Prøv avisen

Den død, vi ikke taler om

0– Illustration: Morten Voigt.

Hvert år begår 650 mennesker i Danmark selvmord, og mange flere forsøger. Sorg og skyld fylder de pårørende, som oplever, at omgivelserne meget nødig vil tale om selvmordet og årsagen til det

Birgitte Andersen var bare 10 år, da hendes mor begik selvmord. Bagefter fortsatte hverdagen, som ingenting var hændt, med skole og madpakker. Ingen talte med den lille pige om det, der var sket. Ikke lærerne i skolen. Og heller ikke hendes far. Indeni var alt forandret, men det var meget tydeligt for Birgitte, at moderen og hendes selvmord skulle man ikke tale om

Jeg gik rundt med en stor skyld over at være så dårligt et barn, at jeg havde fremkaldt det. Og jeg har også tænkt 100 gange, om jeg kunne have forhindret det, siger Birgitte Andersen.

LÆS OGSÅ:Det er ubærligt, at ens barn vælger livet fra

Hun er i dag 45 år og arbejder som erhvervspsykolog. Hun har skrevet bogen De der blev tilbage, som netop er udkommet. Med afsæt i sine egne erfaringer har hun interviewet en række danskere, der alle er efterladte efter et menneske, der tog sit eget liv. De pårørende er unge og ældre, mænd og kvinder. De har mistet forældre, ægtefæller, venner eller egne børn. Men de har det tilfælles, at sorgen over at miste et mennesker, der selv har valgt at forlade livet, er særlig vanskelig at bære.

Det billede genkender Hanne Svensmark, psykoterapeut, præst og formand i Landsforeningen for efterladte efter selvmord. Hun mistede selv sin mand, da han begik selvmord. Han kæmpede med psykisk sygdom.

Man spørger, hvorfor kærligheden ikke var stærk nok. Hvorfor kunne jeg ikke se, hvor galt det stod til?, siger Hanne Svensmark.

Hun er en af de interviewede i De der blev tilbage. Hun fortæller, at folk i hendes omgivelser prompte slog fast, at selvmordet var hendes mands eget valg og ansvar.

De gjorde det for at beskytte mig og tage trykket af mine skuldre, men hvis man ikke får lov til at håndtere sine følelser, så kommer tankerne bare til at rumle så meget længere. Man er nødt til at komme til rette med, hvordan man vil håndtere sit eget ansvar for det, der er sket, siger Hanne Svensmark.

Og det er en problemstilling, der hvert år rammer omkring 75.000 danskere, når en af deres pårørende tager livet af sig eller forsøger på det. I 2009 begik 650 danskere selvmord. Samtidig skønnes det, at der udførtes op til 12.000 selvmordsforsøg. I hvert tilfælde berører det cirka fem personer, fordi de er pårørende. På den baggrund skønner foreningen Livslinien, at 75.000 mennesker er direkte berørt.

Livslinien driver en rådgivningstelefon, hvor frivillige tager imod opkald fra mennesker, der har selvmordstanker, og fra pårørende til mennesker, der enten har begået eller har forsøgt at begå selvmord. Det bliver til 13.000 opkald om måneden. Livslinien svarer også på mail.

Der er megen skyld, når man som pårørende ikke har set det komme, siger Morten Thomsen, stifter og bestyrelsesformand i Livslinien.

Han oplever, at skylden især rammer forældre, der oplever, at deres unge eller voksne børn begår selvmord eller forsøger at tage deres eget liv. Ofte har den unge været ked af det i en periode, og så går det pludselig bedre.

De voksne slapper af, fordi deres barn endelig opfører sig mere almindeligt igen. Men det kan være alarmklokker, der ringer. For det kan betyde, at den unge efter at have overvejet selvmord nu har taget sin beslutning, fortæller Morten Thomsen.

De forældre bliver meget, meget kede af det.

Psykolog og forfatter Birgitte Andersen kom gennem sine teenageår efter moderens selvmord, fordi hun fik hjælp fra nogle få voksne, der så, hvordan hun havde det.

Jeg husker ikke, at jeg lå og græd. Jeg tror, jeg var i chok i mange år, men ingen hankede op i mig. Det gik kun lige, fordi der hen ad vejen var en enkelt skolelærer, der så mig, og en kvinde, som jeg passede børn for, forstod, at jeg havde brug for lidt ekstra omsorg. Vi snakkede ikke så meget om min mor, men hun tog sig tid til at drikke en kop kaffe med mig og snakkede lidt om, hvordan jeg havde det. Jeg er sikker på, at de har betydet det hele. Det var lige nok til, at det gik, siger Birgitte Andersen i dag.

Omgivelsernes angst for at tale med de pårørende om den døde og om selvmordet gør det ekstra svært, siger Hanne Svensmark fra Landsforeningen for efterladte efter selvmord.

Der er et særligt tabu omkring selvmord, så det er svært at finde nogen, der vil tage samtalen om det, der er sket, siger Svensmark.

Når der er tale om selvmord, så mister man som pårørende den, man holder af. Men man mister også retten til at tale om vedkommende.

Hun oplever, at andre mennesker stirrer sig blinde på den måde, som døden fandt sted på. I en sund sorg har man ret til at gå ind i minderne om den afdøde og tænke på, hvorfor det menneske var godt at have i ens liv. Men når et menneske begår selvmord, så spærrer den begivenhed for den måde, som andre forholder sig til tingene på, mener Hanne Svensmark.

De fleste, der dør ved selvmord, er ældre mænd, og antallet af selvmord er halveret siden 1980, så der i dag sker cirka to selvmord om dagen. Eksperter vurderer, at faldet skyldes bedre psykiatrisk behandling og målrettet brug af antidepressiv medicin. Men i samme periode er antallet af selvmordforsøg blandt børn og unge mere end fordoblet. Det er især de unge kvinder, der forsøger at tage deres eget liv.

Unges selvmordsforsøg griber dybt ind i familiernes liv, fortæller Elene Fleischer, der har skrevet ph.d.-afhandling om selvmord og desuden arbejder som terapeut med speciale i selvmord og selvmordsforsøg. Hun har familier med unge med selvmordsadfærd i samtaleterapi, og her møder hun pårørende, der er usikre og bange.

Forældre, der oplever, at deres barn forsøger at begå selvmord, bliver meget usikre på sig selv som forældre. De spørger, om de har haft for lidt tid til deres barn, om de har været dårlige forældre, fortæller Elene Fleischer.

Hun ser, hvordan forældrene bliver ved med at beskytte deres voksne børn på samme måde, som da børnene var 11-12 år, fordi de er så bange for, at den selvskadende handling gentager sig og at barnet dør af det.

Vi hjælper forældrene med at være tydelige forældre. Utydelige forældre er usikre forældre. De skal stille nogle ordentlige krav og forlange ordentlig adfærd. Og de skal bekæmpe tavsheden, siger Elene Fleischer.

Hendes forskning i teenagepigers selvmordsadfærd har vist, at selvmordstanker er pigernes svar på den tavshed, de har mødt derhjemme. Og så vælger de en anden form for tavshed selvmordsforsøget.

En tendens, som Morten Thomsen fra Livslinien genkender fra sine telefonsamtaler med forældre til unge, der har forsøgt at begå selvmord.

Mange får ikke snakket om det i familien. Men det stiltiende er lige som en accept. Så vi skal tale om handlingen, sætte ord på det, siger Morten Thomsen.

Birgitte Andersen mistede sin mor, som begik selvmord som 32-årig. Og hun har efter eget udsagn været i masser af terapi gennem årene.

Jeg har nærmest været en slags detektiv. Jeg ville forstå, hvad der fik min mor til at tage sit eget liv, siger Birgitte Andersen.

22 år efter moderens selvmord, da Birgitte Andersen selv var 32 år, begik hendes mors søster også selvmord. Mosteren sprang ud fra Vejlefjordbroen og efterlod sig mand og to døtre.

De tre er interviewet i bogen om at miste deres kone og mor. Og Birgitte Andersen og hendes kusiner har talt meget om, hvad der fik deres mødre to søstre til at vælge livet fra. Begge kvinder led af depressioner, som de fik medicin for. Lægerne sagde, at det var nerverne. Men samtalebehandling fik de ikke meget af.

Mosteren havde været deprimeret i en længere årrække, og i dag erkender hendes døtre, at det var hårdt at komme i barndomshjemmet i de år. For kusinerne var deres mors død på sin vis en lettelse.

Når vi tre kusiner har talt om det, så er det nok også for at dæmme op for, at al den dårligdom følger med ned i vores generation. Vi bliver nok aldrig færdige med at snakke om det, og om at der er bedre måder at leve live livet på, så den udvej ikke bliver nødvendig, fortæller Birgitte Andersen.

Vi har fået nogle knubs, men vi har det godt i dag.

At selvmordet kan komme som en lettelse, er måske det allerstørste tabu, fortæller terapeuten Elene Fleischer. Når hun er ude at holde foredrag for pårørende til mennesker med selvmordstanker, nærmer hun sig varsomt emnet.

Jeg siger: Nu siger jeg noget rigtig slemt. Så holder jeg en lille pause: Hvad nu, hvis din datter dør?. Og så er der som regel en, der siger det: Så bliver det også en lettelse. Så bliver jeg fri for at være bange, døgnet rundt,, fortæller Elene Fleischer.

For Birgitte Andersen forsvandt fornemmelsen af skyld først, da hendes egen datter var 10 år.

Jeg vidste godt intellektuelt, at jeg ikke havde skylden for, at min mor begik selvmord. Men det var først, da jeg så på min egen datter som 10-årig den samme alder, jeg selv havde, da min mor døde at jeg kunne se, at hun hverken kunne fremkalde et selvmord eller have magt til at forhindre det. Først da blev jeg fri.

livogsjael@k.dk

Temaet fortsætter på næste side