Jørn Lund, der for nylig blev 68 år, kan se tilbage på en strålende karriere som sprogmand. Et par nedslag: Professor på Danmarks Lærerhøjskole. Leder af redaktionen af Den Store Danske Encyklopædi. Direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Formand for Undervisningsministeriets og Kulturministeriets kanonudvalg. Medlem af en række bestyrelser for private virksomheder og for Københavns Universitet og Det Danske Akademi. Samt forfatter til en lang række fagbøger.
Det danske sprog har været og er stadig et studieobjekt og en lidenskab for ham.
Jeg har været glad for arbejdet. Det har været interessant, varieret og indimellem hårdt. Jeg har sagt ja til meget og haft lyst til det. Men karrieren er ikke et livsgrundlag. De stærkeste år, og dem, man altid har med sig, var de år, da børnene var små, og hvor jeg havde travlt. Det var vigtige og oplevelsesrige år, og det, der giver mening for mig. Det er ikke den dag, jeg modtog et ridderkors.
Det er så spændende at se sine børn i vækst, der sker så meget med dem. Man er selv lige begyndt på arbejdslivet, ægteskabet er nyt, alting tager form det er bevægende. Og man har sine forældre endnu. Man er endnu ikke blevet ramt, siger Jørn Lund.
Huset, hvor han i 37 år har boet med sin hustru, forhenværende skoleinspektør Marianne Lund, og datteren og sønnen, der for længst er blevet voksne, ligger en kort spadseretur fra Bagsværd Sø. I stuen med vinduerne ud til en vinterlig have er der malerier med blå nordiske motiver af Sven Havsteen-Mikkelsen, sofagrupper, fotografier af børn og børnebørn på et chatol og bøger. En kæmpe reol fyldt med skønlitteratur danner skillevæg ind til spisestuen. En anden er helliget opslagsværker fra rækken af det gamle Salmonsens Konversationsleksikon over Ordbog over det danske Sprog og mange udgaver af Gyldendals røde ordbøger til Den Store Danske Encyklopædi i 22 bind med den karakteristiske mørkeblå indbinding med rød skrift på ryggen.
I dag anses bøger for at være et forstyrrende eller på moderne dansk usexet element i boligindretningen. Jeg hørte forleden om en mand, der skulle sælge sin lejlighed og havde en mægler på besøg. Ejendomsmægleren bad ham fjerne reolen med bøger inden fremvisningen og erstatte den med endnu en fladskærm, siger Jørn Lund.
LÆS OGSÅ: Provokerende professor går på pension
At arbejdet med bøger, litteraturen og det danske sprog giver stor mening for ham, kan der ikke herske tvivl om. Men rent eksistentielt ligger centrum et andet sted børn og børnebørn, familien, vennerne og ægteskabet.
Jeg har et meget godt og nært forhold til mine børn, og så har jeg været gift med den samme, siden jeg var 21 år. Vi ville hjemmefra og gerne have hinanden, og det har holdt. Det er ikke altid en selvfølge.
Det er også helt afgørende at have gode venner. Forskellen på venner og bekendte er ret stor. Jeg har masser af bekendte. Men af venner er der kun et par håndfulde. Dem kan man være sammen med uden forstillelse under alle livsvilkår. Du skal ikke være en anden end den, du er. Alle andre steder har man som udgangspunkt en veldefineret en rolle, og hvis det skal udvikle sig til et venskab, skal konversation udvikle sig til egentlig samtale.
Den tryghed, der er i ægteskabet, er ikke det samme som ensformighed eller noget statisk. Men at være hinanden nær, når det kræves, og at følge med i hinandens liv er meget vigtigt. Omsorg er noget, mange glemmer. Det har ikke været solskin og høj himmel hver dag hos os, men der har været meget af det. Det er sådan med et langt ægteskab, at man ved, hvorfor den anden blev den, han eller hun er. Vi har lige haft bryllupsdag, og så gør vi det, at vi går ud og spiser sammen med vores voksne børn og uden børnebørnene, der ellers fylder det hele. Så er vi samlet som den gamle kernefamilie, og så kan man tale om både det aktuelle og om de lange linjer.
Noget af det, jeg priser mig lykkelig for, er, at mine børn de vågner i et bedre stemningsleje, end jeg selv gjorde i deres alder. Mit liv har ikke været en dans på roser. Man kommer ikke ud af et disharmonisk hjem uden ridser i sjælen. Mine forældre skulle nok ikke have giftet sig. Der var dage, hvor de ikke talte sammen. Der har, navnlig i årene efter bruddet, været noget hos mig selv, der skulle repareres selvreparation heldigvis. Men jeg ved ikke, hvad for et menneske, man bliver, hvis man kun har kendt til solskin og altid fået alle sine behov tilfredsstillet uden at have været oppe imod noget.
Jeg blev lidt utryg og var bekymret for mange ting, blandt andet at mine forældre skulle gå fra hinanden. Ingen børn kan lide, at deres verden bliver flækket. Men de blev skilt, da jeg blev student. De blev heller ikke ligefrem forsonet. Vi bragte dem sammen til en konfirmation. Min mor kunne ikke styre sig og sagde til mig: Har du set, hvordan din far tumler rundt fed, gammel og halvfuld i haven?.
Jørn Lund sukker med et skævt smil.
Min mor fik Parkinsons sygdom, og min far, der var læge, var altså ikke mere fed, gammel og halvfuld, end at han havde diagnosticeret det, inden hun fik det undersøgt.
Utrygheden i min opvækst har gjort, at jeg lider af bekymringssyge. Det er ikke et dominerende element i mit liv, og jeg er det nok mest på familiens og vennernes vegne, for eksempel når de rejser rundt i verden. Jeg tror ikke, at mine børn vil mene, at jeg har pylret om dem, men jeg har været der for dem, som man siger i dag. Min kone har nok været hovedpersonen i hjemmet, men som én fra 68-generationen har jeg været med på alt det, som moderne fædre gør. Det og ligestillingen er noget af det, der har været værd at tage med fra den generation.
Selvreparationen bestod i at gøre det, jeg var bange for. Som ung var jeg for eksempel bekymret for at flyve. Et år var der bud efter mig til konferencer og møder mange steder fra. Trods allehånde bekymringer tog jeg med fly, faktisk samme år 56 gange. Jeg satte mig ved vinduet og vænnede mig til alle lydene. I dag er jeg glad for at flyve. Det er så smukt at se verden deroppefra, og man er dejligt ansvarsfri. Det var en banal teknik, der hjalp mig, siger Jørn Lund.
Han er langtfra gået på pension, efter at han i 2011 forlod sin sidste faste ansættelse som direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Sidste år blev han formand for Dansk Sprognævn, hvor han har været medlem siden 1980. Han er formand for Rungstedlundfonden og flere andre fonde samt medlem af Det Norske Videnskaps-Akademi. Og han sidder med i undervisningsminister Christine Antorinis (S) styregruppe, der planlægger markeringen i år af 200-året for indførelsen af undervisningspligt.
I dagbladet Politiken har Jørn Lund en sprogklumme, og han forsker stadig og er i gang med en undersøgelse af blandt andet gymnasieelevers kendskab til gamle ord og vendinger. Det viste sig, at ingen af dem kender betydningen af for eksempel disse ord: stymper, trikotage, bødker, ulster, bjergsom, gebet, græsselig og undseelig.
Jeg har aldrig fri fra sproget, for jeg interesserer mig for det, og det spejler den materielle og kulturelle udvikling og er et spejl af tidsånden. Derfor er jeg både interesseret i, hvilke ord der kommer ind i sproget, og hvilke der går ud. Unge mennesker læser ikke så meget litteratur i dag som før. Og meget af det, man underholder sig med, er engelsksproget. Så man møder ikke de gamle ord. Og faget dansk er trængt. Så kan de så meget andet, kan man sige. Ja, men ikke det, vi taler om, når vi taler om kulturel kontinuitet. Hvis H.C. Andersen, Holberg og Karen Blixen er svære at læse, så er der noget, der lukker sig. Den horisontudvidelse, man kan få ved at læse litteratur fra andre tider og få møbleret det rum, der hedder gamle dage, den kan man lære noget af, også at forstå samfundet i dag. Det er ikke stimulerende hele tiden at få sproglig søbemad i stedet for at møde sproglige udfordringer. Man lærer nye ord ved at møde nogle, man ikke er stødt på før.
At sidde et par timer uforstyrret med en bog er ikke let i dag. Konkurrencen om opmærksomheden er stor. Det bipper og bobler fra mobiltelefoner og computere, og de elektroniske medier meddeler sig i kursiv for at få os til at blive på deres kanal. Den kulturelle kontinuitet er truet.
Men man skal ikke tro, at alt var idyl i gamle dage. Det kunne være svært at være barn i 1950erne. Man talte ofte om de stille piger og hæmmede drenge. Der var mange stammere og sengevædere, der havde fået en hårdhændet opvækst. Mange var håndsky kender du det ord? Det er en stor glæde, at også det ord er ved at forsvinde ud af sproget. Dengang skulle børn helst skynde sig at blive små voksne. I dag må man gerne være barn, endda temmelig længe.
Jørn Lund har været optaget af det danske sprog så langt tilbage, han kan huske. De første år boede familien, der også tæller hans bror, i Grenaa i Østjylland, hvor faderen var praktiserende læge. Siden flyttede de til Lyngby nord for København.
Det drejer sig ikke kun om ord og udtale. Jeg har erindringer om betoninger og om, hvordan de voksne talte sammen. Tonegangen, vejrtrækningen og stemmens klang kan man ikke styre selv. Hvis man kender et menneske godt, kan man høre i telefonen, om den pågældende er glad eller trist. Da min mor i sine sidste år boede på plejehjem, i øvrigt lige her i nærheden, og var lidt trist, gik jeg som regel hver dag efter arbejde en lille tur med hende. Jeg synes, at det er en menneskeret at tale med et andet menneske hver dag. En dag havde jeg ikke tid og ringede så først til hende dagen efter for at høre, hvordan hun havde det. Jo, tak!, lød svaret. Jeg kunne høre på tonefaldet, at hun ikke syntes, hun kunne tillade sig at være vred. Men man skulle alligevel høre, at hun følte sig svigtet.
Min far havde et godt sprogøre og kunne høre, hvor folk kom fra, når de ringede. Han havde i ni år en blandet by- og landpraksis i Grenå og lagde mærke til dialektforskellene i praksisdistriktet. Jeg spidsede ører og lærte så småt andre talesprog end mit eget.
I en bestemt alder er drenge optaget af at parodiere lærere, og på den måde skærper man sit gehør gennem indlevelse i andres sprogvaner. I min barndom hørte vi en del radio, og to personer gik igen: Lena Vedel-Petersen, som havde den sociale brevkasse, og Niels Birger Wamberg, som havde store dele af litteratur og kulturstoffet. Jeg kunne efter sigende ramme deres sprog og retoriske stil på en prik. Den slags er jeg holdt op med.
Men jeg tror, at jeg har en særlig sprogfølsomhed som en del af bagagen. Mange børn har et fantastisk gehør for sprog, som med årene bliver stækket, fordi det ikke bliver stimuleret. I mit hjem, som var et hjem med klaver, var min mor meget optaget af litteratur og andre kunstneriske udtryksformer. Men centrum i hendes liv var børnene, og det var hende, der stimulerede min interesse for sprog og litteratur. Hun var anderledes end andre mødre dengang. Jeg fik en såkaldt fri opdragelse. Børn skulle have et råderum og have lov til at udfolde sig. Kammeraterne elskede at komme hos os, fordi hun kunne lide at tale med dem og ikke syntes, de var i vejen.
LÆS OGSÅ: Med ranke rygge og ansvar for hinanden
Den fri opdragelse, uden at den var hæmningsløs, betød, at jeg var mindre autoritetsforskrækket end mine klassekammerater. Jeg var ikke bange for de voksne, og jeg havde heller ikke en vanskelig pubertet og selv om jeg er en del af 68-generationen, har jeg ikke haft lyst til at lave bål og brand. Jeg begyndte som universitetslærer i 1968, og det kunne være skrapt at undervise i de år med institutbesættelser og ungdomsoprør, når man ikke selv var revolutionær. Men der var masser af studenter på mine hold. Studerende vil gerne have indflydelse, men de værdsætter også struktureret undervisning.
Det var dengang på universitetet, hvor skellet gik mellem DKP og Venstresocialisterne, og hvis man var SFer, var man langt ude til højre i faget. Selv har jeg ikke haft et fast politisk tilhørsforhold, siger Jørn Lund.
Det var som studerende, at han og studiekammeraten Lars Brink, der senere blev professor på Island, gik i gang med sprogligt forskningsarbejde.
På danskstudiet skulle vi følge sprogets udvikling fra oldtiden og videre frem. Vi hørte, at udtrykssystemet, det vil sige udtalen i dansk, stort set ikke havde ændret sig de seneste århundreder. Og det provokerede Lars Brink og mig til at gå i gang med en stor undersøgelse af dansk udtale fra 1840 og til i dag det vil sige midt i 1970erne. Vi læste de skriftlige kilder, men analyserede også, hvad der var af lydlige kilder, båndoptagelser fra Nationalmuseets Diskotek og Radioens Stemmearkiv, blandt andet med folk født i begyndelsen af 1800-tallet. Og vi gik selv rundt og optog sprog med gamle mennesker på plejehjem og unge mennesker på gymnasier rundt omkring i landet.
Vores arbejde blev til Dansk Rigsmål i to tykke bind udgivet i 1975, der vel var den vigtigste adgangsbillet til professoraterne. Vi fik rammet en pæl igennem, at sprogets udtale ikke har ændret sig. Et eksempel er Karen Blixen, der gik for at være en fremmed fugl i det danske sproglandskab. Da hun vendte hjem fra Afrika, talte hun, som da hun voksede op i et privilegeret og socialt afgrænset miljø i Rungsted i slutningen af 1800-tallet. Gennem de mange år i Afrika havde hun ikke justeret sit sprog og kom til at tale generationsforskudt, som folk født i midten af 1800-tallet.
Sproget udvikler sig til stadighed, og også i dag går det hurtigt. Mange bedsteforældre synes, det er trist, at børnebørnene siger kraft og ikke kræft og drabt og ikke dræbt. Ingen generation har patent på, hvordan ord udtales, men ældre kommer ofte til at opfatte yngres udtale som forvrængning. Når der også ofte klages over mumledansk på tv og i film, er det ikke sproget, der er noget i vejen med. Det er diktionen der skal tales mere tydeligt.
Som 68-årig er Jørn Lund i en alder, hvor det, som han kalder det, banker på rundt omkring.
Mange af mine jævnaldrende er i de forløbne år blevet ramt af sygdomme som cancer, alzheimer, parkinson og hjerneblødning. Venner og kolleger har måttet sige farvel til livet eller har fået en advarsel. Det gør meget ondt, når man pludselig ser folk få ændret deres livsvilkår fra den ene dag til den anden. Derfor må man, når man er nået ind i sidste kvartal, prioritere og bruge sin tid på dem og det, der giver mening. Udsigten er ikke så lang som før. Det har den sådan set aldrig været. Men nu er der ikke oceaner af tid tilbage, og det kan man lige så godt se i øjnene uden at forfalde til passivitet. Det ligger vist heller ikke til mig.
