Prøv avisen

Da vores søn døde, ændrede livet sig radikalt

Kirsten og Mikael Jensen, henholdsvis 43 og 45 år, fra Silkeborg mistede for 10 år siden deres lille søn. Han døde, fordi barnevognsselen var så løs, at han kunne komme ud over kanten på barnevognen. Parret tror, at grunden til, at de stadig er sammen i dag, er, at de hver især har taget deres del af skylden, og at de har givet plads til, at deres døde søn stadig fylder en del i deres liv i dag. – Foto: Flemming Jeppesen.

For 10 år siden døde Kirsten og Mikael Jensens søn, der dengang var to år. De har begge taget deres del af skylden for hans død, og blandt andet derfor lever de stadig sammen som ægtepar og har siden fået to børn mere

På et klaver i stuen står fem små billeder af Kirsten og Mikael Jensens børn, fra da de var helt små. De har alle fem samme hvide dåbskjole på med blå eller lyserød silkesløjfe rundt om livet afhængigt af, om det er en pige eller dreng. Værelserne i parcelhusets gang bærer tydeligt præg af, at børnene er blevet noget større i dag. Det ene værelse er pyntet med forskellige lyserøde ting og er proppet med lyserødt legetøj. Det er Maries på syv år. Naboværelset, hvor niårige Jakob bor, er fyldt med drengelegetøj. Og de to store børns værelser, der tilhører Christian på 17 år og 15-årige Astrid, bærer præg af, at legetøj tilhører en periode, de for længst har forladt.

Men noget mangler i det lille parcelhus i Silkeborg. For selvom der er fem dåbsbilleder på klaveret, er der kun fire børn i familien. For 10 år siden mistede familien Martin, der dengang var fire dage fra sin toårs fødselsdag. I dag kunne han have været 12 år. Kirsten Jensen var på det tidspunkt højgravid i syvende måned, og der var kun to måneder til, at Martin skulle være storebror. Men han nåede aldrig at møde hverken sin lillebror eller lillesøster. Og han nåede aldrig at fejre sin toårs fødselsdag.

En morgen, hvor Kirsten vågnede, undrede hun sig over, at hun ikke havde hørt Martin græde eller kalde på hende. Klokken var otte, og han plejede altid at give lyd fra sig tidligt om morgenen. Det var sommer, og de var lige komme hjem fra en campingferie og havde bevidst besluttet sig for at bruge de sidste feriedage på at vænne Martin af med at sove hos sin mor. For at gøre afvænningsperioden lettere for ham skulle han sove trygt den første nat. Da Martin vågnede om natten og ville ind til sin mor, lagde Mikael ham i barnevognen i bryggerset for i barnevognen havde han jo sovet så tit, og her havde han det godt. Beslutningen om at lægge ham i barnevognen, havde Mikael og Kirsten truffet aftenen i forvejen. Men den beslutning kom til at ændre alt i den lille families liv.

Da jeg slog øjnene op, tænkte jeg med det samme, at noget var galt. Jeg gik ud for at se til ham. Han hang i selen ned langs siden på barnevognen. Jeg vidste med det samme, at den var helt gal. Martin var iskold, så jeg vidste godt, hvad der var sket, fortæller Kirsten Jensen.

Da Martin om natten var blevet puttet i barnevognen, kom Mikael tilbage til Kirsten og sagde, at han ikke have spændt selen mellem benene. Kirsten husker, at hun tænkte, at hun heller ikke ville have spændt den, fordi hun ikke fandt det væsentligt. Derfor gik de i seng med de bedste intentioner om, at Martin kunne sove trygt, uden at han kunne falde ned og slå sig, hvis han forsøgte at kravle ud. Men selen viste sig at være så løs, at han lige netop kunne komme ud over kanten på barnevognen.

Det skete i de tidligste morgentimer i søvne og uden at vågne, så han kunne kalde på os, fortæller Kirsten Jensen og tager en dyb indånding og Mikaels hånd.

Den fredag morgen, da Kirsten fandt ud af, at Martin var helt kold og ikke trak vejret, forsøgte hun med det samme at genoplive ham. Men det var svært for hende at gøre det helhjertet. For han var så lille og skrøbelig. Samtidig vidste hun, det var for sent, fordi han var så kold. Hun tog ham derfor ud af selen, og Mikael ringede efter ambulancen. Der var intet at gøre. Ambulancefolkene kunne ikke redde ham.

På sygehuset holdt de en lille andagt, hvor de og børnene sang børnesange og salmer og tændte lys for Martin. Ved middagstid fik de Martin med hjem igen.

Vi fik et tæppe omkring ham og sad skiftevis med ham i armene inde på hans værelse. For det var vigtigt for os alle sammen, at vi ikke slap ham helt. Vi lagde ham i hans seng, og så forsøgte vi at vænne os til tanken om, at han ikke var her mere. Det var meget vigtigt, at børnene fik det helt ind under deres hud at han ikke bare sov, men var død og aldrig kommer igen, fortæller Mikael Jensen.

Resten af fredagen og den efterfølgende lørdag var den nærmeste familie samlet for at tage afsked med ham. Om lørdagen blev han sunget ud af hjemmet og kørt hen til kapellet. Forinden havde de givet ham tøj på og lagt ham ned i kisten, som de havde sat på stuebordet. Martins storebror, Christian, der dengang var syv og et halvt år, havde før ulykken købt en legetøjsbil i fødselsdagsgave til sin lillebror. Den fik han lov til at give ham alligevel. Og børnene plukkede blomster i haven, tegnede tegninger og lagde det hos ham i kisten som et sidste farvel.

I dag kan familien se, hvor meget de forskellige ritualer betød for, at de fik taget afsked med ham på den fineste måde.

Det at holde andagt, give ham tøj på, lægge ham i kisten, skrue kistelåget på og bære kisten ud er alt sammen med til, at man er med i processen. Pludselig kan man ikke holde om ham længere. Men dér har kirken virkelig noget at tilbyde. Der er en anden, der kan nå ham og tager over, når man ikke selv kan længere, fortæller Kirsten Jensen og fortsætter:

Det var eksempelvis ikke rigtig gået op for Astrid, at hendes lillebror var død. Men da vi sammen lagde låget på kisten, gik det op for hende. Først da begyndte hun at græde.

Selvom det er ubeskrivelig hårdt at miste sit barn, er det vigtigt at tage alle beslutninger sammen, så man ikke fortryder, at der eksempelvis ikke blev holdt andagt, eller at man ikke selv lagde sit barn i kisten, fortæller Kirsten Jensen.

Den første uge gik med at tage stilling til en masse praktiske ting og hanke op i hinanden. Vi talte meget sammen om, hvad vi kunne have gjort anderledes. Og små dagligdags ting blev pludselig uoverkommelige. Jeg kan huske, at du blev bedt om at købe ind. Det havde du meget svært ved, siger Kirsten Jensen til sin mand.

Ja. Benene var slået væk under os. Men når der er en ydre fjende, er man nødt til at stå sammen. Det gjorde, at vi måske kom tættere på hinanden, svarer han.

Og det er Kirsten Jensen enig i. Men tiden efter Martins død var en lang og sej kamp for dem begge. For Kirsten var det en meget svær periode, og hun oplevede det til tider som en test af deres ægteskab. For mens hun det efterfølgende halve år var dybt berørt og ked af det, kom Mikael hurtigere videre og havde ikke i samme grad brug for at tale om det. Nogle gange havde hun lyst til at råbe og skrige ad ham for at få hans opmærksomhed. Men Mikael havde sin måde at komme videre på.

Jeg kan huske, at jeg efter halvanden uge fjollede rundt med de to store og legede med dem. Du syntes, det var underligt og havde svært ved at forstå, at jeg kunne gøre det. Jeg tror, at faderen og børnene kan gå lidt ud og ind i sorgen, mens det er sværere for moderen. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg også skulle tage min del af skylden og tale med dig, når du havde brug for det, siger Mikael Jensen til Kirsten.

De har ikke bare skullet tackle store følelser af skyld, men også bebrejdelse og tilgivelse, samtidig med at de bare savnede deres lille dreng. På trods af at de to har oplevet noget af det sværeste, et par kan komme ud for, er de stadig sammen i dag.

I begyndelsen tænkte de ofte, at det ville være nemmere at komme videre, hvis de kunne bebrejde en tredje part. Hvis Martin var død i en trafikulykke, og det eksempelvis var lastbilchaufførens skyld. Men det var ikke en tredje persons skyld. Skylden var placeret i deres eget hus, og det er den stadig. Det er de begge bevidste om. Alligevel er der ingen af de to, der bebrejder den anden for Martins død.

Det betød meget, at det var en fælles beslutning at lægge Martin i barnevognen. Den ene har ikke bebrejdet den anden. For vi var enige i beslutningen om at lægge ham i barnevognen, men vi havde aldrig nogensinde forestillet os, at det kunne tage livet af ham. Tværtimod. Vi var knuste over det. Det var fuldstændig surrealistisk. Uvirkeligt. På få dage var vores verden ændret radikalt. Sådan føltes det i hvert fald, fortæller Mikael Jensen.

De tænkte hele tiden på, at de stadig havde haft deres søn hos dem, hvis de bare havde gjort tingene lidt anderledes hvis de var taget længere væk på ferie, hvis bare de havde set stort på, at Martin sov dårligt og havde ladet ham sove hos sin mor.

Vi bebrejdede os selv, at vi traf beslutningen om, at han skulle sove i barnevognen. Og vi tænkte meget på, hvordan han egentlig døde. Det er en stor sorg, vi altid skal bære med os, fortæller Mikael Jensen.

I perioden efter gik de i sorggrupper, fik hjælp af en psykolog og af præster. En af præsterne fortalte dem, at det var vigtigt, at de hver især tog deres egen del af skylden. Ingen måtte komme til at stå med hele skylden, men begge skulle støtte op om hinanden og bære med. Det hjalp dem meget til at komme videre. Men de tænkte ofte på, hvor uvirkeligt det var, at der ikke skal mere til, før døden viser sit fæle ansigt.

Jeg talte med en sygeplejerske, der har set bilulykker, hvor bilerne var totalt smadret, men hvor børnene har overlevet alligevel. Det kan godt føles lidt uretfærdigt og surrealistisk, at der skulle så lidt til, for at vores søn døde fra os, fortæller Kirsten og sukker dybt.

De er godt klar over, at størstedelen af de par, der oplever at miste et barn, ender med at blive skilt. Men det er ikke løsningen at give op og gå fra hinanden, mener de. Slet ikke.

Det bringer ham jo ikke tilbage. Det gør mig forfærdelig ondt, at så mange går fra hinanden. For så bliver det hele bare endnu værre, og det går ud over børnene. Vores børns store skræk er, at der skal ske os noget. Så det ville gøre dem endnu mere ondt, hvis vi gik fra hinanden, siger Kirsten Jensen.

De tror begge, at det er deres kærlighed til hinanden, der har gjort, at de er kommet igennem tabet af Martin. For Kirsten kan ikke undvære Mikael og omvendt. Viljen til at holde sammen i den svære tid betød også, at de bevidst prioriterede tosomheden og parforholdet. Derfor tog de flere gange på en forlænget weekend, hvor de boede på hotel og bare havde tid til at være sammen alene uden børn. Desuden har deres kristne tro været afgørende for, at de er kommet videre.

På gravstenen valgte vi eksempelvis salmelinjen "En morgen ser vi dig i Paradis" som indskrift. For vi har et kristent opstandelseshåb, og vi tror derfor, at vi skal se ham igen, siger Mikael Jensen.

Ulykken kommer mere og mere på afstand, og for nylig har de smidt barnevognen og selen ud. Men Martin fylder stadig en del i deres liv. De har bevidst valgt at give ham en plads i familien.

Ligesom vi har et værelse i huset til hvert af vores børn, så har vi også et rum i hjertet til dem alle. Martin skal stadig være her og have en plads i familien, selvom han ikke er her fysisk, fortæller Kirsten Jensen.

Rundt omkring i huset er der også små tydelige tegn på, at Martin vil blive ved med at have en vigtig plads i familien. På en reol i stuen står et familiebillede af Mikael, Kirsten og deres fire børn. Og Martin er også med. For nederst i venstre side af familiebilledet står en lille billederamme med et billede af Martin.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk