Prøv avisen

Den døde klokker, modstandsfolkene og et klirrende nøglebundt

Bag små låste døre rundt omkring i domkirken skjuler smalle, mørke gange sig, hvorfra man kan overvåge kirkerummet. Foto: Lars Aarø

BILLEDSERIE Altertavlen og kalkmalerierne i Aarhus Domkirke byder på timelange fortællinger. Men i underjordiske gange, ad stejle vindeltrapper og i mørke korridorer gemmer de dramatiske historier sig

Knud Svendsen fisker et lille sort læderetui op fra vindjakkens lomme.

Et nøglebundt klirrer under læderet. Med sikker hånd finder han den rigtige nøgle og sætter den i den massive trædør. Knud Svendsen sætter skulderen mod en af de metalforstærkninger, der går på tværs af døren, og skubber til. Døren glider op. Bag den afslører sig en vindeltrappe fra 1920erne.

LÆS OGSÅ: Manden med den uendelige historie

Det første stykke går det let op ad de smalle trin, op til balkonen i kirkens nordre tværskib. På balkonen, eller pulpituret, gemmer et par massive kommoder farverige bispekåber, som daterer sig tilbage til 1400-tallet. De flere hundrede år gamle tekstiler udsender en markant, tør lugt. Fra balkonen er der kig tværs over kirkerummet til domkirkens største kalkmaleri på 220 kvadratmeter. Dansk rekord.

Maleriet afbilder de to helgener, der har størst betydning i domkirken, og som derfor også går igen talrige steder: Sankt Clemens og Sankt Christoffer. Clemens var pave i Rom omkring år 100 og led martyrdøden ved at blive druknet med et anker bundet om halsen. I kraft af ankeret blev han siden de søfarendes helgen og fra 926 skytshelgen for Aarhus by. På kalkmaleriet holder han i hånden et omvendt anker, der kroger sig fast i Himlen, fortæller Knud Svendsen, der i 34 år har været organistvikar og rundviser ved Aarhus Domkirke.

Sankt Christoffer er i det store kalkmaleri stærkt beskadiget og udvisket, men hans betydning står stadig stærkt. Oversat betyder hans navn Kristus-bæreren, hvilket kommer fra en fortælling, hvor den hellige Christoffer skulle bære Jesusbarnet over en flod. Trods Christoffers store styrke kunne han næsten ikke slæbe barnet over på den anden side, og det undrede ham. Men det havde sin forklaring. Idet han bar Jesusbarnet, bar han alle verdens byrder.

Sankt Christoffer var biskop Clausens absolutte favorithelgen, fastslår Knud Svendsen fra balkonen. Niels Clausen er en af domkirkens såkaldte tre store biskopper sammen med Peder Vognsen og Jens Iversen. Clausen var biskop fra 1491 til 1520 og sørgede for udsmykningen af domkirken, som den i store træk ser ud i dag. Hans grav er placeret og markeret med en enorm gravplade i gulvet lige bag ved kirkens alter, som er domkirkens mest kostbare klenodie.

Balkonen, hvorfra Knud Svendsen fortæller historierne, var biskoppernes personlige indgang fra den daværende bispegård. En højtsvævende bro førte fra gården direkte ind i kirken. Og ind i skjulte gange over kirkerummet.

Fra balkonen snor en stejl stenvindeltrappe sig videre op i kirken bag tykke mure. Man kanter sig langs røde, støvede sten og spindelvæv. Bittesmå vinduer lukker smalle lyskegler ind i den mørke opstigning. Gangene er ikke meget bredere end en god mands skuldervidde.

På disse trapper og i de tilstødende gange sneg biskopperne sig rundt og holdt øje med, hvad der foregik i kirkerummet, uden at kirkegængerne vidste det, fortæller Knud Svendsen et sted i mørket.

Men også andre end biskopperne sneg sig rundt i kirkens skjulte gange. I toppen af kirken krydser vældige rødbrune spær og lægter hinanden over kirkeloftets enorme hvælvinger, og her i mørket udspillede sig en fatal konflikt.

Morten Madsen sad fra 1626 til 1643 på bispesædet i Aarhus. Hans datter Elene var gifteklar, og trods tilnærmelser fra en lensmand endte hun som hustru til en af kirkens præster. Men denne præst havde påstod unge tunger en affære med biskop Madsens kone. En aften blev konen og præsten set under uanstændige omstændigheder i domkirkens have (nu Bispetorv foran Aarhus Teater), og senere på året rodede et svin et babylig op klædt i et linned med bispekonens initialer.

Alt dette vidste biskop Madsen ikke. Men biskoppen selv var i samme periode kommet i uføre med klokkeren i domkirken. Biskoppen fyrede klokkeren og fik sig en fjende på halsen. Klokkeren ville have hævn ved at ydmyge biskoppen, og det skulle ske ved at afsløre biskoppens kone eller datter i kompromitterende situationer. Så klokkeren sneg sig rundt på kirkeloftet under de rødbrune spær for at udspionere dem. Fra det mørke lofts små vinduer havde han frit udsyn direkte ind i bispegården og ned i bispehaven.

Men klokkerens luren blev hans eget endeligt. Fra sin post ved et af vinduerne styrtede han en dag i døden. Kirken udlagde det som Guds straf. Knud Svendsen slutter historien af med at udtrykke sin begejstring for loftsrummet.

Er det ikke fantastisk at tænke på, at der har gået folk rundt heroppe på træstilladser? Det er noget af det, der kan imponere mig mest. Det er overvældende at stå her, hvor bygningen har været urørt i 500 år. Det er da lidt en snert af historiens vingesus.

Nøglebundtet i læderetuiet klirrer igen.

Knud Svendsen har bevæget sig på tværs af kirkerummet. Her under det store kalkmaleri, som kunne ses fra balkonen, skubber han endnu en trædør op. Bag den er et undseeligt rum med rengøringsremedier. Men under moppe og sæbe dækker et lille trægitter en åbning i gulvet.

I mørket under gitteret løber en tunnel fra 1915. Den strækker sig fra domkirkens gulv, tværs under Bispetorv, forbi Aarhus Teater og munder ud i en gård i den livlige Skolegade et par hundrede meter derfra. Knud Svendsen stiller sig med krydsede ben og forklarer:

Under krigen deltog mange modstandsfolk i domkirkens gudstjenester. Det vidste tyskerne, så ofte stillede de sig an ude foran kirken for at vente på modstandsfolkene. Men når kirketjeneren gik ud og opdagede dem, kunne han give tegn ved for eksempel at stille sig med krydsede ben. De brugte ingen ord. Så vidste modstandsfolkene, at de skulle se at komme væk, og så flygtede de i denne tunnel, siger han og peger ned i mørket.

At gangen egentlig er gravet til fjernevarmerør og ikke oprindeligt som en hemmelig tunnel, giver blot fortællingen et lidt ironisk skær.

Aarhus Domkirke gemmer også på andre historier om skjulte gange, men ifølge Knud Svendsen er de mere skrøner end sandfærdige fortællinger. Eksempelvis afkræfter han, at der fortsat skulle være en underjordisk gang fra domkirken til hvælvingsbodegaen Thorups Kælder under Store Torv, hvor cisterciensermunke i det 13. århundrede havde spisesal.

Og nej, det er heller ikke korrekt, at domkirkens kuppel i spiret kan rumme fire mand, der spiller kort eller et spisebord med gæster. Der kan højst klemmes en sammenkrummet mand derind.

Men det er jo med til at gøre domkirken endnu mere spændende. Hver eneste sten herinde kan fortælle en anekdote, og vi står midt i 800 års historie. Det er jo et gevaldigt museum, men samtidig et levende hus, hvor kristendommen har vokset i århundreder. Jeg forstår ikke, at flere ældre aarhusianere, jeg taler med, kan sige: Åh ja, domkirken skulle nu også være så flot. Tænk, at de aldrig har været her. Jamen, så stik da hovedet indenfor, opfordrer Knud Svendsen.

Nøglebundet klirrer endnu en gang.

Vi har bevæget os igennem kirkerummet. Under de enorme loftshvælvinger, hvorfra Knud Svendsen under en restaurering omkring årtusindeskiftet lod et blylod hejse ned til gulvet for at opmåle den præcise loftshøjde. 24 meter.

Forbi prædikestolen, hvor en lille forgyldt hånd holder et omvendt anker som symbol på skytshelgenen Sankt Clemens.

Hen over granitgulvet, hvor enkelte massive gravplader har fået lov at ligge for at markere en adelig, gejstlig eller en fra det velbeslåede borgerskab. De fleste gravplader står langs domkirkens vægge, for med tiden er de underjordiske grave fjernet, da de afgav en ikke umiddelbart indbydende sødlig lugt.

Nu står Knud Svendsen ved den dør, der fører op til Danmarks største kirkeorgel, hvoraf de ældste dele daterer sig til 1644. Oppe ved de enorme, blanke orgelpiber er han tydeligvis på hjemmebane.

I skal da lige høre det, skal I ikke?, spørger han retorisk.

Med rutinerede hænder lader han fingrene glider hen over orglets tangenter i flere plan. Fødderne flytter sig smidigt på pedalerne, et par knapper trækkes ud. Orgelet brager løs, og en flok kirketurister stopper forbavset op. På en god sommerdag, når krydstogtsskibene lægger til, kigger omkring 700 personer inden for. Orgelet har (naturligvis) en anekdote knyttet til sig:

Før orgelet fungerede via strøm, måtte flere stærke mænd levere luft til lyden ved at træde på store bælge. Bælgtrædere kaldtes de. Bælgtræderne havde dog også en anden funktion. Kong Christian IV afskyede sovende kirkegængere, så når prædikenerne tog til i længde, og folks øjenlåg blev tunge, kravlede bælgtræderne ned fra orgelreposet. På kongens ordre defilerede de gennem midtergangen med lange kæppe. Hvis en gæst var faldet i søvn, var resultatet et gok i nødden.

Ifølge Knud Svendsen er det umuligt at falde i søvn i Aarhus Domkirke.

Jeg kan stadig blive imponeret af det her enorme hvide rum. Det blik, det giver. Selve det auditive, når orglets klang hænger i rummet. Højden, lyset og lyden drager mig simpelthen herinde.

gehlert@k.dk

Læs om de andre seværdige kirker påk.dk/7atse

Arhus Domkirke er den længste i Danmark. Foto: Lars Aarø
Fra orgel-reposet bagerst i kirken er der fuldt udsyn til både prædikestol og alter. Foto: Lars Aarø
Loftet i domkirken er hævet 24 meter over gulvet og er flere steder - som her - rigt dekoreret med kalkmalerier. Foto: Lars Aarø