Prøv avisen

De kristne analfabeter

Er kristendommen på vej ud af det danske samfund? Foto: .

Om få generationer kan danskerne helt have mistet det religiøse sprog, selvom religiøsiteten stadig eksisterer, vurderer religionseksperter. Det betyder blandt andet, at danskerne bliver endnu mere famlende og usikre over for

»Jesus lever!« dækker med store bogstaver væggen på et offentligt toilet. »Får vi så ingen påskeferie i år?« spørges der med en anden håndskrift nedenunder.

Om få generationer vil kun en meget lille del af befolkningen i Danmark trække på smilebåndet af en vittighed, der som denne har et religiøst indhold. De vil ikke kunne koble korsfæstelse med påskeferie. Det mener en række teologer og eksperter i religion. Og det på trods af, at kristendommen tilsyneladende har fået en mere og mere fremtrædende plads som identitetsmarkør i befolkningen. Men det kristne sprog, Biblens historier og ritualer som aftenbøn vil blandt et flertal ikke give mening.

Danskerne er blevet kristne analfabeter, mener rektor for Præsternes Efteruddannelse, Ole Jensen.

- Selvom folk strømmer i kirke til jul, dåb, bryllupper og konfirmation, så mangler de fleste danskere klarhed, indhold og vaner for deres tro. De kan ikke sproget længere, siger han.

Lektor i dogmatik Svend Bjerg udtrykker det på denne måde:

- Den positive betydning af sekularisering er, at kultur og kirke holdes adskilt. Den negative konsekvens af sekularisering er, at samfundet bliver afkristnet i en sådan grad, at der ikke findes en teologisk kultur, og at vi overhovedet ikke kan forstå det at være kristen eller på anden måde religiøs, siger han.

Et nyligt eksempel er statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) aflysning af et møde med en række muslimske organisationer med henvisning til, at han ikke ville mødes med fundamentalister. Det fik en række kristne med rod i missionsorganisationer til vredt at gå i rette med en statsminister, som ikke kendte nok til muslimernes tro: At fundamentalisme er troen på, at Koranen er åbenbaret af Gud til profeten Muhammed, og dermed ikke det samme som ekstremisme.

Svend Bjerg vil ikke sige, at aflysningen af mødet var entydigt negativ.

- Men der ligger også den dimension i det, at Poul Nyrup Rasmussen ikke kender de religiøse præmisser, heller ikke sine egne.

Hvad man mister, er mere synd for samfundet, end det er for de kristne, som Svend Bjerg nok mener skal overleve.

- Samfundet mister den religiøse livstolkning. Sekulære danskere er slående fortabt, når de møder den irrationelle ondskab som for eksempel ved terrorangrebene i USA den 11. september. Og de er også fortabt, når der skal tages stilling til livets store spørgsmål i for eksempel genteknologien. I mangel på sprog tyer samfundet til eksperter, og hele den moralske dimension, som er udsprunget af religion, forsvinder. I stedet tror vi, at vi kan behandle eller ræsonnere os fornuftigt ud af alle de dilemmaer, vi bliver sat i. Det kan vi ikke, siger Svend Bjerg.

Biskop over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, taler ikke om kristen analfabetisme, men om behovet for genlæring af kristendommen.

- Der er ingen tvivl om, at der er meget stor interesse for kristendom. Men det er næsten umuligt at blive klog på, hvad mennesker mener, når de taler om kristendom. Spørgsmålet er, om det er de kulturelle frugter af kristendommen, vi ser, eller om kirkekristendommen står over for en renæssance. Uanset hvad det er, så mangler fundamentet. Der er behov for en genlæring i forhold til de kristne traditioner. Vi har brugt de sidste 50 år på af aflære kristendommen, og hvis danskerne mener noget med den megen tale om kristendom og kristne værdier, så må de også træde ind og finde fundamentet igen. Her har kirken en stor, men ikke nem opgave, siger biskoppen.

Den fremtidige konsekvens af at ignorere kristendommens fundament kan ifølge Niels Henrik Arendt blive, at de kristne værdier, samfundet bygger på, ikke overlever.

- Troen på, at de værdier, vi finder vigtige i samfundet, kan bevare deres gyldighed, selvom de ikke er forbundet med en religiøs livsopfattelse, er en illusion. Respekt for individet, hele social- og sundhedspolitikkens oprindelse, som kristendommen danner baggrund for, er værdier, som ikke kan overleve, hvis de hænger frit i luften. Værdierne er opstået, fordi kristendommen gennem mange år har været en levende tradition. Hvis den skal overleve, så er vi også nødt til at kende de fortællinger, traditionen er vokset ud af. Vi kan kun tale om den samaritanske pligt, så længe fortællingen er fælles arvegods, siger han.

Niels Henrik Arendt peger også på, at kristendommen på denne måde ikke bliver særlig mobil i forhold til dialogen med andre religioner.

- Bevidstheden om kristendommens indhold er lav i dag, og det tror jeg også spiller ind i forholdet til islam. Mange danskere føler, at de kommer til kort, fordi de ikke har det religiøse sprog, som muslimen som et spejl holder op foran dem. Derfor tror jeg også, at muslimerne kommer til at virke som en meget religiøs og meget homogen gruppe, fordi de udtaler religionen. De fleste danskere kan ikke gøre det samme og ser derfor heller ikke de mange nuancer - og de ikke-religiøse muslimer, siger han.

Niels Henrik Arendt mener ikke, at kristne har så store problemer med sekularisering, som for eksempel muslimer har. Ifølge biskoppen behøver kristne nemlig ikke omgås verden som guddommelig, fordi Gud ikke er i verden, mens islam som skabelsestro omfatter hele livet, og den enkelte muslim er i et stadigt lydighedsforhold til Gud

Ph.d. i missionsvidenskab Mogens Mogensen skelner mellem sekularisering - adskillelse af stat og kirke og af politik og religion - som han mener ligger i selve evangeliet, og så den sekularisme, der er en af konsekvenserne.

- Sekularisering er ikke en fjende af evangeliet, men dybest set en frugt af det. Det ligger blandt andet i Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. At evangeliet ikke kan og ikke skal udmøntes i en kristen »shariah«, en lov for hele samfundets indretning, fremgår for eksempel af Bjergprædikenen, hvor enhver kan indse, at de radikale bud umuligt kan bruges som love i noget samfund, siger Mogens Mogensen.

Fortsættes på side 10

Fakta

Sekularisering: (af fr. séculariser, af lat. saeculum, Ôtidsalder, menneskeliv', i religiøst sprog om det dennesidige eller verdslige), først brugt om fyrsternes inddragelse af kirkens gods under Reformationen, siden generelt om religionens svindende indflydelse på hhv. det politisk-offentlige område og det personligt-eksistentielle og etiske område.

I protestantisk teologi har det op til 1900-t., specielt hos D. Bonhoeffer og F. Gokarten, været en hovedtese, at sekulariseringen er en konsekvens af det kristne menneskes frisættelse af religiøse magter og regler, som beskrives allerede i Det Nye Testamente og skærpes hos Luther. Siden 1970'erne er det i teologien og religionssociologien blevet fremhævet, at befolkningens aktive og/eller passive distancering i forhold til de etablerede kirker ikke hindrer religion og religiøsitet i fortsat at trives i andre former, f.eks. som folkereligiøsitet og nyreligiøsitet. Samtidig vedgås det i teologien, at kristendommen selv er en religion ligesom andre religioner (modsat den dialektiske teologi) og derfor ikke forenelig med total sekularisering. Såfremt den menneskelige eksistens' grundspørgsmål (Hvem er vi, hvor er vi, hvad er problemet, og hvad er løsningen?) er religiøse, lader tilværelsen sig ikke totalt sekularisere på trods af de mange kræfter, der trækker i den retning, såsom rationalisering, mekanisering, urbanisering og videnskabens øjensynlige beherskelse af flere områder af menneskelivet.

Opslag i Den Store Danske Encyklopædi