Prøv avisen

Danskernes tro genfødes

Kirketjener ved Sct. Andreas Kirke i København Steen Ribers tror på reinkarnation, samtidig med at han er medlem af folkekirken. Her står han ved H.C. Andersens gravsten på Assistens Kirkegård i København. Inskriptionen på stenen lyder blandt andet: " Vort Legem døer, men Sjælen kan ei døe". -- Foto: Leif Tuxen.

Tanker om reinkarnation vinder som andre spirituelle træk fra østlige himmelstrøg frem i danskernes bevidsthed. Stadig flere sammensætter deres tro på deres helt egne måder, og i en globaliseret verden kommer inspirationen ofte langvejsfra

Uhyre sjældent er det, at nogen bliver smidt ud af folkekirken. Men det skete for Steen Ribers i 1994. Den dengang 47-årige kirketjener ikke bare troede på reinkarnation, han arbejdede også aktivt for at udbrede accepten i folkekirken af troen på, at menneskets sjæl efter døden genfødes - reinkarneres - i en ny skikkelse. Og det fik de kirkelige myndigheder til at fratage ham medlemskabet. Her gik, mente man, grænsen for, hvad den evangelisk-lutherske kirke kunne stå inde for.

Men den grænsedragning skulle vise sig ikke at være helt så enkel at fastholde.

Godt 10 år senere i 2005 afgjorde Højesteret nemlig i en ligeledes meget usædvanlig sag, at Steen Ribers skulle have sit medlemskab af folkekirken tilbage. For en person, der er døbt og selv ønsker at være medlem af kirken, er der efter dansk lov ikke hjemmel til at fjerne fra kirkens store register over betalere af kirkeskat. Det kan selv nye religiøse tanker fra Østens verden ikke lave om på.

Afgørelsen i Højesteret var i sagens natur kun en juridisk blåstempling, ikke en teologisk anerkendelse af læren om reinkarnation som en del af kirkens officielle tankesæt. Alligevel står hele sagen i dag som en vigtig symbolsk milepæl for en grundlæggende religiøs udvikling, som præger kirken og har taget til i styrke her ved indgangen til det 21. århundrede.

Østens religiøse traditioner fra reinkarnation over karmalære til meditation og yoga vinder frem med stormskridt. Og folkekirkens spidser står tilbage med en blandet fornemmelse af frygt og fascination. Frygt for, at alt det gamle og trygge fra kirkens 2000-årige historie skal blive løbet over ende. Fascination af, at Østens mystik har genrejst nysgerrigheden for det åndelige og spirituelle i befolkningen.

Det er blevet acceptabelt at tale om tro og anderledes former for religion i Danmark igen. Og det skyldes ikke kun de nye muslimske medborgere, som der ellers tales mest om i pressen, når det drejer sig om tro i Danmark. Nej, langt vigtigere, men mindre synlig, er den brede påvirkning fra østlige himmelstrøg, som helt almindelige danskere møder og gerne selv opsøger, når de ønsker fred i sindet, ro i en stresset hverdag eller en mere helhedsorienteret mening med tilværelsen.

- Man taler frit og åbent om det. Der er en mere naturlig tendens til, at folk kan mene, hvad de selv vil, og man kan snakke om det uden at sidde og fordømme hinanden, siger Steen Ribers, som i dag fortsat arbejder som kirketjener i Sct. Andreas Kirke i København.

Han har også fortsat sit synspunkt om, at man sagtens både kan være kristen og inspireret af Østens religiøse filosofi. - Jeg er selvfølgelig overbevist om, at reinkarnation er en realitet, siger han og uddyber:

- Jeg synes også, min tro giver god mening i forhold til dele af kirkens dogmatik. Tror man på reinkarnation, bliver det lettere at forstå, hvorfor Jesus bliver inkarneret. Det virker mere naturligt for almindelige mennesker, altså ikke-teologer, at vi alle sammen bliver inkarneret. Ligesom Jesus døde og opstod, gør vi andre det også, frem for at det kun er Jesus, der opstod, og at vi andre skal ligge i jorden til dommens dag, forklarer Steen Ribers.

Klassiske teologer stejler, når de hører den slags. Kristen dogmatik er bygget op omkring Jesus Kristus, der som noget helt unikt dør og genopstår, for at ethvert menneske, som tror, kan blive frelst. Men hvis Jesus slet ikke er unik, og hvis et menneske slet ikke er et menneske, men bare en udefinerbar genfødsel uden egentlig begyndelse og slutning, så falder hele systematikken, logikken og dogmatikken om Guds og menneskers forhold til hinanden til jorden med et brag. For hvad skal man med kirken, hvis mennesket slet ikke skal frelses eller reddes, men blot kan klare det hele selv, hvis der bare er genfødsler nok?

Sådan har kritikken og spørgsmålene lydt. I hvert fald lige indtil Ribers-dommen i 2005 overraskende sendte et nyt signal om, at reinkarnation godt kunne have hjemstedsret i kirken. Og nu arbejder teologer og kirkefolk så på højtryk for at forstå og forholde sig til den nye situation.

Folkekirken har været på en stor lytterunde hos fremtrædende danske buddhister, hinduer og andre markante personer med viden om ny religiøsitet og alternativ spiritualitet. Missionsselskaber og kirkelige organisationer har taget meditationer, retræter, lystændinger og ekstra fokus på følsomheden ind i varmen. Kirkeministeriet har samtidig forsøgt at gardere sig mod nye Ribers-sager blandt medlemmer af folkekirkens styrende organer ved blandt andet at vedtage nye regler om, at alle nye medlemmer af menighedsråd skal afgive løfte om, at på "ære og samvittighed at ville udføre det betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke".

Men uanset hvad der står i kirkens officielle evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter, så foregår der i disse år et holdningsskifte blandt kirkens medlemmer. Næsten hvert femte medlem af folkekirken tror i dag ligesom Steen Ribers på reinkarnation, viser nye tal, som analyseinstittutet You- Gov Zapera har indsamlet for Kristeligt Dagblad. På samme vis mener omkring hver femte dansker ifølge undersøgelsen, at folkekirken nu bør acceptere reinkarnation på linje med andre opfattelser af, hvad der sker med mennesket efter døden.

Faktisk er der nu flere danskere, som tror på reinkarnation, end der er mennesker, som mener, at Jesus døde og genopstod, sådan som kirken ellers forkynder det i trosbekendelsen søndag efter søndag. Og kun én ud af ti i det ellers officielt kristne Danmark kan erklære sig enig i et udsagn om, "kristendommen er den eneste sande religion".

Tilsammen er det udtryk for, at danskerne har forandret deres måde at forholde sig til kirke og tro på.

- Det er blevet sådan, at der i dag er flere veje til frelse. Det er meget udbredt, forklarer Viggo Mortensen, professor i teologi ved Aarhus Universitet, som forsker i kirkens forhold i samtiden.

Han vurderer, at hovedparten af folkekirkens medlemmer i dag ikke længere lægger vægt på dogmatik, men på kristendommen som en "feel good"-religion med stor vægt på næstekærlighed, og hvor der også er plads til at tro på noget andet.

Østens traditioner og religiøse filosofi vinder frem i disse år, fordi de passer som fod i hose til individualismen. Desuden har globaliseringen gjort det nemmere for flere at stifte bekendtskab med andre livsformer og opfattelser af verden. Og endelig gør flere af Østens måder at forklare tilværelsens åndelige sider på det lettere for moderne mennesker at kombinere tro og viden. Det mener i hvert fald cand.theol. Lars Buch Viftrup. Han er redaktør for bladet IKON, som beskæftiger sig med kristendommens møde med ny religiøsitet.

- Ved klassisk kristendom skal man foretage et trosspring, antage noget, som man ikke kan forklare. Noget, man bare bliver nødt til at tro på. Men for mange kan Østens religiøse filosofi bedre hænge logisk sammen. Karma handler jo om, at alting har en årsag. Og reinkarnation betyder, at retfærdigheden kan ske fyldest på den lange bane. Tingene kan se sorte ud nu, men til sidst vil det hele gå op, forklarer Lars Buch Viftrup.

Han har samtidig lagt mærke til, at det faktisk ikke er dogmerne fra Østen, som tiltaler danskerne mest, men mere forskellige former for spirituel praksis eller teknik såsom yoga eller meditation.

- Den form for praksis handler jo om at nå frem til indsigt, balance, tiltro og åbenhed. Det er let at få til at hænge sammen med et moderne syn på verden. Og på den måde kommer det åndelige eller religiøst inspirerede og det rationelle til at hænge sammen, vurderer Lars Buch Viftrup.

For Steen Ribers gik vejen til tro på reinkarnation faktisk gennem yoga. Det var i 1970'erne, og han var ved at uddanne sig til organist. Han begyndte at gå til yoga for at komme den ømhed til livs, som de mange øvetimer medførte.

- Min yogalærer gav mig nogle bøger om hinduismen, og det blev min første tilgang til reinkarnation, fortæller Steen Ribers.

- Men samtidig gav hun mig også bøger af en kristen forfatter, som skrev, at der ikke var nogen grund til at gå over åen efter vand. For mange af de tanker, man har fra Østens religioner, kan man genfinde i kristendommen, siger Steen Ribers.

De mange danskere, som mediterer eller dyrker yoga, melder sig da heller ikke i hobetal ud af folkekirken. Tværtimod er der mange her, som netop har en særlig interesse for og nysgerrighed efter at komme i tættere kontakt med kirkens spirituelle liv.

- Min erfaring er, at der er rigtig mange, som både er optagede af Østens religioner, og som samtidig føler sig knyttet til kristendom og folkekirken. Men de føler sig samtidig frustrerede, når netop deres måde at sætte troen sammen på ikke anerkendes, vurderer Lars Buch Viftrup, der har medvirket som foredragsholder og arrangør for dialogmøder om ny religiøsitet i danske sogne gennem flere år.

Efter hans skøn er der ganske mange menighedsrådsmedlemmer, som i dag har det som Steen Ribers, men som bare går stille med dørene for ikke skabe for megen ravage. For de vil så gerne fortsat have et godt forhold til kirken.

- Jeg har mødt flere, der siger, at det gør ondt, at de ikke kan få lov til at tro på for eksempel reinkarnation. For de kan jo godt lide at komme i kirken, siger Lars Buch Viftrup.

Ifølge religionsprofessor ved Syddansk Universitet Olav Hammer, er der ingen grund til at holde sig tilbage med ens egne måder at tro på i folkekirken. For det normale er så at sige at være anderledes. Og folkekirkens vigtigste rolle i dag er i praksis ikke at holde fast på dogmerne, men at levere rammerne omkring et fællesskab og nogle traditioner.

- Det at tilhøre en organisation og tro på noget er to vidt forskellige ting. Kirken har en rolle som traditionsbevarende institution, og den giver billedet af at tilhøre et fællesskab. Men man kan tro på hvad som helst og samtidig være medlem af folkekirken, siger Olav Hammer, som har skrevet doktorafhandling om New Age og ny religiøsitet især i en nordisk sammenhæng.

De nye tal på danskernes religiøsitet fra YouGov Zapera understøtter professorens vurdering. 60 procent af de adspurgte danskere mener, at der "findes sandheder i mange forskellige religioner", samtidig angiver godt 80 procent fuldstændig som i virkelighedens Danmark, at de selv er medlemmer af folkekirken.

Olav Hammer påpeger da også, at kristendommen gennem tiden har vist sig at være meget rummelig over for forskellige synspunkter, også hvad angår døden.

- Det evige liv kan fortolkes på forskellige måder. Nogen tror, at man er i himmelen 15 sekunder efter, at man dør, mens andre tror, at man ligger i graven i frygtelig lang tid og bliver genopvækket på den yderste dag for at komme i Paradis, siger Olav Hammer.

At danskerne i løbet af 1900-tallet har forandret deres religiøsitet, vil Olav Hammer dog gerne skrive under på. Det har taget tid, men udviklingen, hvor påvirkningen fra øst spiller en central rolle, er ikke til at tage fejl af. Og den finder ikke kun sted i Danmark, men i hele den vestlige verden, hvor gamle autoriteter står for fald og nye spirer frem.

- Det er længe siden, der var en kristen monokultur i vores del af verden. Der skal man helt tilbage til starten af 1900-tallet. Men den her proces, hvor folk opfatter sig selv som autoriteter på en række områder, sker i alle lande. I dag er det fuldstændig normalt at beslutte fra dag til dag, om vi vil spise sushi eller italiensk. I modsætning til vores bedsteforældre, der spiste de samme kartofler hver dag, sammensætter vi madtraditionerne. Det samme gør vi med de religiøse traditioner.

Om nogen kan Steen Ribers bekræfte, at mulighederne for selv at sammensætte menuen på folkekirkens trosmenu er blevet større, som tiden er gået. Men han ser endnu nogle vigtige begrænsninger. De handler om, hvor megen vægt kirken skal lægge på de klassiske bekendelsesskrifter såsom den augsburgske bekendelse fra reformationstiden.

- Den brede befolkning føler, at folkekirken er rummelig for dem og deres synspunkter, men præsterne derimod er meget bundne i forhold til, hvad de kan sige og ikke sige. Man taler meget om forkyndelsesfrihed. Men jeg synes nærmere, at vi har forkyndelsestvang, fordi præsterne skal forkynde ud fra den augsburgske bekendelse, siger Steen Ribers og fortsætter:

- Det kan forklare, synes jeg, hvorfor folk bliver mindre interesseret i at gå i kirke, fordi de ikke kan blive talt til på det niveau, de selv befinder sig på.

kirke@kristeligt-dagblad.dk