Prøv avisen

Den økumeniske åbenhed er ikke i fare i Danmark

Præsidenten for Det Lutherske Verdensforbund, Christian Krause, anser den danske folkekirke for at være med i ånden i Fælleserklæringen

Den økumeniske åbenhed er ikke i fare i folkekirken, mener præsidenten for Det Lutherske Verdensforbund (LVF), Christian Krause. Og selv om Danmark ikke kunne tiltræde den fælles luthersk-katolske Fælleserklæring om Retfærdiggørelseslæren, så er folkekirken med i dokumentets ånd. Den lutherske biskop fra Braunschweig Stift i det nordlige Tyskland var på besøg i Danmark midt i Mellemøstkrisen, den kongelige begravelse og menighedsrådsvalget. Under besøget har han mødtes med Det mellemkirkelige Råd og stiftsudvalgene for mellemkirkeligt arbejde i Viborg og Århus, og der blev også tid til en gæsteforelæsning på Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet om LVF's relevans og muligheder for de lutherske kirker. Krause trådte for alvor ind på Verdensforbundets scene i 1997 under generalforsamlingen i Hongkong, hvor han blev valgt til præsident. Hvilke bemærkelsesværdige begivenheder i verden har du været vidne til siden da? - Ved afslutningen af dette årtusinde står vi over for to store revolutioner, som vi først i de kommende år vil se de fulde konsekvenser af: Globaliseringen og ophøret af konflikten mellem Øst og Vest. Begge begivenheder har deres rod i folkenes situation verden over. Som en begivenhed i den allersidste del af årtusindet vil jeg nævne underskrivelsen af Fælleserklæring om Retfærdiggørelseslæren mellem Det Luther-ske Verdensforbund og Den Romersk-katolske Kirke som bemærkelsesværdig. For tiden er mange, også i Danmark, optaget af diskussionen om religionernes lige vilkår i Europa. Hvorfor kommer den diskussion netop nu? - Især efter undertrykkelsen af religionen i det tidligere kommunistiske Østeuropa opstår naturligt en diskussion om religionernes indbyrdes lighed i det nye Europa. Det er i dag også en af kirkernes forpligtelser at sikre, at enhver frit kan udtrykke sin religiøse tanke og liv. Det er en del af menneskerettighederne. Det kan vi som kristne ikke se bort fra, og problematikken om fri udøvelse af religion vender begge veje. Når vi insisterer på frihed for den kristne tro i Indien og Indonesien, så gælder princippet også her. Skal de gamle religioner i Europa frygte de nye tider og andre religioners øgede tilstedeværelse? - Det er jo den store og standende debat for tiden. Men spørgsmålet rejses af vores egen usikkerhed. Hvis vi har et klart og tydeligt standpunkt, og hvis vi værdsætter, hvad vi har i f.eks. den lutherske kirke, er der intet at frygte. Man kan kun være en god partner i også den religiøse dialog, hvis man er klar over sit eget udgangspunkt og sin egen identitet. Så er man ikke bange for at miste den. Derfor er det mere en udfordring til os selv end til andre at kunne leve i et pluralistisk samfund. Her har kirkerne en klar økumenisk rolle at spille. Kort tid før Fælleserklæringen blev underskrevet, var der signaler fra Rom om, at enigheden mellem de to kirker måske ikke var så stor alligevel. Nu er der kommet et lignende signal med det katolske dokument, Dominus Iesus, som sætter spørgsmål ved, om andre kirker er »rigtige« - har de økumeniske relationer mellem de to kirker lidt skade af den sidste udmelding? - Katolikkerne er under pres nu. Da signalerne fra Rom kom under forberedelsen af Fælleserklæringens underskrivelse, sagde vi straks i LVF, at vi ikke ville skrive under på det grundlag, selv om vi havde en helt enig beslutning, også med de danske medlemmer af rådet, om at skrive under. Der var teologiske irritationer, og vi følte, at vores autoritet som kirke blev draget i tvivl. Vi sagde, at der ikke kunne blive en aftale ud af det, før begge sider var enige om, at kirkerne skulle mødes på lige vilkår. - Nu kommer kardinal Ratzingers Dominus Iesus i forlængelse af problemerne omkring Fælleserklæringen, selv om katolikker og lutheranere har skrevet under på, at vi ved, at der er forskelle på visse punkter mellem os, men de skal løses hen ad vejen. Nu markeres igen nogle katolske grundsynspunkter, som anfægter hele grundlaget for underskrivelsen af Fælleserklæringen, og som ikke harmonerer med forsoning hen over kirkernes forskellighed, som vi er enige om. Men jeg har en fornemmelse af, at Dominus Iesus vækker mere opstandelse internt i Den katolske Kirke end hos os. Vi ved, hvem vi er. Vi vil ikke lade andre definere vores kirke, men vi vil gerne være med til at bygge bro. Det Lutherske Verdensforbund konkluderer, at enigheden med Den katolske Kirke i Fælleserklæringen står ved magt uanset de efterfølgende uheldige katolske udmeldinger. Hvad skal det almindelige kirkemedlem forvente sig af en sådan teologisk erklæring underskrevet på højt plan? - For det første har kirkerne en fælles opgave i at oversætte erklæringens indhold til et moderne sprog, som alle forstår. I en tid, hvor så mange menneskeliv ikke regnes for noget - fattige, udstødte, arbejdsløse - er budskabet i Fælleserklæringen, at Gud elsker dig gennem sin nåde, og at det også handler om dig og din værdighed. Rent praktisk må vi lære at holde gudstjeneste katolikker og lutheranere sammen og erkende, at en økumenisk gudstjeneste ikke er andenrangs. Endelig må vi i fællesskab fokusere på brændende spørgsmål i verden i dag som fattigdom, racisme og flygtningenes situation. Dem skal man ikke være katolik eller lutheraner for at tage alvorligt, men kristen. Vil du anbefale de lutherske kirker at tilslutte sig det nye dokument Charta Oecumenica? - Jeg anser platformen for at mødes i forbindelse med dokumentets udformning for det vigtigste. Det er væsentligt, at vi mødes til dialog. Indtil nu har vi haft erklæringer som Porvoo, Meisen og Leunberg, som alle er indgået for en bestemt del af verden. Fælleserklæringen og Charta Oecumenica er globale, idet de omfatter flere forskellige kirker i flere forskellige samfund i verden. Det er for mig det vigtigste. Hvis der er uenigheder med teksterne, så lad os sætte os rundt om bordet og diskutere det. Men for himlens skyld, lad os sidde ved bordet. Men en kirkes svar på udkastet til dokumentet - f.eks. det danske svar - kan være så kritisk, at man ikke får lov eller kan sidde ved bordet? - Der skal ikke fejes noget ind under gulvtæppet. Også i forbindelse med Fælleserklæringen var Danmark en af de mest kritiske kirker, selv om tyskerne fulgte godt med. Men de endte som bekendt med at tilslutte sig, hvilket Danmark ikke gjorde. Vi skal udtrykke vores kritik, men dermed er vi ikke færdige med spørgsmålet. Vi må søge at afklare det. Hvis folkekirken ender med at skrive under på Leunberg Konkordien, som er et fællesskab af lutherske og reformerte kirker i Europa, ligesom Norge, vil det så være et vigtigt signal at sende til den økumeniske bevægelse i Europa og måske på verdensplan? - Hvad angår Europa, ja. Leunberg-aftalen inddrager alle reformationskirker i Europa, både de i dag lutherske og de reformerte. De nordiske lande har ikke anset aftalen for at være så vigtig, fordi de er majoritetskirker, mens andre protestantiske kirker har fundet aftalen vigtig, fordi de lever side om side med store, f.eks. katolske, kirker. Det er også vigtigt for os i Tyskland at have den lutherske kirke i Danmark med, når vi arbejder midt i den europæiske integration med især Øst-Vest-spørgsmålet. Folkekirken har i nyere tid ikke underskrevet ét eneste fælleskirkeligt dokument, så det må være et vigtigt signal, hvis folkekirken underskriver Leunberg? - Danmark blev ikke spurgt om at underskrive Fælleserklæringen. Folkekirken kunne ikke anbefale den, men valgte på den anden side heller ikke at træde ud af LVF, da erklæringen blev underskrevet. Så på mange måder havde jeg danskerne med mig, da jeg satte underskriften i Augsburg. Folkekirken er ikke ude af Fælleserklæringen. Vi besluttede i LVF's råd, sammen med de danske repræsentanter, at var der et kvalificeret flertal for Fælleserklæringen blandt medlemskirkerne, ville vi gå videre i processen. Da jeg underskrev Fælleserklæringen, gjorde jeg det på vegne af de lutherske kirker, ikke for hver især, men for medlemskirkerne som sådan. Den danske folkekirke er derfor ikke ude af ånden i Fælleserklæringen. En underskrivelse af Leunberg vil vise, at den økumeniske åbenhed ikke er i fare i Danmark. I en tid, hvor så mange menneskeliv ikke regnes for noget - fattige, udstødte, arbejdsløse - er budskabet i Fælleserklæringen, at Gud elsker dig gennem sin nåde, og at det også handler om dig og din værdighed. Den danske folkekirke er derfor ikke ude af ånden i Fælleserklæringen. En underskrivelse af Leunberg vil vise, at den økumeniske åbenhed ikke er i fare i Danmark.