Den gamle pagt

GUIDE TIL GUDSTJENESTEN: Det Gamle Testamente skal i gudstjenesten minde om den fælles historie, skabelse, syndefald, lov, menneskelig erfaring og minde om, hvorfor den nye pagt er ny, skriver Marianne Christiansen i svaret på: Hvad laver Det

Det Gamle Testamente blev gammelt, da det nye kom.

Testamente betyder pagt. En pagt er en stadfæstelse af et forhold mellem to parter. Det Gamle Testamente handler altså om det gamle forhold mellem Gud og mennesker, Det Nye om det nye forhold.

Det Gamle Testamente er historierne om stadfæstelsen af Gud-menneske-pagten - med velsignelsen af de nyskabte mennesker, med pagten med Noa, løfterne til Abraham, Isak og Jakob, Loven på Sinaj, pagten med Davids hus. Det Nye Testamente er historien om stadfæstelsen af en ny Gud-menneske-pagt i Jesu død og opstandelse.

Gudstjenesten er en fejring af Det Nye Testamente: På et centralt sted løftes kalken med vin og Jesus-ordene gentages: »Drik alle heraf. Denne kalk er den nye pagt ved mit blod ...«

Den nye pagt er ny i forhold til den gamle. Glemmer vi den gamle pagt, forstår vi ikke, hvad det nye er. Og at det er nyt og altid skal være nyt.

Det Nye Testamente er den altid overraskende vending på historien. Det Gamle Testamente er til at forstå - Det Nye er til at undre sig over og tage imod.

Det Gamle Testamente spejler menneskelige erfaringer og vilkår over for Gud - fortalt i historier, som hver generation skal finde sig selv i. Det Nye fortæller det, der ikke kan erfares, men forkyndes.

Det Gamle Testamente (GT) skal i gudstjenesten fortælle historie - minde om den fælles historie, skabelse, syndefald, lov, menneskelig erfaring og minde om, hvorfor den nye pagt er ny.

I vores salmebog Ð også i den, der tages i brug på søndag - er GT meget nærværende. Hele vores salmetradition bygger på GT's salmetradition, og mange af vores salmer er direkte gendigtninger af gammeltestamentlige salmer, eller bruger billeder og vendinger fra dem, f.eks. »Lovsynger Herren« og »Min sjæl, du Herren love«. Hver gang, vi synger »Halleluja«, er det genklang af GT.

Salmen »Alt hvad som fuglevinger fik« beskriver ligefrem forbindelsen mellem den gamle pagts og den nye pagts lovsang: Udtrykket »Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid« (1.Krønikebog 16,34) indgår i den første lovsang, kong David sætter levitterne til at synge, da pagtens ark føres til Jerusalem, og det går siden som et omkvæd i templets lovsang. Det gendigtes i »Alt hvad som fuglevinger fik«, der peger på Kristus som den, der fornyr den gamle pagts lovsang, så den bliver ikke bare i kor med det skabte (fuglene), men med det himmelske - i kor med englene.

Også i gudstjenestens liturgiske led lyder genklang af GT: I nadverliturgien og velsignelsen, der har navn efter Aron, Moses bror (4. Mosebog 6, 24-26).

Og så er der de gammeltestamentlige læsninger:

Før i tiden - og i andre lande - blev GT læst på hverdagene, ved tidebønnerne, ved morgen- og aftensang i kirkerne, ved hjemmeandagter. Der lød det som hele ugens baggrund for at høre fornyelsen i Det Nye Testamente om søndagen.

Men formentlig fordi vores gudstjenesteliv er blevet snævert fokuseret til søndagen, blev GT i 1992-gudstjenesteordningen bragt ind i søndagsgudstjenesten. Nogle sogne bruger det ikke og bruger kun læsninger fra Det Nye Testamente. Hvilken gudstjenesteordning, man bruger, besluttes af præst og menighedsråd i enighed. Men i hovedparten af landets kirker læses der om søndagen fra GT. Brudstykker af de store historier.

Det kan være små stykker af fortællingerne om de (endnu) kendte personer fra bibelhistorien: Adam og Eva, Kain og Abel, Noa, Abraham, Isak og Jakob og hans sønner og Moses, David og Salomo. Disse læsninger virker tit som erindringsstumper, der kalder billeder og historier frem i samspil med evangeliet. Femte søndag efter påske hørte vi eksempelvis historien om Jakobs kamp med Gud i mørket sammen med Jesu opfordring til at bede i Jesu navn.

Det kan være stumper af Moseloven, som danner baggrund for Jesu handlinger eller tale, eller som er blevet viderebragt og fortolket i den kristne tradition - f.eks. sjette søndag e. trinitatis, hvor vi læser 5. Mosebog 30,11-14, som Paulus fortolker centralt i Romerbrevet 10, og Grundtvig i salmen »Trods længselens smerte«.

Det kan være fra Profeterne - stærkest repræsenteret er Esajas, der for øvrigt også før 1992 blev læst i adventstiden og gav ord til den kristne forventning om Jesu komme.

Det kan være fra Jobs Bog - tekster, der giver ord til den dybeste menneskelige fortvivlelse eller undren over skaberværket og Guds storhed.

Og sidst, men bestemt ikke mindst er Salmernes Bog også i læsningerne stærkt repræsenteret med tekster, der som første læsning anslår gudstjenestens grundtone - lovsang og anråbelse.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

provst

Spørg om gudstjenesten