Prøv avisen

De døde er ikke helt borte

Sine døde bærer Peter Dürrfeld med sig i form af tanker og ved at tale om dem. – Foto: Leif Tuxen.

Peter Dürrfeld, der er forfatter, oversætter og skak- og musikskribent, har skrevet en erindringsbog om de døde i sit liv og et svundent København

Peter Dürrfeld har haft mange lykkelige dage i sit 71-årige liv. Men han er ikke i tvivl om, hvilken dag der var den ulykkeligste. Det var søndag den 18. juli 1948.

Hans far havde lejet en robåd ved Peblinge Dosseringen i København og var roet ud på Sortedamssøen med sine to yngste sønner, Peter på fem og Børge på to år. Den ældste, Erik på ni år, var på ferie i Vestjylland, og deres mor var blevet hjemme med den nyfødte søster, Else, i lejligheden på Nørre Farimagsgade. Børge sad i forstavnen med fortøjningsrebet bundet om sig. Men han må være kommet fri af tovet, for pludselig lød et plask, og den lille dreng faldt ud over rælingen og ned i vandet. Først to dage senere lykkedes det Falcks Redningskorps at finde den druknede dreng.

Peter Dürrfeld fortæller i sin bog, Hjertet har altid det sidste ord. Erindringer om de døde i mit liv, der netop er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag, om lillebroderens skæbne i kapitlet Børge (1945-1948). Om at miste ham siger han:

Det har været hårdt. Han forsvandt. Han røg ned i dyndet. Jeg kan huske båden, og at vi ikke havde redningsveste på. Man tog noget sorgløst på den slags sikkerhedsforanstaltninger dengang. Min mor tabte alt sit hår. Hun blev pilskaldet. Og for mig har det betydet, at jeg havde og har det meget svært med dybder. Når mine piger har befundet sig ved kanten af en havn, har jeg altid sagt til min kone, om de behøvede at gå helt derude? Min kone er uddannet svømmelærer, så hun skulle nok kunne springe i og redde dem.

Jeg lærte selv at svømme, da jeg var i slutningen af 30erne. For den sad hårdt i én. Men jeg ville gerne kunne bade. Nu har jeg ikke angsten længere, bortset fra at jeg er bange for, at andre skal falde i vandet.

Vi bor tæt på Søerne. Børge faldt i vandet ud for Schleppegrellsgade, og bådudlejningen ligger der stadig. Når jeg kommer forbi, bliver jeg altid mindet om det. Ikke at det er et sår mere, men jeg sender Børge og 1948 en tanke. Og det er ikke sådan, at fordi jeg har skrevet det kapitel i bogen, vil jeg aldrig tænke på det mere. Børge var en lille, lidt rødhåret dreng, der sad i sit eget hjørne i stuen ud mod Ørstedsparken og var nem og fredelig. Det er, hvad jeg kan huske om ham.

Peter Dürrfeld, der er forfatter, oversætter, skakskribent på Information og anmelder af klassisk musik i Kristeligt Dagblad, bor sammen med sin familie på Østerbro i København. Lejligheden bærer præg af hans tre passioner klassisk musik, skak og sporvogne. Her er masser af cder og musiklitteratur, et skakspil i brunt træ står øverst på en reol. Og i stuen ved siden af og i den lange gang ned til køkkenet hænger gamle sporvognsskilte til minde om Linie 2 med rute fra Godthaabsvej på Frederiksberg til Sundby på Amager, og Linie 14, der kørte op ad Strandvejen og til Klampenborg. Og der er flere billeder af sporvogne, deriblandt Linie 4, der passerede forbi hans barndomshjem på Nørre Farimagsgade, København K.

Der er temmelig mange københavnere, der har sporvognspassion. Det handler om nostalgi. Og for mit eget vedkommende er det noget med, at der er orden i tingene ligesom med skakspil. Der er 64 felter og regler, der skal holdes. Det giver en vis tryghed, at sporvognen kører fra endestation til endestation. At køre med sporvogn var en måde at lære byen at kende på, og hver sporvogn havde sin egen personlighed som Linie 14, der blev kaldt for Marianne, fordi dens skilt var malet i det franske flags farver, siger Peter Dürrfeld.

Herfra, hvor vi sidder, er der ikke langt til Nørre Farimagsgade, som spiller en livlig rolle i bogen med beskrivelser af kvarteret og dets mange farverige personligheder.

Der er steder og typer, der ikke findes mere. Vi havde små handlende i gaden. Som grønthandleren, der altid sagde faarvel og tak!. Der var en fræk slagterhund af en ismejerist med dryppende næse. Man købte sine papirvarer i Den høje stue, hvor indehaveren rystede voldsomt på hænderne, men alligevel fik pakket varerne ind. Folk sad og drak bajere i baglokalet til købmanden. Og nede i kælderen i vores ejendom var Mester, en skomager, der ikke havde noget særligt godt liv. Jeg var bud for ham, og da han lærte mig bedre at kende, skulle jeg hente en kylling til ham, som han kunne varme sig ved.

Jeg siger ikke, at det var bedre dengang, men det var meget forskelligt fra i dag, hvor supermarkeder har afløst de små butikker, siger Peter Dürrfeld.

Nu er alle de originaler, han fortæller om, døde ligesom de mange mennesker, han vier hver et kapitel i erindringerne. Familie som moderen, faderen, brødrene Erik og Børge, hans mormor og hans første hustru, Sonja. Forfatterkollegaen Dan Turèll, hans overordnede, gymnasierektoren Niels Holm. Samt andre, der har haft betydning for ham og i hans liv som den tidligere statsminister Hans Hedtoft (S), skuespilleren Dirch Passer, dirigenten Leonard Bernstein, skakverdensmesteren Bobby Fischer og digterpræsten Kaj Munk, som kom forbi, når han besøgte sine bedsteforældre i Rejkjær i Vestjylland.

Alle er skildret kærligt, humoristisk og med en fin hukommelse for, hvordan det var engang, så de står lyslevende for læseren.

Jeg håber, læserne får en oplevelse, der får dem til at tænke over de mennesker, de har kendt. At man tager dem med sig gennem hele livet. Der er nogle steder i bogen, hvor det er lidt trist, men jeg håber, at det også er livsbekræftende. At det kan opleves som en form for rummelighed over for, at i vores tilværelse har vi også nogle mennesker, vi har mistet. Og som vi tager med os som en rigdom, der, efter at de er gået bort, stadig kan udvikle os.

Jeg har selv fået vendt nogle ting undervejs, og jeg har spejlet mig i mine forældre. Jeg har ikke noget traumatisk forhold til dem, selvom de blev skilt. Jeg er kun taknemmelig for den arv, jeg har fået fra dem.

Min mor, der var hjemmegående, har givet mig Et godt humeur, som også er titlen på en af H.C. Andersens historier. Hun havde et godt humør. Det er ikke det samme at have et godt humør som at være i godt humør. At have det er en nådegave, der hjælper en igennem mange ting i livet. Min far, som var ekstrapostbud ved Købmagergade Postkontor, gav mig skakinteressen og litteraturinteressen og havde også et godt humør, men mere i form af viden. H.C. Andersen var en af min fars helte sammen med fader Holberg, som han sagde.

Bagsiden af det gode humeur er, at man kan blive lidt overfladisk og en vendekåbe. At man siger phf og bare skøjter videre. Både min mor og jeg har haft en tendens til umodenhed. Jeg var slet ikke gearet til at tackle udfordringerne i ægteskabet med min første kone. Det kan også betyde, at man udvikler en angst for konflikter. Niels Holm, der var rektor på Zahles Gymnasieskole, hvor jeg var souschef, havde en stilling, hvor konflikter ikke kan undgås. Men selvom man forsøger at undgå eller skøjte hen over dem, vil de alligevel indhente en på et tidspunkt.

Det blev hans skæbne at undgå konflikter. Så hvorfor forsøgte jeg ikke at hjælpe ham ved at sige noget til ham? Det er svært med en overordnet, der er 20 år ældre end en selv. Men jeg har lært meget af min egen overfladiskhed. Man bliver nødt til nogle gange at erkende, at pilen og skylden kan pege mod en selv, siger Peter Dürrfeld.

Han har stærke erindringer om sin mormor og morfar, som han tilbragte lange sommerferier hos i det vestjyske. Her kom også pastor Munk, som mormoderen kaldte Kaj Munk, der delte interesse for jagt med morfaderen. Derfor kom det sig, at den lille Peter engang har siddet på skødet af den kendte præst og redet ranke.

Min mormor var et meget kristent og troende menneske. Selv har jeg altid været kristen i folkekirkelig forstand. Men mit forhold til kristendom er blevet accentueret de senere år. Som jeg skriver i bogens sidste kapitel, En messe for de døde, ligger der en frihed i at opgive metafysiske spekulationer om tilværelsens grundvilkår: Er der en Gud? Hvad sker der efter døden?.

Man kan sige, at mit tættere forhold til kristendommen er en form for tilbagevenden til den verden, som min mormor stod for i Vestjylland. Det er et valg, jeg har taget. Nu tror jeg på kristendommen og behøver ikke forholde mig til alle mulige eksistentielle filosofier eller andre religioner.

Peter Dürrfelds indgang til kristendommen er også gået gennem klassisk musik med store religiøse værker som Händels Messias og Mozarts guddommelige klaverkoncerter. Dertil kommer læsningen af Luther i forbindelse med en stor oversætteropgave af en biografi om reformatoren.

Jeg har fået mit ståsted. Det betyder også, at jeg ikke kan sige, jeg har gjort mig fortjent til en lykkelig tilværelse. Jeg bliver altid påvirket af det, jeg beskæftiger mig med. Og Luthers livssyn var, at det, der kan frikende og retfærdiggøre dig, er din ubetingede tro og Guds nåde.

Jeg har været så heldig med tilværelsen. Jeg har haft et fantastisk godt helbred. Og jeg har haft et godt voksenliv og syntes, at jeg havde fået, hvad der tilkom mig, da jeg mødte min nuværende kone, Jytte, og har fået 20 vidunderlige år med hende. Der er også så megen rigdom i det, jeg beskæftiger mig med. Et lykkeligt liv er en gave fra oven. Du kan ikke gøre dig fortjent til det det er nåde. Dér er jeg enig med Luther, siger Peter Dürrfeld.

Sine døde, som han har skrevet om i Hjertet har altid det sidste ord, bærer han med sig i form af tanker og ved at tale om dem.

Jeg taler med min kone. Og jeg taler med min svigerinde, Annie, om min bror Erik, der døde i 2010 efter flere års kræftsygdom. Jeg tænker tit på dem med taknemmelighed. Men selvfølgelig ved jeg godt, at man lever for de levende.

Jeg var til stede ved min mors dødsleje, og da hun sov stille ind i døden. Jeg kunne mærke, da hun begyndte at blive kold om fødderne. Hun blev 90 år. Min far blev 69 år og havde nogle hårde sidste år på grund af hjerneblødninger. Min bror blev 71 år. Det var ikke okay. Han fik et relativt kort otium. Jeg ville gerne have beholdt ham i mange år, men han døde i bevidstheden om, at han havde haft et godt liv.

Han var mere slagfærdig end jeg og opnåede at blive lidt kult hos mine piger, for han var god til at fortælle historier om en rask, men fræk dreng, der kunne lave alle mulige numre. De døde er ikke helt væk. Og jeg har mine ritualer. Ser jeg, at klokken er 19.38, sender jeg Erik en kærlig tanke, for det var hans fødselsår. Og når jeg kører lange ture på min røde racercykel, og kilometertælleren står på 38, siger jeg: Hej, Erik!.

Peter Dürrfeld