"Godt, den slags ikke sker hos os", siger vi og gyser ved tv-billederne af flodbølge-ødelæggelserne i Asien. Men den 13. november 1872 opførte vandet i Østersøen sig næsten som vandet i Det Indiske Ocean og ramte danske, svenske og tyske kyster med voldsomme ødelæggelser og tragedier i kølvandet.
Eller som H.C. Andersen beskrev det i et digt få uger efter: "Stormen fløi ud med Dødsbud og Rædsler".
Værst gik det ud over Lolland og Falster, hvor digerne blev gennembrudt, og næsten 100 børn og voksne druknede i de meterhøje bølger, som rev gårde og husdyr med sig.
Hvor højt vandet stod, får man et indtryk af, når man en sommerdag stopper op med sin soft-ice på det proppede Marielyst Torv, nær det eksklusive Hotel Nørrevang på Sydfalster og betragter indskriften på en mindesten, som ikke ænses af ret mange af de ubekymrede turister i shorts og bikinier. De ekstreme vindforhold pressede vandet fra Østersøen ind over land og forårsagede en vandhøjde på op til 12 fod (1 fod=0,304 m).
Efter at saltvandet havde oversvømmet landbrugsjorden og ejendommene langs kysten begyndte nogle at satse økonomisk på badeturisme i stedet for. Det nye, 17 km lange Falsterdige fra 1875 og det 63 km lange Lollandsdige fra 1878, trak med årene københavnske kunstnere og menigfolk til egnen, der stadig bød på et dramatisk hav, men nu også på traveture i tryghed, langs det naturskønne dige. Marielyst er blandt Danmarks ældste badebyer.
Stormens rasen omkring13. november krævede også menneskeliv i det sydfynske øhav, ved Bornholm og langs tyske og skånske kyster. Samtidig kalder man den Danmarkshistoriens største strandingskatastrofe. Foruden ulykkerne på land, strandede eller forliste næsten 300 skibe og flere hundrede søfolk mistede livet.
Netop i de dage var et udsædvanligt stort antal skibe samlet i Østersøen, fordi de fragtede trælast fra de svenske havne i Den botniske Bugt. Størstedelen af de danske strandingerne fordeler sig på de østvendte kyster mellem København og Møns Klint. Alene ud for Fakse Ladeplads strander eller forliser 27 fartøjer. Men også ved Langeland og Marstal forliser der skibe.
På det hårdt ramte Sydfalster var huse, gårde, mennesker, dyr og husgeråd blevet skyllet bort. Fra Bøtø, Marielyst, Hasselø og den lavtliggende del af Skelby, findes forfærdende øjenberetninger om familier, der drev bort på resterne af deres huse og forældre, der måtte se deres børn blive revet ud i de frådende vandmasser.
Det var et forfærdeligt syn, der mødte hjælpeholdene, da vinden endelig løjede af. Døde mennesker og dyr lå spredt i mudderet mellem drivgods. Det meste af landsbyerne var udjævnet. I Gedesby var kun kirken og rytterskolen blevet stående, da det frådende hav væltede ind over diget. Ambolten var det eneste, der var tilbage af smedien og dens beboere. De familier, der reddede sig, var dem, der nåede at komme i sikkerhed på loftet, indtil hus og vægge blev splittet ad og dernæst fik bugseret sig over på tagene, som hoppede af sted på bølgerne. Flere fortæller om, hvordan også piletræerne i landskabet blev redningen, når man nåede at klamre sig til dem.
På højtliggende steder lå efter stormfloden vældige mængder gods og ejendele sammen med druknede får, svin, høns, hunde, katte, rotter, mus og muldvarpe. Og i månederne efter fik man vished om stadig flere af de savnedes skæbne. I en stor tangbarre på Syltholm fandt man liget af en ung kvinde, omtrent samme sted, hvor hendes mand var fundet druknet lige efter katastrofen.
Stormfloden gjorde et overmåde stærkt og chockerende indtryk på hele befolkningen. Forfatteren og kunstneren Holger Drachmann gennemrejste kysten fra Køge til Falster kun en uge efter stormfloden og rapporterer med ord og pennetegninger til det københavnske Dagbladet.
Hans skildringer af tumulterne og de menneskelige ulykker er sammen med de mange øjenvidneberetninger en vigtig kilde til vores viden om naturkatatastrofen. Som marinemaler var han især interesseret i at indfange indtrykkene ved havet og de strandede skibe.
Siden er udgivet en lang række artikler, rapporter, analyser og bøger om stormfloden i 1872, ligesom lokalmuseerne på Lolland-Falster beskæftiger sig med den fatale begivenhed. I mange hjem er vraggods og andre minder fra stormfloden, gået i arv gennem generationerne. I 1997, 125-året for stormfloden, udgav Det falsterske Digelag for eksempel bogen "Det falsterske dige" skrevet af Palle Brandt. Mens nyeste bog om, hvad der specielt skete til havs, med skibene og deres besætningerne, er Kjeld Ejdorfs bog fra 2003, "Stormfloden", udgivet på Skib Forlag.
Hele november 1872 havde det stormet over Nordeuropa. Først havde det blæst fra nordvestlig retning, hvorved store vandmængder fra Nordsøen var drevet ind i de indre danske farvande og videre ind i Østersøen og Den botniske Bugt.
Søndag 10. november blev det vindstille, men mandag den 11. begyndte det at blæse igen, denne gang fra østlige retninger, og blæsten gik over i storm, der kulminerede onsdag 13. november. Stormen pressede vandet fra den nordlige del af Østersøen og Kattegat ned i den sydlige Østersø. Afløbet fra Østersøen mod nord var altså spærret af stormen og det tilstrømmende vand. Det virkede som om, der var sat propper i Lillebælt, Storebælt og Øresund, og vandet fortsatte med at presse sig ned i Østersøen fra begge sider. Meteorologisk Institut i København var blevet oprettet samme år og der findes derfor ret nøjagtige oplysningner om vejret i novemberdagene.
De målinger og beregninger, der blev foretaget i forbindelse med stormfloden, viser bl.a. forekomsten af et usædvanligt sammenfald af to lavtryk – og vindens forbløffende magt til at flytte havets vandmasser. På en linje fra Stockholm over Øland til Nordtyskland var der normal vandstand, da uvejret brød løs. Derfra skrånede Østersøens vandspejl så meget mod Sydfalster og Lolland og Femern i vest, at der var tale om en hældning på fem meter! Statistisk set en sjældenhed. Ligesom de andre mere eller mindre glemte flodbølger i Danmarkshistorien.
Men dog ikke mere, end at nutidens meteorologer siger, at danske kyster igen kunne blive truet af en tsunami-lignende bølge. Og at vi måske, inspireret af katastrofen i Asien, bør diskutere, om vores gode varslingssystem kunne gøres endnu bedre.
