Prøv avisen

Den gode dansker fra Nanjing

Mariann Stenvig Andersen bruger mange kræfter på at indsamle materiale om sin bemærkelsesværdige onkel og håber at kunne skrive en bog om ham en dag. Her ses billeder af Bernhard Sindberg samt hans kinesiske identitetskort. Klik på billedet for at se mere. - Foto: Lars Aarø/Fokus.

DEN DANSKE SCHINDLER: For 70 år siden reddede en ung dansker, Bernhard Sindberg, cirka 6000 kinesere fra Nanjing-massakren, japanernes brutale erobring af Kinas daværende hovedstad. Massakren kostede formentlig omkring 300.000 kinesere livet

En ny Dodge skrumpler hen ad en håbløst hullet vej. Bag rattet sidder en ung mand. Han er 26 år, søn af en ostegrosserer i Århus, men langt hjemmefra. Med møje og besvær styrer han bilen gennem pløret og uden om volde og huller, der for få uger siden gjorde det ud for skyttegrave. Vejen er oppløjet af granatnedslag og miner, og på markerne, han kører forbi, ligger rådnende menneskekroppe halvt ædt af hunde og vilde dyr.

Den unge mand hedder Bernhard Sindberg. Vejen går til Nan-jing, Kinas hovedstad. Det er februar måned 1938. Kina er i krig med Japan, og for få uger siden har japanske tropper indtaget byen. Nu er en grufuld massakre på civilbefolkningen i gang. Den unge dansker har allerede set mere end nok til rædslerne. Alligevel er han nu på vej ind i Nanjing med 20 levende ænder, et slagtet svin, grøntsager og 100 æg. Det er madvarer til de få tilbageværende udlændinge inde i byen, som prøver at opretholde en sikkerhedszone, hvor de beskytter civile kinesere mod japanernes overgreb.

På sådan en tur ser man kun ødelæggelser overalt. Alle landsbyer er afbrændt. Alt kvæg og alt fjerkræ er bortført. Hvor man ser hen, ligger ligene af dræbte bønder og kinesiske soldater og tjener som måltid for omstrejfende hunde og vilde dyr. Kun hist og her møder man en gammel kineser eller kineserinde, der er blevet skånet og nu vandrer ensom omkring for at lede efter en smule føde, skriver Bernhard samme aften i et brev til en god ven i Danmark.

Du aner ikke, hvor der flyder meget blod alle vegne. Siden august har jeg dagligt haft rig lejlighed til at studere krigens rædsler. Blod, blod og atter blod.

Bernhard Sindberg blev et af de få vestlige øjenvidner til massakren i Nanjing, der formentlig kostede omkring 300.000 mennesker livet. Men han var ikke kun passivt vidne: Det lykkedes ham at redde mindst 6000 kinesere ved at lade dem flytte ind på F.L. Smidths nyopførte cementfabrik, hvor han var ansat som vagtmand. Flygtningene var mest bønder fra omegnen, der havde mistet alt. De søgte tilflugt i fabrikkens skure eller byggede huse af halm, og Sindberg gjorde, hvad han kunne, for også at sikre lægehjælp, mad og medicin.

For at undgå de japanske bomber malede han et kæmpemæssigt dansk flag på taget af cementfabrikken, og sammen med den eneste anden medarbejder, en tysk ingeniør, flagede han på livet løs med Dannebrog og tyske hagekors. Paradoksalt nok var det nazistiske symbol på den måde også med til at beskytte civile mod overgreb.

Uden hans hjælp ville vi ikke have haft en chance for at overleve, sagde den 82-årige Wang Yongli i en artikel i China Daily den engelsksprogede version af Folkets Dagblad i april 2006. Wang Yongli tilbragte som teenager 100 dage på cementfabrikken og er en af de få nulevende kinesere, som blev reddet af Sindberg.

I de seneste år er Sindberg og de få andre vesterlændinge, som oplevede massakren, blevet genopdaget af kineserne. Ikke kun som humanitære helte, men også fordi deres breve, dagbøger, film og fotos spiller en vigtig rolle for dokumentationen af massakren, som stadig belaster det japansk-kinesiske forhold nu 70 år efter.

Japan har aldrig sagt undskyld til kineserne, og det er en udbredt holdning i Japan, at de mange grufulde historier om besættelsen er overdreven kinesisk propaganda. Der er stadig japanere, som mener, at erobringen af Nanjing kun kostede nogle få tusinde civile livet.

Men allerede umiddelbart efter Anden Verdenskrig vurderede den internationale domstol, The International Military Tribunal for the Far East, IMTFE, at omkring 260.000 civile og krigsfanger blev myrdet i Nanjing, og at 20.000 kvinder måske op mod 80.000 blev voldtaget.

Det officielle kinesiske tal 300.000 døde bygger på opgørelser i dommen over en af de ledende japanske generaler, Hisao Tani, ved Nanjing War Crimes Tribunal i 1947.

Under Mao Zedongs styre spillede Nanjing og den japanske aggression imidlertid ikke nogen væsentlig rolle i historieskrivningen og medierne i Kina. Det var historien om de sejrrige kinesiske kommunister, der overskyggede alt andet. I løbet af 1990erne har det ændret sig, og massakren har nu høj prioritet i de kinesiske medier og på skoleskemaerne.

I år 2000 sendte kineserne en vandreudstilling om Nanjing- massakren til Europa. I maj 2000 kom den til Århus og blev stillet op på rådhuset. Århus Stiftstidende skrev om udstillingen og bragte sammen med artiklen en efterlysning på vegne af den kinesiske ambassade i Danmark: Ambassaden ville gerne finde frem til folk med kendskab til en vis dansker, som havde været i Nanjing i december 1937 og de første måneder af 1938. Navnet var upræcist, men Bitten Stenvig Andersen var ikke i tvivl. Hun sad i sin have i Lystrup og læste lokalavisen, og med det samme hun så artiklen, vidste hun, at det var hendes bror, der blev efterlyst.

Bitten var kun tre år, da storebror Bernhard stak af til Amerika. Han var 17, men det var ikke første gang, han løb hjemmefra. Første gang var han så lille, at hans eneste bagage var en tøjnisse. Rejsen endte i en rendesten, hvor han blev fundet og fulgt hjem til mor. Anden gang var han 15 år. Denne gang nåede han helt til Hamborg og var på vej ombord på Amerikabåden, før hans far greb ham i kraven. Den ældre Sindberg var i al hast kørt i bil fra Århus for at forhindre flugten.

Men i 1928 lykkedes det Bernhard at slippe over Atlanten. Det stillede dog kun midlertidigt hans eventyrlyst, for et par år senere meldte han sig til Fremmedlegionen.

Han har altid været en eventyrer, og han havde vel en romantisk forestilling om Fremmedlegionen, siger hans søster Bitten, der nu er 82 år.

Men stroppeturene, forplejningen og de mange ubehagelige typer i Fremmedlegionen gav drengedrømmen et grundstød. Bernhard stak af igen så langt væk som muligt og havnede i Kina.

Da krigen mellem Kina og Japan brød ud i 1937, var Bernhard Sindberg i Shanghai, og under kampene om byen blev han hyret som chauffør af den britiske journalist Philip Pembroke Stephens fra London Daily Telegraph. Sammen fik de en forsmag på den gru, Sindberg senere skulle se så meget af i Nanjing.

På belejringens sidste dag, den 11. november 1937, fulgte de begge to slagets gang fra toppen af et vandtårn. De blev beskudt fra et japansk fly, og Pembroke Stephens blev dræbt.

Han ligger stiv med stirrende øjne og tilbagelænet hoved på de billeder, Sindberg siden har klistret ind i sit fotoalbum. Stephens står der med sirlige hvide blokbogstaver neden under på albummets grove, brune karton.

Billedet af den døde Stephens er et af de mildere motiver i Sindbergs samling. Her er også foto af lig, der flyder i floden, mishandlede kvinder og dræbte børn. Fotoalbummet ligger nu på et museum i Californien, hvor Sindberg tilbragte sine sidste år, men hans niece, Mariann Stenvig Andersen, har en digital kopi.

Siden hun og hendes mor kom i kontakt med den kinesiske ambassade for snart otte år siden, har hun arbejdet på at indsamle materiale om sin onkel og på at finde frem til det dokumentationsmateriale, han har efterladt sig. Hun gør det i samarbejde med kinesiske repræsentanter for museet Memorial Hall i Nanjing, og har været inviteret til Kina flere gange som repræsentant for sin afdøde onkel.

Bitten Stenvig Andersen har også været med i Nanjing og set museet for ofrene.

Vi gik der i flere timer, siger hun. Det var forfærdeligt lige så slemt som holocaust. De 300.000 mennesker blev jo myrdet på bare seks uger. Jeg var helt beklemt over at være der, siger hun.

Men som barn hørte hun ikke meget om rædslerne. Broderen Bernhard skrev ikke til sine forældre eller søskende, kun til en god ven i Århus.

Den 6. marts 1938 kunne familien læse uddrag fra et af brevene i Århus Stiftstidende under overskriften: Det største Dannebrog i Kina vajer ved Nanking. Bernhard Sindberg forsyner byens hvide med mad. Det er brevet om køreturen til Nanjing, hvor Sindberg fortæller om ligene på markerne, blodet han har set flyde, og flygtningene hjemme på cementfabrikken.

I et nærliggende tempel er der 22.000 kinesiske flygtning, skriver han,og de har det meget værre end vore, for der kommer de japanske soldater dagligt.

Men nærmere kommer læserne ikke en indsigt i massakrens gru. Artiklen slutter brat. Resten af brevet egner sig ikke til gengivelse, konstaterer avisen lakonisk. Kun ud fra andre øjenvidneskildringer kan man gisne om, hvad der foregik i templet.

Nogle af skildringerne er gengivet i The Rape of Nanking af den amerikansk-kinesiske journalist og forfatter Iris Chang. Hun bruger både japanske, kinesiske og vestlige kilder i bogen, der udkom i 1997. Den er fuld af gruopvækkende beretninger om brutale massevoldtægter, lemlæstelser og bestialske mord. Historier om gravide kvinder, der bliver voldtaget og får sprættet maven op bagefter. Om soldater, der spidder fostrene på deres bajonetter. Om fanger, der bliver begravet levende til halsen og får hovederne knust af tanks, og om ligene, der flyder tusindtallige i Yangtze.

Massakren strakte sig ind i februar, men i løbet af marts blev forholdene gradvist mere tålelige for de kinesere, der havde overlevet de første barske uger. Nanjing var besat helt frem til japanernes kapitulation den 14. august 1945, men Sindberg blev ikke så længe i byen.

Selvom han havde beskyttet cementfabrikken mod japansk overtagelse, var F.L. Smidth ikke ubetinget begejstret for ham og hans humanitære indsats.

Det var tilsyneladende vigtigere at stå sig godt med japanerne. Det får man indtryk af i det brev, firmaets officielle repræsentant i Kina, Niels Jensen, skrev til den egenrådige vagtmand den 13. februar 1938: Kom ikke i klammeri med nogen, undgå at tage til Nanjing mere end højst nødvendigt, men forhold Dem ganske roligt på fabrikken og hold Deres personlige sympatier og antipatier for Dem selv uden at skrive noget ned i breve eller på anden måde.

Sindberg bliver fyret af F.L. Smidth og smidt ud af japanerne. Den 20. marts 1938 går han om bord på et skib med kurs mod Europa. Hjemme i Århus bliver familien adviseret pr. telegram. Bernhard beder sin far om at

komme til Italien og møde ham der, og Sindberg senior sætter sig i bilen og kører ned gennem Nazityskland til Italien i foråret 1938 for at hente sin søn. Senere beskriver han rejsen i Uge-Avisen for Odder og Omegn, hvor han var redaktør.

Far og søn fulgtes også ad til Geneve, hvor Bernhard Sindberg blev hædret af den kinesiske delegation til Folkeforbundet for sin indsats. Han var imidlertid ikke meget for nogen form for offentlighed om sin person, for han var stadig eftersøgt som desertør fra Fremmedlegionen.

Derfor blev han heller ikke længe i Europa. Han rejste videre til USA, hvor han tog styrmandseksamen og gik ind i den amerikanske handelsflåde.

Hans søster, Bitten Stenvig Andersen, har et dokument, hvor præsident Truman takker ham for hans indsats i flåden under Anden Verdenskrig

Men jeg ved faktisk ikke, hvorfor han blev takket. Det fremgår ikke, siger hun.

Han må jo også have gjort en særlig indsats dér, men den slags snakkede han ikke om.

Heller ikke rædselsmånederne i Nanjing var et emne, Bernhard fortalte Bitten om, selvom de havde god kontakt som voksne.

Det påvirkede ham formentlig meget, men han ville helst ikke snakke om det. Han fortrængte det, blev aldrig gift, og på sine gamle dage var han lidt for glad for flasken. Det var vel, fordi han var skuffet over livet. Men jeg er ked af, han ikke er her mere, for det var jo ham, der skulle takkes nu ikke os.

Bernhard Sindberg døde i USA i maj 1983, 72 år. Og i hans sted er det altså Bitten og hendes datter, Mariann, der bliver hædret af kineserne.

Senest har Mariann Stenvig Andersen været i Nanjing kort før jul i forbindelse med 70-årsdagen for byens fald den 13. december 1937.

Hun bruger mange kræfter på at indsamle materiale om sin bemærkelsesværdige onkel og håber at kunne skrive en bog om ham en dag.

Indtil da har hun fået sat et andet minde over ham: På hendes initiativ har rosenforædleren Rosa Eskelund navngivet en af sine roser Nanjing Forever the Sindberg Rose.

Den skal vokse i bedene uden for The Nanjing Mermorial Hall til minde om Bernhard Sindberg og de kinesere, han reddede fra massakren.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dkl

Mariann Stenvig Andersen bruger mange kræfter på at indsamle materiale om sin bemærkelsesværdige onkel og håber at kunne skrive en bog om ham en dag. Her ses hun sammen med sin mor, Bitten Stenvig Andersen, der kun var tre år, da hendes bror, Bernhard Sindberg, stak af til USA. – Foto: Lars Aarø/Fokus.
Bernhard Sindbergs kinesiske identitetskort. – Foto: Lars Aarø/Fokus.
Dannebrog og naziflaget var med til at afholde japanerne fra at bombe den cementfabrik, hvor Bernhard Sindberg gav beskyttelse til nogle af Nanjings borgere. – Privatfoto. Foto: Lars Aarø/Fokus.