Prøv avisen

Den åbne historie

ALDER: Sandheden findes i forsøget på at få livshistoriens modsigelser til at hænge sammen i stedet for at hugge en hæl og klippe en tå, mener forfatteren Jens Christian Grøndahl.

En mand i sin bedste alder, siger man, og tænker på en, der ikke er så ung, at tvivlen og usikkerheden på sig selv og verden er det fremtrædende træk, men heller ikke så gammel, at tilbagetrækningen er sat ind. Men sådan cirka lige midt i livet med en bagage af både nederlag og sejre, sorger og glæder, lykke og ulykke.

Netop dér befinder forfatteren Jens Christian Grøndahl sig, og det gør personerne i hans romaner også. Midt i et opbrud og et følelsesmæssigt kaos, fordi en begivenhed - en ulykke, en skilsmisse f.eks. - har fået dem til at standse op og kigge tilbage for at finde en mening med det hele.

Jens Christian Grøndahl, 42, kender turen fra sit eget liv og har sagt ja til at tale om alder og midtvejskrise en formiddag på Cafe Europa midt i København. Der er ikke mange gæster, da han bestiller sin dobbelte espresso og fortæller, at han har det »storartet« med at være i 40´erne.

- Jeg synes ikke, at jeg var særlig god til at være ung. Jeg blev kaldt gammelklog og med rette, for der var et misforhold mellem min intellektuelle modenhed og min følelsesmæssige umodenhed. Det er først med årene, at den kløft er blevet mindre. Derfor har jeg befundet mig rigtig godt med at blive ældre. At det for mig har omfattet en kolbøttetur, som har været pinefuld for mig selv og andre, er en anden sag. Men jeg har det bedre, også med min krop. Da jeg var ung, var jeg meget ranglet, mens jeg nu har mere flæsk at være i, og det passer mig godt. Jeg føler mig tættere på jorden og det nære liv. Det har i hvert fald ikke været bedre, og måske er det »as good as it gets«, siger han og smiler.

Kolbøtteturen han refererer til er hans skilsmisse fra sin kone gennem 14 år, som han også har børn sammen med. Han var 39 år, da han befandt sig i sit livs største personlige krise, som endte med bruddet, men allerede nogle år før havde han foregrebet sit eget livs tema i romanen »Tavshed i oktober«.

Her bliver en 44-årig mand kastet tilbage i sit liv, da hans kone gennem 18 år pludselig en dag er rejst. Han forsøger at finde svar på, hvad der gik galt, og om deres møde var tilfældigt ligesom de andre begivenheder i hans liv.

- For mig skete der det, at jeg på et tidspunkt var tvunget til at tage mit liv op til revision. Som ung står man over for fremtiden, som man står, hvis man en vintermorgen går ud af sit hus og ser ud på en endeløshed af uberørt sne. Fremtidens ubestemmelighed kan give kvalme og svimmelhed, og man længes efter at få en skæbne.

- Samtidig kan man have den modsatte trang til at opretholde muligheder for at kunne gå i en hvilken som helst retning og hele tiden stå foran den totale frihed. Men det lader sig ikke gøre. Man kan ikke gå ud af døren uden at sætte spor. Som ung tror man, at man kan slette og rette, men når man har levet tilpas længe, går det op for en, at det kan man ikke. Det bliver tvingende nødvendigt at finde en værdig måde at være sig selv på.

- Derfor bliver det ikke længere det forkælede spørgsmål: »Hvad kunne jeg tænke mig?«, som man stillede sig selv som ung. Det bliver et spørgsmål om, hvordan man lever sit liv. Det er kun en selv, der kan svare, og derfor stiller man spørgsmålet med en vis hensynsløshed. Hvor ungdommens hensynsløshed består i en uskyldig form for egoisme, består hensynsløsheden hos den voksne i, at man simpelthen for at vælge sit liv kan blive nødt til at træffe valg, der forårsager smerte og ballade omkring én.

- Når du har levet sammen med et andet menneske, fra du var 26, til du var 39, så har du lagt en væsentlig klump af dit liv bag dig, og det er en smerte og et tab. Jeg har følt mig frygtelig egoistisk, fordi jeg ikke kunne tilsløre mig bag ungdommens uskyld, og det ansvar påtager jeg mig. Nogle opfatter mig som et dumt svin, men man kan ikke være den flinke fyr, hvis man skal følge sin inderste tilskyndelse, siger Jens Christian Grøndahl og tænder en af sine cigarillos.

Med romanen »Tavshed i oktober« slog han igennem til et større publikum. Siden fulgte den prisbelønnede kærlighedsroman »Lucca« og sidste år den mindre »Virginia«, som han skrev, mens han stod midt i det værste kaos. Han kalder dén koncentration, der gør det muligt, »pervers«, men mener, at digtningen er en måde at forsone sig med livets mørke og angst på.

- I en sekulariseret kultur skaber digtningen et rum og finder et sprog, der kan rumme det frygtelige. Vi lever i en kultur, hvor friheden er større og mere omfattende end nogensinde i verdenshistorien. Friheden til at vælge som suverænt individ, mener jeg er et ubetinget fremskridt. Jeg hører ikke til dem, som nostalgisk kigger tilbage på tidligere tiders fællesskaber, men jeg tror, at man også er nødt til at forholde sig til frihedens mørke sider. Ensomheden og det ansvar over for andre, man pådrager sig, ved at være et suverænt individ.

- Jeg fik rettet op på kursen midtvejs, fordi der havde været en divergens i mit liv. I dag er splittelsen ikke i mig selv, men blevet en splittelse mellem det liv, jeg levede før krisen, og det, jeg lever nu. Ved at have bekendt kulør og stå ved mig selv, er splittelsen rykket ud i virkeligheden, og det kan jeg bedre leve med, siger Jens Christian Grøndahl.

Sjælemønstret

I dag føler han, at det er lykkedes at integrere al den ravage, han skabte omkring sig, ved at erkende, at livet rummer brudflader.

- Hvis man i stedet for at få det til at ligne en sammenhængende helhed forsøger at integrere brudstykkerne i en fortælling om dem, så bliver det mindre konfliktfyldt. Vi har en længsel efter at få det hele til at gå op, men jeg tror mere på at lade det konfliktfyldte stå i et sprog, der kan rumme det.

- Det handler om, at man opdager, at man er nødt til at gå tilbage for at gå frem. Man kan ikke leve sit liv med en fortid, der bare er en slags affald, man efterlader på slagmarken. Man er nødt til at have sin historie - lige så modsigelsesfuld, som den er - med ind i fremtiden.

- For mig kom det som en pludselig erkendelse af en langsom og mere ubevidst proces, som nok allerede startede i 30´erne. Hidtil havde jeg bearbejdet den på en afledt måde uden at forholde mig til mit eget liv. Erkendelsen hang sammen med, at jeg havde fået børn. Jeg blev far som 26-årig og oplevede som alle andre forældre, at jeg indgik i et kredsløb, der var større end mig selv. Dobbelt-rollen, som består i både at være barn af nogle og far til andre, giver en anden livsbevidsthed.

- I overgangen fra ungdommens uafgjorte, uskyldige frihedstilstand, hvor vi identificerer os med de ubrugte muligheder, til det liv, vi kommer til at leve, ligger den fase, fra vi er i 20´erne og 30´erne, hvor børn og arbejde bliver vores sociale realitet. Der ligger noget befriende i at få børn, fordi livet er fyldt ud af hverdagens travlhed, men det hører op, når børnene bliver teenagere. Kammeratskabet fylder meget undervejs, men det efterlader én med spørgsmålet om, hvad det er for et forhold, man har til hinanden som individer. Om der har været en dybere sjælelig kontakt, som er forblevet levende, og som man kan leve videre på, siger Jens Christian Grøndahl.

Det er et tema i alle hans bøger. Den konstante søgen efter en dybere sandhed end den, som er umiddelbart tilgængelig, og som det kun i fiktionen kan lykkes at finde ved at gå bag-om ryggen på sig selv.

- Hvis jeg selv skulle fortælle min historie, ville jeg fortie ting og sager. Fortiden er kun tilgængelig i erindringen, og erindringen er upræcis. Der er en kløft mellem erindringen og det, vi forsøger at erindre. Det vil sige, at livshistorien, fortællingen, bliver en rekonstruktion. Den ironiske pointe er, at når vi ser tilbage på vores liv, ser vi også tilbage på de fortællinger, vi har fortalt undervejs, og deres skiftende synsvinkler. Vi opdager, at livshistorierne varierer, fordi det har været forskellige regnskaber, personerne skulle have til at gå op.

- Deraf kunne man uddrage den postmoderne konklusion, at det hele er et spørgsmål om perspektiv og synsvinkel, og at der ingen sandhed er. Men det mener jeg ikke. Der er en sandhed i livet, den er bare utilgængelig i sin fulde helhed for en selv og andre. Sandheden findes i selve forsøget på at få livshistoriens modsigelser til at hænge sammen i stedet for at hugge en hæl og klippe en tå.

- At åbne sig for uvisheden og erkende det sammensatte, splittede og flossede ved mennesket er sandere end at fortie ting for at få en aktuel situation til at fremstå som den eneste rigtige. Jeg tror, at der er noget i personligheden, som sætter sig igennem og tegner et mønster, men det mønster forbliver en hemmelighed. Det er det smukke ved livet, og i det finder jeg en mærkelig ro og erkendelse. Hvis jeg var religiøs, var det dér, religionen begyndte, og måske er jeg det uden at ville indrømme det, siger Jens Christian Grøndahl.

At finde svar på det store spørgsmål: Hvem er jeg?, kan aldrig helt lykkes, men det afgørende er, at man prøver, mener han.

- I min roman »Lucca« kredser hovedpersonen om et billede, Ibsen bruger af personligheden. Han sammenligner den med et løg, hvor lag for lag skrælles af, indtil man når ind til et tomrum. På den ene side opleves det som en nedslående konstatering, at der ikke er en uforanderlig kerne, og samtidig er det som en erkendelse, der rummer et håb, fordi tomheden opleves som en åbenhed over for livet og det, der er fremmed og større end en selv.

- Over for dette billede stiller jeg i romanen et andet af det jødiske tempel i Jerusalem. Her er det allerhelligste kammer nemlig tomt. Ligesom man ikke må nævne Guds navn, er det inderste rum utilgængeligt. Livet er ikke afgjort, der er en åbning mod universet, mod de andre og det ukendte, siger Jens Christian Grøndahl.

At dø som en tom skal

At blive ældre er at miste sin ungdom og sine illusioner, og selv om det er nostalgisk, er der også en gevinst ved det, synes Jens Christian Grøndahl.

- Jeg får skrællet flere og flere illusioner af om mig selv og andre. Som ung nærer man en ubegrænset tillid til omgivelserne, som bliver mindre, når man får erfaring med ondskab og almindelig kynisme, og det bringer én tættere på virkeligheden. Ungdommen er også fanatisme og skråsikkerhed, for ingen kan være så ideologiske og forblændede som de helt unge.

- Til gengæld ejer de unge et uforbeholdent moralsk beredskab over for næsten og hele verden og en følsomhed over for menneskelig lidelse, som er kolossalt smuk. Den går delvist tabt, efterhånden som man indretter sig i det forefaldende livsperspektiv, hvor det nære fylder mere end det fjerne, og hvor man kan have større medfølelse med sin ægtefælles tandpine end med ofrene for krig og tortur i den fjerne verden, siger Jens Christian Grøndahl.

Han synes ikke, at man bliver klogere med alderen. For det eneste, man ved, er, at ens viden er usikker.

- Sammenligner man med det romantiske dannelsesideal, var der tale om at opfatte livet som en akkumulerende proces, hvor erkendelse og visdom forstærkedes, indtil man nåede en tinde af modenhed og selvrealisering. Den model holder ikke rigtigt. Tværtimod oplever jeg, at man ved noget forskelligt på forskellige tidspunkter. Ligesom den unge mand ikke kan forestille sig, hvordan hans liv vil blive, kan den modne mand ikke længere leve sig ind i, hvordan det var at stå med de mange ubrugte år foran sig og kun have ubændigheden og håbet at have sin livsfølelse i, fordi erfaringen vejede så lidt i forhold til drømmene, siger han.

Der er ved at være halvfyldt af unge og lidt ældre på Cafe Europa, som er i gang med at »fortælle« deres historier til hinanden over cafebordene. Nogle af dem har måske læst Grøndahls historier om kærlighedens løgne og sandheder. Med sine seneste romaner har han fået et bredt publikum både herhjemme og i udlandet, og at de læses og opfattes på samme måde i Spanien og USA som i Danmark, bekræfter ham i, at historierne handler om »det væsentlige«.

- En del af det, der driver mig som forfatter, er trangen til at udtømme min oplevelse af verden, livet og mig selv igen og igen. Når jeg har afleveret en bog, føler jeg mig fuldstændig tom. Det kan være pinefuldt, for hvad hvis jeg ikke kan skrive igen? Men samtidig ligger der en bekræftelse i det. Og jeg har et håb om, at jeg en dag, når jeg er meget gammel, har tømt mig for alt, hvad jeg havde i mig. Jeg vil gerne dø som en tom skal og vugge ned ad floden med visheden om, at der ikke er mere, siger Jens Christian Grøndahl og går ud af cafe-en.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk