Prøv avisen

Dem må I ikke forhindre

Børn bør få en ekstra chance, skriver Daniel Øhrstrøm i ugens Signatur.

Det er jo aldrig for sent at ændre sin løbebane, men nogle gange kan det være svært at slippe sin bagage

"Det er aldrig for sent at få en god barndom, men nogle gange kan det være et problem", skriver Peter Høeg i sin nye roman "Elefantpassernes børn".

Pointen er sand, tror jeg. Og som stor dreng slugte jeg også hans - måske mest sublime - roman "De måske egnede". For jeg tilhørte selv gruppen af fagligt utilpassede børn, som systemet stemplede som "måske egnede". Jeg kom oven i købet i skolens specialcenter, da jeg gik i 3. klasse. Om det skyldtes, at jeg var tung i hovedet eller bare var en distræt drømmer med en kedelig lærer, kan man jo ikke bevise. Jeg har min egen (selvbevidste) teori, men dansktimerne interesserede mig i hvert fald ikke. Og end ikke min mors indædte forsøg på at læse med mig derhjemme hjalp, mens jeg til gengæld opfattede matematik som et andet ord for leg.

Alligevel var det et chok, da speciallæreren fortalte mig, at mit faglige niveau i dansk svarede til, hvad man kunne forvente sig af en elev i 1. klasse. Derfor gjorde jeg hurtigt mit for at slippe ud af det "lærerige" fællesskab med de andre elever i specialcenteret, der for eksempel viste mig, at man ikke behøvede at betale for slik hos købmanden. Jeg havde åbenbart virkelig sovet i timen! Senere måtte jeg brødbetynget aflevere pengene tilbage hos den barmhjertige købmand, der oven i købet kvitterede med et job som flaskedreng nogle år efter.

Det er jo aldrig for sent at ændre sin løbebane, men nogle gange kan det være svært at slippe sin bagage. For selvom jeg endte som elevrådsformand på samme skole og siden har skrevet fem bøger selv, tror jeg egentlig først, at jeg slap min sproglige mindreværdsfølelse helt, da jeg blev nyhedsop(b)læser for P4 Bornholm for nogle år siden. For selvom jeg hurtigt kom tilbage i klassen som barn, var jeg stadig bagud i dansk i flere år. Det værste, jeg vidste, var oplæsning, hvor jeg sad og hakkede i det, mens "klassekammeraterne" grinede. Særligt ubehageligt var engelsktimerne, hvor min sadistiske lærer allerede fnisede, før hun sagde: "Daniel, læs op!" Den slags lærere burde man medtænke, inden man overvejer eventuelle efterlønsreformer.

For som barn er det jo afgørende, om man møder folk, der tramper på ens talenter eller forsøger at gøde dem. Jeg har heldigvis haft nærmest urimeligt mange i sidste kategori. Og da jeg selv arbejdede som lærervikar på en specialskole som studerende, sad den lektie stadig i mig. For eksempel husker jeg en meget kvik dreng, der allerede var blevet stemplet "specialskoleegnet" som børnehavebarn. Begge hans forældre var døve, og han var derfor blevet understimuleret sprogligt. Men jeg lærte ham at læse på en uge. Alligevel blev han trods mine indsigelser på skolen, hvor han allerede fungerede som en gratis tegnsprogstolk for lærerne.

Jeg tænker på den dreng, hver gang debatten blusser op om at inddele elever i A- og B-hold efter "begavelse", fra de er helt små. Børn skal have en blankocheck, når det gælder chancer i livet. Jeg husker min egen barndom som et stort kor af voksne, der utålmodigt sagde: "Kom nu, Daniel". Alligevel manglede jeg aldrig ambitioner. For da pædagogerne i skovbørnehaven spurgte, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, svarede jeg: "Profet!" Og nu er jeg da foreløbig havnet på Kristeligt Dagblad.

ohrstrom@k.dk