Prøv avisen

Da polioen rasede i 1952

ERINDRINGSFILM: 49-årig Niels Frandsen blev lige som mange andre ramt af polio, da han var barn. I en film forsøger han at erindre, hvad der skete den frygtelige sensommer

Danskerne var opskræmte i sensommeren 1952. En polioepidemi rasede hen over landet, ambulancerne kørte i døgndrift, og lægerne kunne intet stille op. Langt de fleste af de ramte var børn. I dag lever ca. 7000 danskere stadig med følgerne af virussygdommen. Den 49-årige filminstruktør Niels Frandsen var et år, da han fik polio. Nu har han lavet en erindringsfilm om dengang. Filmen hedder »Epidemien - jeg husker ikke noget, men jeg glemmer det aldrig« kan ses i Filmhusets biograf i København fra efter påske eller lånes på bibliotekerne. Senere vil den blive vist på DR TV. Den er på samme tid en stærk personlig film og et historisk dokument om en forfærdelig tid for danskerne. I filmen medvirker Niels Frandsens forældre og storesøster. Forældrene husker tydeligt den dag, hvor deres barn blev sløjt og havde feber og om chokket, da det viste sig, at det ikke bare var forkølelse, men polio, han var ramt af. Om indlæggelsen på Blegdamshospitalet, der var omdannet til epidemihospital, om den akutte fase, hvor feberen steg, og muskler og led gjorde ondt. Om at vente i afmagt sammen med lægerne på, at feberen faldt, og man kunne se, hvilken skade, der var sket. Om forfærdelsen over drengens lille fod, der var blevet krum, og sorgen ved lægernes besked om, at Niels var lammet i begge ben og aldrig ville komme til at gå. Men midt i det hele også lettelse over, at det ikke var gået værre. Omkring 300 patienter døde, fordi polioen lammede deres åndedrætsorganer. Bevægende gensyn - Først under optagelserne gik det rigtigt op for mig, hvor dybt sygdommen havde præget min familie. Min mor er 80 år og har stadig svært ved at tale om det, der skete dengang. Det hele står lyslevende for hende, siger Niels Frandsen til Kristeligt Dagblad. På et tidspunkt stødte han ved et tilfælde på nogle støvede filmruller, som stammede fra det gamle Polioinstitut i København. - Da jeg kiggede de gamle film igennem, blev jeg meget bevæget. Jeg genkendte mig selv i de syge børn, men kunne alligevel ikke rigtig huske noget. Allerhøjst brudstykker af stemninger, hospitalslyde, æterlugt osv. Så fandt jeg ud af, det var på tide at få styr på de første år af mit liv og finde ud af, hvad jeg egentlig havde gået igennem. Jeg ville lave en film, som skulle hjælpe mig selv og andre med at huske polioepidemien i sensommeren 1952. Facts om den, men også dens dybe følelsesmæssige indgreb i tusinder af danske familiers liv. Der var alle de syge, men endnu flere tusinder, der levede med stor angst for, at også deres børn skulle være smittede. Når børn blev syge og havde feber, vågede forældrene over dem nat og dag. Over radioen havde man fået at vide, at hvis børn fik influenzalignende symptomer, skulle man holde dem i ro, fordi fysisk aktivitet ville gøre lammelserne værre. Overrasket og forfærdet - Inden jeg gik igang med filmen, kontaktede jeg en psykolog for at være forberedt til at klare, hvad der eventuelt dukkede op, når jeg begyndte at grave i historien. Jeg er da også blevet både overrasket og forfærdet over mange ting. At man kun tillod mine forældre at komme og besøge mig på hospitalet en halv time onsdag og søndag. At så mange børn havde smerter. At der udover varme omslag var så lidt at stille op. At vores svage kroppe blev udstillet for lægevidenskaben. At en lang række børns liv afhang af, om der sad en medicinstuderende ved deres seng og pumpede luft ned i lungerne på dem med håndkraft. At den efterfølgende, effektive, genoptræning på det gamle revy- og badehotel i Hornbæk var så krævende, osv. Alligevel synes jeg, at jeg er blevet stærkere og klogere på mig selv gennem arbejdet med filmen, og at det har været godt at få snakket tingene igennem med min familie, tilføjer Niels Frandsen, der er far til to døtre på 20 og 13 år. Heldigvis fik lægerne ikke ret. Han kom til at gå, men med skinner på benene. Med til at øge panikken i 1952 var, at man ikke kendte polioens smitteveje. Et rygte ville vide, at smitten sad i æbleblomster og nedfaldsfrugt. Det afviste en af de førende poliolæger, professor, dr.med. H.C.A. Lassen fra Blegdamshospitalet, dog. I stedet interesserede han og kolleger i ind- og udland sig mere for en teori om, at smitten kom fra åbne kloak-udløb som for eksempel dem, der førte spildevand ud i Øresund. Derfor blev skoler og børnehaver lukkede, hvis der var mere end to tilfælde af polio samme sted. Toiletterne i de københavnske tog blev lukket, og det samme blev soppebassiner i byens parker og anlæg. Polioen ramte København værst, men der var også mange syge i det øvrige land. Blandt andet i Viborg blev der etableret genoptræningscenter for de polio-ramte. Smitteteori blev bekræftet Teorien om smitte gennem fækalier, altså afføring, blev siden bekræftet, og i 1954 lykkedes det den amerikanske forsker Jonas Salk at fremstille den første poliovaccine. Polioepidemier havde også hærget i mange andre lande. Hurtigt satte man et omfattende vaccinationsprogram i gang, og syv år senere var polio næsten udryddet i Danmark. Polio eller børnelammelse, som den også kaldes, er en virussygdom, der angriber de nervecentre i rygmarven, som styrer kroppens forskellige muskler. Man kan ikke på forhånd sige hvilke nervebaner, der ødelægges. De fleste danske polio-patienter har klaret sig bedre, end man måske kunne forvente. Polioramte er i gennemsnit bedre uddannede end resten af befolkningen, og de, der kan arbejde, arbejder mere end gennemsnittet. Dog mærker omkring 20 procent af de polioramte, som hidtil har ført et velfungerende liv, at sygdommen i disse år banker på igen. Deres muskler er pludselig blevet svagere. Man kender endnu ikke årsagen til post-poliosyndromet.