Prøv avisen

Dannelse er at komme til sig selv

– Vil man psykologisere lidt, kan man måske godt opfatte min forskning i dannelse som ét langt opgør med min egen retningsløse folkeskoletid, siger Joakim Garff. Han forsker i Søren Kierkegaards syn på dannelse, som ikke er uden paradokser. Kierkegaard var nemlig selv et skoleeksempel på den dannede borger men tog samtidig skarp afstand fra den etablerede dannelseskultur. – Foto: Leif Tuxen.

Dannelse: Dannelse og uddannelse er to sider af samme sag, der drejer sig om at lære sig selv, den anden og verden at kende, mener Joakim Garff, der begyndte at læse Kierkegaard i trods, inden han for altid blev opslugt af den danske tænker. Han har forsket i Kierkegaards forståelse af dannelse

Det var en gymnasielærer, der fik sendt Joakim Garff hen på biblioteket for at læse Søren Kierkegaard. For dansklæreren havde sagt: Hvad end I gør, så læs aldrig Kierke-gaard.

Og det var anbefaling nok for den unge elev, der til gengæld hurtigt fandt sig en læremester i de forbudte bøger. På den måde kom Joakim Garff også til at tilslutte sig de studenter, der gennem tiden er kommet igennem teologistudiet med Kierkegaard som dannende øjenåbner til dogmatik, hebræisk, græsk, latin, logik, filosofi og kirkehistorie. Selvom planen faktisk var at blive sognepræst, valgte Joakim Garff at hellige sig Kierkegaard-studierne. Det er der blandt andet kommet bestsellerbiografien SAK ud af.

Men de seneste år har Joakim Garff særligt forsket i Kierke-gaards kritik af dannelsesbegrebet og den danske filosofs egen forståelse af dannelse.

Han tager imod på Søren Kier-kegaard Forskningscenteret på Vartov få skridt fra Rådhuspladsen i København og begiver sig uden tøven ud i sit bedste bud på, hvad dannelse er:

Dannelse består helt overordnet set af to dele. Dels en individualisering, hvor det gælder om at blive sig selv, dels en socialisering, hvor det gælder om at blive bevidst om, at man er en del af en større sammenhæng. Det er vigtigt at få begge dele med. Ellers får dannelse karakter af en selvdannelse, hvor det kun handler om en selv. Det er meget typisk for vor tid, men det ironiske er, at der sjældent kommer særlig meget selv ud af overophedet selvoptagethed. For mig er dannelse først og sidst et eksistentielt projekt, der netop handler om at komme til sig selv.

Kierkegaard gør gældende, at hvert enkelt menneske er anlagt til at skulle blive sig selv. Det vil sige, at mennesket er skabt af Gud, men er faldet ud af Guds hånd og nu atter skal finde sig selv i forhold til Gud. Jeg skal med andre ord finde ud af, hvem Gud har anlagt mig til at være. Det er en kortformel for Kierkegaards dannelsestanke, som jeg kan tilslutte mig.

Op igennem dannelseskulturens historie har man ofte diskuteret, om mennesket ligesom planten blot skal vokse op for at blive sig selv, eller om mennesket først gennem systematisk, ydre påvirkning bliver et humant væsen. Garff peger på, at man stadig kan spore den diskussion i dagens debat. Den ene lejr ligger på linje med den franske filosof Rousseau, der mente, at pædagoger skal kende deres grænser. Den anden lejr mener, at jo mere man kan fylde i hovederne på børn, desto bedre er det.

Kierkegaard står med et ben i hver lejr. Det ene ben fører ham så at sige helt tilbage til den græske filosof Sokrates, der ikke ville give sine elever endegyldige svar, og som overlod det til den enkelte at finde frem til sandheden. Og det andet ben fører ham til Kristus, som sagde: Jeg er vejen, sandheden og livet. Kierkegaard siger selv: Jeg har kun to læremestre. Den ene hedder Sokrates, den anden er Kristus. Dermed har han bragt en kolossal spænding ind i sit dannelsesbegreb, en spænding mellem en humanistisk og en teologisk tilgang til dannelsen.

Hvad hælder du selv til?

Jeg synes i hvert fald, at det er vigtigt, at man bibringer unge mennesker viden. Jeg er selv et produkt af forskellige pædagogiske projekter fra terpeskolen til helt frie skoleformer. Og de frie former var et ubetinget flop. Det var ikke så vigtigt, hvad man vidste. Hvis man bare var kritisk, havde man fuldført opgaven, uanset hvad man så i øvrigt var kritisk over for. En sådan pædagogik eller måske mangel på samme efterlader selvsagt nogle store huller på ens vidensmæssige landkort, som man senere må forsøge at fylde ud.

Vil man psykologisere lidt, kan man måske godt opfatte min forskning i dannelse som et langt opgør med min egen retningsløse folkeskoletid. Jeg mener, at man smed barnet ud med badevandet, da man afskaffede dannelsestanken. Dannelse handler jo ikke om at sidde disciplineret stille på en hård stol meget længe og håndtere kniv og gaffel korrekt, alt imens man er ved at kede sig ihjel. Eller om at kunne den berygtede kongerække forfra og bagfra. Absurd dressur af den art skal man begribeligvis gøre op med, men alternativet er ikke formløshed og gruppearbejde og fri leg døgnet rundt. Man skal vide noget. Viden er nemlig en afgørende faktor i ens selvforståelse.

Joakim Garff forklarer, at Kierkegaards skrifter stritter i mange retninger, så man måske ikke skulle tale om Kierkegaard, men snarere om Kierkegaarde. Også når det gælder dannelse. For mens den sene Kierkegaard tog skarp afstand fra den etablerede dannelseskultur, så var den unge Kierkegaard et skoleeksempel på datidens dannede borger.

Kierkegaard går i en fantastisk skole, Borgerdydskolen, hvor der i bogstaveligste forstand bliver banket lærdom ind i hovederne på de små poder. Han bliver derfor i ordets klassiske forstand en dannet mand, der ubesværet læser latin, græsk, hebræisk og tysk, men også er nogenlunde habil i fransk og engelsk. Han er mere end almindeligt fortrolig med de bibelske skrifter og store dele af den klassiske og den romantiske litteratur. På den måde lever han fuldt ud op til idealerne for et dannet menneske. Men samtidig udvikler han et stigende ubehag ved dannelseskulturen. Og det er denne dobbelthed hos ham, som jeg har brugt nogen tid på at undersøge.

Men hvad gjorde Kierkegaard modvillig over for dannelseskulturen på hans samtid?

Det er der flere biografiske grunde til. Kierkegaard får et anspændt forhold til J.L. Heiberg, der dengang fungerede som den danske dannelseskulturs godfather. Alle, som gerne ville være noget ved musikken på Kierke-gaards tid, skulle igennem det heibergske nåleøje. Klarede man sig igennem det, kunne man være ret sikker på at tilhøre den kunstneriske og intellektuelle inderkreds. Kierkegaard havde ikke heldet med sig. Han gør tilnærmelser til det heibergske miljø, men ligesom med H.C. Andersen, der også forsøger sig, lykkedes projektet ikke. Og det er ret inter-essant, at de to danskere, som eftertiden har givet global status, havde meget lidt held med sig i deres egen samtid. Ingen havde troet, at det var skæve Kierkegaard og underlige Andersen, der skulle blive fremtidens verdensnavne. Det viser, at det, man ringeagter i dag, kan være det, man ophøjer i fremtiden. Og det er et eksempel på historiens ironi, at Andersen og Kierkegaard blev de navne, som de fleste husker den danske guldalder for.

Hvorfor blev Kierkegaard ikke anerkendt af Heiberg?

Det er et kompliceret forhold. Fjorten dage efter at Enten-Eller var udkommet, anmeldte Heiberg den i alle henseender store debutbog meget vittigt og ironisk, men også kritisk. Kierkegaard oparbejder et polemisk forhold til Heiberg og de heibergske husguder især Hegel og Goethe, giganterne i den tyske dannelseskultur. Kierkegaards udestående med Heiberg tvinger ham til at gå sine egne, litterære veje. Det nødsager ham til at ombryde gamle former og sætte dem sammen på ny. Og sådan udvikler han sin egen meget specielle og dybt originale litteratur, der med tiden bliver en hel litteratur i litteraturen. Værker som Gjentagelsen og Frygt og Bæven er da heller ikke dannelsesromaner, men anti-dannelsesromaner eller dekonstruktive dannelsesromaner.

Denne modstand mod den heibergske forståelse af dannelse bliver kun mere udtalt i løbet af Kierkegaards forfatterskab, forklarer Joakim Garff:

I de senere skrifter møder man en direkte kritik af dannelseskulturen, fordi Kierkegaard er bekymret for, at dannelseskulturen alt for enerådende skal bestemme, hvad det vil sige at være menneske. Kierkegaards polemik mod masserne og anonymiteten udspringer af den opfattelse, at mennesket er andet og mere, end kulturen gør det til.

Kierkegaard insisterer på, at der findes noget forud for kulturen, idet dannelse netop handler om at komme til sig selv. Han frygter, at den moderne kultur præger individet så dybt, at det forsvinder i en forskelsløs masse. Kierkegaards dannelseskritik er dermed i høj grad præget af kristendommen, der som bekendt altid har haft et godt øje til individet.

Kierkegaard siger, at man kan danne sig selv eller sætte sig selv i scene og hele tiden tage nye masker på. Men man kan også lade sig danne, så man gør sig selv modtagelig over for påvirkning udefra, hvilket faktisk er en ganske krævende øvelse. Og endelig kan man lade sig danne som kristen. Det vil sige, at man lader sin livsfortælling blive påvirket eller ligefrem blive omskrevet af kristendommen som den største og sandeste af alle fortællinger. Det er af den kristne fortælling, at det enkelte menneske skal dannes.

Kierkegaard gør ved flere lejligheder opmærksom på, at Jesus ikke var nogen dannet mand. Tværtimod. For Kierkegaard er Jesus en person, som omgås syndere, toldere, spedalske og prostituerede. Han tilhører ikke nogen kulturel inderkreds, der har nok i sig selv. Kierkegaard modstiller derfor den etablerede dannelseskultur med Jesus som marginalfigur. Det ender med, at Kierkegaard voldsomt og dramatisk kritiserer den danske folkekirke, som efter hans opfattelse er endt i en karikatur takket være den overfladiske dannelseskultur.

Kierkegaard dør i 1855 under sit angreb på folkekirken, og Joakim Garff opfatter det angreb som en omfattende kritik af dannelseskulturen.

Kierkegaard ønskede at fastholde kristendommen som noget fundamentalt forskelligt fra kulturen. I det øjeblik man indoptager kristendommen som en del af kulturen, tager man nemlig også radikaliteten ud af den.

Men er det ikke et paradoks, at han kritiserer den kultur, der har lært ham at kritisere?

Jo, og Kierkegaard er selv opmærksom på det paradoks. Jeg mener også, at det problematiske ved Kierkegaards angreb på dannelseskulturen er, at angrebet forudsætter, at dannelseskulturen på det nærmeste er uforgængelig, hvad den som bekendt ikke var. Med sit angreb bidrog Kierke-gaard til at afvikle den. Han medvirkede til at aflyse dannelsesprojektet på fremtidige generationers vegne, hvad man godt kan kritisere ham for.

Omvendt mener jeg, at hans kritik har den berettigelse, at man skal være yderst varsom med at lade sig danne af kultur alene, især af den såkaldte underholdningskultur. Ellers ender man som det, Kierkegaard kalder en spidsborger, der bare gør, som de andre gør, og derved går i et med tidens tapet. I forhold hertil peger Kierkegaard på kristendommen som noget, der ligger uden for kulturen og kan korrigere den. Og kan relativere den. Han mener, at hvis mennesket skal dannes, må det dannes af sin skaber, dannes af Gud, ligesom Gud i sin tid dannede Adam ud af en klump ler og blæste livsånde ind i ham. Åndeligt talt skal hvert enkelt menneske på samme måde bringes i forbindelse med Gud og dannes af ham. Og jeg vil mene, at man kan læse hele Kierkegaards forfatterskab som én lang dannelsesroman frem mod den erkendelse.

Det overordnede, teologiske sigte med det kierkegaardske dannelseskursus er, at den enkelte skal åbne sig for de nytestamentlige fortællinger og virkeliggøre dem i sin egen selv- og gudsforståelse. At lade sig danne som kristen handler derfor også om at kunne gøre sig modtagelig, så jeg kan lade mig min identitet vederfare og altså hverken på den ene eller den anden måde skal skabe mig.

I dette perspektiv mener jeg, at man kan erstatte ordet digte med danne, når Kierkegaard skriver: Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet er at lade sig digte. Den Christne lader sig digte, og i denne Henseende lever en enfoldig Christen langt mere poetisk, end mangt et meget begavet Hoved.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Dannelse til tiden

uHvad er dannelse i en tid, hvor Google har overhalet Goethe? Der er mange definitioner på begrebet dannelse, der har fået en renæssance de senere år. Vi har interviewet en række mennesker om, hvad de forstår ved dannelse og om, hvad der har dannet dem. Dette er det sjette interview.

Tidligere artikler i serienkan læses på

kristeligt-dagblad.dk

Joakim Garff

Født i London i 1960, men opvokset i København og Hellerup. Cand.theol. i 1986, lic.theol. i 1990. 1989-1994 adjunkt på Teologisk Fakultet ved Københavns Universitet. Siden 1994 har han været ansat på Søren Kierkegaard Forskningscentere, hvor han er medredaktør af Søren Kierkegaards Skrifter. Har foruden en lang række artikler udgivet bøgerne Den Søvnløse. Kierkegaard læst æstetisk/biografisk (1995) og SAK. Søren Aabye Kierkegaard. En biografi (2000), der er oversat til adskillige sprog.

=