Danskerne er vilde med selvudvikling

Forestillingen om, at der er skjulte ressourcer i os alle, får danskerne til at søge "selvudvikling" som aldrig før. Alligevel findes der næsten ingen debat om, hvad selv-udvikling gør ved os

"Din krop er fyldt med ubrugt energi, og hvis du bare spørger barnet i dig selv, får du livets mening".

Den slags enkle budskaber er noget, der går rent ind hos danskerne i disse år. Både i boghandlerbranchen, i erhvervslivet og hos aftenskolerne melder man om enorm stigning inden for en ganske bestemt form for selvudvikling, hvor det i bogstaveligste forstand gælder om at finde sin indre sandhed.

- Det er enkle budskaber, der virkelig sælger i øjeblikket. Bøger med titler som "kunsten at leve lykkeligt" bliver revet ned fra hylderne, og oplagene på selvhjælpsbøger når ofte op på 10.000-25.000 eksemplarer. Folk er virkeligt søgende, siger Leif Bach Sørensen, bogansvarlig for den landsdækkende Bog & Idé-kæde.

Også hos aftenskolerne mærker man en stærkt stigende interesse for selvudvikling inden for et bredt spekter af de kurser, der udbydes.

- Det handler om at finde sit indre selvværd og om arbejde med sig selv igennem for eksempel accersions

stræning, positiv tænkning

eller såkaldt girafsprog, og

det er en tendens, der både har ramt byerne, og i disse år i særdeleshed også breder sig ud til landet, siger Signe Buch, udviklingskonsulent hos landsorganisationen FOF.

Hos FOF tilbyder man for eksempel kurser med navnet som "De forbudte menneskelige følelser", "En hilsen til fødderne", "En tidløs krop med de fem tibetanere" og "Intuition – din 6. sans". Sådanne kurserne er særdeles populære, men fandtes slet ikke for få år siden.

Inden for erhvervslivet har man allerede i mange år sendt medarbejderne på kursus, men i de senere år har også de kurser udviklet sig i retning af egentlige selvudviklingsprojekter, der har et helt bestemt udgangspunkt:

- Det hele bygger på en forestilling om, at der findes skjulte ressourcer i hver enkelt medarbejder, der bare skal kanaliseres ud og på den måde give ny energi, siger etnolog Kirsten Marie Bovbjerg, adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitet, der har skrevet bogen "Følsomhedens etik" om virksomhedernes brug af selvudviklingskurser.

Selv om tanken om selvudvikling kan virke besnærende, mener Kirsten Marie Bovbjerg, at der mangler en debat omkring, hvad selvudviklingskurser kan gøre ved folk.

- Idéen om selvudviklingskurser er et led i en næsten neoliberalistisk tankegang, der handler om, at vi kan skabe os selv uden at skele til, hvor vi kommer fra eller hvordan vi er vokset op. I øjeblikket breder selvudviklingstanken sig til arbejdslivet, skolelivet og privatlivet, uden at der har været en debat omkring, hvad det bygger på, siger hun.

Hun mener dels, at nogle medarbejdere kan føle sig presset til at indgå i ofte meget selvudleverende kurser, dels også, at der mangler belæg for, om de såkaldte selvudviklingskurser overhovedet virker.

- Virksomhederne har brugt disse kurser i flere år nu, men i samme periode har vi talt mere om udbrændthed og stress end nogensinde før. Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, om de skjulte ressourcer overhovedet findes i folk, og om jagten på ressourcerne i virkeligheden er med til at gøre folk stressede, siger hun.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Liv & Sjæl og leder