Prøv avisen

DEN BLØDE MAND og hans kone VENDER TILBAGE

Roald Als har endnu en gang sendt kvinderne ud af køkkenet. Fruen har dog fået lov at levere en opskrift. – Illustration fra bogen.

I de seneste mange år har Roald Als tegninger været en af de få morsomme ting ved dagbladet Politiken, hvor han til gengæld sjældent skriver om mad. Men nu er hans kogebogsklassiker udkommet i en opdateret udgave

Tilbage i 1980erne, da verden endnu var ung og undertegnede i pagt med den dekadente tidsånd brugte al sin SU, godt og vel, på mad, mode og musik, udkom et dansk, glittet månedsblad ved navn Tique. Alle fotomodeller havde Ray Ban Wayfarer-solbriller på, og bladet var proppet med pastelfarver, skulderpuder og habitjakker med opsmøgede ærmer, så man kunne se det paisley-mønstrede silkefor. Brandsmart.

Tique ville være et kosmopolitisk livsstilsmagasin for de unge, de smukke og de rige, og der var faktisk kun en ting, der brød illusionen: Roald Als tegninger og artikler. Ganske vist handlede hans artikler om italiensk mad og vin, og det var omtrent ligeså brandsmart som skulderpuder dengang. Men artiklerne handlede også meget om, hvor åndssvage bladets kvindelige medarbejdere var, og hvor idiotisk det var at interessere sig for mode. Det var tydeligt, at den dengang knap 40-årige tegner var en 68er, der var gået forkert, men af en eller anden grund fik han fri spalteplads til sine ondt undergravende artikler.

Måske fordi de samtidig var så sjove, at selv en 80er-selvhøjtidelig redaktør kunne se det. For det var de. Brandsjove.

I 1988 blev artiklerne fra Tique samt en del nye udgivet under titlen Kvinderne ud af køkkenet (Den bløde mands kogebog). Her, ledsaget af forfatterens detaljerede tuschtegninger, kunne man læse om Roald Als nye luksuskøkken (Niki Lauda havde heller aldrig vundet VM i en 2CV, vel!), om hans postmoderne ven, kunsthistorikeren (Det hedder et trend), og om, hvordan man tryller sin papirløse samlevers PMS om til en romantisk aften for to (Jeg slog op i avisen under følsomme franske film på en tre-fire timer, sagde henkastet, at filmen var anbefalet i Information og gik ned til slagteren og bad ham hente kalvefileten til 300 kr. kiloet frem). Men først og fremmest kunne man læse om hans begejstring for Barolo (Det er sjovt. Hvis det er en god vin, skal der ikke mere end en 5-6 glas til, før du bliver i godt humør) og om hans kærlighed til alle de italienske pastaretter, som dengang var brandmoderne, og som min generations børn i de efterfølgende 20 år fik lov at spise sig store og velnærede på: Spaghetti Carbonara, Pesto Genovese, spaghetti med laks og fløde...

I de seneste mange år har Roald Als tegninger været en af de få morsomme ting ved dagbladet Politiken, hvor han til gengæld sjældent skriver om mad.

Men nu er hans kogebogsklassiker udkommet i en opdateret udgave, som ifølge Roald Als forord blev til som et resultat af følgende tankegang hos Gyldendals nye fagbogsdirektør: Vi hægter et par nye kapitler i enden, giver den lidt nyt udstyr og sælger den til de samme mennesker igen.

Der er dog rigeligt med nyt stof i Kvinderne ud af køkkenet. 20 år efter til at legitimere et nyindkøb. Der er mange nye opskrifter, som næsten alle har italienske rødder, og som leveres med en løs hånd, der ikke er for præcis med mængde- og tidsangivelser. Og det velkendte persongalleri, nu iført maver og skaldepander, er suppleret med nye bekendtskaber, heriblandt vinhandleren Carlo, restauratøren Marco og negeren Roald Als idémand på Politiken. Samt ikke mindst den papirløse, som i mellemtiden er blevet frue, men stadig har tegnerens ubetingede hengivenhed (Jeg synes stadig, at hængepatter bag batikfarvede gevandter er noget af det mest sexede, der findes).

Selvom Roald Als hævder, at han i modsætning til en god Barolo ikke er blevet mildere med årene, er han stadig en både sjov og blød mand.

Måske er det derfor, han i et af kapitlerne lader sin frue levere opskriften (En aften kom hun til at lave noget, der smagte godt):