Prøv avisen

Den fortabte faderrolle

Mænd skal sige farvel til livet som dørmåtte og træde i karakter derhjemme, for det længes deres kvinder efter, siger Peter Damgaard-Hansen. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Mænd skal genfinde deres kald til at være kærlige fædre, der hverken er fraværende eller aggressive. Ellers bliver børnene kønsforvirrede, advarer den kristne psykolog Peter Damgaard-Hansen

Håndklædekøllen hænger stadig parat til at give madrassen tæsk i psykolog Peter Damgaard-Hansens sparsomt indrettede kælderklinik på Frederiksberg i København. Sådan et hjemmelavet "slagtilbud" har han haft stående i årevis. Og der bliver slået til på den gamle madras. For det er selvsagt bedre, at hans klienter slipper vreden løs med et sammenrullet håndklæde mod en slidt madras end mod deres børn eller ægtefælle i hverdagen.

– Mange har svært ved at styre sig derhjemme, så her får de lov til at rase ud. For det kan være sundt at banke vreden ud af kroppen, forklarer Peter Damgaard-Hansen og tilføjer:

– Men en rigtig mand kan styre sin vrede. Og mænd spiller i det hele taget en større rolle, end de selv aner. Mange af de problemer, som jeg møder her, hænger utrolig ofte sammen med en fraværende eller aggressiv far i fortiden. Vores samfund lider simpelthen af mænd, der er løbet fra deres ansvar. Det oplever jeg desværre meget af tiden som psykolog, siger han.

– Mænd bør genfinde deres kald til at være kærlige fædre, der hverken er fraværende eller aggressive. Ellers bliver børnene kønsforvirrede. Det er nemlig ofte mænd, der bekræfter børn i værdien af deres køn. For hvis en far ikke er der, kan den lille søn hurtigt få det indtryk, at hans eget køn ikke er særligt vigtigt for at have en familie. Og den lille pige kan få samme indtryk af, at manden sagtens kan undværes. Det kan i værste fald forfølge begge køn resten af livet og skade pardynamikken i mange generationer frem.

Hvordan det?

– Kvinden mister for hurtigt tilliden til manden, og derfor bliver hun alt for dominerende. Det får på den anden side hurtigere manden til at forlade hjemmet eller blive aggressiv eller undertrykt derhjemme. Sådan begynder en ond cirkel, fordi kvinden på den måde taber endnu mere tillid til manden. Det er kerneproblemet i langt de fleste samtaler, jeg har med par, der har det svært sammen. Mænd er blevet for feminine, og kvinder er blevet for maskuline. Og ingen af parterne kan for alvor lide deres nye roller. Kvinderne vil gerne have modspil, og mændene kan ikke lide at blive hundset rundt med og hakket på. Så mænd skal simpelthen sige farvel til livet som dørmåtte og træde i karakter derhjemme, for det længes deres kvinder også efter.

Men er det ikke lettere sagt end gjort?

– Jo, det er ikke altid nemt. Men det er aldrig for sent at konfrontere sig selv med det udfordrende spørgsmål: Hvilken mand vil jeg gerne være? På samme måde kan kvinden spørge sig selv, hvilken kvinde hun vil være. Jeg tror slet ikke, at nogen kvinde ønsker at se sig selv som sur, bebrejdende og dominerende. Og på den anden side vil få mænd hverken se sig selv som tyran eller tøffelhelt.

– Der er ikke nogen af os, der er perfekte som mænd eller som fædre. Men der er simpelthen brug for, at vi tager den rolle alvorligt. Niels Bohr sagde engang, at hvis man kan beskæftige sig med atomfysik uden at blive svimmel, så har man ikke fattet noget som helst. Den samme respekt bør vi også give faderrollen. Og dybest set burde ingen mand gå i seng med en kvinde, hvis ikke han var parat til at få børn med hende. Det er et skræmmende stort ansvar, men en rigtig mand er en far, en rollemodel, der er villig til at tage ansvar for sin handling, også selvom han ikke har børn. For man kan godt udleve sin fadermentalitet i andre relationer. Men det er i familiesammenhæng, at vi virkelig forstår, hvad det vil sige at være mand. Og der er stadig brug for manden som en autoritet i hjemmet, men en kærlig en.

Det var først, da Peter Damgaard-Hansen selv fik børn, at han for alvor kom til at mærke sin egen afmagt som mand.

– Før syntes jeg egentlig, at jeg havde godt styr på det hele. Men det ændrede sig, da jeg fik børn. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde svært ved at styre min vrede, når mine børn ikke adlød mig. Jeg så det som et angreb på min person og på min rolle som mand. At jeg ikke var mand nok til at få mine børn til at lytte efter. Men det bundede selvfølgelig bare i, at jeg ikke hvilede nok i min egen rolle som far og mand. Uden tvivl fordi jeg ikke havde følt mig bekræftet af min egen far. Derfor gjorde det også ondt, da jeg opdagede, at jeg var ved at begå samme fejl med mine egne børn.

– Jeg husker specielt en enkelt gang, hvor jeg skældte min datter hårdt ud over en bagatel, hvor jeg kunne se, at noget døde i hendes øjne, kommer det så.

– Sådan indså jeg, at jeg måtte arbejde med min egen vrede. Der er jo som sagt ingen af os, der er perfekte som fædre, men vi må indrømme, når vi begår fejl og sige undskyld. Men for mig var det bare ikke nok at sige undskyld til min datter. Jeg måtte også tilgives for at komme videre, for jeg led af skam over, at jeg kunne angribe en så forsvarsløs og uskyldig sjæl. Man kan ikke pålægge et barn at skulle tilgive en som forælder, så jeg gik i stedet til skrifte i min kirke. Det blev et vendepunkt for mig, for sådan fik jeg følelsen af at kunne starte på en frisk. Og jeg har sagt til mine børn, at de gerne må protestere, hvis jeg opfører mig på en uværdig måde. Det fortrød jeg næsten, for de er meget flinke til at sige til. Jeg kan stadig føle, at jeg svigter som far, og det tror jeg også, at alle forældre føler. Men jeg kan indrømme det nu og er blevet mere bevidst om at være nærværende over for mine børn.

Hvordan kan det lade sig gøre, når du pendler mellem Thy og København?

– Helt ærligt piner det mig da også at sidde og sige til andre fædre, at de skal være nærværende, når jeg selv er væk fra mine børn. Men det er heldigvis ikke kun kvantiteten af nærværet, men også kvaliteten af nærværet, det kommer an på. Jeg kan også godt være fraværende, når jeg er hjemme, men når det lykkes mig at være til stede med mine børn, er det så belønnende og berigende, at det fornyer vores "kærlighedskontrakt". Og den kan holde til meget, hvis den bliver fornyet ofte nok.

Håndklædekøllen hænger som et slapt sandhedsvidne på vores samtale, og vi vender tilbage til vreden en sidste gang.

– Jeg tror egentlig ikke, at mænd er mere vrede end kvinder. Men de har et større behov for at skjule deres sårbarhed og afmagt. Og det gør de ofte gennem vrede. Men de mænd, der er blevet vrede, har ofte overtaget det fra deres egen far. Det er ud fra den misforståelse, at man ikke må være afmægtig som mand. Men der ligger tværtimod en stor styrke i at erkende sin egen svaghed. For hvis man kan rumme sin egen sårbarhed, så kan man klare meget mere. Derfor er det vigtigt, at den lille dreng oplever sig elsket af sin far, selvom han har været ulydig eller ikke har levet op til de forventninger, der var til ham. Drenge har simpelthen hårdt brug for nærværende og kærlige mænd at se op til. Man kan finde sig selv som mand uden, men det bliver betydelig mere besværligt. Men dér er Kristus det ideal, som vi alle kan stræbe imod, selvom vi aldrig kan måle os med ham.

Men Jesus blev da også vred, da han væltede tempelboderne?

– Det er rigtigt. Vrede over uretfærdigheder kan inspirere til handling, og så længe handlingen har til hensigt at rette op på uretfærdigheden uden at hævne, så er den god. Det er faktisk den drivkraft, som ofte gør mænd handlekraftige. Men vrede bliver desværre hurtigt til en selvretfærdig harme, der går ud på at hævne og hævde sig. Og den finder man ikke hos Jesus. Jeg plejer at sige til folk, at hvis de kan hænge tre timer på et kors uden at få lyst til at hævne sig, så må de gerne blive vrede, når de finder det passende. Paulus skriver også: "Bliv vrede, men synd ikke." For vrede er god, hvis den kan styres. Og den moderne mands største udfordring er at styre sin egen aggression. Det er sådan, den onde cirkel kan brydes. For hvis manden bare giver op, får vi flere mænd med lavt selvværd og endnu flere kvinder, der er vrede på deres far og lader det gå ud over deres mænd.

– Hvis en mand kan lide sig selv og kan respektere sig selv, får han en fantastisk tiltrækningskraft over for kvinden, så hun bliver i forholdet, selvom det ikke længere er hende, der styrer det hele.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk