Prøv avisen

Danskerne er gode til at se glasset som halvt fyldt

Ifølge Michael Booth er det ikke sikkert, at lykken føles lige intenst af alle danskere i boligblokkene i Ishøj eller den jyske udkant. Men for småbørnforældre i hovedstadens mere velstillede kvarterer er der bedre livsbetingelser i Danmark end nogen andre steder i verden. Her går et par tur med barnevognen ved Søerne i København. – Foto: Christian Lindgren.

Opskriften på den danske lykke er en særlig blanding af velfærdsstatsekstremisme, jantelov, hygge, folkelighed og evnen til at glæde sig over det, man har, og fornægte alt det ubehagelige, erklærer den engelske forfatter Michael Booth, der er dansk gift

En engelsk journalist og forfatter brød op fra sit sydsjællandske hjem, krydsede kongeriget og ankom til Nykøbing Mors, hvor han tog nogle fotografier på hovedgaden, inden han på biblioteket mødtes med formanden for Aksel Sandemose Selskabet, Bent Dupont. Interviewet skulle handle om, hvilke spor man kunne finde af Sandemoses berømte jantelov, men sådanne spor var ikke længere at finde, udtalte Dupont. Janteloven optræder kun, når berømtheder som Bille August bruger den i medierne som forklaring på, at han har fået negative anmeldelser for en dårlig film, tilføjede han.

Det næste, der skete, var, at englænderen Michael Booth viste Dupont sine fotografier. Her kunne man se de lokale butikkers navne. Frisørsalonen hed Hårtoppen, værtshuset hed Pubben, boghandlen hed Boghandel. Andre skilte forsøgte at lokke kunderne ind med så lidet prætentiøse navne som Shoppen, Tøj og sko og Nr. 16. En ifølge Booth nærmest aggressiv jordbundenhed, som kun blev udfordret af butikken Bettinas sko. Ved synet af dette butiksnavn tænkte han:

LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi det ikke bedre, når vi har det så godt?

Pas på, Bettina. Den form for opmærksomhedssøgende adfærd er ikke velset på disse kanter.

Bevismaterialet var også nok til at bringe formanden for Aksel Sandemose Selskabet på retræte. Måske er der stadig en tilbøjelighed til, at folk holder sig lidt tilbage.

I dag udkommer den bog, som er resultatet af Michael Booths besøg i Nykøbing Mors og en lang række andre danske lokaliteter, interview med lykkeforskere, samfundsiagttagere og beslutningstagere og først og fremmest af alle hans personlige oplevelser som udlænding bosat i Danmark.

Der er et lykkeligt land er bogens titel, hvilket på den ene side skaber en del forvirring, idet en ny rapport fra tænketanken Institut for Lykkeforskning hedder præcis det samme. Men på den anden side kan det måske ikke være anderledes, for skal man tro Michael Booth, er der virkelig et lykkeligt land.

Danskerne er ekstremt gode til at anerkende og være glade for, hvad de har. De er gode til at se glasset som halvt fyldt frem for halvt tomt. Denne tilgang til livet hænger sammen med det, der udtrykkes i slagordet Hvad udad tabes, skal indad vindes. Under nogle helt unikke historiske og geografiske omstændigheder i det 19. århundrede blev der dannet grobund for, at danskerne begyndte at se indad, og de er endnu ikke begyndt at se ud, siger Michael Booth.

Der er i snart mange år udgivet masser af rapporter, som kategoriserer danskerne som verdens lykkeligste folk. Og der er skrevet mange bøger af danskere, som forsøger at forklare det der med den danske lykke. Bøger, hvor ord som sammenhængskraft, tillid, kort afstand mellem høj og lav, tryghed og fleksibilitet står på hver anden side.

Andre forfattere, som den svenske journalist Lena Sundström i bogen Verdens lykkeligste folk, skriver sarkastisk om bagsiden af medaljen, om danskerne som et fremmedfjendsk og snævertsynet folk og Danmark som et land på hastig retræte fra at være den lighedsorienterede velfærdsstat, den var engang.

Der synes at være stor fokus på den danske lykke, både i og uden for Danmark, og det er påfaldende, at danskerne på den ene side refererer til den, hvis de bliver kritiseret, på den anden side også selv forholder sig kritisk til al den lykke og de er selv forbeholdne med at erklære sig ovenud lykkelige.

Jeg forstår godt, det må være mærkeligt for you guys, at I cirka hvert halve år får nyheden om, at en eller anden undersøgelse har placeret jer som de lykkeligste i verden. Jeg synes faktisk, det er overraskende, at det ikke er steget jer til hovedet. Men når jeg hører om de internationale lykkerapporter, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om de i tilstrækkelig grad har fået med, hvordan man har det i boligblokkene i Ishøj eller i den fjerne ende af Jylland, som man kalder Den rådne banan, og som er helt ekskluderet fra samfundets udvikling, siger han og tilføjer:

Men hvis man hører til de heldige, som bor på Frederiksberg, på Østerbro eller i Hellerup ved København, mener jeg ikke, der findes noget sted på Jorden med bedre forudsætninger for, at man kan blive lykkelig.

Første gang Michael Booth læste karakteristikken af sit nye hjemland som verdens lykkeligste, tænkte han, at danskerne skjuler det godt. Der var ikke meget løssluppen livsglæde at spore, når han bevægede sig over Langebro i København i styrtregn, blev totalt ignoreret af den gnavne kassedame, når hun slog de dyre og dårlige grøntsager ind, eller blev truet med mord af sine medtrafikanter, når han havde foretaget et ulovligt venstresving eller var gået over for rødt, uden at der var en bil i syne.

Faktisk var han i sine første år i Danmark meget lidt begejstret. Efter festlige ungdomsår i 1990ernes swingende London følte den i dag 42-årige skribent og livsnyder det som lidt af en kold provinsiel tyrker at blive københavner. At han overhovedet blev det, skyldtes kærlighed til en dansk kvinde, som han efter et par års samliv i det kolde, ugæstfri land med det umulige sprog fik overtalt til at tage med til de britiske øer.

Men så begyndte han at få dybere indsigt i Danmark og så flyttede parret tilbage igen.

Jeg må indrømme, at jeg første gang ikke var særlig glad for Danmark. Men jeg har fået øjnene op for mange af styrkesiderne ved det danske samfund. Det hænger først og fremmest sammen med, at jeg nu er forælder. Danmark er suverænt det bedste land i verden at opfostre sine børn i. De økonomiske vilkår og den frihed, man har som forælder, er fantastisk. I Storbritannien tør man dårligt sende sine børn nogen steder hen uden bevæbnede vagter, men i Danmark er der en udpræget tryghed og børnefrihed, som I gør klogt i at kæmpe for at bevare, siger Michael Booth.

Blandt danskere er det udbredt at opstille et paradoks, som går ud på, at danskerne på den ene side er lykkeligst i verden, på den anden side har et ekstremt forbrug af antidepressiver og en udbredt ensomhed. Men det er ikke noget reelt paradoks, vurderer Michael Booth.

Lykke og lykkepiller har ikke noget med hinanden at gøre. Hele den vestlige verden har et højt forbrug af antidepressiv medicin, og i Finland er det særlig højt. På det område har I ingen grund til at se jer som noget særligt, siger han.

Men hvad er det så, der gør danskerne til noget særligt i lykkesammenhæng? Ifølge Michael Booth er det værd at bemærke, at Danmark er et ekstremt land. Men det ekstreme viser sig ikke i form af borgerkrig, naturkatastrofer eller gigantiske spændinger og modsætninger. Tværtimod. Danmark er ifølge Booth en nation af velfærdsstatsekstremister, låne- og gældsekstremister, sort markedsekstremister, skatteekstremister, hyggeekstremister og selvfølgelig lykkeekstremister. Og han afslører den hemmelighed bag danskernes lykke, at fornægtelse er en af dens centrale ingredienser.

Fornægtelse er ikke nødvendigvis noget dårligt, og alle lande har nogle felter, hvor de tyr til fornægtelse. I USA fornægter man for eksempel den globale opvarmning, i Storbritannien fornægter man, at det britiske imperium ikke længere eksisterer, og i Kina fornægter man menneskerettighederne, fordi landets økonomiske succes er baseret på at ignorere dem, siger Michael Booth.

Den danske fornægtelse handler blandt andet om, at vi ser bort fra, hvor usundt vi lever, hvor dybt forgældede vi er, og hvor stor eller rettere lille en arbejdsindsats vi præsterer på jobbet. Alt det, der er ubehageligt og farligt, kan måske blive omtalt i avisen, men det er ikke det, mennesker bringer på bane over middagsbordet eller i venskabeligt lag.

Der er mange ting, som det ikke skønnes passende at tale om, fordi danskerne alligevel ikke føler, der er noget at gøre ved det. For eksempel at uligheden vokser, siger Michael Booth, som mener, at begrebet hygge er centralt i danskernes strategi om at ignorere problemerne og i stedet italesætte, hvor godt vi trods alt har det.

Og godt har vi det trods alt. Uligheden er vokset, men Danmark er stadig mere lige end de fleste andre lande. Og måske er det også i orden, at janteloven ikke lader sig slå ihjel, siger den diplomatiske samfundsrevser:

Jeg indrømmer, at janteloven kan have positive aspekter. Dens modsætning, umådeholdent praleri og forbrug, er også ulidelig. Men jeg som brite ville nok foretrække en middelvej mellem dét og så den danske jantelov. At det var lidt mere i orden at være ambitiøs og sætte ord på sine egne succeser.