Prøv avisen

Dannebrog er tatoveret i folkesjælen

Dannebrog er tatoveret i folkesjælen

Det danske flag har en væsentlig og udelukkende positiv plads i danskernes selvforståelse. På tværs af alle forskelle elsker alle at bruge flaget. Måske fordi der er stor forskel på, hvilke værdier vi tillægger Dannebrog, og hvad vi bruger det til

"Jeg bruger Dannebrog for at understrege, at vi er altså danskere og bør stå mere ved det."

"Jeg bruger Dannebrog, når vi har fået nye børnebørn. Vi har ni."

"Min familie bruger det til fødselsdage etcetera. Men jeg går personligt ikke ind for at vifte med flaget og opføre mig, som om vores nation er bedre end andres."

"Jeg bruger Dannebrog ved enhver given lejlighed."

"Jeg vil flage med Dannebrog, hvis vi får en afstemning om Europagten, eller hvis vi havde fået lov at stemme om Lissabontraktaten. For ikke at tale om, hvis eurosamarbejdet brød sammen!"

"Jeg har tatoveret Dannebrog hen over mit bryst."

De ovenstående seks udsagn er alle svar på spørgsmålet: "Hvordan har du brugt Dannebrog privat?"

De stammer fra en undersøgelse, analysefirmaet Epinion har foretaget for Grænseforeningen. Undersøgelsen viser, at stort set alle danskere i alt 92 procent af os opfatter Dannebrog som et positivt symbol, alle danskere kan samles om. Samtidig er undersøgelsen et vidnesbyrd om, at vi danskere er i stand til at bruge vores flag i usædvanlig mange sammenhænge og tillægge det mange forskellige betydninger.

Dannebrog er et ældgammelt symbol for den danske konge og stat. Det rummer et kristent kors og en farverig om end også usandsynlig skabelsesfortælling om den dag, det faldt ned fra himlen som et tegn fra Gud. Det var den 15. juni 1219 under slaget ved Lyndanisse i forbindelse med kong Valdemar Sejrs korstog i Estland.

793 år senere er Dannebrog meget mere end det. Det er den dug, vi svøber ligkisterne med døde soldater i. Men det er også den pynt, vi sætter i lagkagerne ved børnefødselsdage eller vifter med i lufthavnen, når familie og venner kommer hjem fra sommerferie.

Dannebrog er et højtideligt symbol på staten og nationen, som for en sand patriot betyder så meget, at det bør tatoveres hen over brystet. Men det er også et symbol på folkeligt, fredeligt og hyggeligt fællesskab eller bare på ganske almindelig ikke-national glæde over at være til, have det godt og blive bedsteforælder for niende gang.

Netop den kendsgerning, at danskerne er usædvanligt gode til at opfinde nye måder at bruge flaget på, er med til at forklare, at det fortsat er så populært, vurderer Lisanne Wilken, antropolog, lektor ved Aarhus Universitet og forsker i nationalsymboler. Som efterkrigstidens bedste eksempel fremhæver hun den måde, det danske fodboldpublikum lige siden 1980erne har brugt flaget på: Som led i en fortælling om, at flaget for os er hyggeligt, rummeligt og ikke-aggressivt. Vi er roligans i modsætning til de engelske fodboldbøller, hooligans.

"Folk, der kommer udefra til Danmark, bliver ofte slået af den enorme brug af vores flag. I begyndelsen bliver det opfattet som en ubehagelig nationalisme, men så opdager de, at det ikke skal forstås sådan. Det er ikke en aggressiv selvpromovering, men mere et signal om fællesskab, som gerne vil inkludere andre," siger hun.

Lisanne Wilken husker, at hendes egen datter som femårig lidt forvirret spurgte: Er det et fødselsdagsflag eller er det Danmarks flag?. Et godt spørgsmål, som kan besvares med et klart både-og:

"Man kan måske undre sig over, at tilslutningen er så stor, når mange danskere samtidig betragter sig som internationalt og globalt orienterede. Men det er sjældent særlig klart, at det er nationen, vi markerer, når vi bruger flaget," påpeger Lisanne Wilken.

Hun tilføjer, at ikke kun det danske, men også alle de andre vesteuropæiske flag i de senere år er blevet afdramatiseret som nationale symboler. Selv blandt tyskerne, som på grund af historiens skygger har været stærkt tilbageholdende med at dyrke nationalsymbolet. Tyske fans flagede lige så flittigt, ufarligt og begejstret som danske roligans ved VM i fodbold på hjemmebane i 2006, og da sangerinden Lena Meyer-Landrut vandt det europæiske Melodi Grand Prix i 2009, svøbte hun sig i det tyske flag. Pointen er, at dette nu kan ses som en national glædesmarkering mere end en problematisk hævdelse af nationen.

Men hvad er så det særligt danske ved vores brug af flaget, hvis selv tyskerne nu kan markere fest og hygge frem for magt og støvletramp med deres flag?

Ifølge Michael Böss, nationalismeforsker, lektor ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Forsvar for nationen, er danskerne trods alt stadig mere folkelige i deres måde at flage på end de fleste andre.

"Vi har stadig en brug af flaget, som er helt unik. Vi har folkeliggjort flaget på en måde, som andre nationer har haft svært ved, fordi der i Danmark har været et tæt sammenfald mellem stat, nation og folk i langt over 100 år," siger Michael Böss og nævner en konkret oplevelse, som illustrerer dette:

"Jeg kan huske, at jeg på Aarhus Universitet fik besøg af en australsk gæsteprofessor. På et tidspunkt skulle vi ud at spise og tog hen til Restaurant Skovmøllen. Uden for restauranten stod en flagstang med Dannebrog hejst, hvilket undrede min australske gæst, fordi denne måde at flage på for ham signalerede, at det var en officiel bygning under staten. Jeg forklarede ham, at her i landet betyder det, at restauranten er åben," fortæller Michael Böss.

Ifølge nationalismeforskeren er det kun nordmændene, der har en omtrent lige så jordnær og vidtspændende måde at bruge flaget på som os, mens svenskerne, som ganske vist også sætter flag i fødselsdagskagen, er mere formelle og distancerede over for flaget:

"Man kan sammenligne med kongehuset. Her i Danmark er der en voksende opbakning til kongehuset, som hænger sammen med, at vi opfatter dem som folkelige og tæt på os selv. I Storbritannien har kongehuset altid været på ophøjet afstand af befolkningen, og af samme grund er der mange, der er negativt stemt, fordi de mener, kongefamilien ikke er folkelig nok."

At såvel kongehus som nationalflag har så stor opbakning i befolkningen, hænger ifølge Michael Böss sammen med, at tilliden i Danmark helt tilbage til enevældens dage har ligget meget højt. Tilliden mellem danskerne indbyrdes såvel som tilliden til, at kongen og staten beskytter os.

"Når 92 procent af danskerne slutter op om Dannebrog, vidner det for mig om, at der er en stigende erkendelse af, at vi har brug for samlende symboler, og at der ikke er synderlig opbakning til den kulturradikale og liberale opfattelse af, at det nationale må vige. Derfor skal vi passe på ikke at gå for meget efter, hvad der står i nogle bestemte aviser. Hvis det er nogle radikale eller andre politikeres projekt at skabe et post-nationalt Danmark, så viser undersøgelsen klart, at det vil være en tabersag," siger Michael Böss.

Det sidste henviser til den radikale næstformand Zenia Stampes forslag i foråret om at tillade fri flagning med alle andre nationers flag i danske flagstænger. I øjeblikket er det kun Dannebrog, de andre nordiske flag samt FN- og EU-flagene, som umiddelbart må hejses. Flagning med andre landes flag fra flagstænger kræver polititilladelse og formelt skal man i så fald flage med både det udenlandske flag og Dannebrog.

"Fejlen ved dette forslag er, at hvis man tillod fri flagning, kunne nationalflag netop bruges til at markere etniske grænser med. Andre steder i verden er der set eksempler på flagkrige, hvor forskellige etniske grupper hænger deres egne flag op hen over boligblokke og altaner og dermed splitter nationen," siger Michael Böss, som fremhæver Nordirland som eksempel på et område, hvor flagning gravede grøfterne mellem katolikker og protestanter dybere frem til fredsaftalen i 1998.

"Ved at gøre Dannebrog til det flag, alle flager med i Danmark, undgår vi netop, at flaget bruges etnisk ekskluderende. Og faktisk findes der etnologiske undersøgelser, som viser, at mange indvandrere og deres efterkommere bruger det danske flag flittigt. For eksempel er der mange tyrkere, som modtager familien i lufthavnen ved at vifte med Dannebrog. Mange har valgt at forlade hjemlandet helt frivilligt, og der er en høj grad af patriotisme blandt mange indvandrere," siger Michael Böss.

Hans Christian Bjerg er historiker og forfatter til bogen "Dannebrog - historien om et kristent og nationalt symbol". Han er enig i, at en af Dannebrogs helt store styrker er, at det er et nationalt, men samtidig meget rummeligt symbol. Men hvis man udlægger den enorme tilslutning til Dannebrog som tegn på, at multikulturaliseringen og globaliseringen slet ingen rolle spiller, tager man fejl, mener han.

"Man kan nærmere sige, at Dannebrog sammen med Grundloven og det danske sprog er det, vi har tilbage, som binder os sammen. Hvis man ønsker at foretage en lakmusprøve på, hvad det vil sige at være dansk, giver det ikke mening at måle på, om vi kan lide sovs og kartofler, eller om vi er sorte, hvide, gule eller blå i hovedet. Men man kan med rimelighed sige, at alle de mennesker, som flager med Dannebrog, hører under dansk lovgivning og taler dansk, er danskere," siger Hans Christian Bjerg.

I denne sammenhæng fremhæver han betydningen af, at flaget bruges af så mange forskellige grupper, at det kommer til at hæve sig op over partipolitiske og etniske rammer. I en periode i 1990'erne var Dansk Folkepartis politiske brug af Dannebrog så omdiskuteret, at det gav nogle befolkningsgrupper afsmag over for at flage med det. Siden gik blandt andre radikale politikere som Marianne Jelved og Margrethe Vestager ind i en bevidst brug af Dannebrog for ikke at give de politiske modstandere monopol på det. Effekten er, at Dannebrog i dag igen opfattes som flag for alle danskere - også dem på venstrefløjen.

At der er et kors på Dannebrog skyldes naturligvis vores tusindårige kristne historie, men flagets religiøse betydning er i dag marginal, hvilket også er med til at forklare den store tilslutning.

"Hvis nogen bemærker korset på Dannebrog, så er det som regel i en negativ kontekst. For eksempel hvis enkelte muslimer oplever korset på flaget som ekskluderende. Eller da filminstruktøren Lars von Trier klippede korset ud af flaget i en happening i TV-Avisen," påpeger Hans Christian Bjerg.

Sidstnævnte episode fandt sted i 2006 i forbindelse med, at selvsamme instruktør havde fået en filmtitel på kulturministerens nationale kanonliste og så et behov for at lægge afstand til den markering af det nationale, han opfattede listen som.

2006 var i det hele taget et turbulent år for Dannebrog, idet Muhammedkrisen førte til flagafbrændinger i en række mellemøstlige lande. For en kort stund blev det fredelige hyggeflag pludselig politisk farligt, men Hans Christian Bjerg vurderer, at dette syn på Dannebrog for længst er fordampet igen, og hyggen og folkeligheden er vendt tilbage.

Dannebrogs historie går som nævnt langt tilbage, og ifølge Hans Christian Bjerg kan den opdeles i tre faser. Fra slaget ved Lyndanisse og frem til 1840'erne var det statens flag. Det blev brug i kamp og som symbol på konge og statsmagt. Folkelig brug var minimal, og i perioden 1834-54 var det ligefrem forbudt for private at flage med Dannebrog.

Baggrunden for forbuddet var egentlig, at en udenlandsk konsul ville flage med sit eget nationalflag, men det ville kongen ikke tillade, og for at undgå forskelsbehandling blev enhver privat flagning forbudt.

I 1854 førte en lignende henvendelse fra en konsul til, at forbuddet blev ophævet igen. Men i løbet af den mellemliggende periode havde Dannebrog for længst fået sin genfødsel, nu som nationens flag. Hvis kampen for kristendom og kongemagt havde bragt Dannebrog til verden i 1219, så var det kampen for folkestyre og grundlov og især kampen for danskhed i Første Slesvigske Krig, der i 1848-49 fik den almindelige danske borger til at bruge flaget på en helt ny, personlig måde.

Endelig skete der godt et halvt århundrede senere en yderligere forandring i brugen af flaget. Nu blev det nationalt aggresive islæt rettet mod især tyskere nedtonet, og i stedet blev Dannebrog symbol på en fredelig dansk patriotisme, der hviler på lige dele stolthed og hygge. Dannebrog blev folkets flag.

I 1912 fik vi indstiftet val­demarsdag som officiel flagdag, og i 1920 blev dagen brugt til også at markere genforeningen med Sønderjylland. Under Danmarks besættelse 1940-45 tog flagmarkeringen en mere alvorlig og højtidelig drejning, og under Velfærds-danmarks sprudlende fodboldfester i 1980'erne og 1990'erne gik der klaphat i den.

Men dette er ikke så meget udtryk for, at Dannebrogs betydning som folkets flag grundlæggende er under forandring, mener historikeren.

"Det kommer ikke bag på mig, når unge soldater udtaler, at Dannebrog ikke betyder så meget for dem. Jeg tror, det afspejler, at de ikke føler, de slås for Danmark i Afghanistan, men snarere er ude for at opleve og gøre en forskel i Den Tredje Verden. Men hvis nationen skulle blive truet for alvor, tror jeg, at også den patriotiske forståelse af Dannebrog vil blive stærkere," siger han og tilføjer:

"Der er sket en fantastisk udvikling med Dannebrog i retning af, at flaget kan bruges til alt. I andre lande er der en fremherskende opfattelse af, at man kan blive for profan i brugen af flaget. Herhjemme er der næsten ingen grænser. Det er helt i orden, at vi bare siger: 'Lad os flage, fordi det er søndag, og vi er glade'."