Prøv avisen

Damen med håndtasken

FOLKETINGSVALG: Økonomiminister Marianne Jelved (R) har haft svært ved at vænne sig til, at politikere forventes at optræde i dame-og ugeblade, og at personen og ikke politikken er i fokus

En bestemor, der bliver blød i knæene, når hun ser sit lille barnebarn. Sådan er det offentlige billede af den radikale partileder, Marianne Jelved, langtfra. Hun er damen med håndtasken, som karikaturtegnerne elsker at give lige en ekstra fure ved mundvigende. En skrap økonomiminister, der siger upopulære ting om danskernes privatøkonomi, og som ikke viger tilbage for at sætte hverken partifæller eller politiske modstandere på plads. Men Marianne Jelved er også bedstemoderen, der altid har is i fryseren, og som føler, at hun lever og bruger livet, når hun går tur ved stranden med sine syv - snart otte - børnebørn.

- Det er hårdt hele tiden at skulle være den skrappe dame, men det er også en del af min troværdighed, siger Marianne Jelved, der siden 1993 har været økonomiminister og vicestatsminister.

Hun har forsøgt at forstå offentlighedens opfattelse af hende som stramtantede, og i dag har hun lært at grine ad vittighederne om håndtasken. Ligesom hun efterhånden - om end nødigt - har accepteret, at politikere i dag bedømmes nok så meget på personligheden som på politikken.

Marianne Jelved sidder ved et stuebord i sin københavnerlejlighed, hvor hun bor med ægtemanden, Jan Jelved. Udstoppede fugle kigger ned fra reolerne i biblioteket, der er ægte tæpper på gulvene, og møblerne er stilige. På stuebordet står en kameliablomst, som datteren Christine har sendt til sin mor sammen med et kort:

- Kanonstart på valgkampen, læser 58-årige Marianne Jelved op og smiler.

Frem til valget den 20. november kommer hun ikke til at se meget til hverken parrets tilsammen fire børn eller børnebørnene. Det er vilkårene i toppolitik. Alt har sin pris, som Marianne Jelved døbte den selvbiografi, hun skrev i 1999.

Kæmper for sin fritid

- Jeg kunne have levet et helt andet liv, hvis jeg var blevet ved med at være lærer i Jyllinge. Børnebørnene kunne være trillet forbi hver dag efter skole. Det har jeg måttet give afkald på. Det at være minister stiller nogle krav. Ens tid er absolut ikke ens egen, og man må kæmpe sig til fritid. Men jeg er ikke bare minister. Jeg har også et ansvar for Det Radikale Venstre. Når jeg laver nogle åndehuller til mig selv, forsømmer jeg noget andet, men jeg har lært at leve med den dårlige samvittighed, siger Marianne Jelved.

Når hun kobler fra, læser hun bøger.

- Jeg har en intens hverdag, hvor adrenalinen pumper. Når jeg kommer hjem, har jeg brug for at få tankerne væk, og det kræver kvalitet, siger Marianne Jelved.

Hun kan sagtens glemme vækkeuret eller tandbørsten, når hun er på rejse - men aldrig en god bog.

Især historiske bøger læser hun meget. For tiden er det historikeren Bo Lide-gaards bog om tidligere statsminister Jens Otto Krag, men hun har også læst alt om Det Radikale Venstres historie.

- Jeg kredser om folkestyret og partierne. Hvad skaber partierne, hvilke udfordringer har regeringerne haft, og hvorfor søgte de at løse dem, som de gjorde, forklarer Marianne Jelved.

Ville forandre verden

Hendes egen vej ind i politik gik over et stort engagement i dansklærernes forening og et forsøg på at skabe en folkeskole, som tog udgangspunkt i eleverne i stedet for, »hvad der stod på side 17 i bogen«, som hun siger. Det gik op for hende, at politik var vejen frem, hvis hun for alvor ville forandre skolen og verden. Første stop var kommunalbestyrelsen i Gundsø Kommune i 1982, og fem år senere sad hun i Folketinget.

Marianne Jelved voksede ikke op i et politisk aktivt hjem, men af sin far lærte hun, at ingenting kommer af sig selv. Han voksede op i et fattigt husmandshjem og kæmpede sig frem til at blive arkitekt med bopæl i Charlottenlund.

- Min egen familiehistorie afspejler den udvikling, som samfundet har været igennem. Mine forældre oplevede velfærdssamfundet tage form, og mine børn har svært ved at forestille sig, at det overhovedet kan være anderledes. Jeg vil gerne formidle videre til mine børn, at de ikke skal tro, det er en selvfølge, at samfundet er, som det er, siger hun.

Det kan lade sig gøre at forandre verden. Derfor gik Marianne Jelved ind i politik, og derfor holder hun stædigt fast i, at politik er indhold og ikke form. Hun har skullet vænne sig til, at politikere forventes at optræde i dame-og ugeblade, og at personen og ikke politikken er i fokus.

- Jeg havde en idealforestilling om, at det var indholdet, der var vigtigt. Jeg kan godt forstå, at folk har brug for at have tillid til politikerne, men jeg vil ikke falde i den grøft, at det hele bare er performance, sådan som denne valgkamp er præget af, siger Marianne Jelved.

Hun ser det som sin opgave at afsløre de store partiers bluff og spørge ind til kernen i politikken. Spørge hvordan de vil »begrænse tilstrømningen« - et ordvalg, som Marianne Jelved bestemt ikke kan lide - uden at forholde sig til de uligheder i verden, som skaber flygtningestrømme og drømmen om Vesten. Spørge hvordan de store partier vil få 100.000 flere i arbejde over de næste ti år uden at ændre skattesystemet, så incitamentet til at gå på arbejde bliver større. Kort og godt, svinge håndtasken over dem, som nogen måske ville sige. Men Marianne Jelveds bevæggrund er enkel:

- Danske vælgere tager det dybt alvorligt at sætte deres kryds!

boddumkristeligt-dagblad.dk