amerikanske familieekspert og historiker Stephanie Coontz i en ny bog, "Marriage, a History: from Obedience to Intimacy or How Love Conquered Marriage".
Indtil det 19. århundrede var ægteskabet primært en politisk og økonomisk institution. Men man lagde en tikkende bombe ind under ægteskabsinstitutionen, da man gjorde kærlighed til en afgørende faktor i ægteskabet. Samtidig har de økonomiske, politiske og sociale omvæltninger i nyere tid resulteret i en gigantisk ægteskabsrevolution.
– Vi oplever en revolution i privatlivet, der er lige så stor, traumatisk og uafvendelig som den industrielle revolution, siger Stephanie Coontz i et interview med Kristeligt Dagblad.
– Vi står over for et verdenshistorisk paradoks: Et ægteskab, der fungerer, er mere kærligt og mere intimt, end noget par nogensinde ville have turdet drømme om. Men når ægteskabet ikke fungerer, er det mindre udholdeligt, mere valgfrit og mere skrøbeligt.
Stephanie Coontz er professor i historie og familieforskning på Evergreen State College i Olympia i staten Washington.
Hun er også forskningschef for organisationen "Council on Contemporary Families". I sin bog ser hun på ægteskabets rolle gennem historien. Når det kommer til en diskussion af ægteskabet, er der mange misforståelser, skriver hun.
Jammeren over det moderne ægteskabs krise er langt fra enestående i verdenshistorien. De gamle grækere klagede over hustruernes dalende moral, og romerne over det høje skilsmissetal. Og mange af de nye former for familier er slet ikke nye.
Hvad, vi opfatter som et traditionelt ægteskab – et forhold baseret på kærlighed mellem to mennesker – er i virkeligheden en meget ny opfindelse, mener Stephanie Coontz.
– I tusinder af år var ægteskabet en meget stærk politisk og økonomisk institution, men ikke et særligt værdsat personligt forhold. Man giftede sig mere af økonomiske eller politiske årsager end af kærlighed. Kærlighed var langt nede på prioritetslisten, og det gjaldt for alle samfundsklasser. Folk forventede ikke, at ægteskabet skulle være et tilfredsstillende forhold.
I det meste af menneskehedens historie krævede de økonomiske forhold, at mand, kone og børn arbejdede sammen for at skaffe de daglige fornødenheder. Det var en topersoners karriere, som ingen af parterne i et ægteskab kunne bestride alene.
I den situation ville det være absurd at vælge en ægtefælle ud fra noget så irrationelt som kærlighed. Her var evner, talenter og ressourcer langt mere afgørende.
Ægteskabet var et spørgsmål om at gøre karriere; en måde, hvorpå man kunne skaffe kapital, fusionere virksomheder og mobilisere familiens arbejdskraft. I overklassen var ægteskabet et strategisk værktøj, der blev brugt til at skabe politiske alliancer, slutte fredsaftaler og udelukke dem, man ikke var i familie med. Ægteskabet var for vigtig en beslutning til at man kunne overlade det til de to parter, der skulle giftes, så familie, naboer, dommere, præster eller embedsmænd var ofte med til ægteskabsforhandlingerne.
Faktisk var kærlighedsægteskaber så usædvanlige, at man i nogle kulturer anså kærlighed for uforenelig med ægteskab. Det gjaldt for eksempel riddertidens troubadourer, der anså ægteskabet for at være alt for praktisk til kærlighed, fortæller Stephanie Coontz.
Det traditionelle ægteskab, baseret på individernes frie valg og på kærlighed mellem mand og kvinde, er i virkeligheden ikke ret gammelt. Det var en revolutionær ide, der opstod i det 18. århundrede.
– Oplysningstidens tanker ledte til ideen om, at folk ikke skulle tvinges til at gifte sig. Stræben efter lykke, for at citere den amerikanske uafhængighedserklæring, var et legitimt mål. Samtidens konservative forudså med det samme, at det ville skabe problemer. Hvordan ville man få de rigtige til at gifte sig med hinanden, hvordan ville man opretholde mandens overherredømme i ægteskabet? De havde ret – de var bare for tidligt ude.
I den samme periode blev markedsøkonomien revolutioneret, og lønarbejdet blev indført. I de fattige samfundslag fik både mænd og kvinder lønarbejde og kunne så spare op til at gifte sig med dem, de ville have. I de rigere samfundslag var det kun mændene, der nu skulle ud af hjemmet for at arbejde.
Kvinderne overtog det arbejde i hjemmet, som de før havde delt med mændene, også børneopdragelse, som tidligere havde været mændenes gebet.
De to køn kom nu til at leve i forskellige sfærer. Mændene var aktive og udadfarende, kvinderne var medfølende og blev anset for at være mere moralske end mændene.
De to køn delte nu følelser, men ikke længere opgaver, ifølge Stephanie Coontz. Samtidig opstod også den moderne forståelse af barndommen som en beskyttet del af livet. Børnene holdt gradvist op med at arbejde og tilbragte i stedet deres barndom i hjemmet, overvåget af deres mødre.
Nogle længes nostalgisk efter gamle dage, hvor ægtefællerne havde faste roller at udfylde, og ægteskabet var en urokkelig institution. Ægteskabet, som det så ud i efterkrigstiden, nærmere bestemt fra først i 1950'erne til sidst i 1960'erne, fremstår i den forbindelse nærmest som "ægteskabets guldalder" i den vestlige verden. Næsten alle giftede sig tidligt i livet og fik børn, manden gik på arbejde, og kvinden passede hus og hjem.
For Stephanie Coontz er det traditionelle 1950'er-ægteskab den logiske kulmination af ideen om kærlighedsægteskabet med manden som forsørger, der opstod i oplysningstiden. Men det var en ægteskabsmodel, der ikke holdt ret længe.
– Da kærlighedsægteskabet opstod i slutningen af det 18. århundrede, spåede mange det en kort levetid, men ægteskabets opløsning blev holdt i skak af, at kvinder juridisk og økonomisk var afhængige af mænd, at uægte børn ikke kunne arve, at prævention var upålidelig, og at samfundet ikke tolererede alternative samlivsformer. Først for 50 år siden begyndte det hele at gå i opløsning. Med kvindernes ligestilling, p-pillen og den moderne teknologi, der lettede arbejdet i hjemmet, blev tæppet revet væk under 1950'ernes far-mor-og-børn idyl, forklarer Stephanie Coontz.
Mange tog konsekvensen af ideen bag kærlighedsægteskabet og den livslange intimitet: Hvis man gifter sig med den, man elsker, kan man ikke være gift med den, man ikke længere elsker.
– Det er et paradoks. Den samme ting, kærlighed, som styrkede ægteskabet og gjorde det bedre til at beskytte både voksne og børn, har også svækket det som institution og har fået mange mennesker til at vælge alternativer til ægteskabet.
Stephanie Coontz konstaterer, at ægteskabet har ændret sig mere i de sidste 30 år end i de forrige 3000 år. Det er blevet forvandlet fra en stivnet institution til et partnerskab mellem to økonomisk ligestillede personer. Hun ser forholdsvis optimistisk på ægteskabets fremtid. Hun mener ikke, at ægteskabet vil forsvinde, men at det kommer til at eksistere side om side med andre, alternative familieformer.
– Når et ægteskab fungerer, fungerer det rigtig, rigtig godt. Det er baseret på forhandlinger og retfærdighed. Kvindebevægelsen har bevirket, at mændene tager sig mere af børnene, og det er godt for dem. Drengene bliver mere medfølende, og pigerne får mere selvtillid. Den bedste indikation af ægteskabelig lykke for begge køn er, at husarbejde og børnepasning bliver delt ligeligt.
Stephanie Coontz: "Marriage, a History: from Obedience to Intimacy or How Love Conquered Marriage", New York: Viking, 2005. 25,95 dollar.