Prøv avisen

Danskerne er bange for deres egen skygge

-- Når man blander sig og skriver, er det, fordi man ikke kan lade være. Det er en trang til at bruge sin stemme og komme ud med, hvad man tænker. Men der er også en pligt i det, for vi har alle sammen i et demokrati og fællesskab pligt til at sige noget, fordi vi næres af det. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Orakler med mening: Sørine Gotfredsen har i hele sit virke som både teolog, journalist, forfatter og debattør livets store eksistentielle spørgsmål som afsæt. Og så har hun siden barndommen været en Rasmus Modsat, der hellere går imod end med strømmen

Sørine Gotfredsen er vild med boksning. Som lille pige var hun fascineret af Muhammad Ali. Som voksen og som sportsjournalist har hun ved boksestævner fulgt Brian Nielsen tæt og været så optaget af den store dansker, at der hænger et par af hans lyseblå boksehandsker med autograf på i en af hendes stuer i lejligheden på Frederiksberg.

– Jeg er draget af den direkte, skræmmende konfrontation mellem de to i bokseringen, der udstiller sig og risikerer et knæk i livet. Boksning er en nådesløs idrætsgren. På grund af al den teologi, jeg har læst, er jeg begyndt at spekulere på, hvem af de to i en kamp, der vil møde nåden, siger Sørine Gotfredsen og uddyber sin filosofiske tilgang til den hårdtslående sport:

– Boksekampen er på vores alle sammens vegne. De er ikke kun imod hinanden, det er et projekt, der også gavner mig. Jeg sætter selv noget på spil ved, at de to mænd sætter livet på spil. Det er en kamp for at overleve, også på mine vegne, fordi mennesket hele tiden skal kæmpe mod det, der står i vejen for livsudfoldelsen. Kampen mod det destruktive og den potentielle overmagt har vi alle i tilværelsen.

Hvorfra stammer din interesse for sport?

– Jeg er vokset op med en søster og to brødre, og vi dyrkede en masse sport. Jeg spillede fodbold, håndbold og badminton, og jeg havde min egen pony og red meget. Menneskets natur kommer til udtryk i sport, og det er jeg fascineret af. Jeg startede med at dække sport på tv, men savnede at bruge mine egne ord og at skrive om det. I nogle år blev boksning min skriveidentitet, fordi det er så alvorligt. Jeg har også skrevet om håndbold og var med kvindelandsholdet til OL i Atlanta i 1996.

Sørine Gotfredsen er 38 år og har nået en masse. Uddannet sig og arbejdet som journalist. Skrevet to ungdomsbøger og en roman og har en på vej om Søren Kierkegaards forlovede, Regine Olsen. Hun er tv- og radioanmelder og klummeskribent på Kristeligt Dagblad, skriver om sport i Ekstra Bladet og er tilknyttet Berlingske Tidende som kommentator. Og så er hun færdiguddannet som cand.theol. og klar til at begynde som præst i den danske folkekirke.

Som debattør er hun ikke bange for at gå i ringen med det stik modsatte synspunkt af alle andre. Som da hun i "Lørdagsrefleksioner" i denne avis for nylig skrev om en tur ned ad Nørrebrogade i København, der med sine tildækkede kvinder og kiosker med blinkende lys og billig polsk cola i hendes øjne ikke længere lignede Danmark.

Anledningen var en undersøgelse, der viser, at danskerne er det folkefærd, der nærer mest indbyrdes tillid. Sørine Gotfredsen mærkede på sin spadseretur det modsatte – at hendes spontane følelse over for andre ikke længere var båret af tillid. Og i DR 2-programmet "Smagsdommerne" for nylig var både studievært og kritikere begejstrede for den nye tegneserie "Persepolis" om iransk kvindeliv – undtagen Sørine Gotfredsen. Hun erklærede, at den var kedelig, og at hun ikke interesserer sig særlig meget for, hvad der foregår i Iran.

Det lyder skrapt. Men hun er også det lille skæve smil, der hele tiden sidder og driller i den ene mundvig.

Hvorfor går du ofte imod strømmen med dine holdninger?

– Sådan har det altid været i mit liv. Det lyder lidt selvhævdende, men jeg føler, at jeg er anderledes end flertallet. Så den Rasmus Modsat-rolle er ikke en, der er trukket ned over mig. Jeg er imod strømmen, og det er ikke noget, jeg gør, men noget, jeg er. Som barn var jeg en enspænder, jeg havde venner, men jeg har altid set mig selv i modsætning til andre. Og jeg er vokset op i en familie, hvor det var accepteret at være bevidst om, hvor man er i forhold til andre. Vi er ikke en familie, der har prøvet at tilpasse os. Det har tværtimod været en given ting, at var man imod flertallet, var det sikkert, fordi man havde ret.

– Jeg er vokset op i Hadsten. Min mor er kunsthistoriker og min far økonom, og begge har arbejdet på Aarhus Universitet. Vores hus er stort og ligger uden for byen på en meget stor grund. Det var en opvækst proppet med inspiration, der var altid nogen i huset, og man blev ansporet til at interessere sig for mange ting og til at tale, tænke og udfolde sig. Det har præget mig på den måde, at jeg hele livet har haft en stærk overbevisning om, at jeg var i min gode ret til at tænke og tale, som jeg gjorde. Enspænderrollen som barn har jeg taget med mig som noget positivt, siger Sørine Gotfredsen.

Hvad er dine kæpheste som debattør?

– Helt grundlæggende, at vi skal blive ved med at diskutere med hinanden, hvad mennesket er. Når folk siger til mig, at "du også har en holdning til alt", er det helt forkert. Men når man har det grundlæggende spørgsmål med sig hele tiden, er det lige meget, hvad emnet er, for spørgsmålet er det samme. Da jeg begyndte at skrive, tænkte jeg ikke sådan, men gennem årene gik det op for mig, at jeg skriver om det samme hele tiden.

– Medier og tv's indflydelse er også en af mine kæpheste. Mediemekanismen står næsten i modsætning til at være religiøs, for vi får sværere og sværere ved at genkende os selv som mennesker i det mediebillede, hvor der bliver talt til os alle sammen som en samlet gruppe. Vi bliver presset ind i en masse, og det tror jeg er skadeligt for os og for følelsen af, at jeg er noget helt specielt. Medier står i vejen for forholdet mellem menneske og Gud. Kierkegaard hadede journalister og skrev sidst i 1840'erne om, at pressen skadede den enkelte. Hvis Kierkegaard havde set fjernsyn i dag, tror jeg, at han var faldet bagover.

Hvad er din mission som debattør?

– Når man blander sig og skriver, er det, fordi man ikke kan lade være. Det er en trang til at bruge sin stemme og komme ud med, hvad man tænker. Men der er også en pligt i det, for vi har alle sammen i et demokrati og fællesskab pligt til at sige noget, fordi vi næres af det. De, der har mulighed, tid og evne, bør gøre det, for vi skal hele tiden diskutere, hvad vi vil med os selv, Danmark og så videre. Vi skal hele tiden huske vores refleksioner i livet, og hvis ikke mennesker snakker med hinanden, ved jeg ikke, hvad vi skal bruge hinanden til.

Hvad fik dig i gang?

– Sporten på dagbladet Aktuelt, hvor jeg var ansat, indtil avisen lukkede i 2001. Jeg begyndte at skrive kommentarer om dette og hint. Jeg opdagede, at det kørte for mig at være lidenskabelig på skrift. Det udviklede sig til, at jeg skrev tv-anmeldelser, og derefter opdagede jeg, at jeg kunne skrive om hvad som helst. Jeg fik vide rammer og lov til at rendyrke disciplinen.

Nogle mener, at du er en meningsmaskine, fordi du optræder i så mange forskellige medier.

– Det er et skrækkeligt ord, som jeg tager fuldkommen afstand fra. Ting, jeg ikke ved noget om, kunne jeg aldrig drømme om at have en mening om – børnehavers indretning for eksempel. Jeg bliver faktisk meget fornærmet, når jeg bliver kaldt for en meningsmaskine, for så læser folk ikke det, jeg skriver, ordentligt. For det har den samme kerne, der kan hæftes på flere ting. Meningsmaskine er et skældsord.

Gud eksisterer, har du sagt i et interview. Hvordan kan du være sikker på det?

– Det kan jeg selvfølgelig heller ikke. Tvivl og tro følges ad på den måde, at jeg tvivler på, om jeg er god nok som menneske, men ikke på, at Gud eksisterer, så sikker jeg nu kan være på det. Der er så meget tvivl, fordi det er en uoverskuelig opgave at være menneske. Jeg kan tvivle på, om jeg forholder mig nok til, at Gud eksisterer, og om vi som menneskehed forholder os mindre og mindre til det. Den relation mellem Gud og menneske kræver så meget af os. I mine øjne kræver gudsforholdet, at man giver mere end bare at leve. Som Guds skabning har man pligt til hele tiden at gøre sig bevidste tanker om, hvad det kræver af mig. Det befordrer, at man gør en indsats hele tiden. Efterlever jeg kristendommen godt nok, tror jeg også, at det vil komme til udtryk i den måde, jeg lever på.

– Kristendommen er speciel, fordi man ikke kan leve op til den hele tiden. Fordringen om næstekærlighed rummer et meget stort rum for selv at tolke god opførsel og etisk udfordring. Men jeg kan ikke elske min næste som mig selv, så derfor er der rigeligt med at overveje den fordring. Det er ret ultimativt, at det er min pligt at elske det andet menneske, uanset om man bryder sig om det eller ej. Og hele tiden være bevidst om, at man ikke kan elske sin næste som sig selv, men komme så tæt på som muligt og blive sin selviskhed kvit. Det er den evige opgave, og den er så svær for mig. Og jeg tror ikke, at den er mindre svær for andre.

Hvorfor blev du teolog?

– Jeg læste teologi i to år i Århus, inden jeg begyndte på journalistuddannelsen. Jeg var nysgerrig og havde været det siden konfirmationen, hvor jeg blev fascineret af kirke og kristendom. Jeg har det ikke fra min familie, der er sekulariseret som de fleste. På studiet gik jeg helt død i græsk og hebraisk, men interessen for teologi var blevet i mig. Jeg havde i mange år troet på Gud og var optaget af de store spørgsmål. Hvad handler menneskets eksistens om? Hvorfor er vi her? Hvad er et liv? Hvad er menneskets funktion her på jorden? De evige store spørgsmål, som er fantastisk spændende at kredse om, udforske og tale med andre mennesker om. Så da jeg var færdig som journalist, fik jeg lyst til at begynde forfra på teologistudiet og læse det rigtigt. Siden voksede tanken om at blive præst, fordi jeg opdagede, at jeg elsker at forkynde og være i det teologiske univers.

Hvorfra kommer det så?

– Jeg tror, at det har at gøre med temperament, og at man kan være disponeret for store overvejelser og eksistentiel nysgerrighed. Jeg har altid stillet spørgsmål om mange ting. Hele folkeskoletiden var jeg kontrær i forhold til lærere og autoriteter og stædigt insisterende på selv at finde ud af tingene. Jeg har altid været en type, der spekulerer meget og tænker tingene igennem, inden jeg handler.

Hvilken kirkelig retning bekender du dig til?

– Jeg er af tidehvervsk observans, men har aldrig været til Tidehvervs sommermøde eller holdt Tidehvervs blad. Det er den oprindelige tidehvervske indgang til teologi, som jeg meget godt kan forstå. Jeg kan godt lide den grundlæggende tanke om, at mennesket er nært forbundet med sit land, sprog, kultur og historie, fordi det giver en forankrethed, der er en sund indgang til livet. Dertil kommer Tidehvervs tanke om, at uanset hvor meget man bestræber sig på at være from og gudfrygtig, kommer man aldrig tæt på Gud. Jeg kan lige så godt koncentrere mig om at leve mit liv med de midler, jeg har. I kristen forstand betyder det, at du ikke bliver et mere værdifuldt menneske af at dyrke et fromhedsideal.

– Jeg er utrolig glad for Danmark og forbinder det med stor pligt at bo her. Pligten går ud på at gøre, hvad jeg kan for Danmark. Jeg er national på den måde, at jeg er afhængig af at tale og høre dansk. I disse år med stor befolkningsforandring er det vigtigt at kunne genkende det land, man bor i. Den tryghed, der ligger i det, tror jeg ikke kan overvurderes. Derfor har alle pligt til at bevare det, vi holder af – kultur, menneskesyn, skikke og så videre. Jeg tror på det homogene i befolkningssammenhæng, fordi kultur og religion betyder ufatteligt meget. De her år er på mange måder skelsættende. Og de mennesker, der holder af Danmark, har pligt til at sige det og argumentere på civiliseret måde. Det betyder ikke, at der ikke i en eller anden grad kan ske inspiration fra andre folkeslag. Spørgsmålet er, hvor meget vi kan rumme, inden man kan blive bekymret for det, vi havde i forvejen.

– Det er ligesom en af pointerne i teaterstykket "The National Brand", som jeg netop har set. Vi skal huske, at der findes en godhjertet nationalisme, og diskutere, hvad det vil sige at være national på den gode, rummelige måde. Vi skal vinde retten tilbage til at elske Danmark på en næstekærlig måde. En af forudsætningerne er, at den danske befolkning ikke bliver sat under for stort et pres og hele tiden får at vide, at vi skal være tolerante og rummelige. Man må skabe de rammer, der gør, at folk føler sig så trygge i eget land, så der er mulighed for at udtrykke god nationalisme. Ellers kommer de negative kræfter frem.

Hvordan ser Danmark anno 2005 ud i din optik?

– Der er godt og skidt. Det gode er, at vi

tadig taler dansk, og at jeg stadigvæk har følelsen af, at der er stor homogenitet. Det negative er, at danskerne er bange for deres egen skygge. Der er en stemning af skepsis over for os selv, som jeg synes er ærgerlig. Den udspringer af hele diskussionen om de fremmede, der kommer ind i landet. Danskerne ved ikke, hvilke ben de skal stå på i forhold til globaliseringen og kristendom kontra islam. Jeg synes godt, at danskerne må stå mere fast på det, de tror på.

– Overordnet er jeg positiv. Vi har en masse livsstilssygdomme som overforbrug af medier og materialisme. Men trods det er Danmark et fantastisk sted, fordi det er så lille. Du kan overskue tingene, og vi er så få, at vi uundgåeligt må have noget til fælles. Det er en følelse af at være forankret, at have et sted, hvor man hører til mere end alle andre – et hjem. Den følelse er så stærk og vigtig. Hvorfor må du spørge Gud om.

Hvad bliver du for en præst?

– Jeg bliver en meget forkyndende præst. Min styrke vil være at skrive og tale, og det er også det, jeg er god til. Forkyndelsen er det vigtigste, en præst skal kunne.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Sørine Gotfredsen

er født i 1967 i Hadsten. Student fra Amtsgymnasiet i Hadsten. Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 1993. Sportsjournalist Aktuelt 1994-2001 og på Weekend Nu 2001. Cand. theol. fra Københavns Universitet 2004. Pastoralseminariet 2004. Forfatter til ungdomsbøgerne "Marias stjerner" og "Maj og miraklerne" samt romanen "En pagt for livet". Romanbiografien "Regine" udkommer til november. Fast skribent i Kristeligt Dagblad, Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Bor på Frederiksberg i København.

Orakler med mening

De mener noget om dette og hint og analyserer, fortolker og kommenterer dagens og tidens begivenheder i medierne. Kristeligt Dagblad har talt med en række kendte og markante meningsdannere i serien "Orakler med mening", som i dag slutter med et portrætinterview med teolog, journalist og debattør Sørine Gotfredsen under overskriften "Danskerne er bange for deres egen skygge".

Artikler i serien

Tidligere er blevet bragt

"Mennesket er en elskværdig slyngel - jeg er det også selv" med journalist og kommentator Ulrik Høy den 5. august.

"Det er med det nationale i dag som med victoriatidens syn på det seksuelle" med teolog og debattør Katrine Winkel Holm den 13. august.

"Der er andre, der har sparet kapitalen op til os, vi lever bare af renterne" med historiker og forfatter Henrik Jensen de 19. august.

"Goethe sagde det: Lad alle feje foran egen dør og verden vil blive ren" med Cepos-direktør, økonom Martin Ågerup den 27. august.

"Jeg forsøger at holde menneskets billede fast i dets mangfoldighed" med journalist og kommentator Claes Kastholm Hansen den 10. september.

"Helt enkelt: Jeg tror ikke på Gud, fordi han ikke findes" med chefredaktør på Politiken Tøger Seidenfaden den 16. september.

Og "Den politiske debat er vind og skæv" med socialdemokrat, forfatter og debattør Henning Tjørnehøj den 24. september.

Med et net-abonnement kan artiklerne læses på www.kristeligt-dagblad.dk