Prøv avisen

De ophøjede øjeblikke

Tiden går. Tegning af Peter M. Jensen.

TIDEN GÅR: To grundlæggende opfattelser kæmper mod hinanden: enten er tiden en ven eller en fjende. Fordi tid og død hænger uløseligt sammen, og fordi hver dag kan være en velsignelse

Tiden er over os. Måske mere end nogensinde. Alt, hvad vi gør, bliver prioriteret og vurderet efter, hvor lang tid det tager. For den enlige husmor er tiden lagt i skema for at få den til at strække. For den gravide er tiden et omdrejningspunkt til noget nyt. For den døende til noget endeligt. Og for manden i fængslet fortaber tiden sig helt.

Hvad tid egentlig er, og hvorfor den opfattes så forskelligt, er til alle tider blevet diskuteret af forskere og filosoffer. Meningerne er mange, men udgangspunktet kan i høj grad findes i et 18 meter højt ur i Notre Dame-katedralen i Strasbourg.

På slaget 12 kommer to engle hver dag frem for at vende et timeglas. De giver plads til et barn, en teenager, en voksen og en gammel mand, der én efter én passerer døden til tonerne af haneskrål. Øverst oppe velsigner Jesus samtidig hver af de 12 apostle og gør korsets tegn. Nogenlunde samme skue kan man opleve på rådhusuret i Prag, og symbolikken er ikke til at tage fejl af: Tiden går. Spørgsmålet er, om det er godt eller skidt.

– Disse kosmologiske ure repræsenterer i virkeligheden de to grundlæggende opfattelser af tiden, der til alle tider har domineret. Nemlig tiden som ven og tiden som fjende. En fjende, fordi tid og død hænger uløseligt sammen. Og en ven, fordi hver dag kan være en velsignelse. Hele den moderne måde at tænke tid på bunder i kampen mellem de to, forklarer tidsforsker og professor ved Aalborg Universitet Peter Øhrstrøm.

Moderne tidsfilosofi tager traditionelt sit udgangspunkt i de græske ord "kronos" og "kairos". Kronos er det oprindelige ord for kronologi, mens kairos blandt andet findes i Det Nye Testamente, hvor det kan oversættes "det gunstige øjeblik". Romerne identificerede ordet kronos med guden Kronos, der var far til den græske mytologis hovedgud, Zeus. Sagnet gik, at én af hans sønner ville overtage hans trone, og derfor åd Kronos alle sine børn for at ændre tidens gang. Zeus undgik dog denne skæbne. Kronos blev derfor betegnelsen for den fjendtlige tid, der ikke kan fastholdes. På samme måde finder man senere i europæisk billedkunst tiden afbildet som døden med et ur i hånden.

Kairos svarer derimod til det, Søren Kierkegaard kalder "Øjeblikket" og har beskrevet som "der, hvor evigheden berører tiden". Altså et øjeblik af klarhed, hvor tidens muligheder åbenbarer sig.

– Vi søger alle i stigende grad disse øjeblikke. Reklamerne er et godt udtryk for det, for tidligere handlede de som regel om, at noget var hurtigere og mere effektivt. I dag fortæller DSB os, at "Tiden er din egen". I kaffereklamerne siger de: "Nyd øjeblikket". Reklamefolkene har luret, at det handler om at træde uden for det hverdagsagtige og almindelige, hvis man vil opleve det ophøjede i tiden og ikke kun den grå masse af tid, der tromler af sted, siger Peter Øhrstrøm.

Opfattelsen af tid har ændret sig meget gennem århundrederne. Da det mekaniske ur vandt frem i 1300-tallet, begyndte man at opfatte tiden på en helt ny måde. Særligt i løbet af 1400-tallet, da de danske kirker begyndte at hænge ure op på gavlen, satte det tanker i gang hos den almindelige bonde. De berømte kosmologiske ure i Lund, Strasbourg og Prag satte endda tiden i direkte forbindelse med Gud og universet.

Forestillingen om, at tiden er Guds, var fremtrædende helt frem til 1700-tallet, hvor den amerikanske politiker og fysiker Benjamin Franklin var den første til at udtale, at "Tid er penge". Han blev dermed symbol på en gryende opfattelse af, at tiden var noget, man kunne handle med som alt mulig andet. Det skabte grobund for ordet fri-tid, der blev introduceret for første gang i det danske sprog i 1860.

Nogle af de mest radikale ændringer i vores forhold til tiden er dog sket i det 20. århundrede, hvor den teknologiske udvikling har gjort det muligt at mekanisere og synkronisere tiden. Behovet for en fælles tid meldte sig for Danmarks vedkommende allerede i midten af 1800-tallet i forbindelse med udfærdigelsen af jernbanens køreplaner, men har siden udviklet sig hastigt og helt grundlæggende forandret måden, vi kommunikerer, arbejder og indretter os på. Helt ned til den enkelte time i vores timemanager. Vores opfattelse af tid påvirker og styrer os mere end nogensinde, og det har derfor aldrig været mere afgørende, om man er ven eller fjende af tiden.

Spørgsmålet er så, hvad der afgør vores forhold til tiden. Ifølge dr.phil. Søren Harnow Klausen er det de projekter, vi bygger vores hverdag op af. Små og store projekter, der som en kinesisk æske inkluderer hinanden. På godt og ondt.

– Den enlige mor har måske det projekt, at hun vil blive lagt mærke til på arbejdet hver dag. Og overordnet vil hun gerne føle, at hendes datter ikke mangler noget. Hvis bare ét af projekterne begynder at mislykkes, kan opfattelsen af tid ændre sig, fordi et værdisystem falder sammen. Så arbejder tiden imod hende, fordi situationen bliver værre dag for dag. Omvendt arbejder tiden for hende, hvis tingene lykkes. Folk mærker gerne forskellen, når de bliver forelskede. Så ændrer tiden sig, fordi den bliver meningsfuld. Og omvendt når kærligheden forsvinder, siger Søren Harnow Klausen.

Men det er ikke kun vores egen fornemmelse af, om det går godt, der påvirker vores opfattelse af tiden. Det kan også være kulturelt betinget, mener antropolog Morten Axel Pedersen fra Københavns Universitet.

– Eksempelvis har feltstudiet af folkeslaget nuerne i det sydlige Sudan vist, at tiden går sin egen gang i visse kulturer. Alle deres tidsangivelser er bestemt af, hvor langt de er i arbejdet med kvæget. Vi har det jo på samme måde med traditionelle begivenheder som juleaften. Der går man jo ikke rundt om træet, når klokken er otte, men når maden er spist og mandlen fundet. Og tiden får værdi efter, om tingene nu også sker, som de plejer og i den rigtige rækkefølge, siger han og påpeger, at der endda kan være forskellige tidsopfattelser inden for samme kultur. Nemlig blandt forskellige sociale grupperinger såsom nyslåede forældre og folk i fængsel.

– Grundlæggende er tiden den samme for alle, men vi måler og vægter den forskelligt. For en ryger er det helt essentielt at få en morgensmøg. Ellers ved han ikke, hvornår morgenen holder op. Resten af dagen er typisk også delt op i intervaller og værdisat i forhold til tiden med cigatterne, siger Morten Axel Pedersen.

Og så er vi tilbage ved de gyldne øjeblikke. Dem, der hæver sig over tiden og giver det hele værdi. Professor Peter Øhrstrøm:

– Til alle tider har der været mennesker, der glemmer afgørende aspekter af tiden. Det er også let bare at lade alting passere, men på den måde bliver tiden let en trussel. Noget fjentligt. Indtil der kommer en Søren Kierkegaard og minder os om, at vi skal huske Øjeblikket. For deri ligger jo opfordringen om at stoppe op og besinde os på at være til. Så forstår vi, at tiden også er en ven – en mulighed.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk