Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Danske skjalde synger stadig

Tegning: Peter M. Jensen.

SANG SOM DANNELSE: Gennem mere end 100 år har Højskolesangbogen fungeret som kanon for den unikke danske fællessangstradition. Nu udkommer den nye, 18. udgave med 572 sange, som trækker en tråd fra Grundtvigs oplysningsfelttog i 1800-tallet til tv-serien "Nikolaj og Julie"

For det nittende århundredes dannede byborgerskab var det en vederstyggelighed, da tidens gode musikalske smag med flerstemmig skønsang ved klaveret i salonerne blev udfordret af den nye tradition, som var ved at opstå: fællessang i brogede, folkelige forsamlinger, hvor det måske ikke altid lød lige smukt, men hvor fællesskabet og ordene var vigtige.

Teksterne var oftest skrevet af N.F.S. Grundtvig. For eksempel den skarpe programerklæring for hans folkelige, kristelige og anti-elitære oplysningsfelttog "Er lyset for de lærde blot?" fra 1839, hvis første og sidste vers lyder:

Er lyset for de lærde blot

til ret og galt at stave?

Nej, himlen under flere godt,

og lys er himlens gave,

og solen står med bonden op,

slet ikke med de lærde,

oplyser bedst fra tå til top,

hvem der er mest på færde.

Oplysning være skal vor lyst,

er det så kun om sivet,

men først og sidst med folkerøst

oplysningen om livet;

den springer ud af folkedåd

og vokser, som den vugges,

den stråle i vort folkeråd,

til aftenstjernen slukkes!

Måske er der i dag på tilsvarende vis nogle dannede fællessangs-traditionalister, der vil anse det for en vederstyggelighed, når de åbner den nye, 18. udgave af Højskolesangbogen og som nummer 455 finder en ganske anden type sang. En sang, som på den indre nethinde vil danne kulørte tv-billeder i slowmotion af Sofie Gråbøl, der springer op i favnen på Peter Mygind som symbol på det tidlige 21. århundredes forvirrede hverdagsparforhold. Sangen er Tim Christensens kendingsmelodi til tv-serien "Nikolaj og Julie" fra 2002, "Right next to the right one", hvis første vers lyder:

What if we

were meant to be together?

What if you

were meant to be the one?

I could hide a million tears

and try to believe

that anytime

the girl in mind

will come and rescue me.

De to citerede sange illustrerer den spændvidde, som ligger i Højskolesangbogen, hvis mål er at forene tradition og fornyelse. At videregive en enestående dansk kulturarv af fællessange, men samtidig berøre det internationale sprog og de eksistentielle vilkår, som optager unge i dag. Samtidig med at det skal være bare nogenlunde muligt at synge sangene som fællessang.

– Flere af os har selvfølgelig spekuleret på, om "Right next to the right one" var for meget en døgnflue til at komme med, og det kan være, den ryger ud igen næste gang, fortæller Jakob Bonderup, musiklærer på Engelsholm Højskole og med sine 36 år det yngste medlem af Højskolesangbogsudvalget.

– Havde vi haft de strenge højskolesangs-briller på, var den ikke kommet med. Melodien er god og sangbar, men der er intet i det poetiske indhold, som hæver sig over det ordinære. Til gengæld rummer den en fælles oplevelse, mange har haft, og den er et af vores forsøg på at række armene ud mod de unge på efterskoler, som også skal bruge sangbogen, tilføjer han.

Lige netop den fælles oplevelse er et nøgleord for den dannelse, som Højskolesangbogen i dag prøver at formidle, påpeger Knud Damgaard Andersen, organist ved Hurup Kirke og lærer på Vestervig Kirkemusikskole. Han er netop på Danmarks Pædagogiske Universitet blevet cand.pæd. på et speciale med titlen "Højskolesangbogen – en vej til folkelig dannelse?"

– Højskolesangbogens opgave er at formidle en tradition, men samtidig er det nødvendigt at få noget fornyelse ind for at holde traditionen levende. Ud fra min undersøgelse vil jeg sige, at Højskolesangbogen stadig står som en formidler af folkelig dannelse. Samtidig kan jeg se, at der i salmer og sange sker en forskydning fra det tunge og dogmatiske, det nationale og historiske stof over til sange, som besynger den danske natur, årstiderne og en række fællesmenneskelige grundvilkår, siger Knud Dam-

gaard, som samtidig påpeger, at det globale perspektiv er kommet med i form af en række nye sange på engelsk og andre fremmedsprog, herunder oversættelser af klassiske højskolesange som "Se, nu stiger solen af havets skød".

Knud Damgaard Andersen har undersøgt indholdet af alle de hidtidige 17 udgaver af Højskolesangbogen, som er udgivet mellem 1894 og 1989. Det viser sig, at der findes en kerne på 161 sange, som har været med hele vejen. Heraf er 36 sange udeladt i den 18. udgave, primært salmer.

Derudover har han sammenlignet med en brugerundersøgelse, Højskolesangbogsudvalget har foretaget på en række højskoler, efterskoler og sogneforsamlinger for at undersøge, hvilke sange der bruges. Det viser sig, at 31 ud af de 161 sange stadig er i flittig brug. Disse 31 "udødelige" sange, som Grundtvig og Ingemann har skrevet en stor del af teksterne til, udnævner han derfor til Højskolesangbogens kanon – og alle 31 er overlevet i den 18. udgave.

– Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om disse gamle sange siger nogen noget i dag. Men dels kræver det en virkelig god begrundelse at skære noget bort, som har båret igennem i så mange år, og som har sagt folk noget gennem mange generationer. Dels ved jeg fra konfirmander og minikonfirmander i Hurup Kirke, at for eksempel Weyse og Ingemanns morgensange stadig synges med stor lyst, også af de helt unge, fortæller Knud Damgaard Andersen.

Men hvad er egentlig en højskolesang? Er det overhovedet muligt at give en definition, hvis begrebet tilsyneladende kan omfatte så forskellige sange som Grundtvigs programerklæring på formfuldendte danske vers og Tim Christensens engelsksprogede tv-ørehænger?

Finn Gravesen er forfatter, redaktør og tidligere fagkonsulent for musik i Undervisningsministeriet. I forbindelse med præsentationen af 12 udvalgte højskolesange som en del af kulturminister Brian Mikkelsens (K) kulturkanon tidligere i år slog han fast, at ikke alle Højskolesangbogens sange er rigtige højskolesange.

– Jeg mener, at der både med hensyn til tekst og musik er nogle bestemte værdier, som karakteriserer en højskolesang. Teksterne udtrykker et kompleks af ideer som fædrelandskærlighed, naturglæde, social retfærdighed, ukompliceret religiøsitet og den enkle kærlighed mellem mennesker. Og melodierne er kendetegnet ved, at de let lader sig synge som fællessang, forklarer Finn Gravesen.

Han foreslår følgende enkle test: En højskolesang er kun en højskolesang, hvis den lader sig synge af en forsamling uden musikledsagelse. Dette udelukker for eksempel Carl Nielsens melodi til Ludvig Holsteins nationalpoetiske og naturlyriske tekst "Vi sletternes sønner", som ellers optræder på Kulturkanon-listen. Og fra samme liste er såvel Lange-Müllers som Shubiduas melodier til Holger Drachmanns uopslidelige sankthans-klassiker "Vi elsker vort land" i fare. Begge melodier er udpræget skrevet til solosang.

– Det, som er problemet med de fleste nyere popsange, er, at de er rytmisk liftet. I en klassisk fællessang skal noderne helst være lige lange, og det er en ganske anden måde at skrive musik på end den, Shubidua eller Tim Christensen gør brug af. Og det rejser spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at forny Højskolesangen, siger Finn Gravesen, som dog fremhæver Benny Andersen som en nulevende kunstner, der både hvad tekst og musik angår opfylder genrens kriterier og alligevel formår at opdatere sangenes indhold.

– Men sange som "Right next to the right one" er ikke højskolesange, og de er med til at udvande begrebet og skabe forvirring, når de optræder i Højskolesangbogen sideordnet med de sange, som er centrale for genren. Måske kunne man opdele sangbogen, så et afsnit hed "Højskolesange", og et andet kunne hedde "Moderne rytmiske sange", foreslår Finn Gravesen.

Kirsten Sass Bak er lektor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet og ekspert i dansk fællessangs historie. Hun minder om, at det, vi i dag forstår ved en klassisk højskolesang, hører en bestemt periode i historien til, og at mange af genrens klassiske melodier typisk kom til længe efter, at de højskolesange dukkede op.

– I sin første fase var højskolesangen helt domineret af Grundt-vigs digtning, og den var gennem hele 1800-tallet begrænset til at være en del af bøndernes kultur, siger Kirsten Sass Bak, som tilføjer, at gennem hele forfatningskampen mellem Højre og Venstre, som varede frem til 1901, udkæmpedes en musikalsk kamp, hvor Undervisningsministeriets sanginspektører fór frem med bål og brand imod skoler, der ville indføre grundtvigsk fællessang frem for nodebaseret korsang med flere stemmer.

– Først i næste fase af højskolesangens historie blev den løftet op på parnasset. Især fordi højagtede komponister som Thomas Laub, Carl Nielsen, Oluf Ring og Thorvald Aagaard tog denne opgave på sig. Samtidig sørgede de for at luge ud i de tekster af bonde- og skolelærerdigtere, som de ikke syntes havde de rette poetiske kvaliteter, beretter Kirsten Sass Bak.

Historien om melodierne til "Er lyset for de lærde blot?" beskriver højskolesangens musikalske udvikling. Da de grundtvigske forsamlinger begyndte at synge Grundtvigs tekst, havde den endnu ikke fået egen melodi. I stedet sang man den på en gammel fransk menuet med den danske titel "En sømand gør ej mange ord". Først i 1919 komponerede Thomas Laub en melodi til den, som er let sangbar, men også lidt kedelig. Derfor er den nye melodi, som Erling Lindgren skrev i 1984, slået an og har fortrængt Laubs.

Kirsten Sass Baks pointe er, at striden om tradition over for fornyelse altid har raset – også dengang sange som "Jens Vejmand" og andre, vi i dag anser for klassikere, kom ind. Allerede da Højskolesangbogen i 1894 opstod som en sammenskrivning af de tre sangbøger, der blev brugt på højskolerne i Askov, Testrup og Vallekilde, var der stor uenighed. Og den måske største konflikt udkæmpedes ved udgivelsen af den 11. udgave i 1926, hvor netop Jens Vejmands digter, Jeppe Aakjær, vakte furore blandt de liberale højskolefolk. Han var jo socialdemokrat!

Socialdemokrat var også den undervisningsminister, Nina Bang, som i 1926 gjorde Thomas Laub-eleven Mogens Wøldike til sanginspektør og dermed banede vejen for, at højskolesangene gjorde deres indtog til morgensang i skolerne. Dette var et afgørende gennembrud. Nu blev folkelig fællessang som dannelse indført i folkeskolen, og i de følgende årtier var sangene så tæt på at være fælles for alle danskere som nogensinde, kulminerende med de store alsangstævner under Anden Verdenskrig.

Men i kølvandet på ungdomsoprøret i 1960'erne og 1970'erne røg fællessangen ud af folkeskolen.

I dag er den langt fra at være alsang for alle danske, men er på ny snævret ind til at være en del af et afgrænset miljø omkring højskoler, efterskoler og forsamlingshuse. Med enkelte undtagelser som nationalsangen, der lever på diverse fodboldstadioner, julesalmerne, som hvert år får liv i juletræets skær, og den ovennævnte midsommervise, som fortsat akkompagnerer sankthansbål landet over. Hvor Lange-Müllers melodi i øvrigt, så vidt vides, er ved at trænge Shubidua ud igen.

– Hver sangstil har sin tid, også Kim Larsens og Shubiduas. Højskolesangbogen har altid haft en kerne af traditionelt stof og en mere udskiftelig del, konstaterer Kirsten Sass Bak og tilføjer:

– Især den sidste del afspejler samtidig, hvad der sker i højskolen. I 1970'erne og 1980'erne blev højskolerne fyldt op med unge arbejdsløse, derfor blev sange med politisk og socialt bevidst indhold opprioriteret. Når højskolerne i dag befolkes af internationale studerende og de unge, der har råd til at betale for et ophold, sætter dét sit præg.

Henrik Marstal er musikforsker, musiker, forfatter til en lang række bøger om musik samt medlem af Kulturkanon-udvalget for musik. Han har selv udgivet bogen "Den nye sangskat" med bud på nye danske popsange, der kan leve som fællessange, og konstaterer, at der herfra kun er to Kim Larsen-sange, "Masser af succes" og "Om lidt", der er kommet med i Højskolesangbogen.

Efter hans mening er det ikke godt nok, når Højskolesangbogs-udvalget forsøger at række en hånd ud til de materielt privilegerede, men eksistentielt forvirrede Nikolajer og Julier på det 21. århundredes høj- og efterskoler ved hjælp af Tim Christensens sang.

– Når jeg ser de sange, som er valgt ud til den 18. udgave, er jeg i tvivl om, hvorvidt sangbogen kan fungere med den samme tyngde som hidtil. Sangbogsudvalget har valgt, at fornyelsen skal komme fra nyskrevne sange i højskolestil, som ingen kender, frem for de kendte og sangbare sange, populærmusikken har genereret. At kun "Right next to the right one" og et par enkelte andre nyere popsange er med, virker mere som et aflad end som udtryk for, at man vil tage genren seriøst, siger Henrik Marstal.

– Jeg synes, Højskolesangbogs-udvalget forsømmer at vise, at også popkulturen besynger det nationale, for eksempel i Martin Ryoms "Danmarkssangen", der ville have været et oplagt valg. Derfor ser jeg den 18. udgave som et bevis på, at højskolesangkulturen er på retur, og at den bekræfter sociologen Anthony Giddens' påstand om, at en kultur, der er ved at blive afviklet, reagerer ved at forsvare sig, tilføjer Henrik Marstal.

Jakob Bonderup fra Højskolesangbogsudvalget er uenig i, at fornyelsen skal komme fra tidens kendte popsange frem for nyskrevne sange, der hvad tekst og toner angår passer ind i genren.

– Der er stor forskel på at skrive en sang til at blive indspillet på cd og til at kunne stå i en sangbog til fællessang. Derfor har vi forsøgt at skubbe en række kunstnere i retning af et musikalsk udtryk, som passer til sangbogen, men så forsigtigt, at deres egenart bevares, siger Jakob Bonderup.

Og han tilføjer, at hvis udvalget specifikt havde bedt en række pop-/rockmusikere om at komponere klassiske højskolesange, ville alle nulevende danske skjalde kende den danske fællessangstradition så godt, at resultatet ville blive en hel bunke dårlige kopier af Carl Nielsen eller Benny Andersen.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Læs også de to andre artikler om temaet Sang som dannelse under Liv og Sjæl.