Den forsømte fordybelse

Børn har brug for voksne, som tør guide dem, mener X Factor-dommer Thomas Blachman. Men mange forældre tør ikke give deres børn råd, fordi de er bange for at støde børnene fra sig. Selv var han som dreng omgivet af voksne i et jødisk miljø, som sagde ham deres uforbeholdne mening

"Vi har opbygget et økonomisk overskud, men åndeligt og intellektuelt er vi i underskud. Jeg vil ønske, at min generation i 11. time vil igangsætte et generationsopgør, hvor vi tør sige, at vi vil skrue ned for idéen om personlig lykke og i stedet efterleve den længsel, som vi har efter fællesskab," siger musikeren Thomas Blachman. --
"Vi har opbygget et økonomisk overskud, men åndeligt og intellektuelt er vi i underskud. Jeg vil ønske, at min generation i 11. time vil igangsætte et generationsopgør, hvor vi tør sige, at vi vil skrue ned for idéen om personlig lykke og i stedet efterleve den længsel, som vi har efter fællesskab," siger musikeren Thomas Blachman. --. Foto: Jeppe Michael Jensen.

Når Thomas Blachman går på gaden, har han bemærket, at han i stigende grad har blikket rettet mod fortovsfliserne. Klædt i grålig figursyet frakke og med sort, blød hat over den berømte, skaldede isse, er han ellers sikker på at påkalde sig en vis opmærksomhed. Den 47-årige komponist og musiker tror, det er alderen, som gør, at han bliver mere sky. Ved interviewets start sikrer han sig, at optageren på bordet har en god mikrofon, for selvom han som dommer i DR 1s X Factor er blevet kendt for markante og intense indspark, har han en mere genert og stille side, når han skal lade sig interviewe.

Det er fjerde sæson af X Factor, som DR 1 sender i disse uger, og det er tredje gang, at Blachman har taget plads ved dommerbordet. Holdningerne til programmet er delte, mens seertallet er stabilt højt med omkring to millioner seere hver fredag. Selv er han ikke en udelt tilhænger af konceptet, men siger, at han har takket ja til at være med i programmet, fordi han gerne vil rejse en samtale om, hvordan vi lever vores liv. Derfor har han også sagt ja til dette interview. Han har skældt forældre ud, fordi de lader deres børn dyste om en plads i programmet, selvom børnene ikke kan synge rent. Den kritik skal foldes ud her.

Forældre i min generation elsker deres børn og imødekommer selv deres mest absurde drømme og længsler, fordi vi er bange for at blive uenige med dem og miste kontakten med dem. Vi har mistet kontakten til alle andre inklusive os selv, så derfor er vi meget bevidste om at stå på god fod med vores børn. De fleste forældre gentager, at de elsker deres børn. Men det er ligesom ikke nok. Vi må da have noget mere at sige til dem om, hvordan de kan leve deres liv. Så sender man børnene i folkeskolen og forventer, at skolen lærer børnene alt det øvrige, men det kan folkeskolen ikke overkomme, siger han.

Det er revsende ord som disse, som får nogle til at tale om Blachman-ånden, som beskriver hans evne til at skære gennem tidens formfranskbrød for med kærlighed og omhyggelig hånd at tage fat om det, der er krummer i, mens andres synes, han virker ubehagelig, når han søger det originale i ethvert menneske.

For at illustrere hvordan det kan være anderledes, fortæller han om det miljø, som han selv er rundet af. Hans fars side af familien er jødisk og kom til Danmark fra Rusland i 1911 som fattige an-alfabeter, men blev hurtigt integreret i det danske samfund. Blachmans jødiske bedstefar hed Salmon, men han kaldte sine sønner Henning og Bjarne for at understrege, at børnene var danske. Men selvom sønnerne hed Henning og Bjarne, så var de stadig tæt på et miljø, hvor der var et anderledes værdisæt end i 60erne og 70ernes Danmark.

Den jødiske kultur, jeg kommer ud af, er en tradition, hvor man hele tiden har prøvet at dyrke hinandens potentialer tidligt, og det kan man ikke gøre, hvis man ikke finder ud af, hvad ens børn kan. I den jødiske model handler det om alting hele tiden. Der er ikke noget, som er så uvæsenligt, at det ikke er altafgørende. Enten græder eller griner man. Man gør aldrig ingenting. Du er konstant i fuldstændig chok over livets storhed. Som barn i det miljø hørte jeg folk, som opmuntrede mig, men også folk, som fortalte mig sandheden, når jeg forsøgte mig med ting, jeg ikke havde evner for. Det var samtaler, som var præget af en grundlæggende spørgen ind til: Hvad kan du bidrage med til vores fællesskab? Hvad vil du leve af?

Jeg blev kaldt for kong Thomas og mærkede en stærk tro på, at jeg nok skulle klare mig, selvom jeg var ordblind og røg ud af 8. klasse. Jeg ville noget med musik, og det mødte stor opbakning.

Men de tydelige voksne, som Thomas Blachman husker tilbage på i sit eget liv, ser han langt efter, når han ser på den forældregeneration, som han i dag selv tilhører. Når børn, som synger falsk, tror de skal være sangstjerner, så er det udtryk for mangel på selvindsigt. Den manglende selvindsigt hos børnene kan, ifølge Blachman, føres direkte tilbage til forældrenes manglende selvindsigt.

Forældrene har aldrig haft mod og tid til at blive dem, som de er. De lever et liv, som er en kopi af andres liv, og det betyder, at de ikke har meget inspiration at give videre til deres børn.

Men hvordan kan Blachman mene, at forældrene ikke har selvindsigt? Aldrig har så mange danskere arbejdet med at forstå sig selv i en kultur, som synes mere og mere terapeutiseret. Blachman mener ikke nødvendigvis, at det gør folk klogere på, hvad de står for.

Vi mangler tid til at se ind i os selv. Vi lever et todimensionalt liv, hvor vi har en tæt arbejdsuge og weekender fyldt med sociale forpligtelser, som ikke levner os nogen mulighed for at se ind i os selv, inden vi udmattede tager fat på en ny uge. Alle mennesker får idéer, men der er ingen, som har tid til at holde ind til siden og tænke over deres idéer og overveje, hvordan de kan realisere dem, for vi er på vej hen at realisere et andet menneskes idé, siger han.

Vi har opbygget et økonomisk overskud, men åndeligt og intellektuelt er vi i underskud. Jeg vil ønske, at min generation i 11. time vil igangsætte et generationsopgør, hvor vi tør sige, at vi vil skrue ned for idéen om personlig lykke og i stedet efterleve den længsel, som vi har efter fællesskab. Jeg taler til generationen mellem 35 og 50 år, og vi er så gamle, at vi ikke behøver at spørge nogen om lov, men vi lever uanfægtet vores liv uden at tænke over, hvordan det kunne være anderledes. Vi har i den grad forsøgt at privatisere lykken, og familierne kører rundt i hver deres galvaniserede Audi, hvor kærligheden flyder mellem far, mor og børn, men den rækker ikke rigtig videre. Og det eneste, forældrene har at sige til børnene, er, at de elsker dem.

Han drømmer om en fremtid, hvor fællesskabet får en renæssance. Skyheden og genertheden hos ham selv vil han gerne bekæmpe, men han mener, at første skridt mod fællesskabet er, at man lærer sig selv at kende. Han mener, at det burde være alles pligt at have en dag om ugen til personlig fordybelse, også selvom det ville betyde, at man skulle skære ned på levestandarden. Som kunstner har han selv den mulighed, og han nyder det.

Vi må tage konsekvensen af, at vi har fået et liv. Vi har hvert vores fingeraftryk og vores egen stemme, fordi vi skal blive os selv. Vi skal turde filosofere over, hvad vi vil med vores liv. Gør vi det, som vi er bedst til? Hvis svaret er nej, tør vi så overlade jobbet til den, som vil være bedst til det? Det vil være sand kompetenceudvikling og give glade medarbejdere, som går hjem og fortæller historier og inspirerer deres børn.

Men er problemet ikke netop, at hans generation af forældre har opdraget børn, som er så bevidste om deres eget værd, at lærere landet over slås med at få det sociale liv i skoleklasser til at hænge sammen?

Jo, men det er netop, fordi børnene ikke har fundet klangbunden i sig selv. De kender ikke sig selv og har heller ikke lyst til at kende andre. Når man lærer sig selv at kende, så får man respekt for andre og kan indgå i fællesskaber, siger han.

Forleden sad Thomas Blachmans niårige søn og læste højt for faderen om universet og galakserne. Sammen undrede de sig over, hvor små vi mennesker egentlig er i et kosmisk perspektiv. På bordet mellem dem lå et eksemplar af den bog om Blachman, som udkom for et par år siden med titlen Det kolossale menneske.

Min søn grinede og sagde, at den titel var helt forkert, når vi mennesker i virkeligheden er meget små. Han har jo ret, men sandheden er, at vi er meget små, men har et stort potentiale.