Den brændte uskyld

Den seneste tids brande er en voldsom protest fra en relativt lille gruppe indvandrerbørn og -unge. Mens jævnaldrende unge satte en by på den anden ende for at få et ungdomshus, så ved disse unge ikke, hvad de vil opnå. En skoleleder, en præst, en beboerforeningsformand og en tidligere kriminel, giver her deres bud på, hvorfor det er gået så galt

Tegning Peter M. Jensen
Tegning Peter M. Jensen.

Hvor er mon inspektørens kontor? Det er onsdag morgen på Tingbjerg Skole i København, og en gruppe piger fra 1. klasse har fået lov at sætte sig ved et bord på gangen og arbejde med matematikbøgerne. For en tid får bøgerne lov at vente, og pigerne diskuterer, hvor kontoret er.

Natten til søndag blev der antændt en brand på skolen. Flammerne stod 15 meter op i luften og ødelagde for 20 millioner kroner i en af de værste af de i alt knap 800 brande, som har hærget Danmark den sidste uge. Pigerne fra 1. klasse har bare ikke styr på, hvad der er brændt. En mener, at inspektørens kontor er brændt ned, en anden, at det kun er lærerværelset. De har begge ret, for branden raserede lærerværelset, og nogle tilstødende lokaler brændte, mens skolelederens kontor blev vandskadet. En sødlig, nærmest kvalmende lugt af sod og røg hænger stadig i luften, hvor lærerværelset engang var. Pigerne fra 1. klasse på Tingbjerg Skole er enige med statsministeren og alle de andre, som har fordømt bølgen af brande: Det er dumt at brænde en skole af, for selvom nogle af drengene i 1. klasse driller, så er det sjovt at være i skole.

Også de ældre elever sætter pris på skolen i det multietniske kvarter med en del sociale problemer. Skolen kan bryste sig af at være kåret som byens bedste folkeskole, og de ældre elever fremhæver, at der både er kantine, svømmehal, biograf, it-center og ikke særlig langt til Utterslev Mose. Og som et par drenge fra 7. klasse understreger, tager det kun en halv time med bus 2A at komme ind til Rådhuspladsen.

Lise Egholm er skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København. Da hun hørte om den brændte skole på Tingbjerg, afbrød hun sin vinterferie og kørte ind til sin egen skole på Nørrebro.

Jeg så for mig, at der var blevet sat ild til vores flotte skoleport, siger Lise Egholm, som kunne konstatere, at skolen var uskadt, men alligevel føler hun sig ramt.

Vi er alle sammen blevet ramt. Det her er et samfundsmæssigt problem, som vi alle må forholde os til, siger hun,

De sidste 13 år har hun stået i spidsen for Rådmandsgades Skole, hvor hun har set det som sin opgave at give de mange børn af indvandrere og flygtninge et springbrædt til at komme videre i uddannelsessystemet. De knap 700 elever kommer fra 38 lande, og tre ud af fire er tosprogede. Gennem årene har Lise Egholm sammensat, hvad hun beskriver som et superligahold af lærere, som kan favne en anderledes folkeskolehverdag.

Sidste år blev skolen belønnet med en integrationspris, fordi eleverne til og med 5. klasse læser bedre end landsgennemsnittet. Der er stadig forholdsvis få af eleverne, som fortsætter i gymnasiet. Men om tre år forventer Lise Egholm, at det tal har ændret sig, for hendes ambition er at skabe rum for mønsterbrydere.

Den sidste tids bølge af brande har derfor, som hun udtrykker det, gjort ondt ind i sjælen.

Det drejer sig om en lille gruppe, som gør det svært for en stor gruppe indvandrere, siger hun.

Det var her på Nørrebro, at urolighederne tog form. Hun har været til møder og er blevet orienteret om, at det drejer sig om mellem 15 og 20 marginaliserede unge fordelt i tre bander. Hun peger på fire forskellige faktorer, som angiveligt satte en uheldig kædereaktion i gang: Politiet har de seneste måneder optrappet indsatsen i bydelen, og der er indført visitationszoner.

Enkelte af betjentene har en rå, cowboyagtig stil, siger Lise Egholm.

En anden årsag er, at hashmarkedet er flyttet fra Christiania til området omkring Blågård Plads og Lundtoftegade på Nørrebro. Politiet forsøger at stresse hashhandlerne og deres unge hjælpere, som typisk er andengenerationsindvandrere. Tredje faktor er, at en ældre, respekteret indvandrer blev antastet af politiet.

Situationen genfortælles på mange mere eller mindre dramatiske måder, men det har påvirket vreden. Mange kender ham, og han har en vis myndighed og mange sønner i gademiljøet, siger Egholm og peger på genoptrykningen af Muhammedtegningen som den sidste faktor.

I denne uge har skole- og politifolk holdt møder om, hvad man kan gøre for de 15 til 20 unge urostiftere, men Lise Egholm henstiller til, at man overvejer, hvad man kan gøre for deres yngre brødre. Hun mener, at bølgen af brande skal få skolefolk og sociale myndigheder til at smide fløjlshandskerne over for flygtninge- og indvandrerfamilier. Mens politikerne peger på forældrenes ansvar, påpeger Lise Egholm, at en del af disse børn er fra hjem, hvor forældrene er lemlæstede fysisk eller psykisk og derfor ikke kan tage ansvar.

I de tilfælde hvor forældrene ikke kan give deres børn den fornødne omsorg, må vi som skole og sociale myndigheder gribe ind tidligt. Omsorgssvigt er omsorgssvigt, uanset hårfarve og kulturelle forskelle, siger hun og udbryder:

Det var snarere i forhold til forældrene til aktivister i Ungdomshuset, at man kunne tale om forældreansvar og dårlig opdragelse. Det var privilegerede, uopdragne unge, som svinede og hærgede et kvarter. Der er en verden til forskel på de to grupper af forældres ressourcer!

I den snart forgangne uge har sognepræst Torben Hangaard i Odense-forstaden Vollsmose med stadig stigende irritation fulgt aviser og elektroniske mediers dækning af brandene. Alt for mange eksperter stiller diagnoser, men kender tydeligvis ikke den virkelighed, som de forsøger at diagnosticere, mener han.

Man vil have en forklaring. Nogle af forklaringerne er skudt helt ved siden af. At se det som en reaktion på Muhammed-tegningerne er helt hen i vejret. Vi taler om drenge på 10 og 12 år, som ikke er reflekterede nok til at gå ind i den sag, siger Torben Hangaard.

Syv ud af 10 indbyggere i Vollsmose Sogn er muslimer, og sognepræsten har god kontakt med mange af de muslimske medborgere. Foruden at fungere som sognekirke anvendes kirkebygningerne i Vollsmose som et kulturhus med gymnastik, fællesspisning og studiekredse, hvor områdets indbyggere mødes på tværs af religioner og kulturer. Meget er blevet bedre i bydelen de seneste år, derfor ærgrer han sig over optøjerne og minder om, at der er tale om uro begået af nogle håndfulde unge.

Jeg vil ikke nedgøre problemet, men det er vigtigt at holde fast i fakta. Der er tale om få, men meget utilpassede unge. De har set, hvordan unge i København væltede byen for at få et ungdomshus og nu bliver inviteret til møder med overborgmesteren. Forskellen mellem de unge fra Ungdomshuset og de utilpassede unge er, at de ikke ved, hvad de vil. Det bliver ødelæggelse for ødelæggelsernes skyld, siger han.

Tidligere på ugen kritiserede Kalundborgs borgmester, Kaj Buch Jensen (S), tv for at puste til urolighederne. Torben Hangaard tilslutter sig den kritik.

De har fået utrolig meget opmærksomhed, hvilket giver dem lyst til at fortsætte. Uden mediedækning var det ikke blevet så voldsomt, siger han.

Også i Gellerupparken i Århus lyder der kraftig kritik af mediernes dækning. Beboerforeningsformand Helle Hansen er en af de frivillige, som den seneste tid har patruljeret i området. Hun mener, at tv har overdrevet omfanget.

Lørdag aften var der kun en enkelt papirkurv, som blev brændt her i området, men alligevel beskrev TV2 News det, så man troede, at det var en borgerkrig, siger hun.

For en uge siden så Helle Hansen en sms, som hun vurderer har fået mange af de unge til at gå på gaden. Af beskeden på mobiltelefonen forlød det, at Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard skulle have foreslået, at Muhammed-tegningerne blev lavet til plakater, så man kunne sætte dem op på opslagstavlen. De er jo kun for sjov. Lad os mødes klokken 19 og sætte noget sjov i Danmark.

Hvis sådan en besked flyver rundt i landet, så vil den provokere nogle, som i forvejen oplever sig trådt på. Alle her har selv oplevet eller kender nogle, der har ringet angående et job for at få at vide, at det var besat og efterfølgende erfaret, at arbejdsgiveren havde foretrukket en dansker. Eller også har de oplevet eller hørt om venner, som er blevet afvist ved diskoteker. Når man mange gange møder den lille afvisning, så sætter det spor, siger Helle Hansen.

Fadi Kassem er ansat ved Kontaktstedet, som er et værested for unge i Gellerup. Her kommer unge indvandrere og flygtninge, som ikke kan være andre steder, og slår sig ned i sofaerne og får en snak. Nok bor de i Danmark, men Fadi Kassem ved fra samtalerne, at de føler sig som borgere i ingenmandsland: Forholdet til forældrene er kompliceret, og kontakterne til jævnaldrende danskere er ikke-eksisterende.

Ingen af de unge har danske navne på listen over kontakter i deres mobiltelefoner. Den eneste dansker, de alle sammen kender,er Pia Kjærsgaard, fordi de kun møder Danmark gennem tv og avisoverskrifter, siger Fadi Kassem, som mener, at den manglende kontakt med etniske danskere er en af grundene til de sidste dages uroligheder.

Han er 24 år og født i Beirut, hvor han voksede op med borgerkrigen og en far, som var soldat. For 17 år siden kom familien til Danmark som flygtninge. Af ydre var han en lille dreng, men indvendig som en ældre mand hærdet af barske oplevelser. I Danmark udviklede han sig til en utilpasset rod, blev tvangsfjernet og røg siden i fængsel.

Jeg har ikke voldtaget nogen eller slået nogen ihjel, men ellers har jeg prøvet det meste, siger Fadi Kassem, som har beskrevet sin historie i bogen Fadi Krigsbarn, rod og rollemodel.

Jeg har bestemt kostet systemet mange penge, men vendepunktet var, at jeg mødte nogle danskere, som troede på mig og gav mig en chance. Før har jeg mødt meget hjerne, men ikke så meget hjerte, siger han.

Han håber, at de sidste dages tragiske hændelser kan bliver startskuddet til, at danskere og indvandrere gensidigt tager kontakt til hinanden.

Vi skubber det fra os og siger, at integrationen er et politisk problem. Det er mere end det. Der er opbygget en hel industri af socialrådgivere og integrationskonsulenter og kloge mennesker ved skriveborde, men vi mangler rollemodeller på begge sider, som vil indgå venskaber på tværs af kulturer. Jeg møder mange her i Gellerup, som hånligt siger, at ytringsfrihed er den eneste værdi, danskerne har. Det indtryk kan man få, hvis man kun kender Danmark fra tv. De, der siger sådan, ved ikke, hvad det vil sige at være dansk. Men hvis vi mødes, kan vi måske finde ud af det, for vi er nogle her, som også gerne vil være en del af det her samfund, siger Fadi Kassem.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk

Lise Egholm, Nørrebro, København.
Lise Egholm, Nørrebro, København. Foto: .
Torben Hangaard, Vollsmose, Odense. Arkivfoto.
Torben Hangaard, Vollsmose, Odense. Arkivfoto. Foto: .
Fadi Kassem, Gellerup, Århus.
Fadi Kassem, Gellerup, Århus. Foto: .