Den, man elsker, tugter man! Denne vending kunne såmænd være overskriften på tv-serien "Krøniken", som jeg sammen med størstedelen af nationen har siddet med øjnene stift rettet mod de seneste søndage. Jeg har lidt med faderen Kaj Holger og sønnen Erik, der ikke kan finde ud af at række hænderne ud mod hinanden, set dramaet om familien og om fabrikken Bella folde sig ud i skildringen af den tid, der var lige før, det blev nu.
"Krøniken" slutter snart for denne gang, så vi må vente på Faderen og Sønnen, der så gerne vil holde af hinanden uden at kunne. Den, man elsker, tugter man! Sådan er det i spillet mellem far og søn i "Krøniken", og sådan hedder det i en hårdnakket talemåde, der ofte godtgør, at forældre roligt kan skælde og skamme deres børn godt og grundigt ud, for det er nærmest beviset på forældrenes store kærlighed.
Formuleringen har rødder i Bibelen, hvor det i Ordsprogenes Bog kapitel 13, vers 24, hedder: "Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den, der elsker sin søn, tugter ham i tide."
Se, det er da stokkepædagogik, der er til at forstå, og som heldigvis er gået af mode. I Det Nye Testamentes Hebræerbrevet kapitel 12, vers 5-6, hedder det: "Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af."
Endelig findes denne formulering af samme tema i Johannes' Åbenbaring kapitel 3, vers 19: "Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig!"
Det er ordet tugt eller tugtelse, der giver formuleringer sprogligt krydderi og stokkesving. Tugt kommer af det nedertyske tucht, der egentlig betyder det at trække, men som efterhånden allerede i middelalderen kom til at betyde opdragelse, fordi opdragelse også blev betragtet som det at trække et uregerligt sind i rette form. Så tugt er altså opdragelse, og oftest med henvisning til stokke og kæppe, kæft, trit og retning. Det er derfor ikke nødvendigvis at beklage, at ordet efterhånden er noget forældet, skønt det da stadig lever i ordet tugthus. Forfatteren Svend Åge Madsen gav i øvrigt ordene liv og saft for en snes år siden med sin forrygende roman "Tugt og utugt i mellemtiden".
For resten findes tugten stadig i den formulering for eksempel om et ægtepar, at de lever i tugt og ære. Det betyder, at de er hinanden tro, men vi har jo set i "Krøniken", at det for længst er gået af mode. En anden formulering, der ofte bruges om ægtepar, parforhold og forældre-børn-forholdet, er vendingen at bære på hænder. Når det om et forældrepar eksempelvis hedder, at de bærer deres børn på hænder, betyder det forkælelse – eller sagt med andre ord: vænne dem til at få alt, uden at de skal yde noget til gengæld. Det betyder også urimelig forkælelse, hvis en mand bærer sin kone på hænder.
Også denne formulering lader sig bære tilbage til Bibelen, hvor det i Salmernes Bog kapitel 91, vers 11-12, hedder: "for han vil give sine engle befaling om at beskytte dig på alle dine veje. De skal bære dig på på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten." Formuleringen findes også hos Matthæus og Lukas.
Det er da interessant, at både overdreven forkælelse og opdragelse ved stok og tæsk har rødder i Bibelen. Så er der rige muligheder for både at elske den, man tugter, og tugte den, man elsker.