Den glemte lutheraner på den danske hede

Interview: Teologiprofessor Horst Beintker oplevede det som en naturlig udvikling, da han flyttede fra det tidligere DDR for at bo sammen med sin store danske kærlighed i den vestjyske ødemark

Det er Horst Beintkers opgave at hugge og save brænde fra heden til hjemmets opvarmning, og i dag fylder fysiske sysler mere end åndelige i den tidligere teologiprofessors liv. Han får dog også tid til indimellem at deltage i diskussioner med danske teologer.  -- Foto: Scanpix.
Det er Horst Beintkers opgave at hugge og save brænde fra heden til hjemmets opvarmning, og i dag fylder fysiske sysler mere end åndelige i den tidligere teologiprofessors liv. Han får dog også tid til indimellem at deltage i diskussioner med danske teologer. -- Foto: Scanpix.

Flere og flere får dukker op langs vejen. Vi er i det vestjyske hedelandskab og på vej ad stenede plantageveje for at besøge den østtyske teolog og lutherekspert Horst Beintker.

Omsider dukker der et rødt murstenshus op. En væver, hvidskægget mand kommer os i møde, vinker og byder indenfor på Lyngbakken 5, som det stråtækte domicil meget passende hedder.

Her på den øde danske hede lidt syd for Ulfborg har Horst Beintker boet de sidste knap 20 år, trukket hertil af kærligheden til sin danske kone Thérèse. Det er noget af en kontrast til hans tidligere internationale liv som universitetsprofessor i den østtyske by Jena, hvorfra han hyppigt tog rundt på den europæiske teologiske scene med forelæsninger om Luther, etik og moderne gudsforestillinger.

Men Horst Beintker har følt sig hjemme mellem vestjyske dværgbuske, bjergfyr og lærker fra dag et og savner ikke noget, fortæller han. Desuden havde Søren Kierkegaards far forberedt ham på, hvad der ventede ham, tilføjer han med et stort smil. For ved Sædding nogle få kilometer længere sydpå havde Kierkegaard senior som knægt for godt et par hundrede år stillet sig op på en stor sten på heden, vendt blikket op mod himlen og svovlet mod Gud, der havde placeret ham på dette miserable udsted med kulde, sult og sygdom.

Det vil ganske vist være synd at sige, at det netop er de udfordringer, der præger Horst Beintkers tilværelse i den vestjyske hedeplantage anno 2006. Og han ligner da heller ikke en plaget mand, som han sidder der i den bløde sofa i sin store lyse stue og nyder hybenmarmeladen på kiksen og udsigten til et hedescenarie, hvor man kan være heldig at opleve en hjort springe forbi nede ved skovkanten. Alligevel er reaktionen fra Kierkegaards faderlige ophav helt i hans ånd.

– Man skal skrige mod Gud. Stille ham spørgsmål. En tro, der serveres som en dogmatisk sandhed, er ingen tro, siger den tyske teolog ivrigt og uddyber:

– Det er en indre personlig proces. Alle skal gennem tvivl for at finde hen til den Gud, der kom os nær gennem Kristus.

Horst Beintker skrev i sin tid sin doktorafhandling om Luthers overvindelse af anfægtelsen, og opposition og en dyb gudstro har som to fine snore snoet sig om hinanden og tilsammen udgjort den røde tråd gennem den 88-årige tyskers liv. En tråd, der spandt sig afgørende stærk gennem hans erfaringer i Anden Verdenskrig, og som han har støttet sig til lige siden.

I 1937 blev Horst Beintker som nybagt student iBerlin trukket i Hitlers grå uniform, og da han slap ud af den otte år senere, var han ikke længere den samme. Da havde han været med til at besætte Tjekkoslovakiet, deltaget i krigen både vestpå og østpå, men var altid i sidste øjeblik sluppet for de værste slag. Et såret knæ sendte ham på et belgisk lazaret, og netop som det for alvor snerpede til på østfronten, blev han håndplukket til en officersuddannelse og derefter kontorofficer i generalstaben.

– Jeg er altid blevet udvalgt, og på den måde er mit liv mærkværdigt ledet og beskyttet, synes han selv.

Gennem krigsårene blev Horst Beintker optaget af at diskutere religiøse spørgsmål, ikke mindst i lyset af den lidelse hos lemlæstede civilister, han var vidne til. I takt med at han blev mere og mere troende, voksede hans modstand mod krigen, og han husker særligt en bestemt episode fra vinteren 1942 ved Østfronten, hvor tyskerne lå lige over for den russiske fjende.

– Regimentskommandøren beordrede mig som kompagnichef til at udpege en gruppe af vores folk, der skulle bryde ind hos russerne for at tage en af dem til fange. Det var meget risikabelt, og jeg protesterede og sagde:"Nein, Herr Oberst, russerne er også bare ofre." Tårerne løb ned ad mine kinder af bar ophidselse, for alle vidste, at ulydighed mod regimentskommandøren betød krigsret. Men min personlige udstråling var så stærk, at han opgav ordren og lod mig slippe. Her lærte jeg, at det nytter at kæmpe for sin overbevisning, pointerer tyskeren.

En opfattelse, han blev bestyrket i, da han hurtigt blev sluppet fri efter at være blevet taget til fange af russerne lige efter krigen. Nogle russisk-jødiske officerer mente, at han skulle have lov til at vende hjem for at studere teologi. På den måde oplevede Horst Beintker, at han blev skånet for krigens værste rædsler for at gøre en indsats på kristendommens område. Han følte sig kaldet til at nære det religiøse gen, som han er overbevist om, at alle mennesker har.

– For Guds vilje er med i alt, og man skal blive ved med at prøve kræfter med opgaverne, uanset hvad der kommer. Så bliver man skridt for skridt ført videre med troens kraft, man ved bare aldrig hvorhen, har teologen erfaret, og han tilføjer, at hans sidste doktorand i Jena netop skrev sin disputats om Håb hos Luther.

Der var nok at tage fat på. Dødsfaldene fortsatte efter kapitulationen, nu for egen hånd, og her gjaldt det om at indgyde tro, mod og håb om en fremtid hos de slagne landsmænd, der vandrede rundt som blege, følelsesløse zombier. Fælles bøn hørte til blandt Horst Beintkers redskaber, men først og fremmest benyttede han sig af samtaler, der forholdt sig til folks konkrete situation.

– Organisten i Greifswald havde mistet sin højre arm og havde givet helt op. Jeg talte meget med ham og fremhævede, at han som organist jo både kunne bruge benene og sin venstre arm, nævner han som et eksempel. Kantoren fik senere stor betydning for andre østtyske kirkemusikere, blandt andet ved at stå bag oprettelsen af den lutheranske kirkes musikskole i DDR.

Horst Beintker studerede teologi i Greifswald og Berlin samtidig med, at han stiftede familie, og sammen med sin kone valgte han at blive boende i Østtyskland, da konturerne af en kommunistisk tysk stat af sovjetisk tilsnit blev tydelig i horisonten. Han så en opgave i at blive i DDR.

– Man skal blive dér, hvor Gud har placeret en. Det var også en udfordring. Jeg ville gerne være med til at præge de unge tyskeres livssyn, forklarer professoren og tilføjer, at han desuden troede, at den nye stat ret hurtigt ville blive opløst igen.

Han kritiserede offentligt religionsparagraffen i DDR's forfatning, men holdt sig ellers i det store hele politisk neutral og blev trods adskillige hverveforsøg aldrig medlem af partiet.

– Det var årene under krigen, der blev skelsættende for mig, og dybest set tog jeg ikke den kommunistiske stat særligt alvorligt, siger han. Hans oprørske side blev på den måde kanaliseret over i et liv som teolog i den religionskritiske stat.

De østtyske kommunister havde helst set nøglen drejet om for samtlige seks østtyske teologiske fakulteter fra førkrigstiden, men takket være de russiske sejrherrer blev fakulteterne ført med over i DDR. Russerne mente, at teologien sørgede for en kontinuitet, der kunne være tiltrængt i et land præget af nybrud, oplyser Horst Beintker.

Udadtil gjorde teologerne ikke meget væsen af sig, men der var liv i forskningen og undervisningen bag fakulteternes grå facade. Horst Beintker specialiserede sig fra starten i Luther, hvis oppositionelle reformationstanker fascinerede ham. På et tidspunkt gav det ham og hans kolleger vind i forskningssejlene, fordi staten begyndte at profilere sig på, at Luther var født og havde skrevet sine teser og oversættelser på det østtyske område. DDR blev Lutherland.

I 1961 blev Horst Beintker professor ved universitetet i Jena, hvor teologerne havde fået stablet et forskerteam på benene, som lejlighedsvis også tiltrak vestlige kolleger.

Engang havde han en svensk teolog på studieophold i tre måneder. Denne fik besked på, at han ikke måtte tale med de studerende, men man lærte at sno sig, beretter Horst Beintker. Teologiprofessoren oprettede et Lutherarbejdsfællesskab hjemme hos sig selv, så svenskeren kunne mødes med de studerende.

– Han havde før studeret i både USA og Vesttyskland, men fortalte os, at så grundigt og godt et studiemiljø som i Jena havde han ikke oplevet nogen steder. Vi havde kunnet lave en meget koncentreret uddannelse, fortæller Horst Beintker stolt.

Som statsansat nød teologiprofessoren godt af visse privilegier, for eksempel fik hans børn en god uddannelse. Selv rejste han problemløst til teologiske kongresser og seminarer for eksempelvis at tale om etiske grundnormer i Skotland eller det vatikanske Lutherfragment i Rom.

– DDR ville gerne give omverdenen indtryk af at have fri meningsdannelse og religionsfrihed, så hvis bare jeg fik en invitation, kunne jeg rejse uhindret ud, forklarer han.

Og indbydelser skortede det ikke på, da Horst Beintker havde opnået en vis videnskabelig anerkendelse i teologiske kredse, da invitationer blev nødvendige efter bygningen af Muren.

Han får dog ikke julelys i øjnene, når han taler om sine mange år i den tyske arbejder- og bonderepublik.

– Det værste var, at vi blev behandlet som objekter, som små biller. Alle rejser skulle godkendes, og kadrepolitikken gennemsyrede alt, siger han. Og tilføjer efter en lille pause, at det dog også havde sine positive sider, fordi DDR-borgerne følte et stort skæbnefællesskab i deres uvilje mod systemet. Man havde en fælles ydre fjende, og man interesserede sig for og hjalp hinanden.

Det var ikke religion, men hændelser på privatfronten, der sendte teologen ud i sit største slag med DDR-myndighederne. Et par år før Murens fald forelskede han sig alvorligt i en midaldrende dansk kvinde, som han havde lært at kende via en af sine sønner og fået som gæstestuderende i Jena.

– Naturligvis var det helt umuligt for en teologiprofessor nær de 70 pludselig at lade sig skille for at begynde et helt nyt liv. Det var den største sensation, husker han.

En sensation, der ikke kun bragte ham i opposition til dele af familien og det teologiske miljø, men også til DDR-systemet. En apparatchik, der – med Horst Beintkers ord – var mere katolsk end paven i Rom, nægtede at skille gamle mennesker, og professoren måtte gennem to slidsomme retssager, hvor to af hans sønner vidnede mod ham, før skilsmissen kom i hus.

– Det var et slags kald for mig at være sammen med og tage mig af Thérèse. Som min søster sagde det: Du skal være der for Thérèse, fortæller han.

Når Horst Beintker i dag tænker tilbage, mindes han imidlertid ikke nogen større omvæltninger i sit liv. Lidt af en melding fra en mand, der ikke blot er gift for anden gang, men også har erfaring med flere politiske systemer end de fleste. Han er født i det tyske kejserrige, vokset op i Weimarrepublikken, har haft sin ungdom i Det Tredje Rige, levet sit voksne liv i DDR og nyder nu et aktivt otium på den vestjyske hede.

– Det ser måske sådan ud udefra, men jeg har ikke selv oplevet nogen brud. For mig har mine valg været led i en naturlig udvikling, forklarer han.

Men hvilken beslutning har været den sværeste i dit liv?

Det varer lidt, inden den 88-årige tysker svarer.

– Det var nok at tage til Danmark. Vi havde regnet med, at Thérèse kunne flytte ind hos mig i Jena, men myndighederne spændte ben, og så flyttede jeg i stedet. Så jeg måtte opgive alle mine muligheder dér, mit hus og ikke mindst mit bibliotek, siger han.

Han havde samlet et veludrustet bibliotek derhjemme af bøger, som vestlige kolleger skaffede ham. De fleste bøger er dog reddet med til hedehuset, hvor Lutherværker i metervis i dag pryder væggene sammen med Thérèses koloristiske malerier.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Horst Beintker

Født 1918 i Berlin i en redaktørfamilie. Værnepligtig i Det Tredje Rige. Kaptajn 1943. Doktor i teologi i 1955. Professor i systematisk teologi ved universitetet i Jena 1961. Siden 1983 professor emeritus, dog stadig aktiv forsker til 1995. Betroede poster i en række kirkelige foreninger, herunder medlem af Lutherakade-miets senat (1957-2004), leder af Den Teologiske Arbejdskreds for Reformationsforskning (1965-1989), kontaktperson til den katolske kirke for DDR's lutheranske landskirker. Horst Beintker har en datter og fire sønner og har boet fast i Danmark siden 1990.