De stærke Jyder

VÆKKELSE: I dag er bevægelsen opslugt af Indre Mission, men i Gammelsole samles minderne om egnens helt specielle gudelige vækkelse, hvis tilhængere var parat til at gå i fængsel for de rette lærebøger

Der er et skilt på døren med fem navne i nabolaget, hos hvem nøglen kan hentes, hvis man vil indenfor i »De stærke Jyder«s Mindestuer i Gammelsole ved Vejle. Måske kan man også få en ægte »stærk jyde« til at vise rundt. En af dem, den 89-årig Therkel Hansen, har gået i skole i bygningen, der nu er museum. Det var i 1920'erne, da De stærke Jyder drev over en halv snes private skoler på egnen. Her lærte han katekismus og salmer, for kristendomsundervisning var det vigtigste fag.

Siden stillede en ny tid og en ny skolelov nye krav, som tog luften ud af skolerne, og i dag er De stærke Jyder historie. Som bevægelse ophørte den i midten af forrige århundrede. I stedet har Indre Mission taget over, men »de stærke« har sat deres spor med fortsat stor kirkegang og mange kirkelige aktiviteter på egnen.

De historiske minder er samlet i Gammelsole, hvor hele huset her i sommer er blevet inddraget til mindestuer for denne helt specielle gudelige vækkelse, der i 1800-tallet og i begyndelsen af forrige århundrede satte sit umiskendelige præg på Øster Snede, Løsning-Korning, Hedensted, Gadbjerg, Rårup og Uldum-Langskov sogne mellem Vejle og Horsens.

Det blev nødvendigt med mere plads, efter at mindestuerne nu endelig, efter at have eksisteret i godt 20 år, har fået foretaget en registrering af sin store samling af bøger, dokumenter og billeder, og i den forbindelse ryddet op i flere kasser med bøger, som hidtil havde stået upåagtet på loftet.

Registreringen er foretaget af pensioneret sognepræst Johannes Enggaard Stidsen, Odense, som selv er i slægt med De stærke Jyder, og som i fjor udgav bogen »Hold fast ved det du har...!« om sangtraditioner, håndskrevne sanghæfter og gudelige digtninger inden for bevægelsen. Registreringsarbejdet har taget et par år, og der kommer i øvrigt stadig nyopdaget materiale til, fortæller Johs. Stidsen. Således fik mindestuerne i foråret en sjælden samling af sange af den norske digterpræst Petter Dass.

- Selv om vi har meget, er jeg overbevist om, at der fortsat kan findes sjældenheder rundt omkring.

Åben krig

Den gamle skolestue fra dengang, Therkel Hansen gik i skole her, står intakt med ferniserede skolebænke og kateder, og gulnede fotos af elevhold og alvorlige, sortklædte herrer på væggen. Det er lærerne og pionererne fra dengang, hvor nogle fandt det værd at kæmpe for deres tro i Danmark, og den kamp blev først og fremmest ført ud fra bøgerne, som fyldte meget i bevægelsen - og dermed også fylder godt op i mindestuerne. Bibler, Luthers skrifter, Kingos salmebog, prædikensamlinger, katekismer, andagtsbøger og anden opbyggelig litteratur. Gamle bøger fra den ortodokse statskirkes tid helt tilbage i 1600-tallet, og den senere pietisme, hvor »de stærke« fandt den rette tro i en grad, så de var parat til at gå i åben krig imod myndighederne, da man herfra forsøgte at indføre en ny salmebog og nye lærebøger i skolen.

Problemet, som De stærke Jyder så det, var i begge tilfælde den rationalistiske kristendom, som i oplysningstiden havde sneget sig ind i teologien: En forstands-, dyds- og fornuftskristendom, som forstyrrede »de stærkes« fokusering på, at frelsen alene sker ved Guds nåde.

De stærke Jyder regnes for den første gudelige lægmandsbevægelse herhjemme. Den opstod i det sidste årti af 1700-tallet, og i samme årti udkom den nye »evangelisk-kristelige salmebog«, hvis indførelse blev årsag til de såkaldte »sangkrige« på egnen. Når præsten og degnen stemte i med en salme fra den nye salmebog, så tog »de stærke« deres gamle Kingo-salmebog op af lommen og sang efter den - og de vandt »krigen«. I Øster Snede Kirke blev man ved med at synge efter Kingos salmebog helt op til 1966.

»De stærke« tog også kampen op mod skolens rationalistisk prægede lærebøger.

- Det var især biskop Ballings religionslærebog, der var modstand imod, forklarer Therkel Hansen.

I den fandt de en sætning som, at »den almindelige fordærvelse i verden, består fornemmelig deri, at man ikke bruger sin forstand til sund eftertanke«. Dette med flere andre ting gjorde, at de nægtede at lade børnene bruge den til konfirmandundervisning og i skolen. Præsterne svarede igen ved at nægte at konfirmere børnene; der er eksempler på, at nogle blev op til 20 år, inden de endelig blev konfirmeret. I stedet mødte »de stærkes« børn op i skolerne med de gamle skolebøger. Så faldt der bøder til forældrene, og da de ikke kunne betale mere, var der udpantninger, og nogle endte også i fængsel.

Kampen om lærebøgerne kom til at strække sig over 30 år. Først i 1838 blev striden endelig løst, da repræsentanter for De stærke Jyder fik foretræde for den enevældige Frederik VI og disse alfaderlige kongeord: »Gå da hjem kære børn og undervis jeres børn efter de bøger I finder ret«. Kongen havde ellers hidtil hverken været til at hugge eller stikke i, men var formentlig tøet op, fordi man havde indset det uholdbare i at fortsætte striden, som satte folk fra hus og hjem. Kongeordene blev fulgt op af en cirkulæreskrivelse, og »de stærke« oprettede deres egne private skoler.

Alt af nåde

Selv om der i tidens løb er skrevet meget om De stærke Jyder, så har folk udefra ofte haft svært ved at forstå, hvad bevægelsen egentlig stod for, mener Therkel Hansen.

- Og det er der ikke noget at sige til, for der var tale om en helt særlig blanding af ortodoksi og pietisme, hvor man både, som de ortodokse, lagde vægt på den kristne lære, men også, som pietisterne, på livsførelsen. For »de stærke« gjaldt det, at man for at have en sand tro må have en sand lære, men også, at en sand tro skal bære gode frugter. »Alt af nåde« - det var en vending, men hørte tit, og det var ikke bare tomme ord, for når de understregede, at alt syndigt skal der tages afstand fra - også det der kan føre til synd - så var det ikke, fordi de troede, at de ved et fromt liv kunne vinde frelsen. Heller ikke, at de derved kunne nå et mål af fuldkommenhed. For dem var tro ganske enkelt også lydighed.

De stærke Jyder blev geo-grafisk afgrænset til egnen mellem Horsens og Vejle. Der blev stort set ikke missioneret udadtil, anderledes tænkende havde de næsten ingen omgang med, og en eventuel ægtefælle skulle hentes inden for kredsen. Boglige uddannelser var ikke velset, for så kunne man jo risikere at blive »smittet« med de nye, så forkætrede, rationalistiske tanker.

Til gengæld praktiserede de indadtil Luthers »almindelige præstedømme«: Husfaderen tog samvittighedsfuldt ansvar for den kristelige oplæring af børn og husfolk. Kirkegangen blev derhjemme suppleret med udførlige andagter og oplæsning af lange Luther-prædikener om søndagen.

- Det var jo nok en lidt snæver og tung kristendom, konstaterer Therkel Hansen. Det var som om man helst altid skulle gå og være anfægtet. Det blev sagt om dem, at »de stærke« ikke var gode til at leve, men at de var gode til at dø.

Næst efter Bibelen var det i Luthers skrifter, de hentede deres vigtigste åndelige føde. Ingen har forstået Luther bedre end De stærke Jyder, mener Therkel Hansen.

- Med Luther gik de ind for, at igenfødelsen sker i dåben. De snakkede ikke så meget om omvendelse, som andre pietister, der hævdede, at det er i omvendelsen, genfødelsen sker. Var man kommet væk fra dåbspagten, enten på grund af ligegyldighed eller ved grovere syndefald, så mente også De stærke Jyder at der skulle en omvendelse til, men de ville hellere tale om en daglig omvendelse tilbage til udgangspunktet, Jesus.

De stærke Jyders Mindestuer, hvis adresse er Kærvej 11, Gammelsole, har årligt omkring 400 besøg, og opsøges blandt andet af en del studenter, som er interesseret i at skrive opgaver om bevægelsen. Der er adgang alle årets dage, forudsat, naturligvis, at dem med nøglerne er hjemme.

steens@kristeligt-dagblad.dk