Prøv avisen

De fødte forbrugere

– Illustration: Peter M. Jensen.

Børns forbrug Børn, der vokser op i Danmark i dag, er den rigeste børnegeneration nogensinde. De fødes ind i et overflodssamfund, hvor de er defineret som forbrugere, før de kommer ud af mors liv. De voksne, der omgiver børnene, bør være sig det bevidst, hvis ikke den materielle forkælelse skal gøre mere skade end gavn, advarer flere eksperter

Da Emilie Bukhave var fire år gammel, fik hun tv på værelset. Egentlig var det ikke lige noget, hendes mor havde forestillet sig, at datteren skulle have, men da nogle i familien skulle af med et gammelt tv, arvede Emilie fjernsynet.

Det er vældigt praktisk. Der er fire år mellem vores børn, og nogle gange vil Emilie gerne se noget, der er for voldsomt for vores yngste. Desuden slipper vi for noget larm i stuen. For Emilie er det også godt at falde i søvn til. Hun ser tit en halv times tv i sengen, og så sover hun, forklarer Emilies mor, dagplejer Annette Bukhave.

Dermed ligner livet hos familien Bukhave i Herning mange andre børnefamiliers tilværelse. Halvdelen af alle børn mellem fem og syv år har et tv stående på værelset. I takt med at børnene bliver ældre, får de også mobiltelefon i lommen og computer med internetadgang på værelset. Ifølge Gallups børne- og ungdomsindeks 2006 har 65 procent af de 8-12-årige en mobil og hver fjerde egen pc med internetadgang på. Børn i dag er den første generation i Danmark, der groft sagt får, hvad de peger på ofte før de har nået at pege.

I dag er Emilie Bukhave en stor pige på vej mod de otte, der går i 2. klasse. På pigeværelset er der nu også en computer med internetadgang og mulighed for at se dvd på skærmen. Fjernsynet er røget ind på lillebror Magnus' værelse, hvor den tre-årige dreng kan hygge sig med at se Byggemand Bob, Traktor Tom og andre populære tv-udsendelser.

For nogle år siden havde jeg forsvoret, at vi skulle have fire tv'er i huset. Jeg var bange for, at vi skulle komme til at sidde isoleret i hver vores rum. Men sådan er det ikke. Jeg ser Disney Sjov i stuen sammen med dem, og de bruger det heller ikke ret meget, når de har kammerater på besøg. Så vil de hellere lege. Man skal bare passe på, at det ikke tager overhånd, så de ser for meget, siger Annette Bukhave, der vurderer, at børnene bruger en time ved skærmen hver dag og lidt mere i weekenderne.

Magnus og Emilie Bukhave er dermed godt i gang med en tilværelse som forbrugere, og faktisk begynder det meget tidligere. Ifølge lektor i barndomshistorie på Danmarks Pædagogiske Universitet, Ning de Coninck-Smith begynder det allerede i graviditeten, hvor den gravide mave fungerer som en slags kropslig piercing. Kvinderne bærer stramt tøj, og forventningerne til det ufødte barn er store. Når børnene så kommer til verden, bliver de stylet og hypet i det helt rigtige tøj, bliver kørt i en barnevogn, der signalerer forældrenes værdier og bliver begavet af ivrige bedsteforældre med en solid bankkonto.

Forventningspresset skrues op, men man kunne godt ønske, at forældrene øgede deres bevidsthed om, hvorfor de udstyrer børnene med de ting. Det er jo ikke altid sikkert, at barnelivet bliver bedre, jo flere ting man har, siger Ning de Coninck-Smith.

Hun peger på, at barndommen netop er skabt med ting. Tidligere tiders børn havde ikke nogen egentlig barndom, men med legetøj, børneudstyr og særligt tøj beregnet til at lege i, er barndommen blevet skabt.

Barndommen er materiel. Den er tingsliggjort i positiv forstand. Der er designet et særligt børneliv, og børn har i dag ret og pligt til at være glade, siger Ning de Coninck-Smith.

Når børnene er kommet til verden, skal de klædes på, og her kan man godt glemme alt om lapper på knæene, stoppede sokker og kantbånd på buksebenene, der lige forlængede livet for fløjlsbukserne en sæson. Takket være globaliseringen og flittige kinesere er meget børnetøj så billigt, at det kan smides ud, når der kommer hul i det, eller børnene vokser fra det. Dog er der sideløbende stort salg i dyrt mærkevaretøj til børnene, hvilket også kan læses i statistikken. Ifølge Danmarks Statistik brugte par med børn i 2004 53 procent mere på børnetøj end 10 år tidligere til sammenligning voksede fars tøjforbrug kun med ni procent og mors med 41 procent.

Når børnene bliver tweens, en ny definition på de 8- til 12-årige, er de for længst oplært til forbrug. Aldersgruppen har ifølge Gallup 12 milliarder kroner til forbrug, og 60 procent af børnene i den aldersgruppe bestemmer helt selv, hvad kronerne skal investeres i. De har omkring 300 kroner om måneden at gøre godt med, og dertil kommer, at de får mange ting af deres forældre og bedsteforældre.

De 8- til 12-årige piger fik deres eget blad Olivia for to år siden, og de ældste af dem holder af at ose i flok i storcenteret efter skoletid. Og børnene afspejler blot de voksnes adfærd, siger lektor, lic.phil. Anne Scott Sørensen fra Syddansk Universet.

Den generelle tendens er, at der er enormt fokus på det individuelle forbrug. Det er en måde, vi kommunikerer os selv på over for omverdenen. Der er børn ikke mere specielle end voksne, men man kan alligevel sige, at vi skal være opmærksomme, for børn er mere følsomme, siger hun.

Hun peger samtidig på, at mange børn er kompetente forbrugere, og skal mor eller far købe en ny mobil, er den bedste rådgiver ofte barnet, der ved præcis, hvilket mærke der er godt, og hvor det findes billigst på nettet.

Men når børn aldrig virkelig når at ønske sig noget, før det lander på værelset eller gavebordet, kan det få alvorlige konsekvenser, når børnene bliver voksne.

På et eller andet tidspunkt siger forældrene stop, og så skal de unge selv til at finansiere deres forbrug. Det kommer til at gøre ondt på nogle. Gammeldags dyder som at spare op, investere langsigtet og yde, før man kan nyde, er gået tabt, og dermed lærer børnene ikke at tage ansvar. Hverken for sig selv eller andre, mener Anne Scott Sørensen.

Ifølge filosof og debattør Morten Albæk er de mange materielle ting i barndommen lige fra et bugnende klædeskab til et værelse fyldt med gadgets et udtryk for, at forældrene køber sig aflad. Den ressourcestærke middelklasse har bildt sig selv ind, at den kan det hele hele tiden, og den påstand holder ikke i virkeligheden.

Den stigende materialisering af barndommen er et tegn på, at forældrene er ved at kapitulere. De kan ikke være de forældre, de gerne ville være, og køber sig derfor aflad. Opdragelse tager tid og kræver tilstedeværelse, og enhver ansvarlig forældre bør have in mente, at det aldrig er bevist, at der er lighedstegn mellem materiel overflod og lykke, siger Morten Albæk.

Han mener, at moderne mennesker bør tænke sig om en ekstra gang, før de sætter børn i verden, og gøre op med sig selv, om de er villige til at foretage de nødvendige prioriteringer som for eksempel at skrue ned for karriereblusset for at være fysisk tilstedeværende forældre.

Der er ikke en eneste undskyldning for ikke at være sig sit ansvar bevidst, siger Morten Albæk.

Sognepræst Kristine Hestbech, der i øjeblikket er barselsvikar i Sankt Povls Kirke i Korsør, kender mange børnefamiliers liv. Tidligere på året var hun medlem af regeringens Familie- og Arbejdslivskommission, og selv er hun mor til to teenagedøtre på 14 og 18 år der aldrig har haft tv på værelset.

Som forældre må man vove at stå ved sine værdier og sige til børnene, at sådan er det altså her. Men jeg kender da godt til presset og kan selv finde på at gå med ned i byen og købe et par dyre bukser, fordi jeg kan mærke på min datter, at det er vigtigt i pigegruppen lige nu, siger Kristine Hestbech.

Hun ærgrer sig over, at alt for mange voksne blot følger strømmen af angst for, at børnene skal skille sig ud. Og ikke kun forældrene, men også pasningsordningerne er med til at ensrette barndommen med bevidstløst forbrug.

Jeg kunne godt ønske mig, at de offentlige pasningstilbud vovede at slukke for strømmen. Alle børn har i dag de der elektroniske spil hjemme, og så behøver de ikke også at spille dem i fritidsklubben eller skolefritidsordningen. Det elektroniske legetøj har medført en stor ensretning af barndommen, og navnlig drengene har svært ved at finde ud af at lege, hvis ikke der er en computer eller gameboy, siger Kristine Hestbech.

Hun er overrasket over, at der nu står et tv på halvdelen af alle værelserne, der bebos af børn, der knap har fået rokketænder. Og hun stiller spørgsmålstegn ved, om det dybest set er det, børnene ønsker.

Børn elsker at sidde med hele familien i sofaen og se Disney Sjov. Det er et ritual i familien, hvor man er sammen, og så er det ligegyldigt, hvad der er på skærmen. Jeg tvivler på, at det er Disney Sjov, de sidder og ser alene på tv. Børn er sociale væsener, og selvom de har tv på værelset, er det jo ikke sikkert, de bruger det, siger Kristine Hestbech og fortsætter:

Teknologien er på mange måder fin, og allerede før børn begynder i skole, er de jo superrappe på internettet og ved computeren. De kaster sig over teknologien med en frygtløshed, som vi andre kan misunde dem, men det er ærgerligt, at teknikken er tilgængelig i alle livets rum. Måske skulle man derhjemme have et aktivitetsrum med pc, tv og spillemaskiner, men ikke der, hvor børnene skal sove. Forældrene bør være bevidste om, hvad børneværelset skal bruges til, siger Kristine Hestbech.

Forfatter og brevkasseredaktør Hanne Reintoft hører ikke til de mest bekymrede, når det handler om moderne børns forbrug. Hun arbejdede som socialrådgiver blandt enlige mødre i København i begyndelsen af 1960'erne, hvor hun så stor materiel fattigdom. Hun mener derfor, at der er grund til at glæde sig over, at nutidens børn ikke mangler noget.

Børn tager ikke skade af at få deres materielle behov opfyldt, og der er ingen tvivl om, at børn har en bedre barndom i dag end tidligere, siger hun.

Hanne Reintoft peger dog på, at bagsiden af den materielle overflod kan være, at børnene tager de mange ting for givet.

Det hedder jo ikke ønskesedler længere, men bestillingslister. Mange børn forstår ikke i dag, at en gave ikke bare er en berigelse, men også en kærlighedserklæring, og noget af spændingen er røget. Børnene risikerer at blive smådeprimerede og sure, og vi ved jo alle, at bytteriet er totalt efter jul, konstaterer Hanne Reintoft.

Også lektor Anne Scott Sørensen mener, at det kan få konsekvenser på langt sigt, at børn vokser op i et samfund, hvor der er råd til det hele.

Hun mener således, at urolighederne på Nørrebro i København det sidste halve år er et eksempel på, hvordan det kan gå. Her har unge, der erklærer sig antimaterialistiske, længe kæmpet for et ungdomshus. Men et er, hvad de siger, noget andet er, hvad de gør.

Efter min mening er Nørrebro et eksempel på, hvor galt det kan gå for en generation, der har fået tingene, før de har bedt om dem. Når de ikke længere får, hvad de vil have, så går de til ekstremer.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk